Er det altid klogt at støtte indsamlinger?

HVORDAN ville De reagere hvis De fik at vide at kun mellem én og fem procent af det beløb De havde givet til en indsamling gik til velgørende formål, mens resten af beløbet blev brugt til administrationsudgifter? Ville De støtte en indsamling hvis De vidste at præsidenten for pågældende velgørenhedsinstitution modtog over 400.000 kroner årligt i gage og til dækning af repræsentationsudgifter? Det ville De sikkert ikke synes om. Men den slags forekommer dog ofte.

I De forenede Stater alene gives der hvert år mere end tyve milliarder (20.000.000.000) dollars til velgørende formål. Af dette beløb går omkring 41 procent til religiøse formål, 16 procent til undervisning og bekæmpelse af sygdom, 7 procent til sociale formål, og resten går til andre, blandt andet kulturelle, projekter.

Der findes mange velgørenhedsinstitutioner som foretager indsamlinger; nogle er kendt verden over, andre har mere lokal karakter. Folks motiver til at støtte disse indsamlinger er yderst forskellige. Nogle støtter dem fordi det er god forretningspolitik, eller fordi de kan trække beløbet fra i skat. Andre støtter dem fordi de lider af skyldfølelse, og mener at de kan sone deres synder ved hjælp af godgørenhed. Andre igen giver af religiøse eller humanitære grunde, idet de føler empati og medlidenhed med andre.

Det kan ikke nægtes at godgørenhed kan medføre velsignelser; dette understregede Jesus, Guds søn, da han sagde: „Saligere er det at give end at modtage.“ (Ap. G. 20:35) Men han påpegede også at folk der giver med et forkert motiv ikke godkendes af Gud. — Læs Mattæus-evangeliet 6:1-4.

Det er fuldstændig rigtigt at man bliver velsignet når man giver med det rette motiv, men det er kun rimeligt at man ønsker at sikre sig at ens penge går til en god sag. I hvor stor udstrækning bruges de milliardbeløb der indsamles af de forskellige velgørenhedsinstitutioner, til at hjælpe folk som er i nød? I hvor stor udstrækning er disse institutioner virkelig filantropiske? Eller, med andre ord, i hvilket omfang drives eller udnyttes de ikke af mennesker med selviske økonomiske interesser?

I religionens navn

I en californisk avis kunne man for nogen tid siden læse en artikel med overskriften „For store administrationsudgifter, professionelle kritiseres for store driftsudgifter“. Denne artikel behandlede netop indsamlingerne og de metoder der anvendes. Ifølge artiklen skal formanden for byens „indsamlingskomité,“ have sagt at „de mest gemene indsamlingstricks“ er dem der bruges „i Guds navn“. Med hensyn til professionelle indsamlingskampagner som drives på denne måde sagde han: „Det er især religiøse grupper og folk der indsamler penge i Herrens navn der kan anklages for dette.“

For nogle få år siden kunne man i det katolske lægmandsblad Ramparts læse en artikel som gik i samme retning som denne anklage. Den beskyldte en fremtrædende katolsk biskop i Amerika for at føre amerikanske katolikker bag lyset ved hjælp af en indsamlingsorganisation, kendt som „The Congregation for the Propagation of the Faith“ [Menigheden til troens udbredelse]. Artiklens forfatter, som havde haft interviewer med femogtredive biskopper fra forskellige udviklingslande, bemærkede: „Denne menighed indsamler millioner af dollars hvert år under påskud af at hjælpe de fattige rundt om på jorden . . . og dette er muligvis et af de største svindelnumre i indsamlingernes historie.“ Da biskoppen blev gjort opmærksom på disse anklager nægtede han at udtale sig, og fra hans kontor blev det oplyst ’at han ikke havde noget at bemærke’.

Uden interesse for personlig vinding?

Man tror almindeligvis at folk der arbejder i sådanne velgørenhedsorganisationer altid har uegennyttige motiver. Men er dette tilfældet? Lad os se på et eksempel: En velgørenhedsorganisation indsamlede gennem en årrække penge til bespisning af forældreløse børn i østen. Man påstod at man kunne bespise et barn for 12 dollars om måneden. Men var det hovedsagelig de forældreløse børn som organisationens præsident var interesseret i? Hans årsgage var på 20.000 dollars, det vil sige at han fik lige så meget i løn som direktøren for staten Virginias handelskammer.

Vi har et andet eksempel i den nu afdøde Basil O’Connor. Det var ham der sammen med præsident Roosevelt stiftede The National Foundation — March of Dimes, og han var præsident for denne velgørende stiftelse fra dens grundlæggelse i 1938 til sin død i 1972. I begyndelsen fik han kun sine udgifter dækket, men gennem de sidste tretten år modtog han en årlig gage på 54.000 dollars og kunne få dækket sine udgifter indtil et beløb på 21.405 dollars. Hvor mange af de mennesker som har givet til March of Dimes var klar over at denne stiftelses præsident modtog 75.000 dollars årligt? Ville De give til en sådan institution? Ville pengene ikke være bedre anbragt hvis de blev givet direkte og personligt til de mennesker som man ved har behov?

De høje administrationsudgifter

Kendte velgørenhedsorganisationer som for eksempel Røde Kors anser det for ret og rimeligt at 10 til 15 procent af det indsamlede beløb går til administrationsudgifter. For hver krone organisationen modtager vil 85 til 90 øre altså blive brugt til velgørende formål. Men mange velgørenhedsinstitutioner når langtfra op på denne standard. The American Kidney Fund [Den amerikanske nyrefond] indsamlede således i sit første år (1971-72) 779.000 dollars. Men heraf blev kun 5 procent eller 39.000 dollars brugt på patienterne; ifølge New York Post for 8. juni 1973 gik resten af beløbet til „administrationsudgifter“.

Under en flerspaltet forsideoverskrift som lød „Urimeligt høje udgifter til velgørenhedskampagner“ afslørede en avis i Seattle, Washington, denne svaghed ved velgørenhedskampagnerne. Den fortalte om et tilfælde hvor kun 25.000 af de 500.000 dollars som tilsyneladende var blevet indsamlet, gik til velgørenhed; kun 5 procent! Blandt de mange andre eksempler artiklen nævnte var der et hvor indsamlingens professionelle hovedmænd fik 131.288,92 dollars, mens den sociale gruppe som lagde navn til indsamlingen modtog 7893 dollars, og velgørenhedsinstitutionerne „Heart Association“ [Hjertestiftelsen] og „Community and Youth Activities“ [Samfunds- og ungdomsvirke] fik 1000 dollars. Det vil sige at mindre end 1 procent af det indsamlede beløb kom de trængende til gode!

For kort tid siden bragte en canadisk avis en artikel med overskriften: „Velgørenhedspirater: Lever højt på lettroende.“ Dér kunne man læse om hvordan visse professionelle indsamlingsorganisatorer driver deres forretning. Først finder de en religiøs eller anden organisation som er villig til at lægge navn til indsamlingen, idet man lover den en vis andel af det indsamlede beløb. Derefter ansætter man nogle folk med fornøden erfaring til pr. telefon at henvende sig til folk og anmode dem om bidrag. Disse mænd får 25 cents af hver dollar det lykkes dem at inddrive. Så sendes en inkassator, sædvanligvis en kvinde, ud for at indsamle de bidrag som folk over telefonen har givet løfte om; hun får selv 15 cents af hver dollar hun modtager. Indsamlingens organisator får 40 cents af hver dollar, og de resterende 20 cents går så til velgørenhed og til den organisation som har lagt navn til indsamlingen.

Præsidenten for The American Association of Fund-Raising Counsel, Inc., har givet følgende råd: „Man bør aldrig under nogen omstændighed støtte en pengeindsamling der foretages ved at en fremmed ringer en op.“ Præsidenten anerkender således at nogle velgørenhedskampagner drives med selviske formål. I forbifarten er det i øvrigt værd at bemærke at en mand som er godt kendt med de forskellige indsamlingsmetoder, har beklaget at man er nødt til at have lønnede folk til at foretage opringninger og indkassere penge, slet og ret fordi de religiøse, politiske og andre organisationer i hvis interesser kampagnerne udføres, ikke selv er villige til at gøre noget for sagen. Hvis de var villige til at tage „slæbet“, ville de kunne indkassere 85 til 90 cents af hver dollar.

Bør man give til en tigger?

I mange af verdens storbyer er tiggeriet efterhånden blevet en indbringende levevej. Især unge fra hippiemiljøer har specialiseret sig i denne branche. Man behøver ikke længere at henvise til at man er blind, lam eller fattig, man kan tilsyneladende bruge et hvilket som helst påskud. I San Francisco findes der for eksempel en tigger der praler af at han hver uge modtager 400 dollars af de turister der besøger byens hippiekvarter.

Men en violinist i New York klarer sig endnu bedre. Han ’arbejder’ i teaterkvarteret, og da han spiller ret godt og samtidig har et skilt med påskriften „Violinist mangler penge til videre studium“, er han virkelig i stand til at spille på de forbipasserendes hjertestrenge. Han tjener således gennemsnitlig 35 dollars [omkring 200 kroner] i timen. Han har modtaget checks, sparebeviser, fotografiapparater, ure og endog middagsinvitationer og invitationer til krydstogter på Det caraïbiske Hav.

Det er sandt at nogle må tigge fordi de er i nød, da de ikke kan arbejde på grund af et fysisk handicap, eller fordi det ikke har været muligt for dem at finde arbejde. I tilfælde af hungersnød, naturkatastrofer eller økonomisk depression er der gerne mange nødlidende mennesker. I sådanne tilfælde må man gøre hvad man kan for at hjælpe andre.

Der kan også opstå situationer hvor man næsten er tvunget til at give. En tidlig lørdag morgen i New York var der for eksempel en ældre herre som blev tiltalt af en mand der sagde: „Hør professor, jeg er lige kommet ud af fængslet i går, tag og stik mig en dollar.“ Dette var tydeligt nok en tilsløret trussel, og tiggeren var meget påtrængende. Hvis man blev udsat for en sådan oplevelse i et tvivlsomt kvarter, ville man måske føle at det var klogest at efterkomme vedkommendes ønske. Enhver må selv afgøre hvad han vil gøre i en sådan situation.

En afbalanceret indstilling

Jesus sagde engang: „De fattige har I altid hos jer.“ (Matt. 26:11) Det er en kendsgerning som ikke kan benægtes. Han sagde også at man opnår lykke ved at give og ved at være uselvisk og hjælpsom. Men hvis man er godtroende er det de begærlige og dem der ikke gider arbejde man støtter. Men da der virkelig findes projekter og mennesker som fortjener støtte, er det klogt at skelne; man bør se sig godt for.

Kristne forkyndere er naturligvis i stand til at give noget som er langt bedre end sølv og guld. Hvad er det? Det er sandheden fra Guds ord. Denne sandhed giver trøst, håb og fred i sindet, og kan endog medføre evigt liv. De har fået denne gave ’for intet’ og ønsker derfor også at give den videre for intet. (Matt. 10:8; jævnfør Apostlenes Gerninger 3:1-8.) Og det var i øvrigt med henblik på åndelige ting at Paulus citerede Jesu ord om at der er større lykke ved at give end ved at modtage. — Ap. G. 20:35.