Hvor liflige er glædesbudets fodtrin!

 1. Siden hvornår er befrielsens budbringere især blevet udsendt, og hvilken parallel hertil fandt sted på apostlenes tid?

FRA året 1919 er befrielsens budbringere blevet udsendt. Dette er en parallel til det der fandt sted på apostlenes tid, idet Paulus dengang skrev: „’Thi enhver, der påkalder Herrens navn skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? som der står skrevet: ’Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud.’“ — Rom. 10:13-15, med citat fra Joel 3:5 og Esajas 52:7.

 2. Hvilke tre tidsperioder gælder befrielsesbudskabet i Esajas’ bog, kapitel 52?

² Under inspiration citerede apostelen Paulus fra Esajas’ profeti, kapitel 52, der fortæller om sendebudene der bringer budskabet om befrielse til Zion eller Jerusalem. Denne profeti gjaldt i første række det bogstavelige, jordiske Zion, byen Jerusalem, i det sjette århundrede før Kristus; men det at Paulus citerede fra denne profeti viser at den får en større opfyldelse på det modbilledlige Zion, det himmelske Zion, Jerusalem som er oventil. Profetien fik dog ikke sin fulde opfyldelse på Kristi apostles tid, men får sin endelige og fuldstændige opfyldelse nu i vore dage.

 3. Hvilket befrielsesbudskab blev Esajas inspireret til at udtale?

³ Vi forestiller os nu hensat til det sjette århundrede før Kristus og hører Esajas’ profeti udtalt, henvendt til den jordiske by: „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, tag dit højtidsskrud på, Jerusalem, hellige by! Thi uomskårne, urene folk skal ej mer komme ind. Ryst støvet af dig, stå op, tag sæde, Jerusalem, fri dig for halslænken, Zions fangne datter!“

 4. Fra hvilket tidspunkt gælder ordene i forbilledet, og hvorfor først da?

⁴ I 537 f. Kr. henlå det bogstavelige Zion, byen Jerusalem, i ruiner, ødelagt af den babyloniske hær. Men byen repræsenteredes af de af dens borgere og andre israelitter som overlevede dens ødelæggelse i 607 f. Kr. og som den havde hersket over indtil da. Ovennævnte ord, der er citeret fra Esajas 52:1, 2, gjaldt derfor disse Zions børn og forudsagde hvad de skulle gøre på Guds befaling. Ordene gjaldt ikke Zion eller Jerusalem før det gamle Babylon var faldet for perseren Kyros, hvilket skete i 539 f. Kr. De fangne israelitter eller jøder fik ikke befaling til at gøre et fremstød for deres egen befrielse før Babylons fald. De måtte vente til Babylon var faldet og Babylons erobrer, Kyros den Store, havde udstedt sit frihedsdekret og givet de fangne jøder fri til at drage hjem til deres eget land for at genopbygge templet for Jehovas tilbedelse. Først da var de bemyndiget til at drage ud af Babylon, og deres hjemland, som havde ligget øde hen, ville have fået den fornødne hvile og kunne modtage dem igen.

 5, 6. Hvornår udstedte Kyros sit frihedsdekret til israelitterne, og hvorfor var det uden tvivl på dette tidspunkt?

⁵ Jehova Gud havde forordnet at deres land skulle hvile uden indbyggere i halvfjerds år. Det halvfjerdsindstyvende år af denne sabbatshvile begyndte tidligt på efteråret 538 f. Kr., omkring tidspunktet for den jødiske forsoningsdag. Kyros’ frihedsdekret blev udstedt i hans første regeringsår. Babylon faldt for hans hånd i 539 f. Kr., og bibelkronologer har fastsat begyndelsen til hans første regeringsår til foråret det følgende år, nemlig den 1. nisan 538 f. Kr., hvilket er seks måneder før det halvfjerdsindstyvende sabbatsår begyndte. Hvis Kyros udstedte sit dekret på et tidligt tidspunkt i sit første regeringsår, 538 f. Kr., kunne de landflygtige jøder have gjort rejsen tilbage til deres land før det halvfjerdsindstyvende sabbatsår begyndte, men det ville have været i modstrid med Jehovas profeti. Dernæst kunne de have foretaget rejsen i den regnfulde vintertid, der strækker sig fra oktober til marts, men det ville ikke have været særlig behageligt.

⁶ Efter ovennævnte tidsangivelser skulle Kyros’ første regeringsår ende den 5. marts 537 f. Kr., hvilket vil sige mod slutningen af regntiden. Uden tvivl har han taget hensyn til rejsemulighederne og først udstedt sit dekret da regntiden var ved at være forbi og kort før den 5. marts 537 f. Kr. Dette ville give de landflygtige israelitter mulighed for at træffe forberedelser til at rejse i den behageligere tørre årstid fra april til september. De har uden tvivl foretaget den fire måneder lange rejse fra Babylon på denne årstid, for i oktober var de nået frem og havde bosat sig i deres elskede hjemland. Det var før den første dag i deres syvende månemåned. — Ezra 3:1.

 7. Hvad betød denne befrielse for Zion, og hvad blev byen et symbol på?

⁷ Med genopbygningen af Jerusalem i 537 f. Kr. og årene derefter rystede „Zions fangne datter“ ruinernes støv af sig, vågnede op af sin halvfjerds år lange bedøvelsestilstand og befriede sig for den lænke som Babylon havde lagt om hendes hals. Hun iførte sig styrke og tog sit højtidsskrud på, især den hellige klædedragt, og blev en hellig by, hvor templet for tilbedelsen af Jehova lå. Hun sad ikke længere på jorden i trældom men tog sæde blandt de byer der havde bemyndigelse til at eksistere. Jerusalem blev „den store Konges by“, en betegnelse som Jesus Kristus anvendte. (Matt. 5:35) Den blev symbolet på det himmelske Zion, Jerusalem som er oventil.

 8. (a) Hvilken tilstand befandt Guds riges jordiske undersåtter sig i da Riget blev født i 1914? (b) Hvordan var det store Babylons indstilling til bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed?

⁸ Da hedningernes tider endte i begyndelsen af efteråret 1914 fødte Guds „kvinde“, det himmelske Zion eller Jerusalem, det messianske rige, ved hjælp af hvilket Jehova Gud ville give sin magt som jordens konge og suveræn til kende. Men på jorden måtte de tilbageværende eller resten af kvindens sæd igennem den første verdenskrig. Som følge af at resten ikke dengang havde forståelse af at den kristne må indtage en strengt neutral holdning med hensyn til politiske stridigheder på jorden og ikke forstod at den kristnes underkastelse under de jordiske øvrigheder kun er relativ, kom den i trældom under det store Babylon. I juli 1917 havde resten gennem Watch Tower Bible & Tract Society udgivet det syvende bind af værket „Studier i Skriften“, nemlig bogen „Den fuldbyrdede Hemmelighed“. Den indeholdt en forklaring til Åbenbaringens bog og Ezekiels bog, og den havde meget at sige imod Babylon den Store. Tusinder deltog i uddelingen af bogen i 1917 og et stykke ind i 1918. Dette behagede ikke det store Babylon, og derfor blev den syvende bind forbudt, først i Canada og senere, i marts 1918, i USA.

 9, 10. (a) Hvilket yderligere indgreb over for Guds folk fik det store Babylon til at glæde sig, selv om arbejdet fortsatte uden Den fuldbyrdede Hemmelighed? (b) Hvorfor var glæden kun kort? (c) Hvad var det første Guds udfriede folk gjorde?

⁹ Forkyndelsesarbejdet fortsatte med anden bibelsk litteratur, men Zions jordiske børn kom i fangenskab i det store Babylon, især da Selskabets ledende mænd og nogle af deres medarbejdere kom bogstaveligt i fængsel i juli 1918. De symbolske „to vidner“ som Åbenbaringen 11:3-10 omtaler, var nu dræbt. Det store Babylon glædede og frydede sig og fejrede begivenheden. Men glæden blev kun kort. Åbenbaringen 11:11-13 forudsagde at de „to vidner“ ville blive vakt til live igen og at de til deres fjenders rædsel ville „stige op“ og komme til at indtage en iøjnefaldende plads i verden. Dette begyndte at ske i foråret 1919, det første efterkrigsår.

¹⁰ Til forfærdelse for det store Babylon og alle andre fjender af Zions åndelige børn på jorden havde disse pludselig fået deres frihed igen. Zions børn så at de endnu havde et arbejde at udføre på jorden. Ivrigt stod de op for med glæde at tjene under Guds rige, som Guds kvinde Zion havde født i himmelen. Den 1.-8. september holdt de et stort stævne i Cedar Point, Ohio, med seks tusind deltagere; og syv tusind overværede det offentlige foredrag der blev holdt om søndagen over emnet „Håb for den nødlidende menneskehed“.

11. Hvilket blad blev udgivet til hjælp for frihedens budbringere, og hvad opmuntredes alle til?

¹¹ Meddelelsen om udgivelsen af et nyt blad, det der nu hedder Awake! [Vågn op!], blev modtaget med begejstring af stævnedeltagerne. Den menighedsorganisation der indtil foråret 1918 havde taget sig af udbredelsen af det syvende bind og det budskab mod Babylon den Store som denne bog indeholdt, skulle genoplives. Watch Tower for den 15. september 1919 [Vagt-Taarnet, november 1919] bragte artiklen „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“, der var bygget over Åbenbaringen 15:2 og Esajas 52:7. Efter at have nævnt det arbejde der skulle udføres med forkyndelsen af „den gyldne tidsalder“ under Guds rige viste artiklen hvordan man kunne gå frem når man bragte folk det glade budskab ved hjælp af det nye blad, der netop hed The Golden Age [Den Gylne Tidsalder, dansk-norsk udgave]: „Den Organisation, der laa til Grund for Arbejdet ved Udbredelsen af syvende Bind, blev til en storslaaet Succes. Syv Tusinde af Vennerne [i Amerika] tog Del i denne Gerning. Vi anmoder nu alle de forskellige Vennekredse om at faa denne Organisation i Stand paany, saa at I kan staa parate til at tage en Gerning op igen. Lad os huske, at i Enhed, i Kristi Aand, ligger vor Styrke, og at om vi har vore hjerter i den rette Tilstand, tæt sammenknyttet i Kærlighed, vil Gud aabenbare sin Styrke paa os.“ (Vagt-Taarnet, november 1919, siderne 175, 176) Dette blev sagt til mere end 17.961, det antal der havde overværet mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid dette år.a

12. Hvordan viste resten af Zions børn på jorden at de var vågnet op, og hvad var det et sikkert tegn på?

¹² Det himmelske Zion, repræsenteret ved dem der var tilbage af hendes sæd på jorden, begyndte i sandhed at ’vågne op’ af sin sorgfulde og bedøvede tilstand og at ’iføre sig sin styrke’, som befalet. Zion rystede støvet af sig og tillod ikke længere det store Babylon eller nogen anden del af Djævelens synlige organisation at træde på sig. Hun befriede sig for halslænken og lod sig ikke længere føre af sted af det store Babylon som en tilfangetagen træl. Hun rejste sig af dødens og den afmægtige uvirksomheds støv og tog sæde på en stol eller trone. Zion skulle være en „hellig by“, som urene religionsdyrkere og mennesker med udkårne hjerter ikke længere drog ind i som triumferende erobrere. Det afførte sig sin støvede trælledragt og iførte sig sit højtidsskrud, som det sømmede sig for en organisation der er Evighedens Konges, Jehova Guds, ægtemage. Det var et sikkert tegn på at det store Babylon var faldet.

„Din Gud har vist, han er konge“

13. (a) Hvem tilkommer æren for denne befrielse? (b) Hvordan beskriver Esajas Jehovas indstilling før han udfriede sit folk?

¹³ Resten af Zions åndelige børn på jorden har ikke købt deres frihed for penge eller ved at indgå et kompromis med fjenden. Det er den almægtige Gud der ved den større Kyros, kongen Kristus Jesus, har udvirket befrielsen, for Gud og Kristus har vundet sejr over det store Babylon. Før Gud befriede sit folk betragtede han den situation det befandt sig i og udtalte profetisk: „Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra [Jehova]; mit folk, er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra [Jehova], og mit navn vanæres ustandseligt dagen lang. Derfor skal mit folk kende mit navn på hin dag, at det er mig, som har talet, ja mig [fordi det er mig der taler. Se! Det er mig, NW].“ — Es. 52:5, 6.

14. Hvordan gav resten af Zions børn udtryk for at de værdsatte befrielsen?

¹⁴ Som da fortidens Israel var i fangenskab i Babylon, således var det da resten af Zions åndelige børn blev trådt under fode af det store Babylon. Det brovtede af sin magt og vanærede deres Guds navn. I realiteten spurgte det store Babylon hånende: „Hvor er jeres Gud Jehova?“ Men da Jehova i 1919 udfriede dem af deres religiøse undertrykkers magt, vandt han sig navn af Befrier. Fra da af lærte Zions børn ham og hans enestående navn at kende på en helt ny måde. De værdsatte deres nære forhold til ham så højt at de i året 1931 antog betegnelsen „Jehovas vidner“ gennem resolutioner der blev vedtaget jorden rundt. Jehova havde erklæret at det ville ske „på hin dag“. Siden 1919 har det været den dag på hvilken dette er sket, for det er Jehova der har udtalt det.

15, 16. Hvad lægger vi dernæst mærke til i Esajas’ profeti, og hvorfor har dette budskab stor betydning?

¹⁵ I Esajas’ profeti, kapitel 52, vendes vor opmærksomhed nu fra Babylon og den dårlige behandling som Guds folk får dér, til Zion eller Jerusalem, som ligger øde og forladt på det tidligere hellige bjerg. I det fjerne hører man nogen nærme sig over bjergene. Det er en budbringer med godt nyt til det forladte Zion. Med profetisk fremsynethed udbryder Esajas: „Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender [om noget bedre, NW], udråber frelse, som siger til Zion: ’Din Gud har vist, han er konge.’“ (Es. 52:7) Det er et sendebud fra Gud med budskabet om befrielse.

¹⁶ Det glade budskab, budskabet om fred, de gode tidender om noget bedre, budskabet om frelse, budskabet om at Gud hersker som konge, alt sammen er det henvendt til det forladte Zion. Hvor liflige må ikke fodtrinnene af dette sendebud have været for Zion! Budskabet om at Zions Gud var blevet konge betød intet mindre end at Babylon var faldet og de israelitiske fanger havde fået deres religiøse frihed af Kyros den Store i 537 f. Kr.

17. På hvilke andre tidspunkter er befrielsens sendebud blevet modtaget med glæde?

¹⁷ Århundreder senere, på apostlenes tid, var lyden af de kristne sendebuds fodtrin lige så liflige for dem der på det tidspunkt hørte til Zions åndelige børn. (Rom. 10:15) Sendebud hvis fodtrin lyder lige så lifligt er blevet udsendt senere endnu, især fra året 1919. Det var i sandhed liflige fodtrin resten af Zions sæd hørte i dette år. Grunden hertil var at de der hørte til denne rest elskede deres Gud Jehovas rige og at de ønskede at være frie til at forkynde dette rige. De længtes efter at Guds synlige organisation skulle blive genopbygget så de kunne forkynde hans rige i hele verden.

18. Hvilke gode nyheder indeholdt befrielsesbudskabet i vor tid?

¹⁸ Det gode budskab der blev bragt dem svarede til det gode budskab der blev bragt Zion i fortiden. Det indeholdt meddelelsen om at det store Babylon var faldet, og at den større Kyros, Jesus Kristus, som havde regeret siden hedningetiderne var udløbet i 1914, havde indtaget Babylon og havde udstedt sit frihedsdekret til de tilbageværende af Zions børn, det store Babylons fanger, som nu var kommet under en ny erobrers herredømme. Budbringeren forkyndte at noget bedre var i beredskab for jorden, at Guds synlige organisation skulle genopbygges og gøres bedre egnet til at tjene ham, og at tempelskaren, bestående af de symbolske „levende stene“, skulle genrejses så den kunne yde den eneste levende og sande Gud en renere tilbedelse end den hidtil havde gjort. Det glædelige budskab om det store Babylons fald var for dem et vidnesbyrd om at Babylon ikke havde nogen magt længere, i hvert fald ikke over dem, men at deres Gud, Zions Gud, herskede som konge over dem. Han var endog blevet konge over områder som det store Babylon tidligere havde behersket, og nu skulle hans rige forkyndes på hele den beboede jord som et befrielsesbudskab for endnu flere.

Jubel

19. Forklar hvordan Zions vægteres glæde genspejler glæden hos alle Zions landflygtige børn.

¹⁹ Zion jubler over at få sine landflygtige børn tilbage og atter være en by der er fyldt med indbyggere som tilbeder Jehova. Hendes glæde genspejles af vægterne, dem der er på udkig for at varetage hendes åndelige interesser. Hvem er det der bringer de landflygtige tilbage og som har holdt dem oppe på hele deres vandring? Det er Jehova. Det er så tydeligt hans værk, at det er som om Zions vægtere med deres egne øjne ser Jehova og står ansigt til ansigt med ham når de landflygtige, der vender hjem fra Babylon under hans usynlige ledelse, nærmer sig byen og kommer inden for vægternes synsvidde. „Hør,“ siger Esajas’ profeti (52:8) til det forladte Zion, „dine vægtere råber, de jubler til hobe, thi de ser for deres øjne [Jehova] vende hjem til Zion [idet han bringer de landflygtige tilbage].“

20, 21. Hvad fik større og større betydning for de befriede som følge af at de så at befrielsen tydeligt var Jehovas værk, og hvilket skridt tog de i 1931?

²⁰ Da resten af Guds kvinde Zions sæd blev ført tilbage til hende i 1919 og årene derefter, var det tydeligt Jehovas værk ved hans kronede søn, Jesus Kristus, den større Kyros. Medlemmerne af Jehovas vidners styrende råd havde et tilstrækkelig klart syn til at se dette. I forening glædede og frydede disse åndelige vægtere sig over at se processionen af landflygtige der vendte hjem fra fangenskabet i det store Babylon blive større og større. Eftersom de erkendte den andel Jehova havde i denne udfrielse, idet de med deres åndeligt skarpe syn så at sige skuede ind i Jehovas milde åsyn, kom Jehova til at indtage en mere og mere fremtrædende plads i sit udfriede folks synlige organisation. Hans navn blev med rette tillagt større betydning end hans søn Jesu navn. Han skulle modtage større ære end sin søn, Jesus Kristus. Det var hans universelle suverænitet der skulle hævdes og renses for enhver forsmædelse; ja stridsspørgsmålet om hans universelle suverænitet var det altoverskyggende spørgsmål der skulle afgøres for alle levende skabninger i universet.

²¹ Derfor så man også at da Jehova havde ført så godt som alle de landflygtige af Zions rest tilbage, antog de i året 1931 navnet Jehovas vidner, hvormed de ønskede at adskille sig fra alle dem der blot var kristne af navn. — Es. 43:10-12, 21; 44:8.

22. Hvilken befaling, som Jehova i sin tid lod Esajas nedskrive, måtte Guds udfriede folk nu efterkomme?

²² Som følge af at Jehova bringer de landflygtige tilbage får Zion og dets omgivelser et helt andet udseende. Det bliver som i et paradis. Der var al mulig grund til at alt i og omkring Zion skulle juble, skulle iføre sig skønhed og glæde. Den guddommelige befaling i Esajas 52:9, 10 går ud på at hele Guds trøstede folk, hele hans genløste organisation, skal vise deres værdsættelse af hvad han har gjort: „Bryd ud til hobe i jubel, Jerusalems tomter! Thi [Jehova] trøster [har trøstet, NW] sit folk, genløser Jerusalem. Han blotter sin hellige arm for al folkenes øjne, den vide jord skal skue frelsen fra vor Gud.“

23. Hvordan har Jehovas folk givet til kende at de er blevet udfriet fra fangenskabet i det store Babylon?

²³ Jehova blottede sin hellige, almægtige arm for det store Babylon og alle nationerne da han udfriede sin angrende, sønderknuste rest i 1919. Da trøstede han den. Den trofaste rest gjorde nu kendt at den var frelst eller udfriet fra det store Babylon ved at drage ud til jordens ender for at tjene som kristne vidner for Jehova og forkynde den gode nyhed om hans messianske rige der havde hersket i himmelen siden 1914. Det ville ikke have været muligt for dem hvis de stadig havde været fanger i det store Babylon. Nu i året 1964 forkyndes dette budskab om Riget i 194 lande og områder under tilsyn af denne trøstede, genløste rest af Zions børn. At de forkynder Guds rige overalt uden at lade noget hindre dem er et synligt og hørligt bevis på at Jehova har udfriet dem. På denne måde har hele „den vide jord“ set Guds frelse. Den kan iagttage at Gud har frelst sit folk. Nu bruger han dette folk til at bringe bud om befrielse.

24, 25. (a) Hvad måtte Jehovas folk gøre før de kunne bruges som befrielsens budbringere? (b) Hvad viser dette med hensyn til det store Babylon, og hvordan foregik udgangen af Babylon?

²⁴ For at kunne bruges af Gud til at bringe budskabet om befrielse ud til alle der sætter pris på religiøs frihed, måtte den rest af Zions børn der endnu befandt sig på jorden i 1919 selv efterkomme det budskab der lød til den fra Gud om befrielse ved den større Kyros, Jesus Kristus. Den måtte adlyde befalingen der gives i Esajas 52:11, 12: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar! Thi i hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran Eder går [Jehova], Eders tog slutter Israels Gud.“

²⁵ Før denne befaling kunne udstedes og efterkommes måtte det store Babylon falde og dets erobrer, den større Kyros, udstede sit frihedsdekret. Det store Babylon er faldet! Det er grunden til at den salvede rest af Zions børn begyndte at drage ud af Babylon i 1919 og at de nu er indsamlet fuldtalligt. De vil ikke være i Babylon mere og røre noget af det der er urent. De vil holde sig rene i religiøs henseende for at kunne udføre en ren, ubesmittet og antagelig tjeneste i Jehova Guds øjne. De har ikke medført religiøse handlinger og overleveringer og dæmoners lærdomme fra Babylon, men har medbragt de rene redskaber der skal anvendes i tilbedelsen af Jehova, billedligt fremstillet ved de hellige kar som babylonierne stjal fra Jehovas tempel i 607 f. Kr. da Jerusalem blev ødelagt. De forlod heller ikke det store Babylon i vild forvirring, som den der hersker blandt denne verdens radikale elementer, men i ro og orden, under Guds ledelse. Deres Gud Jehova drog ud i spidsen for dem! Og da fjenden forfulgte dem, beskyttede Jehova Gud dem ved selv at slutte op bag dem. Det er grunden til at de i dag er uden for det store Babylon! De er her, og tjener nu i 1964 som befrielsens budbringere!

26. Hvem har nu sluttet sig til den udfriede rest, og hvordan viser de at de ønsker frit at tjene Gud?

²⁶ Men de er ikke alene! Som følge af at de frygtløst har forkyndt den gode nyhed om Guds rige, der vil bringe befrielse til menneskene, har hele „den vide jord“ set den frelse som Gud har udvirket til gavn for Zion og hendes åndelige børn. I 537 f. Kr. drog over 7537 trælle og professionelle sangere ud af Babylon sammen med den israelitiske rest, og noget tilsvarende finder sted i dag. En „stor skare“ mennesker på hele „den vide jord“ har lagt mærke til hvorledes Jehova har frelst de åndelige israelitters trofaste rest, og de har vendt sig til denne glorværdige Gud og Befrier for at tilbede ham. De har fulgt efter de åndelige israelitter ud af det store Babylon. De har befriet sig for alt smuds herfra og vist deres mod ved at hellige sig den rene tilbedelse af Jehova Gud. (Ezra 2:64, 65; Neh. 7:66, 67; Åb. 7:9-17) De er gået ind til den glæde som den religiøse frihed medfører. De har stillet sig selv til rådighed for Gud for at tjene sammen med resten som befrielsens budbringere, og det har behaget Gud at bruge dem.

27. Hvor længe vil befrielsesarbejdet endnu vare, og for hvis skyld udføres dette arbejde?

²⁷ Det store Babylon er faldet og nærmer sig nu sin tilintetgørelse. De der forbliver dér vil gøre sig meddelagtige i Babylons synder og vil gå til grunde sammen med det. Men indtil denne tilintetgørelse finder sted for Jehova Guds hånd er der et arbejde at udføre for at befri dem der endnu befinder sig i Babylon men som længes efter frihed til at tilbede den eneste levende og sande Gud. De venter med længsel på at høre glædesbudets fodtrin. Der er kun kort tid tilbage. Derfor, befrielsens budbringere, til arbejdet!

[Fodnote]

[Illustrationer på side 229]

Et sendebud i vor tid forkynder Riget