Hvor afhængige er vi af Jesus Kristus?
JEHOVA GUD er „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. Han er universets suveræne Herre, og han er den eneste vi bør tilbede. — Ef. 3:14, 15; Apg. 4:24; Luk. 4:8.
Alligevel er vi fuldstændig afhængige af Jesus Kristus; vi kan ikke tilbede Jehova uden ham, og det er også ham vi kan takke for at vi overhovedet har håb om at komme til at leve evigt. Hvordan kan det være?
Årsagen er at menneskeslægten i tidernes morgen gjorde sig fremmed for Gud. Vor forfader Adam solgte sine efterkommere til synden. (Rom. 7:14) Prisen for ’salget’ var at han nu kunne gøre hvad han ville i stedet for at adlyde sin Skabers anvisninger. Sammen med sin hustru, Eva, begyndte han i selviskhed at nyde livet og handle som det behagede ham. Hvad dette ville komme til at betyde for deres efterkommere, tog Adam øjensynlig ingen notits af.
En lignende holdning ses hos nogle mennesker i dag. De vil have noget ud af livet, og de mener de får det ved at nyde farlige stoffer og give sig hen i umoralitet, hvilket kan få skadelige følger for deres børn i form af fysiske og mentale abnormiteter og hæslige sygdomme. Det eneste der tæller for dem er den øjeblikkelige „nydelse“. Andre har det måske ikke sådan, men går dog så højt op i at leve livet nu, at de overhovedet ikke har tanke for at forbedre forholdene for den næste generation.
Menneskeslægten måtte have hjælp fra Gud
Fra Adams tid til nu har menneskene altså været ilde stillet, idet den synd de har arvet fra deres første fader er trængt igennem til alle, og den er taget til på jorden. (Rom. 5:12, 16) Hvor fortvivlet situationen er, giver salmisten en udmærket beskrivelse af: „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum.“ Nej, prisen blev for høj, mennesket selv måtte opgive at betale den, som salmisten siger. — Sl. 49:7-10.
Men Gud gav ikke op. Han vidste hvordan det var muligt at frelse menneskeslægten, og han sad inde med det der skulle til. Det er således Jehova Gud vi bør ære og prise som den der har gjort det muligt for os at opnå livet. Men som et led i frelsesordningen har han gjort os alle afhængige af sin søn Jesus Kristus. Alt hvad vi får, skænker Gud os ved sin søn. Selv vore bønner til Gud skal bedes i Kristi navn. (Joh. 15:16; 16:23, 24) Hele menneskeslægten er fuldstændig underlagt ham. Han råder over liv og død. „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig“, sagde Jesus. — Joh. 14:6.
Jesu Kristi ophøjede stilling
At vi ikke kan kende og tjene Gud uafhængigt af Jesus, fremgår af Jesu egne ord: „Alt er blevet overgivet mig af min Fader, og ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Matt. 11:27) Lige før sin himmelfart sagde Jesus til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Matt. 28:18) Siden da har han siddet sammen med sin Fader på dennes trone. — Åb. 3:21.
Kristus er desuden vor store ypperstepræst, langt bedre stillet end præsterne af jødernes aronitiske præsteskab. Om dette jordiske præsteskab læser vi: „De var . . . mange der måtte blive præster den ene efter den anden, fordi de af døden blev hindret i at fortsætte, men han [Jesus Kristus] har, fordi han forbliver i live for evigt, sit præstedømme uden nogen efterfølgere. Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem.“ — Hebr. 7:23-25.
Nu i tiden er det Kristus Jesus der dømmer os. Han sagde: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen.“ (Joh. 5:22) Han dømmer naturligvis med Faderens bemyndigelse og i fuld overensstemmelse med Faderens vilje og love. Han er til stadighed i forbindelse med sin Fader og, som han sagde: „Sønnen kan slet intet gøre på eget initiativ, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ — Joh. 5:19.
Jesus Kristus dømmer ikke blot de levende; han har også fået magt til at dømme de døde. Den kristne apostel Paulus sagde til athenerne: „[Gud] har . . . fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ (Apg. 17:31) Hvis Jesus Kristus skal kunne dømme de døde må han have dem samlet foran sig; derfor oprejser han dem. Han siger selv: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Menneskesønnens] stemme og komme ud.“ — Joh. 5:28, 29.
Hvornår sker det? Det sker efter at de onde mennesker er blevet udslettet i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Satan og hans dæmoner blevet bundet og kastet i afgrunden, og Jesu Kristi tusindårige styre begyndt. (Åb. 16:14; 19:11-21; 20:1-3) Under dette styre er menneskene underlagt Jesus Kristus, og han afgør om de skal have livet — opnå fuldkommenhed — eller de skal dø — idet de i så fald har gjort sig fortjent til døden fordi de ikke har benyttet sig af de foranstaltninger der er truffet til at de kan leve. Apostelen Paulus siger om Jesus Kristus: „Han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet.“ (1 Kor. 15:25, 26) Kristus har myndighed til at dømme, og han har magt til at udslette dem der sætter sig op imod Guds love og nægter at anerkende at Kristus har fået overdraget kongedømmet af Gud. Han skaffer oven i købet døden af vejen. Da det er synden der forårsager døden, fjerner han al Adams synd fra dem der er lydige mod ham. (Rom. 6:23; 1 Kor. 15:56) Han fører dem frem til fuldkommenhed, og når han erklærer dem fuldkomne er de lige så fuldkomne som det første menneske Adam var da han blev skabt. Alt dette udretter Kristus i løbet af de tusind år. Det er også ham der udfører det domsarbejde der foregår nu. — Joh. 5:30.
Kristus gør imidlertid ikke dette for selv at opnå ære ved det. Han gør det alt sammen for at kunne fremstille den fuldkommengjorte menneskeslægt for Jehova som retfærdige medlemmer af Hans universelle familie. Alt tilhører nemlig i virkeligheden Gud, Skaberen. (Åb. 4:11; Es. 40:25, 26; Sl. 50:10-12) Om Kristi tusindårige styre læser vi: „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet.“ Og: „Når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ (1 Kor. 15:24, 28) Det må glæde Kristus umådeligt at se frem til denne begivenhed!
Jesus Kristus har således intet at skamme sig over når han overdrager Riget til Gud, som retmæssigt underlægger sig alt. Selv efter at Jesus har afsluttet sit tusindårige styre med dets domsprocedurer, gælder det stadig at „Gud er den som erklærer dem retfærdige“. (Rom. 8:33) I overensstemmelse med denne grundsandhed lader Jehova da den endelige prøve komme over dem som Jesus Kristus overdrager ham, dem der nu er nået frem til menneskelig fuldkommenhed. For at denne afgørende prøve kan finde sted bliver Satan og hans dæmoner givet fri af afgrunden, hvor de har været bundet i de tusind år. De som i selviskhed bukker under for denne prøve, som dæmonerne bringer over dem, vil blive udslettet; de vil lide „den anden død“, hvorfra der ingen opstandelse er. (Åb. 20:7-15) De derimod der fastholder deres integritet og som loyalt støtter Jehovas universelle suverænitet, vil blive belønnet. Jehova vil retfærdiggøre dem eller ’erklære dem retfærdige’, og han vil skænke dem evigt liv som fuldkomne mennesker på en paradisisk jord.
Må anerkende Kristi stilling nu
Jesus Kristus er ikke alene ypperstepræst, han er også hoved for den kristne menighed. (Kol. 1:18) Der findes ældste, „gaver i mennesker“, som er til stor hjælp for menighedens medlemmer, men de er blot tjenere der tager sig af den familielignende menighed og sørger for at den intet mangler. (Ef. 4:8; Luk. 22:26; 1 Kor. 3:5) Vi må huske at disse ældste ikke er menighedens hoved, de er ikke ’herrer over vor tro’; det er ikke fra dem vi får den åndelige føde; de er blot medarbejdere under Kristus. (2 Kor. 1:24) Apostelen Paulus sagde: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ [bekræftet, opfyldt, blevet til virkelighed] ved hjælp af ham [Jesus Kristus].“ (2 Kor. 1:20) Kristus er desuden „blevet os visdom fra Gud, samt retfærdighed og helliggørelse og udfrielse ved en løsesum“. — 1 Kor. 1:30.
Vi må derfor anerkende Kristus som virkelig; han lever ikke tilbagetrukket men er nærværende hos os som Guds mest betroede medarbejder; han tager sig af os og styrker og beskytter os til enhver tid. Vi bør gøre os klart at han er os nær. Han vil hjælpe os når vi skal træffe vanskelige afgørelser. Dersom vi udsættes for voldsom modstand, vil han give os „en mund og en visdom som alle [vore] modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige“. — Luk. 21:15.
I Johannes-evangeliet 6:51 gør Jesus Kristus opmærksom på hvor afhængig menneskeverdenen er af ham. Han siger dér til jøderne: „Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“
Under Kristi tusindårige styre vil alle hans jordiske undersåtter, både de der overlever den kommende „store trængsel“ og de der opstår fra de døde, få lov til at spise af denne himmelske manna fordi de har handlet i tro på at Kristus har bragt sit fuldkomne menneskeliv som et offer, og de vil kunne se frem til at leve evigt. — Åb. 7:14, 15; Joh. 5:28, 29.
På baggrund af alt dette bør vi huske hvilken stilling Jehova har tildelt sin søn. Vi bør studere hans ord som de forekommer i Bibelen og omhyggeligt følge hans ledelse. Ældste bør altid iagttage Kristi ledelse, eksempel, vejledning og ord, eftersom Kristus er hoved for menigheden. — Kol. 1:18.
Til alle tider vil det være Jehova der har krav på vor tilbedelse; men han ønsker at vi skal ære hans søn. (Joh. 5:23) Jesus bragte netop sit offer og udførte sin tjeneste med det formål at drage menneskene til den sande tilbedelse af Jehova og genrejse dem til fuldkommenhed, alt til Guds ære. Og det hele samvirker til glæde og lykke for menneskeslægten, som Gud og hans søn elsker og for hvem Gud har ofret sin søn. Sønnen har villigt samarbejdet og lidt for at vi kan leve. — Joh. 3:16.