er følgende beretning i den babyloniske talmud: „En vis [oplæser] trådte frem i R[abbi] Haninas nærværelse og sagde: O Gud, du store, mægtige, frygtelige, majestætiske, magtfulde, vældige, stærke, frygtløse, pålidelige og ærefulde.“ Rabbineren fordømte denne unødvendige opremsning af ord som værende „en hån“ mod Gud.

Regelmæssig oprigtig bøn der indbefatter lovprisning, taksigelse og anmodninger til Gud, er en vigtig del af sand tilbedelse. (Fil. 4:6) Men det ville være forkert at sige de samme ting igen og igen og mene at en sådan uafbrudt gentagelse er nødvendig for at oplyse Gud om vore behov, som om Gud var uvidende, uopmærksom og åndsfraværende. Vi bør bede i fuld anerkendelse af at vi meddeler os til den der ’ved hvad vi trænger til endog før vi beder ham’.

Spørgsmål fra læserne

● Jeg underviser en dame i Bibelen. For nylig betroede hun mig at hun har begået en del butikstyverier. Skal hun gøre et forsøg på at erstatte alt hvad hun har stjålet, eller endda melde sig til politiet, før hun kan blive døbt som kristen?

De der befinder sig i en sådan situation må selv afgøre med deres samvittighed om de skal tage et af disse skridt før dåben.

Vi forsikres i Bibelen om at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. Af den grund sendte Jehova sin søn som en tilsvarende løsesum. (1 Tim. 2:4-6) Jesu blods rensende kraft kan også gavne mennesker der har ført et meget slet liv, mennesker der har begået alvorlige synder, før de lærer Bibelens sandheder at kende, ændrer sind og omvender sig.

For eksempel var Jerusalems jødiske indbyggere, der i år 33 støttede deres religiøse ledere i kravet om Jesu død, ikke afskåret fra at kunne blive kristne. På Pinsedagen sagde apostelen Peter til mange af dem: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ Ja, de måtte bære i det mindste en del af skylden for dette mord. Det stak dem i hjertet at høre dette, og de spurgte: „Hvad skal vi gøre?“ Peter svarede: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe.“ — Apg. 2:36-38.

Saulus, der „åndede trussel og mord“ imod de kristne, og som overværede og bifaldt mordet på Stefanus, befandt sig i en lignende situation. (Apg. 7:58; 8:1; 9:1; 22:20) Senere, da han var bedre kendt som Paulus, indrømmede han: „Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Af disse er jeg den førende. Dog . . . blev [der] vist mig barmhjertighed.“ — 1 Tim. 1:15, 16.

Imidlertid kunne man spørge om et menneske der ønsker at blive døbt, skal forsøge at råde bod på de synder eller lovovertrædelser vedkommende har begået før sin omvendelse til kristendommen.

Når man overvejer sagen, kunne man tænke på at der under Moseloven blev stillet krav om at en tyv skulle give erstatning. Hvis en israelit for eksempel stjal en okse og den blev fundet i hans besiddelse, måtte han ikke alene levere oksen tilbage men give endnu en okse i erstatning fordi ejeren havde måttet undvære sin okse et stykke tid. — 2 Mos. 22:1, 3-9.

Eller man kunne henvise til Lukas’ beretning om Zakæus, en overskatteopkræver i Jeriko, der åbenbart havde beriget sig ved at presse penge af folk ved tvivlsomme metoder. Da der blev vist ham gunstig opmærksomhed af Jesus, sagde han: „Hvad jeg end har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager giver jeg firdobbelt tilbage.“ Jesus billigede dette oprigtige udtryk for tro og sindsændring. Han sagde til Zakæus: „I dag er frelse kommet til dette hus; . . . Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.“ (Luk. 19:1-10) Åbenbart kunne Zakæus gå tilbage i sine skatteoptegnelser og regne ud nøjagtig hvad han skyldte væk, og havde midler at betale med. Selv om myndighederne ikke anklagede ham for pengeafpresning, tilskyndede hans samvittighed ham til at prøve at betale det tilbage han havde afpresset andre.

Det er imidlertid værd at bemærke at loven i Anden Mosebog 22:1, 3b-9 blev givet til israelitter der befandt sig i et indviet forhold til Gud. Og Zakæus var allerede „søn af Abraham“ og burde have fulgt de høje normer i Guds ord; at han betalte tilbage, vidnede om at han angrede at han ikke havde gjort dette. Men hvordan stiller sagen sig for et menneske der først lige har lært Guds normer at kende og som før det tidspunkt har syndet eller begået lovovertrædelser?

I dag er man ikke bibelsk forpligtet til at overholde Moseloven, herunder bestemmelserne i Anden Mosebog 22:1, 3b-9.