’Troen uden gerninger er livløs som et lig’
„Hvad gavner det, mine brødre, hvis en siger han har tro men han ikke har gerninger? Den tro kan ikke frelse ham, vel?“ — Jak. 2:14, NW.
1. Definér hvad tro er, og fortæl hvad denne definition blandt andet indebærer.
DEN tro der her er tale om er troen på Gud. Da apostelen Paulus over for kristne jøder beskrev hvad tro er, sagde han: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ (Hebr. 11:1, NW) En sikker forventning støtter sig på noget. Man er overbevist om at forventningen er garanteret, at den med sikkerhed vil blive indfriet. Nogle har brugt at illustrere troen med et skøde på det man håber at få i eje. Tro er nært forbundet med troskab eller trofasthed, for eksempel trofasthed mod noget man har lovet eller har forpligtet sig til. Den der tror på Jehova Gud og på hans søn, Kristus Jesus, ønsker at være loyal, at handle i fuld overensstemmelse med Jehovas veje og tale om dem til andre. — Sl. 145:10, 11, NW.
2, 3. (a) Hvad udgør den sande kristne tro? (b) I hvilken udstrækning spredte Jesu disciple den sande tro? (c) Hvilken andel havde apostelen Paulus i udbredelsen af troen?
2 Det Jesus Kristus lærte sine disciple og som gennem Bibelen er blevet givet videre til alle kristne, udgør den sande kristne tro. (Ef. 1:15-17; 4:5) I kristendommens første tid, da Jesu disciple forkyndte det Jesus havde lært dem, var der mange der fik tro på Kristus Jesus og hans lære. Disciplene betragtede dette forkyndelses- og undervisningsarbejde som det vigtigste af alt. Resultatet heraf var derfor at „Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen“. (Ap. G. 6:7) Den gode nyhed som disciplene forkyndte, spredtes vidt og bredt, og deres tro på denne gode nyhed blev kendt overalt; så da Paulus skrev til menigheden i Rom kunne han i overensstemmelse med sandheden sige: „Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro omtales i hele verden.“ — Rom. 1:8.
3 Paulus var en rigtig evangelist, en forkynder af godt nyt. Han havde selv fået kundskab om Jesus Kristus, som ved sin død på marterpælen tilvejebragte det middel der kunne borttage verdens synd, og han havde fået kundskab om Jesu opstandelse fra de døde. Han forstod og værdsatte betydningen af dette i en sådan grad at han følte at alle skulle oplyses om det. Derfor rejste han tusinder af kilometer, mange gange til fods, og forkyndte og underviste. Som en rigtig missionær åbnede han nye distrikter for forkyndelsen og bragte mennesker af mange forskellige nationaliteter det budskab der kunne give dem grundlag for tro.
„Det troens ord som vi forkynder“
4. Hvad var „det troens ord“ som Paulus forkyndte, og hvordan og for hvem forkyndte han det?
4 Det Paulus forkyndte, skrev han om til Romermenigheden: „’Ordet er dig nær: det er på dine læber og i dit hjerte.’ Det vil sige det troens ord som vi forkynder. Hvis bekendelsen: ’Jesus er Herre’ er på dine læber, og den tro at Gud oprejste ham fra de døde, er i dit hjerte, så vil du blive frelst. For den tro der fører til retfærdighed, er i hjertet, og den bekendelse der fører til frelse, er på læberne.“ (Rom. 10:8-10, The New English Bible) Paulus talte i synagoger, ved flodbredder, i skoler, i fængsler og i private hjem; han forkyndte for alle slags mennesker, for jøder og grækere, og for skarer af forskellig størrelse. Når han talte, var „ordet“ dem nær, så nær at de kunne gentage det med deres læber og gemme det og hæge om det i deres hjerter. Og nogle fik tro og troede af hjertet.
5. Hvem må man også tro på, hvis det skal føre til retfærdighed i Guds øjne?
5 Om „den tro der fører til retfærdighed“ skrev Paulus til Romermenigheden: „Hvad skal vi da sige? At folk fra nationerne, skønt de ikke jagede efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, den retfærdighed der følger af tro; men Israel, som jagede efter en retfærdigheds lov, nåede ikke frem til den lov.“ (Rom. 9:30, 31, NW) Det fremgår tydeligt af Bibelen at mange hedninger eller ikke-jøder blev hjulpet til at opnå retfærdighed som følge af Paulus’ forkyndelse. De andre disciple bragte også ved deres forkyndelse tusinder af hedninger i mange byer til kundskab om Kristus Jesus, og disse opnåede retfærdighed, den retfærdighed der følger af tro på Guds søn. Ifølge Paulus’ ord til de jøder der gjorde sig store anstrengelser for at holde Moseloven, lykkedes det dem aldrig at opnå retfærdighed. „Hvorfor ikke? Fordi deres anstrengelser ikke var grundlagt på tro, men (som de mente de kunne gøre) på gerninger. De snublede over den ’sten’ der nævnes i Skriften: ’Se, jeg lægger i Zion en snublesten, en klippe til at falde over; men den der har tro på ham vil ikke blive gjort til skamme.’“ — Rom. 9:32, 33, NE.
6. (a) Hvorfor forkastede jøderne som folk betragtet Jesus som Messias, og hvem blev budskabet om at „Jesus er Herre“ derefter forkyndt for? (b) Hvad var „det troens ord“ som Paulus forkyndte, grundlagt på?
6 Den lov jøderne fik, skulle være som en tugtemester der førte dem til Kristus. Den skulle føre dem til Messias og hjælpe dem til at kende ham når han kom og tage imod ham som deres Herre og lærer. (Gal. 3:24) Dog snublede de fleste af mangel på tro netop over den som Guds retfærdige lov førte dem til, nemlig Guds søn. Derfor blev „ordet“ eller budskabet om at „Jesus er Herre“ herefter ikke blot forkyndt for jøderne, men også for hedningerne, for folk fra nationerne. Dette „ord“ fra Gud er blevet gjort let tilgængeligt for folk overalt. I sit brev til Romermenigheden sagde Paulus at „ordet er dig nær: det er på dine læber og i dit hjerte“. Men hvad skal man gøre med dette „ord“? Hvis det virkelig kommer ned i hjertet, vil man tro. Man vil tro på Jesus Kristus som Herre og som den Gud vil bruge til at indfri alle sine storslåede løfter. (2 Kor. 1:20) For at få denne tro må man have kundskab — først og fremmest kundskab om Gud og om hvad han har sagt og gjort, fordi foranstaltningen til frelse ved Kristus stammer fra Gud. Gud selv oprejste Jesus fra de døde. Det var dette Paulus prøvede at overbevise folk om, i dette tilfælde Romermenigheden. Endog over for dem der gjorde krav på at være indviet til Gud, var det undertiden nødvendigt at understrege betydningen af disse fundamentale sandheder. Paulus forkyndte „det troens ord“. Hvad var denne tro grundlagt på? Der var to bestemte ting Paulus havde i tanke, og det samme må vi have nu, 1900 år senere. For at være en kristen må man høre „det troens ord“ og være overbevist om (1) at Jesus, Guds søn, er Herre; at han ved sin offerdød har købt menneskene til sig og derfor af de kristne må anerkendes som deres ejer; og (2) at Jehova Gud oprejste Jesus fra de døde. Det vil være naturligt at ønske bevis på disse to ting, eftersom de er af væsentlig betydning for at opnå frelse, det vil sige opnå evigt liv. — 2 Kor. 5:14, 15.
7. Hvad anerkendte Jesu disciple vedrørende Jesus som følge af en stærk tro, og hvordan reagerede farisæerne i modsætning hertil?
7 De disciple der færdedes sammen med Kristus Jesus for nitten hundrede år siden havde en ganske enestående lejlighed til at opnå en stærk tro, netop fordi det var Guds søn de færdedes sammen med. De hørte ham tale, både mens han var her på jorden som menneske og efter hans opstandelse. Da Jesus spurgte sine disciple: „Hvem siger I, at jeg er?“ kunne de med overbevisning svare at han var Messias, Guds søn. (Matt. 16:15, 16) Men da farisæerne, som ingen tro havde, blev stillet over for det samme spørgsmål, blev de Jesus svar skyldige. Beretningen herom finder vi i Mattæus 22:41-46: „Mens nu farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde: ’Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?’ De svarer ham: ’Davids.’ Han siger til dem: ’Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham „herre“, når han siger: „Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.“ Når nu David kalder ham „herre“, hvorledes kan han så være hans søn?’ Og ingen kunne svare ham et ord.“
8, 9. (a) Hvad må kristne bekende vedrørende Jesus som bevis på deres tro, og hvordan giver de yderligere bevis på at de virkelig tror dette? (b) Hvad mere må man gøre for at vise at man tror?
8 Peter viste imidlertid på Pinsedagen hvem denne „herre“ var og at han nu befandt sig ved Guds højre hånd. Han sagde: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:36) Ligesom apostlene og de første kristne, har kristne frem til i dag med deres læber bekendt at Jesus er Herre. Hvis de er sande kristne, er det imidlertid mere end en mundtlig bekendelse. De viser at de underlægger sig Kristus som Herre ved at gøre Jesu Faders vilje, sådan som Jesus lærte sine disciple at gøre. (Matt. 7:21; Joh. 15:8) Men der er noget mere de kristne må tro på, og det er at Gud har oprejst Jesus fra de døde. Dette bekræftede Peter også på Pinsedagen, da han sagde: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ (Ap. G. 2:32) Tror du på disse to fundamentale sandheder som både Paulus og Peter fremsatte: at „Jesus er Herre“ og at „denne, Jesus, har Gud ladet opstå“ fra de døde? Hvis det er tilfældet, så er der noget du må gøre, nemlig bekende din tro med dine læber. De der af hjertet bekender dette, bør lade sig døbe. Det opfordrede apostelen Peter dem der hørte ham tale på pinsedagen i år 33, til at gøre. „De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til.“ — Ap. G. 2:40, 41.
9 Tænk engang: omtrent tre tusind af dem Peter havde talt til, blev døbt! De blev føjet til menigheden, og de holdt sig fortsat til apostlenes lære og tog også selv del i forkyndelsen af den gode nyhed for andre. — Matt. 28:19, 20; Ap. G. 8:1, 4.
10. (a) Hvordan søgte apostelen Paulus at opmuntre Romermenigheden til nidkær virksomhed? (b) Hvad ville de altså gøre for at give bevis på deres tro, og hvilket eksempel har de dermed sat for kristne i dag?
10 Mange år senere, omkring år 56 e.v.t., skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Rom. Denne menighed var muligvis blevet oprettet af nogle jøder eller proselytter fra Rom som var i Jerusalem på pinsedagen i år 33 og dér blev vidne til udgydelsen af den hellige ånd. (Ap. G. 2:1-5, 10) Nu var der gået treogtyve år. I mellemtiden var Paulus blevet apostel til nationerne, og da han var interesseret i menigheden i Rom prøvede han at opmuntre den til større aktivitet, så den gode nyhed om Riget kunne blive forkyndt i endnu større udstrækning end før. Det de før dåben havde bekendt deres tro på, skulle de forkynde offentligt efter deres dåb, så andre kunne få tro. Paulus skrev: „Hvis bekendelsen: ’Jesus er Herre’ er på dine læber, og den tro at Gud oprejste ham fra de døde, er i dit hjerte, så vil du blive frelst.“ (Rom. 10:9, NE) Hvis deres tro herpå var ægte, ville de nidkært forkynde det for andre. De måtte give bevis på deres tro med det der var på deres læber, ved over for andre at give udtryk for deres tro på at Jesus virkelig er Herre. De måtte med deres handlinger give bevis på deres tro på at Jesus var blevet ophøjet til den højeste stilling næst efter Gud selv og at „hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre“. (Fil. 2:9-11) Vi må også give til kende at vi har denne tro. Og naturligvis indbefatter dette at man også må tro på at Jesus Kristus blev oprejst fra de døde og at det var Jehova Gud i himmelen der gjorde dette for sin søn. Paulus viser i sit brev at han var overbevist herom, og han søgte at overbevise alle der læste hans brev, om at de skulle fortælle andre at Jesus er Herre og at Gud oprejste ham fra de døde. På den måde vil man opnå frelse. Og den der opnår frelse, er naturligvis sejrvinder. Man overvinder verden, og man vil opnå evigt liv.
11, 12. Hvordan fremgår det af Romerbrevet 10:10 at den sande tro må være dybt rodfæstet?
11 Paulus understreger nødvendigheden af ikke blot at have tro på disse to ting — at Jesus er Herre og at han blev oprejst fra de døde — men naturligvis på alt hvad Jesus lærte. Denne tro må være dybt rodfæstet, ikke overfladisk; „den tro der fører til retfærdighed, er i hjertet, og den bekendelse der fører til frelse, er på læberne“. — Rom. 10:10, NE.
12 Over hele verden i dag bekender de kristne vidner for Jehova dette. Folk af alle nationer og sprog lærer sandheden fra Guds ord at kende. Kristne må med deres gerninger vise at de har tro.
Hvad gavner ord uden gerninger?
13. Hvilken tro fik Jesu halvbroder Jakob senere hen, selv om han til at begynde med ikke var en af Jesu disciple?
13 Disciplen Jakob, der var en halvbroder til Jesus, var uden tvivl kendt med sin broders virksomhed, men der er intet der tyder på at han var en discipel af Jesus under dennes jordiske tjeneste. Jakob har måske været blandt de slægtninge af Jesus der sagde om ham: „Han er gået fra forstanden.“ (Mark. 3:21, NW) Imidlertid er det meget sandsynligt at det er denne Jakob der så Jesus efter hans opstandelse. Det er højst sandsynligt ham Paulus tænkte på da han skrev til Korintermenigheden: „Derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, . . . derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene.“ (1 Kor. 15:6, 7) Det er derfor sandsynligt at denne Jakob, efter Jesu død og før pinsen i år 33, var blandt dem der samledes til bøn i en sal ovenpå et sted i Jerusalem. (Ap. G. 1:13, 14) Han kom til tro på at Jesus er Herre, og han vidste også at Jesus var blevet oprejst fra de døde. Senere blev Jakob en af de fremtrædende disciple af Kristus Jesus og var med til at træffe afgørelser for alle menighederne når ældsterådet samledes i Jerusalem. — Ap. G. 15:6, 13.
14. (a) Hvordan viser Jakob at tro må være forbundet med gerninger? (b) Hvilke ord af Jesus viser på hvilket grundlag han nu skiller folkene, enten med liv eller med død i udsigt?
14 Jakob skrev et brev til sine kristne brødre, hvori han taler djærvt og ligefremt til dem. Blandt andet beskæftiger han sig med spørgsmålet om tro. Han havde samme syn på sagen som Paulus. Han udtrykte det på denne måde: „Mine brødre, hvad nytter det at en siger han har tro når han intet gør for at vise det?“ (Jak. 2:14, NE) Man har ingen grund til at prale af sin tro hvis troen ikke efterfølges af gerninger. Så er det blot en falsk påstand. For at illustrere denne meget væsentlige side af sagen stiller Jakob et spørgsmål til menigheden: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så?“ (Jak. 2:15, 16, NW) Der skal gerninger til for at vise at det ønske man giver udtryk for i ord, er oprigtigt. Vi husker at Jesus sagde: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt. . . . jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; . . . hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.’“ — Matt. 25:31-40.
15, 16. (a) Hvilken forklaring har vi til ordet „nøgen“ i Mattæus 25:36? (b) Hvordan kan man gøre godt mod Jesu „brødre“ og ikke blot i realiteten sige „hav det godt“?
15 Man behøver ikke i bogstavelig forstand at være nøgen for at trænge til hjælp. Fodnoten til Mattæus 25:36 i New World Translation siger: „Eller: ’ikke tilstrækkelig klædt’; almindeligvis betød det græske ord der her anvendes, ’let påklædt, kun med underklædning på’, derfor sparsomt klædt, ikke nødvendigvis nøgen, uden tøj.“ Hvad enten vedkommende er nøgen eller blot let påklædt, bør den der ser den ’fremmedes’ tilstand ikke blot sige: ’Gå bort i fred, hold dig varm og mæt.’ Naturligvis kan vi ikke tilbyde Jesus selv denne hjælp, men vi kan tilbyde hans „brødre“ den, salvede kristne som lever på jorden nu. Tilbyder du dem en sådan hjælp, både fordi du ser de trænger til den og fordi du ved at de tilhører Kristus? — Matt. 10:41, 42.
16 Jakob påpeger at ord der ikke efterfølges af handlinger, ikke har nogen værdi. En kristen broder eller søster har ikke nogen gavn af at man blot siger: ’Hold dig varm.’ En anden oversættelse siger det på denne måde: „Hvis nu en broder eller en søster er klædt i pjalter og ikke har nok mad til dagen, og en af jer siger: ’Hav det godt, hold jer varme og få rigeligt at spise,’ men intet gør for at opfylde deres legemlige fornødenheder, hvad gavner det så?“ (NE) Hvis man gerne vil se at nogle holder sig varme ved at tage varmt tøj på, kræver det lidt arbejde at sørge for at de pågældende holder sig varme ved at man giver dem noget tøj at tage på, og ikke blot siger: „Hav det godt,“ uden at gøre noget for at opfylde deres legemlige fornødenheder. Svarende hertil må troen ledsages af gerninger. Den må efterfølges af virksomhed.
Er din tro død eller levende?
17. Hvad er det der understreges i Jakob 2:18?
17 Jakob siger videre: „På samme måde med troen; hvis den ikke fører til handling, er den i sig selv livløs.“ (Jak. 2:17, NE) Det er sandt. Jakob introducerer nu en imaginær person og siger: „Dog vil en sige: ’Du har tro og jeg har gerninger. Vis mig din tro uden gerningerne, og jeg skal vise dig min tro af mine gerninger.’“ (Jak. 2:18, NW) Det spørgsmål opmærksomheden rettes imod her, er ikke om gerninger i overensstemmelse med Moseloven fører til frelse eller om det er tro på Jesus Kristus der gør det. Nej, her stilles en tro der er virkelig og levende, i kontrast til en død eller livløs tro. En anden oversættelse siger det på denne måde: „Men nogen vil måske indvende: ’Her er en der gør krav på at have tro og en anden der peger på sine gerninger.’ Hvortil jeg svarer: ’Vis mig at den tro du taler om, er virkelig, selv om den ikke ledsages af gerninger, og jeg vil med mine gerninger vise dig min tro.’“ — NE.
18, 19. (a) Hvordan viser det sig at mange mennesker som siger de tror på Gud og Kristus, ikke har nogen virkelig tro alligevel? (b) Hvad sagde Jakob til dem der påstod at de troede på Gud men ikke havde nogen aktiv tro?
18 Opmærksomheden rettes altså mod spørgsmålet: Kan en kristen give bevis på sin tro uden nogen gerninger overhovedet? Eller må den kristne — gennem brugen af sit hjerte og sind, sin sjæl og styrke — give bevis på at hans tro er levende og frugtbar, og ikke er en død tro? Jakob viser at gerninger, handling, er bevis på ens tro. Der er mange mennesker i verden i dag der siger at de tror på Gud, men når man spørger: ’Hvem er Gud? Hvad har han gjort? Hvad er han i færd med at gøre?’ så har de ikke mere at sige. De har ikke nogen virkelig tro på Gud, fordi de ikke kender ham. De har ikke nogen ’sikker forventning om ting der håbes på’. De er ikke bekendt med noget ’klart bevis på virkeligheder som ikke ses’. (Hebr. 11:1, NW) Andre siger: ’Jeg tror på Jesus Kristus,’ men når man spørger: ’Hvad er Jesus Kristus i færd med at gøre nu?’ så har de ikke gjort sig nogen tanker om det. De siger at han er død. De tror ikke på at han er den opstandne Herre, som lever i himmelen, som har fået overdraget stor magt og nu regerer som konge og snart vil bringe den nuværende onde verdensordning til ophør, idet han er i færd med at forberede den fuldstændige opfyldelse af den bøn som kristne har lært at bede, nemlig: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) De er helt fortabte når de skal fortælle hvad deres tro går ud på. De kan ikke understøtte den med skriftsteder fra Bibelen. De har intet håb. Egentlig tror de ikke på at Jesus er Herre og at Jehova Gud har oprejst ham fra de døde og at han er gjort til konge i Guds rige og indsat på tronen i himmelen for at herske til velsignelse for alle mennesker. Gør du det?
19 Øjensynlig havde Jakob, når han talte med mennesker der sagde de tilhørte Guds menighed dengang, i det første århundrede, opdaget at nogle af dem ikke havde en levende og virksom tro, en tro der ville tilskynde dem til at vise sand kærlighed til deres kristne brødre og til at deltage i arbejdet med at frembringe flere disciple af Jesus Kristus. Derfor sagde Jakob: „Du tror der er én Gud, ikke sandt? Det gør du vel i. Dog, dæmonerne tror også — og gyser.“ (Jak. 2:19, NW) Hvorfor sagde Jakob dette?
20, 21. Hvordan ved vi at dæmonerne tror på Gud? Hvad skete der med dem da Vandfloden kom, og hvorfor?
20 Han påpeger at dæmonerne tror på at der er en Gud til. Ja, egentlig ved de god besked med det. Der fortælles at „da . . . menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer“. (1 Mos. 6:1, 2) Disse „gudssønner“ var åndeskabninger, men de havde materialiseret sig. „Da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn — men også senere hen i tiden — levede kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage.“ Disse faldne engle forvoldte med deres lastefuldhed stor skade på jorden, og „kæmperne“, det bastardafkom de avlede med menneskedøtrene, havde sikkert ikke så lidt at gøre med den „uret“ jorden blev fuld af på det tidspunkt. Som følge heraf sagde Gud at han ville udslette menneskene ved en vandflod og kun bevare Noa, hans hustru og hans tre sønner og deres koner. — 1 Mos. 6:4-7, 11-13.
21 Hvad skete der med disse materialiserede engle da vandene oversvømmede jorden? De blev tvunget til at vende tilbage til åndeverdenen, men ikke for at genoptage det hverv de tidligere havde haft og som de havde forladt. Judas fortæller: „De engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag.“ (Jud. 6) Jakob omtaler disse engle som dæmoner. De troede altså at der var én Gud, de troede at han var til, men de gjorde ikke det Gud ønskede gjort.
22, 23. Hvad vidner om at dæmonerne også vidste hvem Kristus Jesus var og at de anerkendte hans magt?
22 De kendte også Guds søn, Kristus Jesus, men de gjorde ikke hans gerninger. Da Jesus var på gadarenernes egn, kom to dæmonbesatte ham i møde fra mindegravene. De var usædvanlig voldsomme, og ingen havde mod til at gå forbi ad den vej. Disse dæmoner vidste hvem Jesus Kristus var. „De gav sig til at råbe og sagde: ’Lad os i fred, du Guds Søn! Er du kommen her for at pine os før tiden?’“ Beretningen fortæller at Jesus uddrev dæmonerne af mændene og at de fór i en flok svin. — Matt. 8:28-32.
23 Der er ingen tvivl om at disse dæmoner troede at der var en Gud til og at Jesus var Guds søn, og de gyste ved tanken om hvad dette betød for dem. Peter siger: „Gud skånede ikke de engle, der syndede, men styrtede dem i afgrunden og lod dem bevogte i mørkets huler indtil dommen.“ — 2 Pet. 2:4.
24. Hvorfor er det altså ikke nok blot at tro på Gud?
24 Det er tydeligt at disse gudssønner blev dæmoner fordi de ikke gjorde Guds vilje. De gjorde oprør. De vidste med sikkerhed at der var en Gud til, og nu siger Jakob, henvendt til medlemmerne i den kristne menighed: „Du tror der er én Gud, ikke sandt? Det gør du vel i.“ Men hvis deres tro ikke rakte længere, så var de ikke meget bedre stillet end dæmonerne. Dæmonerne er imod Gud, og alligevel tror de. De har kundskab. De ved hvilken stilling Jehova indtager i universet, men de bøjer sig ikke for hans vilje. På samme måde er der millioner og atter millioner af mennesker her på jorden som tror der er en Gud til og som siger at de har tro, men hvor er deres gerninger? Deres tro er død.
Vidnesbyrd om en levende tro
25. (a) Hvilket spørgsmål stilles nu til os hver især? (b) Hvad fortæller Jakob os om Abrahams tro?
25 Jakob siger derfor ligeud til sine tilhørere: „Men kan du ikke se, du spidsfindige menneske, at en tro uden gerninger er gold?“ (Jak. 2:20, NE) En gold kvinde sætter ingen børn i verden; hun bærer ingen frugt. Hvad gør din tro for dig? Har den gerninger? Bærer den frugt? Lever du i overensstemmelse med det du siger du tror på? Hjælper din tro dig til at gøre disciple af Kristus Jesus? Øger du Rigets interesser? For yderligere at klargøre hvad han mener, anfører Jakob nu et eksempel, idet han henviser til Abraham: „Blev ikke vor fader Abraham retfærdiggjort af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Du ser altså, at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved gerningerne nåede troen sin fuldendelse, og således blev det skriftord opfyldt, som siger: ’Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,’ og han blev kaldt Guds ven. I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene.“ (Jak. 2:21-24) Har du en tro som Abrahams, en tro der tilskynder dig til at sætte dét at gøre Guds vilje over selve livet?
26. (a) Hvordan udviste Abraham og Sara tro på Guds løfter, som berettet af Paulus? (b) Hvilket spørgsmål giver dette anledning til at vi stiller os selv hver især?
26 Paulus sagde i sit brev om tro: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på.“ Han skrev også om Abraham og brugte også Abraham som et eksempel på tro, et eksempel hentet fra det virkelige liv. Han siger: „I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. Derfor kom der også fra én mand, og det en udlevet, en slægt så talrig som himmelens stjerner og som sandet ved havets bred, det, ingen kan tælle.“ (Hebr. 11:8-12) Vi ved at Abraham døde uden at opleve opfyldelsen af det løfte han havde fået, men, han havde tro og ejede en sikker forventning om dét han håbede på, og gennem hele sit liv fik han bevis på at Gud velsignede ham. Abrahams tro på „staden . . . hvis bygmester og skaber er Gud“ tilskyndede ham til at lade materielle bekvemmeligheder bag sig for at gøre Guds vilje. Vidner dine gerninger ligeledes om at Guds rige er af større betydning for dig end materielle ejendele? — Luk. 12:29-31.
27. Hvordan viste Noa at han havde en aktiv tro?
27 Der var også en anden mand — en der så hvad gudssønnerne og menneskedøtrene gjorde før Vandfloden — som Paulus brugte som et eksempel med hensyn til at vise sand tro. Vi læser: „I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til tros-retfærdigheden.“ (Hebr. 11:7) Arken blev ikke bygget ved et mirakel. Noa måtte fælde træer, hugge dem til og lave forskellige rum i arken. Han måtte stryge den både indvendig og udvendig med tjære. (1 Mos. 6:14) Det var ikke noget lille bygningsværk; den var 133,5 meter lang, 22,3 meter bred og 13,4 meter høj. Dette vældige, kistelignende fartøj blev bygget på tørt land. Bibelen beskriver også dets meget interessante passagerliste. Der var andre skabninger der skulle tages med i arken foruden Noa selv, hans hustru, hans tre sønner og deres hustruer. Befalingen til Noa lød: „’Af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig. Han- og hundyr skal det være, af fuglene efter deres arter, af kvæget efter dets arter og af alt jordens kryb efter dets arter; par for par skal de gå ind til dig for at holdes i live. Og du skal indsamle et forråd af alle slags levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til føde.’ Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.“ (1 Mos. 6:19-22) Kan man ikke sige at Noa havde gerninger der var et bevis på hans tro?
28. Hvad gav Moses afkald på, som følge af sin aktive tro?
28 Der er en anden mand som vil være bibellæsere bekendt. For at vise at denne mand havde en sikker forventning om det han håbede på, siger Paulus om ham: „I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen . . . I tro har han indstiftet påsken og påstrygningen af blodet, for at ’ødelæggeren’ ikke skulle røre deres førstefødte. I tro gik de igennem Det røde Hav som over tørt land, medens ægypterne druknede, da de forsøgte det.“ — Hebr. 11:24-29.
29. Hvordan viste Rahab med sin handlemåde over for de to spejdere at hun havde tro på Jehova?
29 Jakob tog sig ikke tid til at anføre så mange eksempler som Paulus gjorde. Han henviste blot til Abraham og Rahab. Efter at have anført Abraham som eksempel siger han: „På samme måde med skøgen Rahab; var det ikke også af gerninger, hun blev retfærdiggjort, da hun tog imod sendebudene og hjalp dem bort ad en anden vej?“ (Jak. 2:25) Rahab var vokset op i et land hvor man tilbad andre guder; ikke Israels Gud. Men hun havde hørt om israelitternes Gud og troede på ham på grund af det han havde gjort for israelitterne. Ligesom Jakob henviser Paulus også til hende som et eksempel på tro. Paulus sagde: „Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige; thi hun havde modtaget spejderne med fred.“ (Hebr. 11:30, 31) Rahab troede ikke blot på hvad sendebudene sagde til hende da de kom til hendes hus, men hun gjorde også noget for dem. Hun skjulte dem og hjalp dem til at flygte. Hun samlede også sin familie på et sikkert sted. Hun troede på at det israelitterne havde sagt til hende, var sandt.
30, 31. Hvilken parallel drager Jakob mellem legeme og åndedræt og tro og gerninger, og hvad var hans hensigt med disse ord?
30 Jakob slutter sin behandling af emnet tro således: „Ligesom legemet er dødt når der intet åndedræt er tilbage, således er troen uden gerninger livløs som et lig.“ (Jak. 2:26, NE) Når man i tidligere tider ville forvisse sig om at et menneske ikke trak vejret længere, at der intet liv var tilbage, tog man et glas eller et spejl og holdt det nær til vedkommendes mund og næse. Hvis vedkommende stadig åndede, kunne man se det på glasset. Hvis der intet tegn var på åndedræt, ville man sige at personen var død. Det er denne illustration Jakob benytter. Et menneske der siger det har tro, men ikke har gerninger, sammenlignes her med et menneskelegeme uden åndedræt. Når troen ikke kommer til udtryk i og bekræftes af gerninger, da er troen som et livløst lig.
31 En ting vi bør holde os for øje er at Jakob her henvender sig til kristne, til nogle som har indviet sig til Jehova Gud og er døbt og som gør krav på at være kristne vidner for Jehova. Jakob søger at tilskynde hver eneste til at gøre noget. Hvis man har tro, skal man vise det. Glem ikke hvordan han begyndte sin afhandling om tro: „Hvad gavner det, mine brødre, hvis en siger han har tro men han ikke har gerninger?“ — Jak. 2:14, NW.
32, 33. Af hvilken grund skulle Jehovas vidner have en stærk tro i dag, og viser de at de har en sådan tro?
32 Vi i dag skulle have en stærk tro, for vi har hele Bibelen. Vi har De hebraiske og De græske Skrifter. Vi kan se hvad mennesker gjorde i tro før Guds søn, Jesus Kristus, fremtrådte på den jordiske skueplads. Vi kan også betragte de første kristnes tro og læse om hvad de gjorde. De anerkendte Jesus Kristus som Guds søn; de iagttog hans liv og var vidne til hans beslutning om at forkynde den gode nyhed om Riget, og de efterlignede ham ved at tro på dette rige og forkynde den gode nyhed. Nu er Jesus Kristus blevet oprejst fra de døde. I Hebræerbrevet 1:3 siges der om ham: „Han er hans [Guds] herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder.“
33 I dag finder vi hundredtusinder af kristne vidner for Jehova som har en stærk tro. Med munden bekender de at Jesus er Herre, til Guds ære, og med hjertet tror de at Gud oprejste ham fra de døde. På baggrund af denne tro, som de offentligt giver udtryk for ved at fortælle mennesker af alle folkeslag og tungemål om den, kan de nære en sikker forventning om frelse til evigt liv.
34. Hvordan vil vi — hvis vi har tro på Jehova — reagere i den situation som beskrives i Habakkuk 2:17, 18?
34 Måske de bliver udsat for trængsler fra den onde tingenes ordnings side, nu mens den går sin afslutning i møde; måske de kommer til at lide økonomisk; ja, til tider vil der måske endog herske tvivl om de vil overleve; men til trods herfor vil de kunne glæde sig på grund af deres tro på Jehova. Som profeten Habakkuk blev inspireret til at skrive: „Om end figentræet selv ikke blomstrer, og vinstokkene ikke giver deres grøde, . . . vil jeg dog juble i Jehova selv; jeg vil glæde mig i min frelses Gud.“ — Hab. 3:17, 18, NW.
35. Hvilken virksomhed især vil nu i tiden vise at vi har en levende tro?
35 Vi er nu meget nær denne kritiske tid. Vi lever i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning, og vi ser profetierne blive opfyldt, især den der findes i det fireogtyvende kapitel i Mattæus-evangeliet, hvor vi finder de begivenheder beskrevet der vil indtræffe umiddelbart før afslutningen på den nuværende tingenes ordning. Jesus sagde, som der står i Mattæus 24:14: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (NW) Det tror Jehovas vidner på. De tror på at Guds rige vil komme, og derfor forkynder de denne gode nyhed i hele verden. Det vil være af interesse nu at se på hvad Jehovas vidner har udrettet i det forløbne tjenesteår.
Rapport for hele verden
36, 37. (a) Hvordan vidner oversigten over Jehovas vidners arbejde i det forløbne år om deres tro? (b) Hvor mange nye disciple er der kommet til i årets løb?
36 Hvis vi betragter oversigten på siderne 138-141 kan vi se hvad de kristne vidner for Jehova har udrettet i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige i tjenesteåret 1973 i 208 lande og områder. Hele det verdensomspændende distrikt står under tilsyn af afdelingskontorer som Watchtower Society har oprettet i 95 lande.
37 Som alle kristne vil vide gav Jesus sine disciple befalingen: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem.“ (Matt. 28:19, NW) Dette arbejde har Jehovas vidner udført i det forløbne tjenesteår og nået et særdeles godt resultat, idet 193.990 blev disciple, indviede sig til at gøre Guds vilje og symboliserede dette ved vanddåben. De har nu identificeret sig med Jehovas kristne vidner og viser deres tro i gerning.
38. (a) Hvad vidner om det arbejde Jehovas vidner har udført i forkyndelsen af den gode nyhed i det forløbne år? (b) Hvor mange enkeltpersoner omtrent har der været holdt bibelstudium med?
38 Gennemsnitlig har 1.656.673 forkyndere af den gode nyhed været ude i tjenesten på arbejdsmarken hver måned, men et højdepunkt på 1.758.429 blev nået i årets løb. Alle disse forkyndere har udført et stort arbejde, hvilket man sikkert bedst får en fornemmelse af ved at betragte hvor mange timer de alt i alt har brugt i forkyndelsen: på hus-til-hus-besøg, genbesøg og bibelstudier og ved at aflægge vidnesbyrd ved andre passende lejligheder. I årets løb viede de 300.468.676 timer til dette arbejde. Tænk på hvor meget det egentlig er! Det repræsenterer ikke den tid de har brugt til selv at læse Bibelen, men den tid de har brugt til at gå ud og tale med andre mennesker om hvad Guds ord har at sige. Under dette arbejde aflagde de 131.657.832 genbesøg hos mennesker som havde vist interesse for Bibelen, og ledede bibelstudier over en periode på seks måneder eller mere med 1.209.544 forskellige familier hver uge. Har du haft et sådant bibelstudium i dit hjem? Efter seks måneders forløb er man som regel begyndt at komme i rigssalen, hvis interessen for Guds rige virkelig er til stede. Ud fra tallet på bibelstudier kan man slutte at omkring 2.400.000 personer er blevet undervist ved sådanne hjemmebibelstudier i hele verden, og de har naturligvis personligt været stillet over for spørgsmålet om de ville være disciple af Jesus Kristus og i gerning vise deres tro på Guds rige. Som allerede nævnt blev 193.990 gjort til disciple, idet de har indviet sig til Gud, og de har nu sluttet sig til de kristne vidner for Jehova i forkyndelsen af den gode nyhed.
39, 40. Hvordan har Jehovas vidner, som det fremgår af rapporterne, gjort brug af trykte publikationer i det forløbne år?
39 Jehovas vidner bruger ikke kun Bibelen ved deres bibelstudier, men også bøger der bruges som en vejledning for studiet. De har i årets løb spredt mange af disse bibelstudiebøger. I alt drejer det sig om 21.761.877 bibler og bibelstudiebøger, samt 9.965.259 brochurer, spredt under forkyndelsen af den gode nyhed.
40 Vi er alle bekendt med bladene Vagttårnet og Vågn op! og véd at de benyttes i forkyndelsen fra hus til hus. I det forløbne år har Jehovas vidner spredt 235.468.467 enkeltnumre af disse blade på mange forskellige sprog. Vagttårnet trykkes på 76 sprog og Vågn op! på 31 sprog. Desuden er der blevet tegnet mange abonnementer på bladene. Disse abonnementer løber for ét år ad gangen. Rapporten viser at 1.894.447 nytegninger er blevet indsendt til Selskabet i årets løb. For at betjene alle abonnenterne samt andre læsere af bladene har de 37 trykkerier som Watch Tower Society driver, måttet trykke i alt 198.177.981 eksemplarer af Vagttårnet og 202.520.820 eksemplarer af Vågn op! i det forløbne år. Dette er en forøgelse på 15.500.000 blade i forhold til året før. Det ses heraf at der er interesse for bibelstudium blandt folk og for det budskab Jehovas kristne vidner bringer ud.
41. Hvad vidner det store antal tilstedeværende ved mindehøjtiden om?
41 Ud over de aktive forkyndere er der mange som er interesseret i Jehovas vidners arbejde og forkyndelse og som derfor kommer til Jehovas vidners møder. I hele verden er der 31.850 menigheder. Ved mindehøjtiden den 17. april 1973 var 3.994.924 til stede i Jehovas vidners rigssale i hele verden, og 10.523 nød symbolerne, brødet og vinen, og viste dermed at de bekendte sig til den salvede skare og så frem til at blive forenet med Kristus Jesus i himmelsk herlighed. De øvrige ser frem til at leve på en paradisisk jord under Jehovas himmelske riges styre.
42. Hvilket godt arbejde har Jehovas folk bag jerntæppet udført i det forløbne år?
42 Undertiden spørger folk om Jehovas vidner arbejder bag jerntæppet. Vore optegnelser viser at der er 150.448 kristne vidner for Jehova der trods vanskelige forhold forkynder den gode nyhed i lande som dem bag jerntæppet. Ja, de kan oven i købet meddele at de har haft en forøgelse på 5,5 procent i det forløbne tjenesteår, og at 11.334 er blevet døbt. Dåben foregår naturligvis privat i disse tilfælde, fordi Jehovas vidner er forbudt i disse lande. Men dette afholder altså ikke Jehovas vidner fra at gøre disciple disse steder også og døbe dem i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. Alle som bliver disciple er klar over at ’troen uden gerninger er livløs som et lig’. Derfor har Jehovas kristne vidner i 208 lande og områder i verden nidkært og med glæde arbejdet med at udbrede den gode nyhed om Jehovas rige og således oplevet år med gode resultater.
43. Hvis man nærer et oprigtigt ønske om at have en virksom tro, hvad skal man da gøre nu?
43 Hvordan forholder det sig med dig? Har du en sådan tro, en levende tro på Gud, en tro der tilskynder dig til at tale med andre om hans kærlige hensigter? Hvis det er dit oprigtige ønske, så er tiden nu inde til energisk at lægge sig efter studiet af Guds ord, at samles regelmæssigt med de mennesker hvis gerninger vidner om en levende tro, og at bede oprigtigt til Jehova om han vil velsigne dine anstrengelser for at bringe dit liv i overensstemmelse med hans vilje. — 1 Joh. 5:14; Luk. 13:23, 24, NW.
[Oversigt på side 138-141]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1973
(Se den trykte publikation)
[Illustrationer på side 136]
Er din tro levende?
Tilskynder den dig til at forkynde for andre?
[Illustration på side 137]
Med et rødt reb hejsede Rahab de to israelitiske spejdere ned fra vinduet i sit hus, som lå på muren omkring Jeriko