(Ap. G. 4:12) Vi bekender åbent eller forkynder offentligt med vor mund at „Jesus er Herre“, og vi tror i vort hjerte at „Gud opvakte ham fra de døde“, for at vi kunne blive frelst.

9. Hvad kan ingen der har taget disse afgørende skridt sige senere angående hans „anmodning til Gud om en god samvittighed“?

⁹ Ingen der tager et så afgjort skridt som anger eller sindsændring, og omvendelse og indvielse, har derfor grund til senere at sige at hans „anmodning til Gud om en god samvittighed“ aldrig blev hørt, at Gud aldrig har givet ham en god samvittighed og at hans indvielse derfor ikke gælder og ikke er bindende for ham.

10. (a) Hvad må vi fremstille os til hvis vi ønsker at blive frelst? (b) Hvorfor er det „gennem Jesu Kristi opstandelse“ at en sådan dåb også nu frelser os?

¹⁰ Vi forstår nu at hvis vi ønsker at blive frelst må vi fremstille os til vanddåben, ligesom Jesus Kristus, og i lydighed mod hans befaling. (Matt. 28:19, 20) Det kunne ikke siges klarere end i Første Petersbrev 3:21: „Det som svarer hertil, nemlig dåb, . . . frelser også nu jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ (NW) Vi må med vort hjerte tro på at Gud oprejste ham fra de døde. En opstanden Jesus Kristus er en forudsætning for at vi kan blive frelst, for kun en opstanden Guds søn kunne handle som Guds ypperstepræst og i himmelen overrække Gud værdien af sit blod der var blevet udgydt for os, så vi kunne få vore synder tilgivet og opnå en god samvittighed. Hans offer var nødvendigt for at Gud kunne give os en god samvittighed som svar på vor anmodning. — 1 Pet. 3:22.

Vor messianske fører

11. Hvad medfører det for medlemmerne af ’den store skare’ at de ’tvætter deres klæder i Lammets blod, og hvilken god grund har de til at hylde dette Guds lam?

¹¹ Selv medlemmerne af ’den store skare’ som i dag indsamles fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål, tvætter deres klæder og gør dem hvide i Lammets, Jesu Kristi, blod og opnår derved en god samvittighed over for Gud. Det er derfor med god grund at de står foran Guds trone og vifter med palmegrene idet de råber med høj røst: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:9-14) På denne måde hylder de Jehovas herredømmes hovedformidler. Det er ham de følger som deres hyrde og fører.

12. Hvem på jorden må følge Guds herredømmes hovedformidler, og hvad betyder det for dem at de gør det?

¹² Alle der bliver indviede, døbte disciple af Guds herredømmes hovedformidler må følge ham. For at gøre det må de ’ufravendt se hen til deres tros hovedformidler og fuldender, Jesus’. (Hebr. 12:1, 2, NW) Når vi i kærlighed gør det, vil det betyde vor evige frelse til den store Herskers, Jehova Guds, evige pris.

Spørgsmål fra læserne

● For nogen tid siden omtalte dagspressen i U.S.A. en retskendelse om at cunnilingus og fellatioa blandt voksne ikke længere var strafbart i en bestemt amerikansk stat. Vil det sige at det udelukkende er et personligt samvittighedsspørgsmål om kristne kan foretage sådanne handlinger inden for ægteskabet? — U.S.A.

Det er ikke dette blads formål at beskæftige sig med alle de intimere sider af det ægteskabelige samliv. Imidlertid er sådanne handlinger som dem der blev behandlet i den pågældende retssag, blevet temmelig almindelige og har fået ret stor omtale. Selv skolebørn bliver oplyst om disse ting som et led i seksualundervisningen. Vi ville derfor svigte vort ansvar hvis vi undlod at give bibelsk vejledning som kan hjælpe oprigtige kristne der bestræber sig for at følge en ren handlemåde som vil medføre Skaberens velsignelse. Også på apostelen Paulus’ tid forekom der afvigende seksuelle handlinger, og han forholdt sig ikke tavs, som man ser når man læser Romerbrevet 1:18-27. Vi kan derfor kun følge hans gode eksempel og behandle det stillede spørgsmål her.

Apostelen har givet os et princip som hjælper os til at nå frem til den rette konklusion med hensyn til bedømmelsen af seksuelle handlinger. Han taler om „den naturlige omgang med kvinden“, som nogle havde vendt sig fra for at gøre det der var ’unaturligt’, hvorved de tilfredsstillede „vanærende lidenskaber“ og „øvede skamløshed“. Apostelen beskæftiger sig specielt med homoseksuelle handlinger, og fordømmer dem. Men selve princippet — at tilfredsstillelsen af kønsdriften kan være ’naturlig’ eller ’unaturlig’ — gælder lige så vel i det spørgsmål vi har til behandling. — Se også Tredje Mosebog 18:22, 23.

Den naturlige måde for ægtefæller at have kønslig forbindelse på, fremgår ret tydeligt af den udformning Skaberen har givet deres respektive organer, og det skulle ikke være nødvendigt her at beskrive hvordan disse organer passer sammen i et normalt samleje. Vi tror at langt de fleste, lige bortset fra dem der er blevet indoktrineret med det synspunkt at ’alt er tilladt i ægteskabet’, normalt vil finde cunnilingus og fellatio, og ligeledes analcoitus (af latin anus, endetarmsåbning, og coitus, samleje), frastødende, og vil forkaste sådanne handlinger. Hvis disse former for samleje ikke er „unaturlige“, hvad er så unaturligt? At de der foretager sådanne handlinger gør det med gensidigt samtykke og er gift med hinanden, gør ikke handlingerne naturlige eller sømmelige. Er dette standpunkt ’snæversynet’ eller ’yderliggående’?

Nej, det er det ikke. Flere stater i U.S.A. har længe haft love imod netop sådanne handlinger og betegner dem som former for „sodomi“ selv om de der giver sig af med dem er gift. På grund at denne juridiske brug af det engelske ord „sodomy“, defineres det på denne måde i Webster’s Third New International Dictionary: „kønslig omgang med en af det samme køn eller med et dyr eller unaturlig kønslig omgang med en af det modsatte køn; især: det at føre det mandlige organ ind i en andens mund eller endetarm.“ Der er naturligvis forskel på ordbøger og love; vort standpunkt bygger også først og fremmest på Guds ord, Bibelen. Dog tjener sådanne verdslige vidnesbyrd et formål der i princippet svarer til det apostelen sagde i Første Korinterbrev 5:1. Paulus viste dér at den kønslige omgang som et medlem af Korintermenigheden gav sig af med, var af en sådan art at den endog fordømtes blandt hedningerne. Det at ordet „sodomi“ i vore dage anvendes om de nævnte former for samleje, viser derfor at vi ikke er urimelige når vi siger at sådanne handlinger ikke alene er „unaturlige“ men også groft unaturlige.

Men eftersom ægteskabet stammer fra Gud, er det standpunkt vi med vor samvittighed tager til det intime ægteskabelige samliv, ikke grundet på eller bestemt af verdslige synspunkter. At en eller anden lov tilsidesættes og at cunnilingus og fellatio (eller lignende former for unaturligt samleje) erklæres for ’lovlige’, ændrer derfor ikke vort bibelsk begrundede standpunkt. I en verden hvor moralen stadig forfalder kan vi kun vente at nogle domstole i større eller mindre grad vil bukke under for den voksende tendens til seksuel perversitet, ligesom flere præster og læger har gjort.

Vi har ikke til hensigt at forsøge at trække en nøjagtig grænse hvor det „naturlige“ hører op og hvor det „unaturlige“ begynder. Men vi tror at en kristen, ved at meditere over Bibelens principper, skulle være i stand til at erkende i det mindste hvad der er groft unaturligt. På andre områder må den kristne lade sig lede af sin egen samvittighed; dette gælder blandt andet i spørgsmål om kærtegn og ’kærlighedsleg’ før samleje. (Jævnfør Ordsprogene 15:18, 19.) Men selv her vil den kristne der ønsker at bære Guds hellige ånds frugter gøre klogt i at undgå handlinger der grænser til, eller som let kunne føre til, unaturlige former for samleje.

Hvad nu hvis nogle ægtepar i menigheden, enten før i tiden eller for nylig, har givet sig af med handlinger som dem vi her har beskrevet, idet de hidtil ikke har forstået hvor alvorlig en overtrædelse det var? De kan søge Guds tilgivelse i bøn og vise at de oprigtigt har ændret sind ved nu at afholde sig fra sådanne groft unaturlige handlinger.

Det påhviler afgjort ikke de ældste eller nogen anden i den kristne menighed at blande sig i ægtepars privatliv. Men hvis fremtidige tilfælde at grov unaturlig adfærd — som for eksempel cunnilingus, fellatio eller analcoitus — bringes til de ældstes kundskab, bør de dog prøve at rette forholdet før der sker yderligere skade, i lighed med hvad de ville gøre i forbindelse med enhver anden alvorlig overtrædelse. Det der ligger dem på sinde er naturligvis at hjælpe dem der kommer på afveje og ’fanges i Djævelens snare’. (2 Tim. 2:26) Men hvis nogle med overlæg viser respektløshed for Jehova Guds ægteskabelige ordning, vil det være nødvendigt at fjerne dem fra menigheden som farlig „surdej“ der kunne besmitte andre. — 1 Kor. 5:6, 11-13.

Hvad nu hvis en kristen kvinde er gift med en ikke-troende, og hendes ægtemand insisterer på at hun er med til sådanne groft unaturlige handlinger? Giver apostelens ord: „Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand,“ hende grundlag for at bøje sig for mandens krav? (1 Kor. 7:4) Nej, for mandens myndighed til at råde i et sådant tilfælde er kun relativ. Gud har altid den største myndighed. (1 Kor. 11:3; Ap. G. 5:29) Det apostelen talte om var desuden normal kønslig omgang, som det fremgår af sammenhængen. Når en hustru nægter at være med til uhellige handlinger kan det ganske rigtigt bringe hende genvordigheder eller endog forfølgelse, men situationen er den samme som hvis hendes mand krævede at hun skulle være med til en form for afgudsdyrkelse, misbrug af blod, uærlighed eller en anden uret handling.