Hvorfor må selv unge mennesker dø?

„HVORFOR skulle mit barn dø?“ hulkede den unge moder, grebet af sorg over sit eneste barns død. „Han havde så mange år foran sig — så meget at leve for.“

„Vor store sorg,“ lyder gravskriften på en sten over et barn på tre år. Engelske forældre lod følgende skrive på et gravsted: „To dejlige børn ligger begravet her.“

Sådanne forældre er ikke alene i deres sorg. Mange andre har følt den samme smerte. I almindelighed er det en sorg som kun nogle få nære venner ved noget om. Til andre tider ved hele verden besked med tabet.

Forældre kan let forestille sig den sorg som familierne til enoghalvfjerds børn følte da et jordskred i april 1970 ødelagde et tuberkulosehospital i Plateau d’Assy i de franske alper. De kan også fornemme den sorg de forældre følte som i september 1970 sendte deres forventningsfulde børn til en fest i den sydlige del af den indiske stat South Mysore, for derefter med rædsel at høre at deres skib var forlist.

I mange lande har mødre set deres sønner ofre livet for politiske ideer, eller for at bevare eller udvide landets grænser eller indflydelse. Studenteroprør, som nu er så almindelige i hele verden, har ført til yderligere sorg, som i Kent State University og i Jackson State College i Mississippi i 1970.

Nogle unge mennesker er skyld i deres egen død — ved uforsvarlig kørsel, ved overdreven nydelse af alkohol, eller ved handlinger som de selv eller andre foretager under indflydelse af stoffer. Andre dør i en tidlig alder som følge af drukneulykker, lynnedslag, brand, uvejr, letsindig omgang med skydevåben, forgiftninger og så videre. Men i hver enkelt familie overvindes sorgen efterhånden. Familien affinder sig med sit tab, og livet fortsætter.

Årsagen til en for tidlig død

Fortvivlede forældre der sørger over at have mistet et barn, spørger imidlertid ofte hvorfor netop deres barn skulle dø. Hustruer stiller ofte lignende spørgsmål når de mister en elsket mand: „Hvorfor netop min Peter? Hvorfor skulle han dø? Han gjorde aldrig nogen noget ondt!“

Det er sjældent folk dør fordi de gør andre ondt. De dør — hvilken alder de så end har — fordi de er født i en verden hvor alle dør på et eller andet tidspunkt. Den eneste bog der forklarer den virkelige grund hertil er den ældste bog der findes, Bibelen. Dens skribenter var inspireret af Gud, og som følge heraf fortjener det de skrev vor interesse. En af de inspirerede skribenter sagde for næsten tre tusind år siden: „De levende ved dog, at de skal dø.“ — Præd. 9:5.

Det er ikke sådan at visse børn eller voksne er „bestemt“ til at dø. Døden skyldes ofte en tilfældighed — vedkommende er et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Det har kun lidt at gøre med om den der døde var god, ung, talentfuld, eller havde en særlig lovende fremtid foran sig. Som den vise kong Salomon skrev i De inspirerede Skrifter: „Og atter så jeg under solen, at hurtigløberen ikke er herre over løbet . . . ej heller de kloge over yndest, men alle er de bundne af tid og tilfælde.“ — Præd. 9:11.

Et barn løber måske efter en bold ud på gaden. Hvis der på den tid ikke kommer en bil, sker der måske intet. Men hvis en bil kører forbi i stor fart (det tilfælde barnet ikke havde forudset), bliver barnet måske kvæstet eller dræbt. Det døde ikke fordi døden var forudbestemt. Der var ikke i forvejen fastsat et bestemt tidspunkt. Det døde fordi det tilfældigvis var på gaden da bilen kom.

De dødes tilstand

Den samme bibelskribent der skrev: „De levende ved dog, at de skal dø,“ fortsatte denne sætning med en udtalelse som forbavser mange. Han sagde: „Men de døde ved ingenting.“ — Præd. 9:5, 10.

Denne tanke forbavser folk som i deres kirke har lært at de døde ikke blot er ved bevidsthed, men at de også bliver enten pint eller belønnet. Hvem har ikke hørt om den opfattelse at de døde pines i et helvede eller en skærsild, eller at de velsignes med himmelsk liv? Men Guds ord, Bibelen, siger at „de døde ved ingenting“.

Kontroller selv dette. Tag Deres egen bibel frem og læs disse ord i Prædikerens bog, kapitel ni, versene fem og ti.

Hvor længe skulle mennesket leve?

Men hvorfor dør mennesker, når vi dog så ivrigt søger at holde fast ved livet? Hvorfor fortsætter den vidunderlige organisme som menneskelegemet er, ikke med at forny sig selv? Hvorfor slides den til sidst op, og hvorfor gør mennesker fejl som forårsager ulykke og død?

Det er logisk at mennesket er skabt til at leve meget længere end vi gør i dag.

Tænk blot på menneskets fantastiske hjerne. Ifølge biokemikeren Isaac Asimov (citeret i New York Times Magazine, 9. oktober 1966) er vor hjerne „i stand til at rumme og udnytte en hvilken som helst mængde oplysninger som det er sandsynligt at et menneske vil lære og huske — og en milliard gange mere endda“.

Hvorfor har vi fået en hjerne der kan fungere en milliard gange længere end vi lever nu? En sådan hjerne har man ikke haft brug for i tidligere generationers levetid, og dens kapacitet bliver heller ikke udnyttet i vor korte levetid i dag. Udviklingsteorien kan ikke forklare hvordan eller hvorfor mennesket har „udviklet“ en hjerne der kan rumme en milliard gange mere end vi har brug for. Mennesket må være bestemt til en meget længere levetid.

Det er det også.

I Bibelens første bog (Første Mosebog, kapitel et) er skabelsesberetningen gengivet. Den fortælles på en enkel og ligefrem måde. I løbet af lange skabelsesperioder (der i beretningen kaldes „dage“) blev forskellige livsformer skabt. Hver af dem formerede sig efter sin egen art og frembragte afkom der skulle leve videre efter „forældrenes“ død. (1 Mos. 1:11, 12, 20-24) Så blev mennesket skabt.

Dyrene kunne bevæge sig omkring, vise hengivenhed eller vrede, samle sig i flokke, og levede på et langt højere plan end planterne. Mennesket stod til gengæld langt over dyrene. Det kunne gøre fremskridt og bygge på hvad det havde lært. Det kunne meddele sine tanker ved at tale. Det kunne skelne mellem ret og uret. Det havde moralsans og var interesseret i retfærdighed og retskaffenhed.

Og forbavsende nok siger beretningen i Første Mosebog at mennesket var så forskelligt fra dyrene at det ikke engang behøvede at dø!

Dyrene fødtes, og senere døde de. Men det var anderledes med mennesket. Intet sted i skabelsesberetningen står der at mennesket skulle dø — medmindre det var ulydigt mod Skaberen. Gud sagde til den første mand at den dag han var ulydig skulle han „visselig dø“. — 1 Mos. 2:17.

Hvis den første mand og den første kvinde fortsat havde været lydige mod Gud, ville de ikke være døde. De ville have frembragt afkom indtil jorden var opfyldt. (1 Mos. 1:28) Deres legemer ville fortsat have fornyet sig selv, og mænd og kvinder kunne have gjort brug af deres hjerne som kan rumme en milliard gange de oplysninger som det er sandsynligt at et menneske i dag vil lære og huske.

Døden gør sit indtog

Men sådan gik det ikke. De to første mennesker var ulydige. De mistede selv udsigten til evigt liv og kunne som følge deraf ikke videregive den til deres børn. Den kristne apostel Paulus betragtede ikke dette som en myte, men som noget der virkelig var sket. Han skrev: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden ved synden.“ — Rom. 5:12.

Synden er gået i arv fra generation til generation, og mennesker dør. Apostelen Paulus fortsatte: „Og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Nogle dør som børn, andre dør som gamle på grund af sygdom eller som følge af ulykker.

Andre mennesker fremskynder selv deres død. Hurtig og uforsvarlig bilkørsel sætter såvel førerens som andre menneskers liv i fare. Cigaretrygere risikerer at dø en smertefuld død af lungekræft. Vore dages selviske tingenes ordning har drevet folk til politiske, nationalistiske eller endog kommercielle handlinger som har kostet mange menneskeliv. Men Bibelen indeholder et håb selv for dem der er døde.

En betagende opstandelse

Bibelen lærer at Jesu genløsningsoffer åbnede vejen for et storslået håb for menneskeheden. Ved at give sit menneskeliv ofrede Jesus nøjagtig det Adam havde mistet — et fuldkomment liv som menneske på jorden. Han betalte en „løsesum“ for den døende menneskehed. Nu var muligheden for evigt liv igen åben. Det var således fuldt korrekt af apostelen Peter at kalde Jesus „livets banebryder“. (Ap. G. 3:15) Det er gennem ham Gud vil oprejse de døde til liv i en betagende opstandelse. Om dette sagde den kristne apostel Paulus: „Der . . . skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige.“ — Ap. G. 24:15.

Men når de døde vender tilbage i opstandelsen, hvor længe vil de så leve? Det afhænger af den handlemåde de følger, og om de er lydige mod „livets banebryder“, Jesus. Ved at vise tro og lydighed kan de fortsætte livet for evigt.

Allerede nu er der mennesker som udviser tro på Guds søn, og de har et vidunderligt håb at se frem til. Jesus sagde: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.

Der er mange der kan citere det skriftsted, men kun få har tænkt over hvad der i virkeligheden står. Der står ikke at Jesus gav sit liv for at mennesker kunne blive engle, eller for at alle gode mennesker kunne komme i himmelen. Der står at han gjorde det for at de kunne få „evigt liv“.

Retfærdige nye tilstande

Dette evige liv vil blive muligt i Guds retfærdige nye tingenes ordning, efter den ’store trængsel’ hvorunder jorden vil blive renset for den nuværende onde ordning. (Matt. 24:21) Denne retfærdige nye ordning der nu er nær har alle kristne bedt om måtte komme. De har bedt Gud gribe ind i jordens anliggender og foretage en drastisk ændring i måden hvorpå tingene gøres.

Nu siger De måske: „Det har jeg aldrig bedt om.“

Men næsten alle der gør krav på at være kristne har bedt om det. Stands op et øjeblik og tænk på den mønsterbøn som Jesus gav os — måske kender De den som „fadervor“. Efter at have bedt om at Guds navn må blive helliget, har De sikkert bedt: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:10.

Kun få mennesker har gjort sig klart hvilken forandring opfyldelsen af denne bøn vil medføre — at Guds vilje skal ske over hele jorden som den sker i himmelen. I virkeligheden vil det være nødvendigt at Gud fjerner den nuværende ordning med dens krige, korruption og begærlighed. I stedet vil der komme en ny ordning som vil sikre de betingelser for fred og liv som Gud oprindelig skabte i Eden. Under disse nye tilstande, der snart vil komme, vil den jordiske opstandelse ske.

Dette hjælper os til at forstå det løfte der gives i Åbenbaringen 21:2-4 om de storslåede velsignelser der vil komme ned fra himmelen fra Gud. Hvilke forandringer vil disse velsignelser medføre hvad jorden angår? Hør hvad en høj røst fra Guds himmelske trone sagde til apostelen Johannes: „Og [Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“

Som om denne forbavsende genoprettelse af evigt liv på jorden ville være for storslået til at mennesker kunne tro på det, gengiver apostelen Johannes den særlige forsikring der blev givet fra selve himmelen. Han skriver: „Og han, som sad på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.’“ — Åb. 21:5.

Den kommende „store trængsel“

Men vil De få gavn af det storslåede håb Bibelen giver om evigt liv under retfærdige nye tilstande? Det er noget De bør overveje alvorligt, for vi lever på den tid da den almægtige Gud snart vil gøre ende på denne tingenes ordning i „den store trængsel.“

Da størstedelen af jordens indbyggere ikke giver agt på den guddommelige advarsel der gives i Bibelen, vil mange miste livet. Jordens Skaber vil ikke for evigt tolerere at hans love overtrædes på det skændigste som det sker i dag. Guds profet Jeremias skrev: „[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden.“ (Jer. 25:33) Bibelen viser at de der dør for Jehovas hånd ikke vil vende tilbage i opstandelsen men skal „straffes med evig undergang“. — 2 Tess. 1:7-9.

Forældre som ikke vælger en gudfrygtig handlemåde vil ikke blot være ansvarlige for tabet af deres eget liv, men også for deres børns, i den kommende „store trængsel“ som vil rense jorden for urostiftere og bane vej for oprettelsen af en ny orden med retfærdighed og fred.

Skønt mennesker nu dør, unge som gamle, på grund af den synd de har arvet fra Adam, er det muligt at få gavn af Kristi genløsningsoffer og at være i overensstemmelse med Guds anvisninger. Vi kan vælge en lydig handlemåde, hvorved vi enten vil overleve den kommende „store trængsel“ eller blive oprejst bagefter på en retfærdig og renset jord, som snart vil være en realitet. Hvilken velsignelse at være til stede når nogle De har mistet ved døden, måske Deres børn, vender tilbage fra de døde! Glæden vil være stor. Hvor giver Bibelen dog et vidunderligt håb til dem der har mistet deres kære!