Hvordan kærligheden som ’enhedsbånd’ viser sig fuldkommen
1. Hvad er Jehova i stand til, og hvordan kan man sige at enhver slægt skylder ham sit navn?
DEN der kan knytte de stærkeste bånd er Jehova, den almægtige Gud. Han kan knytte et ’enhedsbånd’ der vil holde til evig tid. Familiebånd, også jordiske familiebånd, kan være meget stærke; og Jehova Gud omtales som „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. (Efeserne 3:14, 15) Siden vandfloden på patriarken Noas tid har enhver menneskeslægt haft Noa som stamfader, denne trofaste mand som Gud regnede værdig til sammen med sin familie at blive beskyttet under den verdensomspændende oversvømmelse. Af den grund kan man sige at alle jordens menneskeslægter i dag skylder Noa deres „navn“, da det er på grund af ham de lever og er i stand til at bære et navn. I fortiden gav Jehova Gud enkelte personer et navn, men han har ikke direkte givet hele slægter af mennesker navn. Og dog skylder alle slægter ham deres navn, for ingen af dem ville være blevet til uden ham, den universelle Livgiver. — 1 Mosebog 5:1, 2, 32.
2. Hvordan blev oprøreren i Guds familie selv fader til en slægt, og hvilket spørgsmål bør vi derfor stille os selv?
2 En gruppe mennesker har imidlertid revet sig løs fra den himmelske Faders universelle familie. Dette udbrud blev igangsat af en åndeskabning der gjorde oprør mod Guds familie af engle i himmelen, den oprører der blev kendt under navnet Satan Djævelen. Ved at samle tilhængere omkring sig blev han en slags fader for disse oprørere, men det er ikke just kærlighed der knytter medlemmerne af hans familie til hinanden. Jesus Kristus, der selv viste en enestående trofasthed over for Jehovas universelle familie, sagde engang til sine modstandere blandt jøderne: „Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske mig, for jeg er udgået og kommet fra Gud. . . . I er fra jeres fader Djævelen, og vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ (Johannes 8:42, 44) I betragtning af dette kan enhver i dag spørge sig selv: Hvem er egentlig min „fader“?
3. Hvordan ændrede Satans situation sig ved den første verdenskrig, og hvilken bøn er det særlig nødvendigt at alle i Guds organisation erfarer opfyldelsen af?
3 Ved sit oprør blev Satan Djævelen bortvist fra Jehova Guds universelle familie, og senere skete det samme med hans dæmoner, hvis ’fader’ han var. I Edens have trådte han frem for menneskene som en frister, og selv efter den tid fik han lov til at ’gennemvanke jorden på kryds og tværs’ i sin kampagne til fremme af ondskab og modstand mod sandheden. (Job 1:7; 2:2) Men efter den forudsagte „krig“ der fulgte Guds riges fødsel i himlene ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“ i 1914, er situationen anderledes. Krigens udfald blev at Satan Djævelen og hans dæmoner blev kastet ud af himmelen, bort fra den direkte kontakt med himlenes engle, og ned til jorden. De vil aldrig mere få adgang til de trofaste engles himle. Vi forstår sikkert hvilken vrede Satan derfor nærer mod Jehovas universelle organisation og dens loyale medlemmer. (Åbenbaringen 12:1-12; Lukas 21:24) I dag er der således mere end nogen sinde behov for at de loyale tjenere i Jehovas organisation på jorden erfarer opfyldelsen af apostelen Paulus’ kærlige bøn, nedskrevet i Kolossenserbrevet 1:2: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader.“ Denne bøn om fred kan ikke opfyldes hvis ikke der er enhed i deres rækker. En forudsætning for at der kan råde fred i den synlige organisation fredens Gud benytter, er at der også råder indre harmoni, ja, sammenhold, blandt organisationens medlemmer.
4. Hvad takker Jehovas forenede vidner deres Gud for, og hvad må de fortsat vandre i?
4 Vi kan takke Gud for den enhed og den deraf følgende fred der er et særkende for Jehovas Vidners organisation i hele verden — ligesom Kolossensermenigheden blev opfordret til at ’takke Faderen, som havde gjort dem egnede til at få del i de helliges arv i lyset’. (Kolossenserne 1:12) Vi må blive ved at vandre i det voksende lys, og her i de sidste dage for den gamle tingenes ordning må vi gøre en særlig indsats for stadig at være „egnede“ til at få del i det endnu større lys og til at modtage det der måtte blive vor arv i den nye orden. — 2 Timoteus 3:1.
Forenet i „én hjord“
5. Hvor forskellig er de enkelte Jehovas vidners baggrund, men hvordan har de alligevel kunnet holde sammen som „én hjord“ under „én hyrde“?
5 Vor tids Jehovas vidner stammer fra langt flere af jordens slægter end tilfældet var med de kristne i det første århundrede. Alle racer og nationaliteter, enhver social baggrund, er repræsenteret i deres midte. Disse ydre forhold kunne have været en splittende faktor blandt dem. Men sådan er det ikke! De anerkender at de alle, uanset race, hudfarve, sprog, nationalitet eller social baggrund, har fået deres liv fra samme kilde og modtaget sandhedens lys fra samme kilde. Blandt Jehovas vidner er der på dette fremskredne tidspunkt endnu en rest af åndsavlede kristne som har håb om himmelsk liv, samt en stor skare af de mennesker som den gode hyrde, Jesus Kristus, kalder sine „andre får“. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-17; Mattæus 25:31-46) Det betyder dog ikke at Jesu ord ikke var sande da han i sin langsigtede profeti sagde: „Og de vil blive én hjord, én hyrde.“ „Den rigtige hyrde“ har vist at han kan holde alle sine „får“, sine fredselskende disciple, sammen som „én hjord“, på trods af at deres fremtidshåb som kristne går i to retninger. De elsker alle i fuld enhed den samme hyrde, „én hyrde“, den der i kærlighed ofrede sit liv som menneske for dem alle, og de er loyale mod ham.
6. Hvorfor har den salvede rest med himmelsk håb ikke afholdt sig fra at forkynde hvad Bibelen siger om ’de andre får’?
6 Den bibelske ’sandhed’ som alle ’fårene’ i dag sætter så højt, omfatter også håbet om et paradis, det håb som hyrdens store, og stadig voksende, skare af „andre får“ nærer. Den åndelige rest elsker hele sandheden fra Guds ord og vil derfor ikke i skinsyge tilbageholde noget som disse „andre får“ kunne have gavn af; nej, ’resten’ har i kærlighed ladet det storslåede håb om et jordisk paradis forkynde i hele verden, og især siden 1935. ’Resten’ ved at den nu lever på „tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid“. (Apostelgerninger 3:21) For ’restens’ vedkommende har åbenbarelsen af denne sandhed været en del af „de helliges arv i lyset“. Lige siden bladet Vagttårnet, på engelsk The Watchtower, begyndte at udkomme i juli 1879, har det været det redskab Gud har benyttet til at ’genoplive’ håbet om et paradis for den genløste menneskehed. Også Vagttårnsselskabets øvrige publikationer har bestyrket og bekræftet den store skare af „andre får“ i det håb de glæder sig over i dag, samtidig med at de viser kærlig værdsættelse af ’resten’.
7. Hvilket håb begyndte den salvede rest i 1935 også at fremholde, og hvorfor tillod den at de der havde dette andet håb også blev døbt?
7 Indtil 1935 nærede alle Jehovas indviede, døbte vidner samme håb, „det ene håb“ der nævnes i Efeserbrevet 4:4-6: „Der er ét legeme og én ånd, ligesom I blev kaldet i forbindelse med det ene håb der hører jeres kaldelse til; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles Fader.“ Men i det mindeværdige år 1935, ved det stævne der blev holdt i byen Washington, blev det påpeget at ’den store skare’, der nævnes i Åbenbaringen 7:9-17, består af mennesker der hører til den gode hyrdes „andre får“, dem der omtales i Johannes 10:16. Den salvede rest, der med rette stadig holdt fast ved „ét håb“, glædede sig inderligt over at forståelsens lys over Bibelen nu var vokset så meget, og de tog nu helhjertet fat på indsamlingen af disse „andre får“. Selv om der kun er „én dåb“, følte de ikke at ’de andre får’ gjorde noget der ikke tilkom dem når de lod sig døbe i vand, for ’de andre fårs’ dåb var i lige så høj grad et symbol på indvielse til Jehova Gud gennem Kristus som dåben havde været det for de salvedes vedkommende. Den kærlighed de havde iført sig, udvidede sig nu til også at omfatte disse nye får som deres egen hyrde også elskede.
8. Hvilket eksempel fra det gamle Israel kan kærligheden mellem de to skarer der er forenet i „én hjord“ sammenlignes med?
8 Den gensidige kærlighed der opstod blandt alle ’fårene’ i den forenede hjord under den større David, Jesus Kristus, er stadig blevet dybere. Dette forenende kærlighedsbånd svarer til den ubrydelige kærlighed som den salvede David, der var af Judas stamme og udvalgt til at være konge, nærede til den uselviske Jonatan, søn af kong Saul, der regerede på det tidspunkt. (2 Samuel 1:25-27) Kort før de skulle skilles for sidste gang „svor Jonatan på ny David en ed, fordi han elskede ham; thi han elskede ham af hele sin sjæl“. (1 Samuel 20:17) Da David senere hørte at Jonatan og hans fader begge var omkommet i kamp, skrev han en sørgesang i sin bedrøvelse og sluttede den med disse ord: „Jeg sørger over dig, Jonatan, broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din kærlighed, mere end kvinders kærlighed.“ (2 Samuel 1:26) Deres gensidige kærlighed var ’et fuldkomment enhedsbånd’. Kun døden kunne skille dem.
9. Hvem var et billede på ’de andre får’, og hvordan vil de to skarer til sidst blive skilt, uden at deres gensidige kærlighed dog mindskes?
9 Jonatan skildrede ’de andre får’ i vor tid. Engang efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon vil den overlevende Jonatanskare og den tilbageblevne rest af Davidskaren blive skilt fra hinanden. (Åbenbaringen 16:14, 16) Grunden til dette er at medlemmerne af den elskede ’rest’ bliver taget bort i døden, så at sige ’rykket bort i skyer for at møde Herren i luften’; ved døden bliver de øjeblikkelig oprejst i ånden. (1 Tessaloniker 4:17) De vil fortsat elske ’de andre får’, som de lod bag sig på jorden. Ja, deres kærlighed vil kunne få et endnu stærkere udtryk!
„Størst af disse er kærligheden“
10, 11. Hvorfor er tro og håb ikke så varige som kærlighed, som det fremgår af Første Korinterbrev 13:13?
10 Dette minder os om de ord Paulus skrev ved slutningen af den mageløse beskrivelse i Første Korinterbrev, kapitel 13: „Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ (1 Korinter 13:13) Hvordan kan kærligheden være den største af disse? Jo, læg først mærke til ordene i Hebræerbrevet 11:1: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ Håbet næres altså kun så længe man endnu ikke har set det man håber på. Lad os tage Abraham som eksempel. Han viste sin tro på Jehova Gud og hans evne til at oprejse de døde. Han ventede derfor tillidsfuldt på de ting han endnu ikke så før sin død. Sådan kan også Jehovas vidner i vor tid, på grund af deres stærke tro på Gud, nære håb om noget de endnu ikke ser; de venter altså på disse ting. Når den tid kommer hvor de erfarer de ting „der håbes på“, ophører deres tro og håb i denne henseende, for troen og håbet er blevet opfyldt. Det fremgår også af Paulus’ ord i Romerbrevet 8:24, 25:
11 „For i dette håb blev vi frelst; men et håb som ses, er ikke et håb, for når man ser en ting, håber man så på den? Men når vi håber på det vi ikke ser, så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.“
12. (a) Hvordan har Jehovas vidner erfaret „genoprettelsen af alt“, som nævnt i Apostelgerninger 3:21? (b) Hvilke egenskaber vil med tiden ophøre, men hvad vil ikke ophøre?
12 Siden efterkrigsåret 1919 har Jehovas vidner på jorden således set „genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid“. De har set hvordan Jehovas synlige organisation har rejst sig efter det dødelige slag den fik under den første verdenskrig, og derefter er blevet genopbygget. Den tilbeder igen Jehova Gud, i et åndeligt paradis her på jorden. (Esajas, kapitel 35) Udfrielsen fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, er en realitet. (Åbenbaringen 18:1-4) Meget af det der blev forudsagt i Åbenbaringen er allerede opfyldt eller ved at blive opfyldt. Den tro og det håb Jehovas tjenere har knyttet til disse ting, har altså tjent deres formål, og når målet for troen og håbet er nået, ophører disse. Men hvad så med kærligheden? Den består, og vil altid bestå. Skønt hele verden er i opløsning og dens elementer nærmest er ved at smelte, vil det „enhedens bånd“ der er baseret på kærligheden fra Gud, ikke blive opløst. Det udgør stadig et fast bånd mellem Gud og hans godkendte organisation, og mellem ’den lille hjord’ og den store skare af „andre får“ som er blevet budt velkommen. Dette bånd viser sig at være ’fuldkomment’. Og kærlighedens bånd er en frugt af Guds ånd.
13. Hvorfor vil kærligheden aldrig dø?
13 Gud er indbegrebet af kærlighed; og da Gud aldrig dør, vil kærligheden heller ikke dø. Det kan med fuld ret siges at „Gud er kærlighed“.
14. Hvilken sandhed kan vi her gentage med hensyn til kærlighedens forenende kraft?
14 Med hensyn til kærlighedens forenende kraft, kan vi her gentage den inspirerede sandhed der nævnes i Første Johannesbrev 4:8, 16 og udlede flere ting deraf: „Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“
15. Da Gud skabte mennesket, hvad var da motivet og hvorfor kan mennesket opfatte, værdsætte og reagere over for denne egenskab?
15 Da Gud skabte det første menneske på jorden, var motivet altså kærlighed. Første Mosebog 1:27 beretter: „Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det.“ Det vil ikke sige at det første menneske rent legemligt var som Gud, men at det havde fået egenskaber som Gud selv har, åndelige egenskaber ved sindet og hjertet som adskiller mennesket fra dyrene. Mennesket kunne således opfatte og værdsætte den kærlighed Skaberen nærede til det, og reagere på rette måde, som en søn ville det over for sin fader. Der var et familiebånd mellem dem som blev endnu mere nærværende ved at de regelmæssigt førte samtaler, skønt Faderen var usynlig for sin jordiske søn. „Intet menneske kan se mig og leve,“ som Gud senere sagde til Moses. (2 Mosebog 33:20) Denne regel blev ikke ændret, for over 1500 år senere skrev apostelen Johannes til sine medkristne: „Ingen har nogen sinde set Gud; det er den enestefødte gud, som ligger op mod Faderens bryst, der har forklaret ham.“ — Johannes 1:18.
16. Hvordan besvarede Johannes og hans medtjenere Guds faderlige kærlighed, og hvordan har det kærlighedens bånd været som knytter den salvede rest og ’de andre får’ sammen?
16 Som åndsavlet søn af Gud var apostelen Johannes også i et familieforhold til Jehova Gud og hans søn, „den enestefødte gud“, Jesus Kristus. Johannes og hans medkristne besvarede Guds faderlige hengivenhed med kærlighed fra deres side. Denne kærlighed blev et „enhedens bånd“ mellem dem og deres usynlige himmelske Fader. Den betød også at de åndsavlede indbyrdes blev sammensvejset som åndelige sønner af Gud og som kristne brødre og søstre. Når vi ser på dette ’enhedens bånd’ i dag, ser vi at det har vist sig at være ’fuldkomment’, for medlemmerne af den salvede rest holder ubrydeligt sammen som tilbedere af Jehova Gud og som vidner for ham. Denne kærlighed bevarer dem inden for Guds familie og det kristne broderskab. Deres medtilbedere ved Guds tempel, den store skare af Kristi „andre får“, viser den samme uudslukkelige kærlighed som knytter alle vor tids Jehovas vidner sammen på så fuldkommen en måde. Måtte vi nære den samme faste overbevisning som Paulus: „[Intet] vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 8:38, 39.
Hvordan vil du svare på dette?
■ Hvordan kan man sige at enhver slægt skylder Gud sit navn?
■ Hvilken indvirkning bør dette have på alle i den kristne menighed?
■ Hvem var Jonatan et billede på?
■ Hvorfor er kærlighed større end tro og håb?
■ Hvordan kan kærligheden knytte os til Gud?
[Illustration på side 16]
Den dybe kærlighed mellem David og Jonatan var et forbillede på kærligheden mellem de salvede kristne og ’de andre får’