„Over de retfærdige oprinder lys“
„Over de retfærdige oprinder lys og glæde over de oprigtige af hjertet.“ — Salme 97:11.
1. Nævn et område hvor de retfærdige adskiller sig fra de gudløse.
HVILKEN forskel er der på de retfærdige og de gudløse, på dem der tjener Jehova Gud og dem der træller for Guds hovedmodstander, Satan Djævelen? Den største forskel ligger uden tvivl deri at de retfærdige, Jehova Guds sande tjenere, befinder sig i lyset. Lys er i sandhed ’oprundet’ over dem. (Salme 97:11) De gudløse, derimod, vandrer i mørke. Ja, „gudløses vej er som mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, men retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. — Ordsprogene 4:18, 19.
2. Med hvilket eksempel kan vi vise hvordan lyset vokser på de retfærdiges sti?
2 Læg mærke til at de retfærdiges sti bliver stadig mere oplyst. Lyset „vokser i glans“. Det er som med en mand der står op før daggry og spadserer en tur. Mens han går gennem landskabet ser han måske omridset af en bygning i det fjerne. I begyndelsen kan han ikke sige om det er en lade eller en villa. Men efterhånden som dagen gryr og han kommer nærmere, kan han se at det er en villa. Lidt senere kan han se at huset ikke er bygget af mursten, men af træ. Senere endnu kan han skelne husets farve, og så videre.
3. Hvilke faktorer spiller ind når vi taler om en voksende forståelse af Guds hensigt?
3 Det er sådan vi som Guds tjenere har oplevet tingene. Når vi har skimtet noget i det fjerne — rent tidsmæssigt — og kun har haft ringe lys over emnet, har vi ofte haft en ufuldstændig og måske endda unøjagtig forståelse af tingene. Vi har måske dannet os en opfattelse under påvirkning af nogle synspunkter vi tidligere havde. Men efterhånden som lyset er blevet klarere og vi er kommet tættere på begivenhederne, er vores forståelse af gennemførelsen af Guds hensigt også blevet klarere. Profetierne har åbnet sig for os i takt med at Jehovas hellige ånd har kastet lys over dem, og i takt med at de er blevet opfyldt på begivenhederne i verden eller på de erfaringer Guds folk har gjort. Er det ikke netop sådan Jehova Gud har handlet med sine tjenere lige fra de tidligste tider? Jo.
Abrahams eksempel
4, 5. Hvordan åbenbarede Gud gradvis sin hensigt for Abraham?
4 Lad os for eksempel betragte den trofaste Abraham, som Gud selv kaldte sin ven. (Esajas 41:8; Jakob 2:23) På trods af sit nære forhold til Jehova Gud havde Abraham ikke fra begyndelsen en fuldstændig forståelse af Guds hensigter. Det kan vi se af den udvikling der skete i Abrahams liv — hvordan hans forståelse gradvis blev større. Da Gud kaldte ham til at drage ud fra sit hjemland, sagde Han at Han ville gøre ham til et stort folk og at alle jordens slægter skulle velsignes gennem ham. Men Abraham fik ikke alle enkelthederne at vide; vi læser at han adlød „skønt han ikke vidste hvor han kom hen“. (Hebræerne 11:8) Og selv om Gud havde lovet ham at hans afkom skulle få landet i eje, vidste Abraham ikke hvordan dette skulle ske. Han gav endda udtryk for en vis bekymring for at hans tjener Eliezer måske kom til at arve ham. Derefter gjorde Jehova det klart for ham, idet han sagde: „Den, der udgår af dit liv, han skal arve dig.“ (1 Mosebog 12:1-3, 7; 15:2-4) Eftersom Abrahams hustru, Sara, var ufrugtbar, opfordrede hun ham til at få et barn med hendes trælkvinde, Hagar, med hvem han derefter fik Ismael. Senere forklarede Gud imidlertid Abraham at den lovede arving skulle komme gennem Sara. — 1 Mosebog 17:15-17.
5 Vi ser altså at selv om alt hvad Jehova åbenbarede for Abraham var sandt, forstod Abraham alligevel ikke fuldt ud hvordan Gud ville gennemføre sin hensigt. Men han fortsatte med i tro at vente på Jehova, og han fik yderligere oplysninger efterhånden som tiden gik. Da Jehova befalede ham at bringe sin søn Isak som et offer på Morija bjerg, vidste Abraham heller ikke nøjagtig hvordan dette kunne stemme med de løfter han havde fået. Men han troede på at Gud ville tilvejebringe en sæd eller et afkom gennem Isak, selv om det betød at Isak måtte oprejses fra de døde. — Hebræerne 11:17-19.
Daniel og andre profeter
6, 7. (a) Hvilke ord af Daniel viser at Gud først åbenbarer tingene når hans tid er inde? (b) Hvad siger apostelen Peter om dette?
6 En af de mange profeter som Jehova begunstigede med direkte åbenbaringer var Daniel, der var en ’højt elsket mand’ for Gud. (Daniel 10:11, 19) Jehova gav ham mange detaljerede oplysninger om både hans egen tid og fremtiden; men Daniel forstod ikke alt hvad profetierne indebar. Om nogle af sine syner sagde han: „Jeg hørte det, men fattede det ikke.“ Da han bad om flere oplysninger, blev der sagt til ham: „Gå bort, Daniel, thi for ordene er der sat lukke og segl til endens tid.“ (Daniel 12:8, 9) På denne måde åbenbarede Jehova Gud til stadighed mange sandheder for sine tjenere profeterne — og dog var der meget de ikke forstod.
7 Derfor kunne apostelen Peter skrive: „Med hensyn til denne frelse har profeterne flittigt gransket og ransaget, de som profeterede om den ufortjente godhed der var bestemt for jer. De blev ved med at undersøge hvilken bestemt tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus, når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse. Det blev åbenbaret dem at det ikke var sig selv men jer de tjente med de ting der nu er blevet meddelt jer.“ Selv englene forstod ikke fuldt ud hvordan Guds hensigter skulle gennemføres. — 1 Peter 1:10-12.
8. Hvordan ser vi at Johannes Døbers forståelse var ufuldstændig?
8 Den sidste i rækken af disse profeter var Johannes Døber, som Gud brugte til at berede vejen for Kristus Jesus. (Lukas 1:16, 17, 76-79) Johannes var højt begunstiget, idet han ved et tegn fra Gud fik udpeget Messias og fik lov at præsentere ham for Israel. (Johannes 1:26-36) Og alligevel forstod Johannes ikke klart alle enkeltheder i forbindelse med Jesu første komme. Det kan vi se af det forhold at Johannes, mens han var i fængsel, sendte sine disciple til Jesus for at spørge: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“ Johannes’ spørgsmål var ikke et udtryk for manglende tro, men det røbede et ønske om en mere specifik bekræftelse. Jesu svar, hvori han pegede på sine gerninger, har uden tvivl styrket og opmuntret Johannes. — Mattæus 11:2-6.
Jesus og hans apostle
9. Hvoraf fremgår det at Jesus ikke havde en fuldstændig forståelse af sin Faders hensigter?
9 Gud åbenbarer ikke sin vilje for sine tjenere før hans tid er inde. Selv Jesus Kristus var underlagt dette. Jesus havde uden tvivl fået direkte oplysninger af sin Fader mens han var hos ham i himmelen. Og dog vidste han ikke hvornår enden for den nuværende tingenes ordning ville komme. Det var derfor han sagde: „Om den dag og time ved ingen, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ — Mattæus 24:36.
10, 11. (a) Hvilken fejlagtig slutning drog Jesu disciple vedrørende Riget? (b) Hvorfor oplyste Jesus ikke sine apostle om alt vedrørende fremtiden og andre ting?
10 Jesus handlede selv i overensstemmelse med princippet i Ordsprogene 4:18 over for sine disciple. Han fortalte dem meget om Riget — at han ville gå bort og at han efter lang tids forløb ville komme igen og tage dem hjem til sig i himmelen — men på trods af dette blev apostlene ved med at mene at Messiasriget skulle genoprettes som Davids rige i Jerusalem. Det var grunden til at de efter Jesu opstandelse spurgte ham: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ Jesus fortalte dem imidlertid at der var visse ting de endnu ikke kunne forstå, idet han sagde: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ — Apostelgerninger 1:6, 7.
11 At der er afsat bestemte tider til at få forståelse af forskellige sider af Guds hensigt, fremgår af Jesu ord til apostlene: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ (Johannes 16:12) Dette vidner om at Gud giver sine tjenere forståelse af sin vilje i forhold til hvor godt de er i stand til at fatte den og til at bruge den forståelse de får. Derefter sagde Jesus til sine apostle at Guds ånd ville lede dem „til hele sandheden“. (Johannes 16:13) Men mente Jesus dermed at de ville forstå hele sandheden fra den selv samme dag de fik den hellige ånd, så de ikke senere behøvede yderligere forståelse? Forholdene viser at det ikke var det Jesus mente.
Hedningerne taget med
12, 13. (a) Hvad fik Jesu disciple en klarere forståelse af på Pinsedagen, og hvilken virkning havde dette på dem? (b) Hvornår begyndte de først at gå ud til hedningerne, selv om Jesus havde befalet dem at gøre disciple af folk af alle nationerne, og hvorfor først da?
12 På pinsedagen i år 33 fik disciplene ganske rigtigt den hellige ånd, og dermed en langt klarere forståelse af sandheden i forbindelse med Jesu opstandelse, hans himmelfart og betydningen af Guds rige. Denne kundskab fyldte dem med iver efter at forkynde „den gode nyhed“ for andre. Men selv om Jesus havde sagt at de skulle gøre disciple af folk af alle nationer, begrænsede de i begyndelsen deres forkyndelse til at omfatte jøderne, ikke-jødiske proselytter og derefter samaritanerne. De forstod ikke at de skulle gå til de uomskårne hedninger. (Mattæus 28:19, 20) Jehova holdt uden tvivl denne forståelse tilbage, eftersom der i Daniels profeti stod at Messias ville lade pagten med jøderne stå ved magt i resten af den 70. åruge. — Daniel 9:24-27, NW.
13 Da denne åruge udløb i år 36, tog Jehova Gud skridt til at lade „den gode nyhed“ gå ud til folk fra nationerne. Peter måtte tydeligvis hjælpes til at revidere sin tankegang før han trådte ind i hjemmet hos en uomskåren hedning, der ifølge Loven blev regnet for at være uren. Mens han var i trance måtte en stemme sige til ham: „Hold op med at kalde det som Gud har gjort rent, for vanhelligt.“ Peter og de øvrige apostle måtte altså ændre deres syn på dette spørgsmål. Peter gjorde det, og Gud benyttede ham til at forkynde for hedningerne at vejen til Guds himmelske rige var åben for dem. — Apostelgerninger 10:9-43
14. Hvordan blev der nogle år senere kastet lys over hvordan de kristne skulle forholde sig til Moselovens krav?
14 Men tretten år senere var omskærelsen stadig et stridsspørgsmål blandt nogle kristne. Det var nødvendigt at Paulus og andre disciple tog til Jerusalem for at forelægge sagen for apostlene og andre ældste, der på det tidspunkt tjente som et styrende råd for de kristne menigheder. Dette råd hørte hvad Peter havde at sige om Kornelius, omvendelse og hvad Paulus kunne fortælle om de mægtige gerninger Gud havde gjort i forbindelse med hans tjeneste for hedningerne. Derefter overvejede man hvad Guds inspirerede ord havde at sige om sagen. Med den hellige ånds hjælp nåede man frem til den rette konklusion, nemlig at selv om der var visse adfærdsnormer der måtte fastholdes, var det ikke nødvendigt at hedningerne blev omskåret og holdt Moseloven for at blive kristne. — Apostelgerninger 15:1 til 16:5.
15, 16. (a) Hvilke ord af Paulus viser at han forstod at åbenbaringen af sandheden var fremadskridende? (b) Hvilket tilsvarende vidnesbyrd aflagde apostelen Peter?
15 Omkring seks år efter dette møde skrev Paulus sit første brev til korinterne, hvori han sagde følgende om de åndsavlede kristne på den tid: „For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet. For nu ser vi i uklart omrids ved hjælp af et metalspejl, men da vil det være ansigt til ansigt. Nu kender jeg delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ Selv på dette tidspunkt havde den hellige ånd altså ikke ledt de åndsavlede kristne, deriblandt apostelen Paulus selv, til en fuldstændig forståelse af hele sandheden. Deres kundskab var stadig kun delvis; den rakte kun så langt som Gud havde givet dem forståelse indtil det tidspunkt. Men den var tilstrækkelig i forhold til deres behov. — 1 Korinter 13:9, 10, 12.
16 Cirka ni år efter at Paulus havde skrevet det foregående, det vil sige omkring år 64, skrev Peter sit andet brev til sine medkristne. Efter at han heri havde omtalt oplevelsen af Jesu forklarelse, der bekræftede at Jesus var Guds søn, sagde han videre: „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem og en dagstjerne står op — i jeres hjerter.“ (2 Peter 1:16-21) De kristne måtte altså stadig ransage Skrifterne og give nøje agt på det profetiske ord, der ville være som en lampe der skinnede på et mørkt sted. Det måtte de fortsætte med at gøre helt frem til den tid da de salvede kristne fik deres belønning ved Jesu Kristi herlige åbenbarelse.
17. (a) Hvilke nye sandheder fik de kristne kendskab til da Åbenbaringen blev skrevet? (b) Hvornår skulle der kastes større lys over denne bog?
17 Omkring 32 år efter at Peter havde skrevet dette brev, eller cirka 63 år efter pinsedagen i år 33, fik apostelen Johannes den række syner han beskrev i Åbenbaringens bog. I disse syner blev flere sandheder angående Guds hensigter åbenbaret for de åndssalvede kristne for første gang. For eksempel fik de nu at vide at der i alt var 144.000 mænd og kvinder som skulle løskøbes fra alle nationer for at blive Jesu Kristi medarvinger i himmelen og herske som konger, præster og dommere i Messiasriget, og at dette rige skulle vare i 1000 år. (Åbenbaringen, kap. 7, 14 og 20) Men selv på det tidspunkt havde de kristne ikke fået den fulde forståelse. De der i dag studerer Guds ord kan se at Åbenbaringens syner — skønt de nok har været belærende og opmuntrende for de kristne på Johannes’ tid — er af særlig værdi for dem der lever på „Herrens dag“, hvor vi nu befinder os. (Åbenbaringen 1:10) I Åbenbaringen 5:1-14 er der tale om en skriftrulle med segl der måtte brydes for at skriftrullen kunne åbnes. Disse symboler vidner om at der, når profetierne i Åbenbaringen blev opfyldt, ville ske en gradvis forøgelse af kundskaben og forståelsen efterhånden som seglene blev åbnet et efter et.
18. Hvordan åbenbarede Jehova Gud altså sandheden for sine tjenere i førkristen tid og i det første århundrede?
18 Både hvad angår Jehovas trofaste tjenere i førkristen tid og hvad angår de salvede kristne i det første århundrede, ser vi altså at de alle uden undtagelse havde en ufuldstændig kundskab og forståelse. De måtte hele tiden gå fremad og revidere deres forståelse efterhånden som de så og oplevede den gradvise gennemførelse af Jehovas hensigter. For dem var „retfærdiges sti“ i sandhed som „strålende lys, der vokser i glans“. (Ordsprogene 4:18) Efterhånden som lyset blev stærkere, voksede de i kundskab og fik større klarhed over de storslåede sandheder Jehova lidt efter lidt åbenbarede for dem.
19. Hvad sagde Gud til profeten Daniel om kundskab og forståelse i „endens tid“?
19 Men hvordan skulle det være for Jehovas tjenere i endens tid? En engel sagde til Daniel: „Sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor.“ (Daniel 12:4) I vers 10 siges der videre om Guds tjenere: „Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige.“ Skulle denne forståelse komme på én gang? Måtte Guds tjenere, for at kunne kaldes „forstandige“, have en fuldstændig og detaljeret kundskab og forståelse med det samme, så de ikke senere behøvede at ændre eller rette deres opfattelse af visse lærepunkter eller andre ting? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.
[Ramme på side 12]
Jehovas handlemåde med sine tjenere i fortiden viser at forståelsen af hans hensigter ofte kommer gradvis.
Abraham vidste ikke nøjagtig hvordan Guds løfte om hans afkom ville blive opfyldt.
Daniel forstod ikke hvordan hans profetier ville gå i opfyldelse.
Johannes Døber, der præsenterede Messias for jøderne, spurgte senere om der skulle komme en anden.
Jesus selv kendte ikke dagen og timen for ’den store trængsel’.
Apostlene lærte lidt efter lidt at Riget var himmelsk og at hedningerne også kunne arve det.
Det var først med Åbenbaringens bog at de første kristne erfarede at Kristi herredømme ville vare i 1000 år og at der skulle være 144.000 medarvinger.
[Illustration på side 8]
Når man går en tur tidligt om morgenen, kan man se tingene klarere efterhånden som det bliver lysere og man kommer nærmere