Hvem tilhører du?
1. (a) Hvad bruges „det ny Jerusalem“ som et symbol på i Bibelen? (b) Hvordan bekræfter andre skriftsteder dette?
SELV OM nøglestillingen ved afgørelsen af spørgsmålet om ejendomsretten til jorden og menneskene indtages af Jesus, er der dog andre som ifølge Guds ord vil være nært forbundet med ham. Apostelen Johannes siger i skildringen af det profetiske syn han fik af „en ny himmel og en ny jord“: „Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, . . . rede som en brud, smykket for sin brudgom.“ Denne himmelske stad består af den kristne menigheds medlemmer. Tilsammen udgør de „bruden, lammets hustru“. (Åb. 21:1, 2, 9) Paulus sammenlignede mandens overordnede stilling i forhold til hustruen med Kristi overordnede stilling i forhold til menigheden, idet han sagde: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved.“ Og videre sagde han: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ Disse skriftsteder viser klart hvem der udgør det ny Jerusalem, og at Kristus Jesus som den der ejer menigheden, udøver sin ejendomsret på en kærlig måde. — Ef. 5:22-25, NW; se også Andet Korinterbrev 11:2.
2. (a) Hvad sagde Jesus da Peter havde udtalt sig om hvem Jesus var? (b) Hvem var ’klippen’ ifølge en senere udtalelse af Peter?
2 Jesus, som kendte sin himmelske Faders hensigt, talte, dengang han var her på jorden, om denne menighed og om sig selv som den der byggede den. Engang da han havde spurgt disciplene om hvem andre troede han var, spurgte han derefter disciplene selv: „Men I, hvem siger I jeg er?“ Som svar sagde Peter: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ Jesus sagde at det var Gud som havde åbenbaret dette for Peter, og han sagde videre at „på denne klippe vil jeg bygge min menighed“. (Matt. 16:13-18, NW) Peter selv bekræftede, i sit første brev, at det var Kristus Jesus som var den klippe og grundvold hvorpå de kristne opbygges som „levende sten“, idet han med et citat fra Esajas sagde at Jesus Kristus var „en udvalgt sten, en værdifuld hjørnegrundsten“. — 1 Pet. 2:5, 6, NW,
3. Hvilket folk blev til sidst Guds ’særlige ejendom’ ifølge Peters ord?
3 Videre forklarede Peter at Israels kødelige hus, Guds særlige ejendom, under indflydelse af dets ledere eller bygmestre havde forkastet eller sagt nej til Jesus Kristus som deres Messias. Som det var blevet forudsagt var „den selv samme sten som bygmestrene forkastede, blevet hovedhjørnesten“. Af den grund forkastede Gud dette kødelige hus. I stedet indsatte han den kristne menighed, det åndelige Israels hus, som sin ejendom, „et folk til at være en særlig ejendom“. Følgelig er vi interesserede i hvordan medlemmerne af dette åndelige hus, denne menighed, udvælges. Hvad er betingelserne for at blive en discipel, og gælder de samme betingelser alle i dag som oprigtigt søger at følge i Jesu fodspor? — 1 Pet. 2:7-10, NW; Gal. 6:16.
Betingelserne for at blive en discipel
4. Hvad sagde Jesus man måtte gøre for at blive en discipel?
4 Det var med de fremtidige medlemmer af denne menighed i tanke at Jesus nævnte de betingelser der er forbundet med at være en discipel. Vi lægger mærke til tre ting i Jesu ord: „Lad ham [1] sige nej til sig selv og [2] tage sin marterpæl op og [3] følge mig til stadighed.“ Som yderligere vejledning tilføjede han: „For enhver som ønsker at redde sin sjæl vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min skyld vil finde den.“ — Matt. 16:24, 25, NW.
5. Hvad indebærer det at sige nej til sig selv?
5 At sige nej til sig selv er et stærkt udtryk. Det indebærer mere end blot at undlade at gøre krav på sine rettigheder, deriblandt ejendomsretten til sig selv, og udelukkende tage livet som det kommer. Det indebærer mere end blot at nægte sig selv visse goder, som for eksempel når en kirke udråber en uge til selvfornægtelsesuge. At sige nej til sig selv vil sige at give afkald på eller frasige sig ejendomsretten til sig selv, i dette tilfælde at frasige sig ejendomsretten til sig selv og overlade den til Jehova Gud.
6. Hvad vil det sige at tage sin marterpæl op?
6 At tage sin marterpæl op er også et stærkt udtryk. Selv om en discipel ikke bogstaveligt kommer til at bære en marterpæl efter Jesus, indebærer udtrykket alligevel at man frivilligt vælger en livsvej som vil medføre lidelser, vanære, forsmædelse og død. Det vil vi bedre forstå når vi betragter det i forhold til de øvrige betingelser for at blive en discipel.
7, 8. Hvad betyder det at følge Jesus til stadighed, og hvilke spørgsmål rejser dette med hensyn til hans eksempel?
7 Den sidste betingelse Jesus nævnte var den at følge ham til stadighed. En discipel er en elev, en der bliver undervist. Imidlertid fremgår det tydeligt af Jesu ord at det han krævede ikke blot var at disciplen antog og troede på den lære han fremholdt, men at hele disciplens liv, til stadighed og uden afbrydelse, skulle følge det eksempel Jesus satte. Som han sagde i den sidste befaling til disciplene: „Gå derfor ud og gør disciple . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Hovedvægten i Jesu liv lå på hans forkyndelse og undervisning, og det hans forkyndelse og undervisning drejede sig om, var Guds rige. Beretningen viser at hans nærmeste disciple, ja hele den første kristne menighed, nøje fulgte hans eksempel i denne henseende. Det var dette, sammen med at de skilte sig ud fra verden, der nedkaldte verdens had og modstand over dem og førte til at de kom til at bære marterpælen. — Joh. 15:19, 20; 17:14-18; Ap. G. 8:4.
8 Vi vil få en dybere indsigt i betydningen af de nævnte betingelser for at blive en discipel når vi ser hvordan og hvorfor Jesus selv satte eksemplet ved at overholde de samme betingelser. Sagde han nej til sig selv? Tog han sin marterpæl op og bar den til stadighed? Mistede han sin sjæl?
9. Hvordan sagde Jesus nej til sig selv, som beskrevet i Filipperbrevet 2:5-8?
9 Det er som om apostelen Paulus havde netop disse spørgsmål i tanke da han skrev følgende til de kristne i Filippi: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Fil. 2:5-8, NW) Ingen kunne i den grad have sagt nej til sig selv, givet mere fuldstændigt afkald på sig selv. Hvis du tilhører Kristus Jesus som en af hans disciple, må du bevare og udvise den samme indstilling.
10. Hvad siges der yderligere herom hos Esajas, kapitel 53?
10 Andre skriftsteder bekræfter dette og angiver grunden til Messias’ lidelse og død, nemlig den at han skulle blive menneskets genløser. For eksempel skrev profeten Esajas om ham: „[Han var] agtet ringe, vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; . . . [Jehova] lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, . . . han reves fra de levendes land, . . . når hans [Messias] sjæl havde fuldbragt et skyldoffer [når du (altså den enkelte) vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, NW], skulle han se afkom, leve længe og [Jehovas] vilje lykkes ved hans hånd.“ — Es. 53:3-12.
11. Hvilken storslået belønning fik Kristus Jesus skænket af Jehova?
11 Denne betragtning af Jesu livsløb som endte med at han ofrede sit eget liv, ville ikke være fuldstændig uden en betragtning af hvad det førte til. Før Esajas skrev de ovennævnte ord blev han inspireret til at nedskrive hvad Gud havde sagt om den kommende Messias: „Se, min tjener får fremgang [min tjener vil handle med indsigt, NW], han stiger, løftes og ophøjes såre.“ (Es. 52:13) Senere skrev Paulus til de kristne filippere om den samme Messias: „Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, . . . og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ (Fil. 2:9-11, NW) Efter at have nævnt discipelgerningens betingelser bekræftede Jesus selv denne fremtidige herliggørelse, idet han sagde at „Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han betale enhver efter hans adfærd“. (Matt. 16:27, NW) Paulus talte om det Jehova selv „har sat sig for med henblik på en administration ved udløbet af de fastsatte tider, nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias“. I det kristne menighedslegeme, Jehovas salvede vidners organisation, ser vi at denne administration eller forvaltning stadig fungerer efter nitten hundrede års forløb. — Ef. 1:9, 10, NW.
De skridt der bør tages
12. (a) På hvilket grundlag anerkender mange Jesus som deres frelser? (b) Hvad er den eneste sikre rettesnor i denne henseende?
12 Tilhører du Jesus og hans Fader, Jehova? Som et medlem af den menneskelige familie, der er købt med Jesu Kristi genløsningsoffer, er du deres ejendom. (1 Tim. 2:5, 6) Men du anerkender måske ikke dette. Det er der nogle der ikke gør. Mange kirkemedlemmer i kristenheden siger imidlertid at de har taget imod Herren Jesus som deres frelser. Men ud over at de går lidt i kirke og støtter kirken økonomisk, gør de ikke mere. Muligvis følger de gode moralske leveregler og underordner sig verdslige myndigheder og andre menneskelige forhold, men de har ikke overgivet sig fuldstændigt til Jehova og Kristus Jesus og er således ikke trådt ind i et nærmere forhold til dem. Har du gjort det? Guds ord viser hvordan man gør det, skridt for skridt.
13. (a) Hvad må man først anerkende, og hvordan bør dette komme til udtryk? (b) Hvilket yderligere skridt må man tage, og hvordan viser man det i praksis?
13 Først må du anerkende at du som medlem af den menneskelige familie af naturen er ufuldkommen, behæftet med synd. Du har arvet synden og døden, og kan ikke udfri dig selv af denne tilstand, og heller intet andet menneske kan gøre det. Som allerede omtalt viser Guds ord imidlertid at Gud selv, den eneste kilde til liv, i sin godhed har sørget for et middel til at menneskene kan blive forligt med ham, nemlig hans egen søn. Ved at tage imod dette middel kan du blive udfriet og gå ind til evigt liv. I påskønnelse heraf og tilskyndet af din samvittighed bør du tage de to første skridt. Du bør føle dyb og ægte anger og bedrøvelse over din tidligere færd i verden. Selv om du måske ikke har gjort dig skyldig i noget som kan kaldes kriminelt, har du dog alligevel været tilfreds med at leve dit eget liv uden at vise Guds normer og krav nogen synderlig opmærksomhed. Hvis du har været religiøst interesseret og tilsluttet en bestemt kirke, indser du måske nu at du har været under indflydelse af falsk religion. Du indser også at du, foruden at angre, må tage det skridt at omvende dig. Det vil sige at du helt må lægge dit liv om og vende ryggen til den vej verden følger. Som Peter sagde til sin tids jøder: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.“ — Ap. G. 2:40; 3:19.
14. Hvordan skulle det berøre os at få kendskab til hvordan Gud ser på verdenssituationen?
14 Disse to skridt må nødvendigvis og fornuftigvis tages, især når man forstår hvordan Gud ser på den nuværende tingenes ordning, „gemt“, som den er, „til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. (2 Pet. 3:7, NW) Men endnu et skridt, et tredje, må tages, som er en naturlig og logisk følge af de to. Her spiller samvittigheden også en væsentlig rolle. Da du befandt dig på dødens vej, som en træl under synden der kun havde døden i udsigt, havde du ikke en god samvittighed over for Gud. Men nu, da du er kommet til at forstå og værdsætte hvor meget Gud og hans elskede søn har gjort for at muliggøre en forsoning med dem, ser du dig selv i et helt andet lys. — Rom. 6:16; 5:6-8; 1 Joh. 4:9.
15. (a) Hvilken vigtig beslutning bør man da træffe, og hvilken handling skulle den medføre? (b) Hvilken discipelgerning medfører dette, og hvad får man forvisning om?
15 Nu er det dit ønske, ikke blot at opnå Guds velsignelse, men med en ren samvittighed at træde ind i og nyde et nært forhold til ham. Du beslutter at overgive dig til ham, af hele din sjæl at vise ham din hengivenhed. Det er en beslutning du har truffet både i dit sind og i dit hjerte. Dette er indvielsen. I en inderlig bøn til Gud gennem Jesus Kristus fortæller du ham om din beslutning og beder ham tage imod dig på hans betingelser. Når du kommer til ham i tillid til Kristi offers fortjeneste, kan du nære forvisning om at han vil tage imod dig. Samtidig betyder det at du bliver en discipel af Jesus Kristus, en som følger i hans fodspor. Da han er som sin Fader, kan du også nære forvisning om at han med glæde vil tage imod dig. Du indser også, ved nærmere eftertanke, at der kræves noget mere end den beslutning du allerede har truffet i dit indre. — Es. 55:7; Matt. 11:28-30.
16. (a) Hvordan symboliserede Jesus at han fremstillede sig for at gøre Guds vilje som menneske på jorden? (b) Hvilket forbillede er dette for os, og hvilken forskel er der alligevel?
16 Peter skrev at Kristus „efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. (1 Pet. 2:21) Det første skridt Jesus tog, synligt for alle, dengang han vidste Guds tid var inde, var at han lod sig døbe i vand af Johannes. Dette var et symbol på at han nu fremstillede sig for at gøre Guds vilje, som forudsagt om ham i Salme 40:7-9. (Se også Hebræerbrevet 10:5-10.) Jesus havde ingen synder at angre. Han havde en god samvittighed over for Gud. Men i dit tilfælde er dåben en ydre tilkendegivelse eller et offentligt symbol på din indvielse til at gøre Guds vilje, og som følge af at du har været en træl under synden er den også „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. (NW) Selv om du stadig er ufuldkommen stiller du nu dine lemmer „som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse“. — 1 Pet. 3:21 til 4:3; Rom. 6:19.
17. Hvordan bør man i lyset af Andet Korinterbrev 5:14, 15 betragte de nævnte skridt?
17 Set i det rette lys skulle du føle dig stærkt tilskyndet til at tage disse skridt, som udtryk for din påskønnelse af Guds kærlige foranstaltning og som svar på hans venlige opfordring. Du tvinges ikke til at gøre det, men du skulle betragte det som et storslået privilegium. — 2 Kor. 5:14, 15.
Et stort privilegium
18. (a) Hvordan viste Jesus at befalingen som vi finder i Johannes 13:34 var en ny befaling? (b) Hvorfor er det et stort privilegium at følge det eksempel Jesus satte?
18 Det andet af de to store bud som Israel fik, lød, udtrykt med Jesu fyndige ord: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Men Jesus sagde til sine disciple: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ Senere samme aften tilføjede han: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Joh. 13:34; 15:13, NW) Det var netop det Jesus gjorde. Han sagde nej til sig selv, gav afkald på sig selv. Han søgte ikke at bevare eller frelse sin egen sjæl. Han opfordrede sine disciple til at gøre det samme. Hvorfor? Fordi det var Guds forudfattede hensigt at mens det onde endnu fik lov at eksistere og have fremgang, skulle mennesker have mulighed for at efterkomme opfordringen: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) Som vist i Jobs tilfælde har Satan smædet Jehova ved at påstå at ingen ville bevare sin integritet over for Gud for intet, det vil sige hvis ikke de blev betalt for det. (Job 1:9-11; 2:3-5) Med andre ord: ingen ville af egen fri vilje sige nej til sig selv af kærlighed til Gud. Jesus, som var fuldt ud klar over hvad det indebar, påtog sig villigt og med glæde at modbevise denne påstand. De som bliver Jesu disciple påtager sig den samme opgave. Hvilket storslået privilegium at have en andel, om end ringe, i ophøjelsen af Jehovas navn! Det er vores forret at bidrage til det store og fuldstændige svar som Jehova kan række ham der har modstået og smædet ham.
19. Hvilken stor forret har vi alle nu i tiden?
19 Det er alle kristne disciples forret at bære en „marterpæl“ nu mens det onde endnu får lov at florere, og det hvad enten deres håb om liv i forbindelse med Riget er himmelsk eller jordisk. Efter „den store trængsel“ vil det stadig være rigtigt at indvi sig, tilskyndet af den samme kærlighed som nu, men forholdene vil være anderledes. Det vil stadig være et krav at vise Jehova hengivenhed af hele sin sjæl, men ikke at bære en „marterpæl“. — Es. 25:8.
20. (a) Hvornår vil den faktiske afgørelse af spørgsmålet om ejendomsretten til jorden og menneskene finde sted? (b) Hvilket standpunkt vil alle sande kristne tage med hensyn til om Gud er værdig til at sidde inde med ejendomsretten?
20 Vi ser således at afgørelsen af spørgsmålet om ejendomsretten til jorden og menneskene allerede nu er sikret, og vi ser hvordan den vil finde sted. Den faktiske afgørelse vil finde sted efter „den store trængsel.“, når Satan og hans dæmoner kastes i afgrunden, og spørgsmålet vil være afgjort og bragt ud af verden for evigt når de og deres tilhængere tilintetgøres for evigt. Med hensyn til om Jehova er værdig til at have ejendomsretten, er der afgivet en overflod af vidnesbyrd af de sande kristne disciple og af Jesus Kristus selv, om at de med glæde anerkender Jehova som den højeste myndighed og at de pure vil afvise et liv uafhængigt af Gud, selv om de blev stillet over for valget.
21. Hvilket spændende og storslået arbejde kan vi se frem til?
21 Under Rigets tusindårige styre vil der ikke finde nogen organiseret eller vedvarende udfordring sted af Jehovas værdighed til at sidde inde med ejendomsretten. Men det vældige arbejde der skal udføres i denne periode med at genoprette al den skade og de ødelæggelser der er forvoldt på jorden i de seks tusind år synden har hersket — dét vil være en spændende udfordring. Når dette arbejde er fuldført, hvad så? Paulus skrev: „Derpå kommer enden, når han [Kristus] overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. . . . da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ (1 Kor. 15:24-28) Når hele menneskeheden er blevet forenet, vil Kristus overgive Riget til sin Fader i anerkendelse af at hele skaberværket tilhører ham. Med disse fremtidsudsigter for øje opfordres vi til at slutte os til det himmelske kor der synger: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:11.
22. Hvordan kan og bør spørgsmålet: „Hvem tilhører du?“ besvares?
22 Hvem tilhører du? Har du efterkommet den kærlige indbydelse til at indvi dig til at gøre Guds vilje på den måde Guds ord anviser? Hvis ikke, er det så fordi en eller anden selvisk tanke eller længsel holder dig tilbage? „Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ Overgiv dig til ham. Bliv hans ejendom. Træd ind i en nært forhold til ham og glæd dig over det fortrolige venskab med ham. Oplev den følelse at være med i et fælleseje ved at gøre ham til din Gud og gøre dig selv til en del af hans trofaste folk. — 2 Kor. 5:20; Mika 4:5; Joh. 15:15; Åb. 21:3.