Er du blind for de goder du ejer?
HØRER du til dem der synes at tilværelsen i denne verden er trist, ensformig og uden mening, og som siger at man lige så godt kunne være død? Højst sandsynligt er det ikke verden, men dig der er noget i vejen med. Du vil forbavses over at erfare hvordan en bedre livsanskuelse på forunderlig måde kan ændre dit syn på dine omgivelser.
En husmoder stod en mørk dag og så ud ad sine køkkenvinduer. Himmelen var grå og det hele syntes trist og ikke særlig inspirerende. Hun tog fat på sit arbejde i håb om at det snart ville lysne derude. Men så kom vinduespudseren, og snart var han i gang med at vaske hendes køkkenvinduer rene for alt det støv og smuds der havde samlet sig på dem. Husmoderen kiggede nu ud ad sine nypudsede vinduer og opdagede til sin forbavselse at det hun så slet ikke var så trist. Hun så blomsternes klare farver, det bløde, grønne græs, børnene som legede, træerne og bakkerne i det fjerne — og alt dette medvirkede til at hendes værdsættelse af skønheden omkring hende voksede. Hun var klar over at intet var forandret i verden udenfor. Hun havde blot fået sine vinduer pudset og kunne nu bedre få øje på den skønhed som havde været der hele tiden.
Måske har vi alle fra tid til anden nødig at få vort sinds vinduer pudset, så vi lægger mindre mærke til tristheden omkring os men i stedet koncentrerer os om de goder eller velsignelser vi har adgang til at glæde os over.
„Jeg kommer aldrig nogen steder,“ klagede en husmoder. „Jeg ser aldrig noget som helst. Jeg er begravet i denne lejlighed og her kommer jeg såmænd aldrig fra.“ Hendes klage lyder berettiget nok, men kan det betale sig at blive bitter? Alene det at have et sted at bo er i sig selv en velsignelse. Mange mennesker ville give meget for at få en lejlighed. Den gave at kunne se er også et stort gode. Prøv at sætte dig i Ernest Eks sted. I otteogfyrre år var alt mørke for ham, kun om dagen kunne han skimte svage skygger. Han var blind. Alligevel levede han i håbet og fandt livet værd at leve. En dag gennemgik Ek en operation. Han fik sit syn igen. For ham vil denne velsignelse ikke kunne beskrives med ord. Det at være gemt bort i en lejlighed er måske ikke den bedste tilværelse man kan føre, men dersom man pudser sit sinds vinduer en smule kan man måske lære at påskønne de velsignelser som findes inden for hjemmets fire vægge, som for eksempel ens børn, ens møbler, en god bog, Bibelen. Der er meget i et hjem som kan gøre livet skønt.
Er du på en eller anden måde handicappet eller bundet til sengen? Det kan blive en hård belastning for dig hvis du lader dette kaste en skygge over dit sinds vinduer så andre velsignelser ikke får lov til at skinne igennem. Behøver livet at stå stille blot fordi dit helbred ikke er det bedste? Absolut ikke! Tusinder andre som du fører en aktiv og lykkelig tilværelse. Det gælder om at du holder dit sinds vinduer rene så du kan se igennem dem og få øje på alt det skønne livet har i beredskab til dig. Brug de af dine lemmer der er raske på en sådan måde at du kan hjælpe andre, og du vil snart opdage at dette vil gøre livet værd at leve. De ting vi gør for at tilfredsstille vore egne personlige ønsker synes hurtigt at miste deres glans, men der er en dybere og varigere tilfredsstillelse ved at opfylde andres behov. Kristne der er bundet til hjemmet finder ofte megen glæde ved at skrive breve eller benytte telefonen for at fortælle andre om det håb de har fået ved studium af Bibelen. Det at give til andre holder vor interesse for livet varm og får os til at se frem til morgendagen. Lykkens hemmelighed består i at give. Luk ikke øjnene for denne velsignelse. — Ap. G. 20:35, NW.
Måske har du en mand som drikker eller en hustru der øder dine surt tjente penge bort. Ingen af delene bidrager til opnåelse af lykke. Men er der nogen fornuft i at lade sådanne ting tilsløre dit sinds vinduer med bittert had og lede ved livet? Det er ingen fornøjelse at have en fordrukken ægtemand i huset, men der er andre ting man kan glæde sig over. Tænk på dine børn, tænk på hvordan du kan forskønne dit hjem, stræb efter at være dygtig til at lave mad eller til at sy, og du vil forbavses over hvor langt lysere tilværelsen bliver, selv om du stadig har dit livsproblem.
Er du arbejdsløs, eller har du to job og ingen tid til dig selv? Begge dele gør mennesker ulykkelige.
Det er afgjort ikke behageligt at stå uden arbejde, men alt er dog ikke tabt. Betragt sagen fra den lyse side; der er som regel én. Du kan tilbringe mere tid sammen med din familie; du har lejlighed til at indhente det du har forsømt at studere; og de reparationer i hjemmet du hidtil ikke har haft tid til, kan du få fra hånden. Men mænd der har været ubeskæftigede gennem længere tid tillader ofte sig selv at blive bitre, ja de går så vidt at deres bitterhed bliver dem en hindring den dag de skal søge et arbejde. Ved at være vågen for de goder du har, kan du beskytte dig selv mod at blive bitter.
Folk der ønsker at de havde lidt tid til sig selv, er ofte alt for optaget af at tjene penge. Materialismens svikmølle har indfanget dem. De er misfornøjede fordi de lader deres tanker kredse om alt det de ikke har, i stedet for at glæde sig over det de har. Her skal gives lidt sund, inspireret vejledning der kan bringe sådanne mennesker lykke hvis de blot vil lytte dertil: „Lad jeres livsvandel være fri for kærlighed til penge og vær tilfreds med det I har.“ „Vær vis på at den er et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed, tilligemed evnen til altid at være tilfreds.“ (Hebr. 13:5; 1 Tim. 6:6, NW) Hemmeligheden består altså i at opdyrke værdsættelse af de ting man har og at glæde sig over dem i stedet for altid at stræbe efter at få noget nyt og anderledes. Lad være med at ønske så meget, vær lidt mindre ærgerrig og hold op med at klage, så vil dit sinds vinduer åbnes og din påskønnelse af de velsignelser du omgives af vil vokse.
I almindelighed er det dem der spejder efter skønhed, der også finder den, dem der er lydhøre for sandheden, der også får den at høre og glæder sig over dens frigørende kraft, dem der elsker, der selv bliver elsket, og dem der elsker livet, der også glæder sig over det. Hold dit sinds vinduer rene så du kan forstå at „Jehovas velsignelse — det er den som gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. Lad aldrig Guds velsignelser undgå din opmærksomhed, for det er dem der gør livet værd at leve. — Ordsp. 10:22, NW.