Godt nyt fra vanskelige områder

VAGTTÅRNETS afdelingskontorer modtager ofte breve hvori Jehovas vidner spørger til deres kristne trosfællers ve og vel i lande hvor der har været alvorlig forfølgelse. Hvordan klarer de sig? Fortsætter de loyalt med at tjene Jehova? Har de mad og tøj og andre fornødenheder?

Som svar kan vi sige at langt de fleste Jehovas vidner i disse lande forbliver faste i troen og fortsætter loyalt med at udnytte alle muligheder for at fortælle andre om Jehovas kongedømmes herlighed. I harmoni med sine løfter velsigner Jehova også deres bestræbelser for at skaffe livets fornødenheder. — Lukas 12:22-31.

Uanset hvad de oplever fra øvrighedens side, husker Jehovas Vidner hvad apostelen Paulus skrev til sin medarbejder Timoteus: „Jeg tilskynder derfor . . . til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.“ (1 Timoteus 2:1, 2) I harmoni med denne bøn stræber Vidnerne samvittighedsfuldt efter at adlyde alle love der ikke er i konflikt med Guds love. Men det ligger dem især på sinde at gøre Guds vilje, nemlig at forkynde den gode nyhed om hans rige for andre.

Positive forandringer

Det er dejligt at erfare at nogle regeringer har ændret indstilling til Jehovas Vidner i de senere år. De har givet dem juridisk anerkendelse og frihed efter mange år med undertrykkelse. To fremtrædende eksempler er Spanien og Portugal hvor de tidligere diktaturer forbød Jehovas Vidner. Da forbudet i Spanien blev ophævet i 1970 var der 11.000 aktive Jehovas vidner, men nu, elleve år senere, er tallet vokset til 48.000!

Hvordan ser de spanske myndigheder nu på Jehovas Vidner? Det fremgår af et nyligt eksempel fra byen Barcelona. I en officiel publikation nævnte bystyret Jehovas Vidner i en artikel der fordømte nogle skrupelløse sekter som virker i byen. Dette blev imidlertid påtalt over for byens embedsmænd, som straks undskyldte og offentliggjorde et dementi på forsiden af det følgende nummer, hvori der stod: „Hvad denne Forening [af Jehovas Vidner] angår, vil vi gerne fastslå at Barcelona rådhus såvel som bystyrets øvrige organer betragter den med meget stor respekt.“

I Portugal er der også sket bemærkelsesværdige forandringer. I 1962, da seks af Vagttårnets missionærer blev udvist, var der kun 1285 aktive Vidner der. Nu er der mere end 21.000, til en befolkning på cirka 9.500.000 — et forhold på ét Vidne for hver 438 indbyggere.

Til trods for at Jehovas Vidner i Portugal fik religionsfrihed i 1974, kunne de i lang tid ikke afholde et kredsstævne i en bestemt by i den sydlige del af landet. Takket være en fordomsfri borgmester fik de endelig tilladelse til at bruge det kendte stadsteater. Ved det første byrådsmøde efter stævnet gratulerede borgmesteren og byrådsmedlemmerne Jehovas Vidner for deres ualmindelig gode organisering og oprydningsarbejde efter stævnet.

I en anden portugisisk by tilbød Jehovas Vidner at støbe et cementgulv i en landbrugspavillon hvor de planlagde at holde stævne. Halvfjerds mødte op og udførte arbejdet på en dag. Borgmesteren blev så betaget at han udtalte: „Jeg ville aldrig have troet det muligt. I de næste tre år kan I holde så mange stævner I vil i denne pavillon, uden beregning!“

Samfundsprojekter og hjælpearbejde

Der hvor forfølgelsen varer ved, fortsætter Jehovas Vidner med at bede for myndighederne, med ønsket om at de må få et mere ligevægtigt og fordomsfrit syn på Jehovas Vidners virksomhed. De nærer ingen uvilje mod myndighederne. Tværtimod yder de villigt en indsats i de kommunale selvhjælpsprojekter i sådanne lande.

For eksempel blev der i en afrikansk landsby planlagt to selvhjælpsprojekter. Der skulle bygges en vej og en skole. Arbejdet skulle begynde klokken seks om morgenen. Vidnerne kom i god tid og arbejdede uden ophold. Nogle andre landsbyboere kom sent og deres arbejdsindsats var ringe. Derefter begyndte de at skændes indbyrdes. Brødrene fortsatte imidlertid med at arbejde for at få opgaven færdig. Siden den tid har folk i området haft stor respekt for Jehovas Vidner.

Fra et andet afrikansk land hvor Jehovas Vidner har holdt ud under forfølgelse, kommer følgende rapport: „Med hensyn til det materielle, har vore brødre i flygtningelejrene . . . i stor udstrækning været i stand til at forsørge sig selv året igennem. De har haft gode afgrøder. Dog har det været nødvendigt at sørge for hjælp til nogle, især tøj og medicin, og Vagttårnsselskabet har været glad for at yde denne hjælp.“

Over hele jorden tager hver menighed af Jehovas Vidner de nødvendige skridt til at hjælpe de virkelig trængende i dens egen midte. Og ved store katastrofer bliver der straks organiseret hjælp gennem Vagttårnsselskabets afdelingskontor i det pågældende land og i nabolandene. — Apostelgerninger 2:44-47; 6:1-6.

Gunstige indtryk skabes

Ligesom de første kristne blev misforstået, har Jehovas Vidner ofte fået „dårlig omtale“. Nogle jøder i Rom sagde til apostelen Paulus angående datidens kristne: „Sandt nok, om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:22) Men der hvor de politiske myndigheder har haft mulighed for at lære Jehovas Vidner personligt at kende, har resultaterne ofte været meget positive. Hvorfor? Jo, myndighederne må uvilkårligt erkende at de har at gøre med mennesker der lever et rent liv og er lovlydige borgere og som forbedrer samfundsforholdene ved at højne moralen hos de mennesker som de studerer Bibelen med. Dette fremgår af en rapport som vi har modtaget fra republikken Gambia. Den lyder: „Der bliver udført et godt arbejde i fængslerne, og Jehovas Vidner er den eneste religiøse gruppe der har adgang til visse afgrænsede områder, på grund af de gode resultater de har med at hjælpe fangerne til at ændre deres livsførelse.“

Fra et andet afrikansk land, hvor Jehovas Vidner endnu ikke har fået juridisk anerkendelse, bliver der rapporteret: „Myndighederne har meget stor respekt for brødrene. Det er velgørende at høre dem omtale vore brødre og rose dem for deres ærlighed og arbejdsomhed.“

Det er Jehovas Vidners oprigtige ønske at mennesker fra alle samfundslag vil lære Jehova Gud og Jesus Kristus at kende. Derfor fortsætter de med at forkynde den gode nyhed om Guds rige for mennesker fra alle samfundsklasser, også dem „i høje stillinger“. De vil også fortsat bede for disse for at „vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed“. — 1 Timoteus 2:1, 2; Johannes 17:3.