Anerkend Guds krav for at opnå livet
1, 2. Hvilke to spørgsmål stiller Jehovas vidner alle dåbskandidater?
VED slutningen af sit foredrag om dåb stillede taleren, et af Jehovas vidner, følgende spørgsmål til dem der skulle døbes: „1) Har du erkendt over for Jehova Gud at du er en synder der har frelse behov, og har du erkendt over for ham at denne frelse udgår fra ham, Faderen, gennem hans søn, Jesus Kristus?“ Efter et hørligt „ja“ som svar, spurgte han derpå: „2) Har du på grundlag af denne tro på Gud og på hans frelsesforanstaltning indviet dig uforbeholdent til Gud for at gøre hans vilje fra nu af, sådan som han åbenbarer den for dig gennem Jesus Kristus og gennem Bibelen ved den hellige ånds oplysende kraft?“ Efter at der var svaret „ja“ til dette andet spørgsmål, meddelte taleren dem der ønskede at blive døbt, at de opfyldte betingelserne for at gennemgå den offentlige dåbsceremoni.
2 De samme to spørgsmål stiller Jehovas vidner til alle dåbskandidater, hvad enten dåbsceremonien arrangeres for at døbe en eller to eller for at døbe tusinder, som tilfældet for eksempel var i juli 1958 da 7136 blev døbt i vand ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York.
3. Hvilke spørgsmål kan man med rette stille i forbindelse med disse to grundlæggende spørgsmål?
3 Men efter at vi har læst de ovennævnte to spørgsmål, spørger vi måske: Hvilken betydning har Jehovas vidners vanddåb, og hvad udvirker den? Hvordan kan man over for Jehova erkende at man er en synder der har frelse behov? Hvordan kommer man til at forstå at frelsen udgår fra Jehova, Faderen, gennem hans søn, Jesus Kristus? Hvordan kan man indvi sig uforbeholdent til at gøre Guds vilje, og på hvilken måde åbenbares Guds vilje for en gennem Jesus Kristus og gennem Bibelen ved den hellige ånds oplysende kraft? Alle disse spørgsmål fortjener nøje overvejelse, og for at få et sandfærdigt og tilfredsstillende svar må vi vende os til Guds sandhedsord og se hvad det har at sige om dette emne.
Vanddåbens betydning
4. (a) Hvilken betydning havde Johannes Døbers dåb? (b) Hvordan var den jødiske nation blevet gjort kendt med sin syndige tilstand, og hvad skulle de ofre jøderne bragte få dem til at forstå?
4 Lad os begynde med at undersøge vanddåbens betydning. Disciplen Lukas beretter om følgende begivenhed der fandt sted i foråret 29 e.v.t.: „I kejser Tiberius’ femtende regeringsår, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, . . . mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen. Og han gik ud i hele egnen omkring Jordan og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.“ (Luk. 3:1-3) Johannes Døber foretog denne dåb for angrende jøder. Vi får at vide at hans dåb var en „omvendelsesdåb til syndernes forladelse“. Lukas fortæller endvidere at Johannes opfyldte profeten Esajas’ ord idet han ’banede Herrens vej’. (Luk. 3:4) Johannes Døber var forløber for den hvem alt kød skulle se som Guds frelsesmiddel, nemlig Jesus Kristus. Den jødiske nation stod i et pagtsforhold til Jehova Gud, og som hans udvalgte folk var nationen således forpligtet til at holde hans bud og befalinger. Som syndere, født ufuldkomne, overtrådte jøderne de love Jehova havde givet dem. I århundreder havde den almægtige Gud indprentet dem at de var syndere der havde behov for at nogen udfriede dem fra deres faldne tilstand. Gennem sin profet Moses havde Gud givet dem en samling love og bud der på en magtfuld måde henledte deres opmærksomhed på at de var syndere der havde behov for at få deres synder sonet. Gennem Moses havde Jehova Gud befalet at der hvert år skulle afholdes en forsoningsdag for Israels folk, og på denne dag, den tiende dag i den syvende måned, skulle der bringes ofre for folkets synder. Denne ordning eller lov angående disse ofre skulle vare til ’ubestemt tid’. Ved denne årlige højtid mindedes den jødiske nation sine synder og erkendte behovet for at bringe dyreofre til soning af disse synder. Samtidig forstod jøderne at blodet af tyre og bukke aldrig kunne befri dem fra deres synder og gøre dem fuldkomne. Ellers ville dyreofringerne være ophørt. — Hebr. 10:4.
5. Hvorfor var det nødvendigt at jøderne lod sig døbe af Johannes Døber?
5 I år 29 havde jøderne fejret forsoningsdagen i mange hundrede år, men i tidens løb var de kommet langt bort fra Gud; de havde endog været i fangenskab og var ophørt med at eksistere som et uafhængigt Guds folk. Nu opfordrede Johannes Døber dem til at omvende sig og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder imod Guds retfærdige love. Ved at lade sig døbe i Jordanfloden af Johannes tilkendegav jøderne at de angrede deres synder imod Guds lov. De beredte sig til at tage imod ham der skulle være det redskab hvorved Gud ville frelse menneskene, nemlig Jesus.
6. Hvorfor betvivlede Johannes Døber nødvendigheden af at Jesus blev døbt?
6 Efter at Johannes Døber havde døbt i omkring seks måneder kom Jesus, der nu var cirka tredive år gammel, til ham. Jesus bad Johannes om at blive døbt. Men Johannes gjorde indvendinger: Hvordan kunne det være at Jesus kom til ham for at blive døbt? Johannes vidste at hans dåb var et symbol på at man havde angret sine synder imod Guds lov, og han vidste at Jesus ikke var noget almindeligt menneske men at han var syndfri, for han sagde senere: „Se Guds lam, som borttager verdens synd!“ (Joh. 1:29, fodnoten) Johannes Døber sagde derfor til Jesus: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!“ Jesus svarede: „Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ Så gav Johannes efter. — Matt. 3:14, 15.
7. (a) Hvilken betydning lå der i at Jesus blev døbt af Johannes? (b) Hvorfor var Jesu første efterfølgeres dåb på Pinsedagen en dåb der symbolsk svarede til Jesu dåb?
7 Hvilken betydning havde det nu at Johannes døbte Jesus? Det var ikke et symbol på anger og omvendelse fra synder, for Jesus var syndfri. Det var ikke et symbol på at Jesus dér indviede sig til Gud, for han var jøde og tilhørte en nation der allerede var indviet til Gud og som stod i et pagtsforhold til ham. Jesu vanddåb symboliserede derfor noget andet, nemlig det at han fremstillede sig for Jehova for at gøre hans vilje, det han ønskede gjort på dette tidspunkt. Det vil sige at Jesus fremstillede sig for sin himmelske Fader, Jehova Gud, for at blive brugt i forbindelse med „Himmerigets“ interesser, sådan som Jehova fandt det for godt. Gud fandt behag i at Jesus fremstillede sig på den måde, og vi får at vide at der lød en røst fra himmelen som sagde: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:17; Hebr. 10:5-7) Jesu første efterfølgere tilhørte den jødiske nation og stod i et indviet forhold til Jehova Gud, idet hele nationen var sat til side til at tjene Guds formål og derfor var forpligtet til at gøre Guds vilje som denne fremholdtes i Lovpagten. Den bibelske beretning viser at apostelen Peter på pinsedagen i år 33 opfordrede disse jøder til at lade sig døbe ’i Jesu Kristi navn til deres synders forladelse’, for at de kunne blive Jesu Kristi disciple. (Ap. G. 2:37-41; Matt. 28:19, 20) Dette kan kaldes en dåb hvor de fremstillede sig for Gud til som Jesu Kristi disciple at gøre Hans vilje. Omkring år 52 opfordrede apostelen Paulus visse disciple i Efesus til at lade sig døbe i Herren Jesu navn. (Ap. G. 19:4-6) Disse var tidligere blevet døbt med Johannes’ dåb som tegn på deres omvendelse. Med denne nye dåb indviede disse omskårne troende sig imidlertid til Jehova for at gøre hans vilje og adlyde hans befalinger under den nye pagt. Eftersom de var medlemmer af en nation der allerede var forkastet af Jehova Gud og som siden år 36 ikke havde været genstand for hans særlige gunst, var deres dåb i Jesu navn et symbol på indvielse, deres indvielse til Gud gennem Kristus Jesus. — Dan. 9:24-26.
8. (a) Hvilken passende betydning fik dåben da den første ikke-jøde, Kornelius, blev døbt? (b) Hvad blev derfor nødvendigt for alle der ville være kristne?
8 Ja, da den gode nyhed om Herren Jesus i år 36 blev forkyndt for den første ikke-jøde, nemlig den italienske høvedsmand Kornelius, fik vanddåben en passende betydning. De ikke-jødiske eller hedenske nationer stod ikke i et indviet forhold til Jehova Gud, som tilfældet havde været med Israels nation indtil år 36. De havde ikke indgået en national pagt med himmelens og jordens Skaber. Da vejen til Guds gunst i år 36 blev åbnet for dem, måtte de således først og fremmest i deres eget sind træffe den beslutning at de ville indvi sig til Gud for at gøre hans vilje. De måtte bede Gud om en ren samvittighed. De måtte derfor indvi sig til Gud eller uforbeholdent sætte sig til side til at gøre Guds vilje, og når de så blev nedsænket eller døbt i vand ville en sådan dåb passende symbolisere at de døde fra deres tidligere livsførelse og blev levende med hensyn til Guds vilje med Jesu Kristi disciple. De satte fra da af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke ind på at gøre Guds vilje og således leve op til deres indvielse. På denne måde indviede de sig betingelsesløst til Gud så han kunne handle med dem som det behagede ham efter hans ord. Vanddåben blev en betimelig offentlig bekendelse af en sådan indvielse. Vanddåben er derfor et nødvendigt skridt for en troende der ønsker at få gavn af Guds frelse gennem Jesus Kristus. Denne frelse kan opnås af dem der tror på Guds ord og som holder Guds bud. — 1 Pet. 3:21, fodnoten.
Erkende at vi er syndere
9. Hvordan kommer man til erkendelse af at man er en synder der har frelse behov?
9 Men spørgsmålet er nu: Hvordan når man til, over for universets Gud, Jehova, at erkende at man er en synder der har frelse behov gennem Kristus? Man behøver blot at vende sig til Guds ord for at blive klar over at man er født ufuldkommen og syndig. Lad os slå op i Salmernes bog. Her læser vi: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (51:7) Davids søn Salomon sagde også at „der er intet menneske, som ikke synder“. (1 Kong. 8:46) Apostelen Johannes skrev under inspiration: „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ (1 Joh. 1:8) At synde vil sige ikke at ramme målet, det fuldkomne. Vore første forældre førte os alle ind på syndens og dødens vej ved deres ulydighed mod Guds retfærdige og fuldkomne love. Det at intet menneske kan leve evigt er et bevis for at alle er født i synd. Som apostelen Paulus siger: „Syndens løn er døden.“ — Rom. 6:23.
10. Tror alle at menneskene er født i synd og at døden er en følge af synden? Begrund dit svar.
10 Der er mange i dag der ikke tror på disse bibelske sandheder. For verdens mere end 160 millioner buddhister er ingen handling syndig. De kender ikke begrebet synd. Deres forklaring er simpelt hen den at en dårlig handling frembringer et dårligt resultat. En buddhist vil derfor have svært ved at forstå syndens virkninger eller ved i det hele taget at erkende at han er en synder. Mange millioner mennesker i forskellige trossamfund mener at døden skyldes Gud. En katolsk præst udtalte, efter at en ung pige var blevet myrdet af sin broder, at Gud i virkeligheden havde sagt til denne pige at hun skulle dø fordi ’Gud elskede hende og ønskede hende hjem til sig’.
11. Hvordan kan vi nå til den rette erkendelse af os selv som syndere?
11 For at nå til den rette og nøjagtige erkendelse af os selv som syndere er det derfor nødvendigt at vi lytter til Gud, menneskets Skaber, at vi forstår at synden fører til død og at vi derfor må vende os til Gud efter frelse. I Edens have sagde Gud til mennesket efter at han havde sat det i Paradiset: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Adam og Eva var begge ulydige mod denne lov og høstede lønnen herfor, nemlig døden. Deres efterkommere, den menneskelige familie, blev alle født efter denne ulydighedshandling i Edens have og blev således alle født i synd og under dødens forbandelse. Apostelen Paulus, der erkendte dette, sagde: „Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ (1 Kor. 15:22) Af det vi kan iagttage véd vi at mennesket dør, og det er indlysende at menneskeslægten har behov for frelse og udfrielse fra døden. Mennesket har behov for at blive frelst fra syndens åndelige og fysiske følger. Når man er kommet til denne erkendelse spørger man uvilkårligt: „Hvordan kan vi vide at frelsen udgår fra Faderen, Jehova, gennem hans søn, Jesus Kristus?“
Jehovas frelse gennem Kristus
12. Hvad må vi erkende med hensyn til menneskelige frelsesforanstaltninger?
12 Man kan kun komme til at værdsætte Jehovas frelse gennem hans søn, Jesus Kristus, når man indser hvor tomme og forgæves ufuldkomne menneskers forsøg på udfrielse er. Jehovas ord til menneskenes børn lyder således: „Hør det, alle folkeslag, lyt til, al verdens folk, både høj og lav, både rig og fattig! . . . de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? Visselig, ingen han købe sig fri og give Gud en løsesum.“ (Sl. 49:2, 3, 7, 8) Kun ved at vende sig til en anden kilde, til Guds visdom, kan man gennem et studium af Jehovas sandhedsord, Bibelen, lære hans frelse at kende.
13, 14. Hvilke skridt har Jehova Gud taget for at tilvejebringe en udfrielse ved Jesus Kristus?
13 Så snart Jehova så at Adam og Eva havde været ulydige mod hans lov i Eden, begyndte han at træffe foranstaltninger til at genløse det første menneskepars efterkommere. Han sagde straks at han ville frembringe en sæd der skulle knuse den der stod bag oprøret, nemlig Jehovas ærkefjende, Satan Djævelen. (1 Mos. 3:15) Derefter brugte han Israels nation som et forbillede ved hjælp af hvilket han på mange måder viste hen til ham der skulle være menneskehedens genløser, nemlig Kristus Jesus. For eksempel forudsagde han denne Retfærdiges komme gennem de velsignelser som hans tjener Jakob udtalte over sine tolv sønner. Til den fjerde, Juda, sagde Jakob: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ (1 Mos. 49:10) Senere sagde han gennem sin profet Esajas om denne lovede sæd: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ — Es. 9:6, 7.
14 Mange år efter at Esajas havde udtalt disse inspirerede ord, lod Gud sin tjener Daniel skrive følgende om ham der skulle komme: „Og du bør vide og forstå at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger.“ (Dan. 9:25, NW) Jesus kom til jorden idet han på mirakuløs vis blev født som et fuldkomment barn af Josefs hustru, jomfru Maria, og da han var blevet en voksen mand kom han til Johannes Døber ved Jordanfloden. Under inspiration sagde Johannes om Jesus: „Se Guds lam, som borttager verdens synd!“ — Joh. 1:29, fodnoten.
15. (a) Hvordan vidnede Jesus om at han var menneskenes frelser? (b) Hvad sagde apostlene Paulus og Johannes om dette?
15 Om formålet med sit komme til jorden sagde Jesus selv: „Menneskesønnen . . . er [ikke] kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ (Matt. 20:28) Apostelen Paulus bekræfter Jesu vidnesbyrd med disse ord: „Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ (1 Tim. 2:5, 6) Apostelen Johannes omtalte Jesus således: „Vi har skuet og vidner, at Faderen har sendt sin Søn som frelser for verden.“ — 1 Joh. 4:14.
16. Hvorfor tog Jehova disse skridt?
16 Det er Jehova Gud, menneskets Skaber, der har truffet disse vidunderlige foranstaltninger for menneskeheden. Hans ord siger: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Guds kærlighed er i sandhed stor. Han ønsker end ikke at de onde skal dø, men at de i stedet vender sig bort fra deres ondskab. Gennem Ezekiel siger han: „Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!“ (Ez. 33:11) Alt dette og meget andet lærer man at kende ved at studere Guds åbenbarede sandhedsord, Bibelen.
En uforbeholden indvielse
17. Hvordan bør vor indstilling være efter at vi har fået denne forståelse af frelsen?
17 Efter at vi nu har fået et grundlag for at tro på Gud og hans frelsesforanstaltning gennem hans søn, Kristus Jesus, ønsker vi at vide hvilket skridt vi dernæst skal tage for at få gavn af Guds foranstaltning. Vi er som en der har modtaget mange velsignelser og som ønsker at vise sin værdsættelse ved til gengæld at gøre noget for sin velgører. Det var sådan salmisten følte det, og han sagde: „Hvorledes skal jeg gengælde [Jehova] alle hans velgerninger mod mig? Jeg vil løfte frelsens bæger og påkalde [Jehovas] navn. Jeg vil indfri [Jehova] mine løfter i påsyn af alt hans folk.“ (Sl. 116:12-14) Den der erkender at han er en synder og som ved at frelsen kommer fra Jehova gennem hans søn, Jesus Kristus, vil derpå studere Guds ord for at finde ud af hvad der er Guds vilje med ham. Gennem et sådant studium lærer han at Gud forventer visse ting af ham.
18. (a) Hvordan omtalte Salomon Guds krav til dem der ønskede at vinde hans gunst? (b) Hvad opmuntrede Jesus mennesker til at gøre?
18 Den vise kong Salomon gav en glimrende opsummering af hvad Gud forventer af dem der vil drage nytte af hans foranstaltninger til at opnå livet. Efter at han havde omtalt meget af den tomhed der præger dette liv, sagde han til dem der ønskede at vinde Guds godkendelse: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ (Præd. 12:13, 14) Hvis man frygter den sande Gud, Jehova, det vil sige har ærefrygt for ham, frygter for at mishage ham og stræber efter at gøre hans vilje, vil man holde hans bud. Man vil opdage at den handlemåde der behager Gud og som viser at man ønsker at gøre Guds vilje på hans måde, er omtalt i Guds ord. Et flittigt studium af Bibelen vil gøre det klart for én at Guds bud ikke er byrdefulde. Jesus, menneskehedens genløser, i hvis navn man skal døbes, sagde til dem han opmuntrede til at følge sig: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ — Matt. 11:28-30.
19. Hvilken rolle spiller bønnen i forbindelse med vor beslutning om at indvi os til Jehova?
19 Den der er interesseret i at sætte sig selv til side til at gøre Guds vilje, vil henvende sig til Jehova i bøn gennem Kristus Jesus og bede om at Jehovas ånd må være med ham og, gennem Bibelen, vise ham hvordan han skal handle for at gøre sig fortjent til Jehovas velbehag og velsignelse. I sin bjergprædiken gav Jesus denne opmuntring: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.“ (Matt. 7:7) Når vi opdager at det er Jehovas ønske at vi sætter os selv til side til at gøre hans vilje, bør vi tage de nødvendige skridt til at blive antagelige i hans øjne, så Jehova kan anerkende vor indvielse og vanddåb og tage sig af os. Lad os derfor vende os til Guds ord og finde ud af hvad han ønsker af dem der gerne vil behage ham.