Pinsebevægelsen — en ekstatisk religion

„HALLELUJA!“ „Pris Herren!“ „Ære være Gud!“ „Jesus, Jesus!“ „Lad dig frelse!“ „Amen!“ Sådanne indstændige udråb kan høres ved pinsebevægelsens møder. Den religiøse stemning når de helt store højder. Et publikum, som hovedsagelig består af kvinder og børn, bringes i affekt med inciterende musik fra tamburiner, trommer eller guitarer. Rytmiske håndklap og sang følger musikinstrumenterne, og forsamlingen kommer mere og mere i bevægelse. I det rette øjeblik springer en ivrig prædikant op og holder en opflammende prædiken så de tilstedeværende hengives til en altforglemmende stemning og ekstase.

Nu kan der ske de mærkeligste ting i form af følelsesmæssige udbrud og legemlige reaktioner; nogle bryder i gråd, andre stønner; nogle får krampetrækninger og vælter omkuld, mens andre falder i trance. Deres gebærder er imidlertid sædvanligvis ufrivillige og tilskrives en kraft fra det høje. Det kan hænde at en pinseven får impulser der giver ham evnen til at ’tale i tunger’, og at en anden samtidig får åndens tilskyndelse til at udlægge budskabet.

Mens den religiøse ophidselse står på sit højeste opfordres man til at komme op til alteret, og de nye der føler sig grebet følger opfordringen. Syge eller svagelige tilskyndes også til at komme derop, og under de tilstedeværendes anråbelse gøres der forsøg på at helbrede dem. Efter et par timers religiøs opstemthed og rørelse går forsamlingen hjem. I store træk er det sådan de ugentlige møder inden for pinsebevægelsen foregår.

Bevægelsens oprindelse

Religiøse vækkelser ved århundredskiftet lagde grunden til pinsebevægelsen. En fremtrædende personlighed inden for pinsebevægelsen, J. R. Flower, bemærkede i sin bog The Assemblies of God: A Popular Survey at „det var i det nittende århundrede man oplevede de store vækkelser under ledelse af mænd som Peter Cartwright“, og at disse vækkelser var „skygger af den pinsebevægelse der skulle komme“.

Beretningerne om disse banebrydende vækkelser var meget beskrivende. William W. Sweet, der benyttede sig af mange øjenvidneskildringer, beskrev hvordan „mediet almindeligvis ’med gennemtrængende skrig faldt tungt til gulvet eller til jorden’ og i nogle tilfælde blev liggende der i timevis næsten som død. Alle øjenvidner bekræfter dette. De krampagtige muskeltrækninger virkede ikke ens hos alle. Ofte var det kun et af benene der blev berørt, somme tider var det hele kroppen, og undertiden blot hovedet. . . . ’Til tider drejede hovedet til højre og venstre, en halv omgang, med en sådan fart at man ikke kunne se ansigtstrækkene’“. Peter Cartwright, en af den tids berømte vækkelsesprædikanter, forklarede at hvis folk „ville lade være med at stritte imod og i stedet bede alvorligt ville krampetrækningerne sædvanligvis mindskes“. „Jo mere modstand man gjorde,“ sagde han, „des værre blev krampetrækningerne.“

I 1906, kun få år efter pinsebevægelsens start, kom en gruppe sammen i et privat hjem i Los Angeles for at høre W. J. Seymour tale. Mens han talte „blev alle de tilstedeværende væltet ned fra deres stole“. Resultatet af denne magtfulde demonstration var at folk kom fra fjern og nær for at undersøge fænomenet. The Pentecostal Evangel for den 6. april 1946 skrev: „Dér råbte de indtil husets fundament gav sig, men ingen kom til skade.“ Så flyttede forsamlingen til en gammel træbygning der lå et for pinsefolk godt kendt sted — Azusa Street 312. Her fortsatte møderne dag og nat i tre år. Dette var en vældig spore for bevægelsen.

Åndsåbenbaringer bevirkede at nogle af de tilstedeværende ved møderne oplevede en ufrivillig bevægelse af ansigtet og kroppen. Til sidst begyndte disse åbenbaringer at bekymre Seymour. Carl Brumback skriver i sin bog Suddenly from Heaven: „Derfor bad han indtrængende Parham om at komme, eftersom ’hypnotiske kræfter og sanselige vridninger som man kendte det ved de farvedes møder sydpå havde sneget sig ind ved møderne’. Han bad mr. Parham om at komme hurtigt, så han kunne hjælpe ham med at afgøre hvad der var ægte og hvad der var falsk, og at sortere det fra der ikke var fra Gud.“

Ifølge Klaude Kendrick, der er et fremtrædende medlem af Assemblies of God, en gren af pinsebevægelsen, anses „Azusamissionen almindeligvis for at være det center hvorfra pinsebevægelsen er blevet spredt ikke alene til mange byer i De forenede Stater men også til adskillige lande uden for Staterne“.

Mange splittelser

Pinsebevægelsen udviklede sig hovedsagelig i to retninger. Først var der helliggørelsesbevægelserne der som et hele sluttede sig til pinsebevægelsens lære efter 1906, og for det andet var der de menigheder der var oprettet af pinsevenner der enten havde trukket sig tilbage fra andre trosretninger eller aldrig havde været tilsluttet en sådan.

Efterhånden som bevægelsen bredte sig opstod der mange andre pinsesamfund, idet en del medlemmer skilte sig ud. Det vil være umuligt at nævne alle de pinsesamfund der findes. Nogle af de største i Amerika er: Assemblies of God, Church of God, Church of God in Christ, United Pentecostal Church, Inc, Pentecostal Church of God in America og International Church of the Foursquare Gospel. I sin bog Pillars of Pentecost skriver Charles W. Conn, der er tilsluttet pinsesamfundet Church of God, at „der i dag er næsten fyrre pinseforsamlinger i Nordamerika alene“, for, som han indrømmer, „pinsebevægelsen har haft sin del af uheldige skismaer og stridigheder“.

Bestræbelser for at skabe enhed

I de senere år har der været gjort en del bestræbelser for at skabe enhed i pinsebevægelsens splittede hus. Det er lykkedes at slå nogle grupper sammen, men hvad de større samfund angår synes det ikke muligt at opnå en konsolidering. Dog har man i de senere år set visse pinseforsamlinger slutte sig til organisationer der havde lignende synspunkter. For eksempel er mange pinseforsamlinger tilsluttet National Association of Evangelicals, hvis præsident, Thomas F. Zimmerman, er leder a Assemblies of God.

Den største bestræbelse henimod enhed var måske oprettelsen af Pinsebevægelsens Verdenskonference. Ved det første konvent, der afholdtes i Zürich i 1947, blev der fremsat forslag om at man dannede områdesammenslutninger. Forslaget blev også fulgt; således dannedes i 1948 Pinsebevægelsens sammenslutning for Nordamerika.

Lære

Pinsebevægelsens tilhængere tror at den nuværende pinsebevægelse, der har tungetalens gave, er en opfyldelse af Bibelens løfte. De hævder at åndens mirakuløse, synlige åbenbaringer ikke hørte op med den hellige ånds udgydelse på Pinsedagen og i det første århundrede. De fortolker den „tidligregn og sildigregn“ der omtales i Jakobs brev (5:7) som udgydelsen af Guds ånd. De tror at udgydelsen af Guds ånd i det første århundrede er den omtalte „tidligregn“, og drager den slutning at der også må komme en „sildigregn“. Pinsebevægelsen, siger de, er et resultat af udgydelsen af denne „sildigregn“.

Pinsebevægelsen har den særlige lære at dåb med den hellige ånd altid ledsages af tungetale. Alle får tungetalen som bevis på deres dåb, siger pinsevennerne, men det er ikke alle der fortsat ejer tungetalens gave. Denne lære har imidlertid ingen bibelsk begrundelse.a

Guds ånds mirakuløse gaver, deriblandt tungetalen, blev skænket som et kreditiv til den nyoprettede kristne menighed i det første århundrede. De skulle forsvinde når menigheden voksede til modenhed, som apostelen Paulus forklarer: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme.“ — 1 Kor. 13:8.

Pinsebevægelsens tilhængere søger efter noget som Gud slet ikke skænker i vore dage; derfor lader de sig så let bedrage af Satan og hans dæmoner. (1 Tim. 4:1) Deres råben, deres usammenhængende mumlen, deres gråd og det at de falder om og vrider sig i krampe er ikke noget bevis på at de har Guds ånd. Nogle fremtrædende mænd inden for pinsebevægelsen indrømmer selv at visse yderliggående manifestationer ikke er fra Gud. Vi husker at Seymour bad Parham om at komme til Azusa Street for at „afgøre hvad der var ægte og hvad der var falsk“.

Er der ikke en vis lighed mellem pinsevennernes kropsvridninger og det der sker med afrikanske medier der dyrker voo-doo? Et sådant medium står i timevis og vrikker på fødderne mens alle lemmerne ryster. Og når pinsebevægelsens medlemmer ved deres møder kastes omkuld, minder det så ikke om den dreng på Jesu tid der var besat af en ånd? „Så førte de ham hen til ham, og da han fik øje på Jesus, sled ånden straks i ham, og han faldt om på jorden og væltede sig og frådede.“ — Mark. 9:20.

Når et menneske får Guds hellige ånd i den forstand som Bibelen taler om det, medfører det åndelige og ædle egenskaber og ikke nytteløse kropsvridninger. Der findes ingen beretninger om at disciplene gav sig af med den slags da den hellige ånd blev udgydt over dem på Pinsedagen. Nej, ånden tilskyndede dem til at aflægge et opbyggende vidnesbyrd om sandheden til gavn for de mange udlændinge der var forsamlet i Jerusalem. Ånden tilskyndede dem til at tale på disse fremmedes forskellige sprog. — Ap. G. 2:1-4, 14-40.

Ved pinsebevægelsens møder hører man ganske vist mange oprigtigt sige „Herre, Herre“. Jesus viste imidlertid selv at det ikke var den slags udbrud der var afgørende for om man havde den sande religion; det afgørende var om man gjorde Guds vilje. „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer.’“ — Matt. 7:21-23.

I indledningen til denne artikel blev der givet en beskrivelse af den slags religiøse møder som pinsebevægelsen holder. I almindelighed virker de nærmest som følelsesmæssige forestillinger og ikke som møder der tjener et åndeligt formål, nemlig en sindsfornyelse hos deltagerne. Hele mødet har form af en ekstatisk rytmedans som alle de tilstedeværende føler at de er med i. De der er tyngede af livets sorger og bekymringer glemmer deres vanskeligheder. De får del i en stimulerende oplevelse. Den betydningsløse føler sig nu som en person af betydning, en som Gud handler direkte med; han opnår religiøs tilfredsstillelse. Ved disse møder kræves det ikke at man tænker; man skal blot føle. Talerne fremsætter mange påstande uden at føre bevis for dem. Tilhørerne føler blot at det er rigtigt hvad der bliver sagt.

Nogle mennesker kan måske nok finde følelsesmæssig tilfredsstillelse hos pinsebevægelsen, og det er også muligt at de imponeres af de såkaldte åndsåbenbaringer fra Gud, men man bør ikke glemme at Bibelens sandheder er vigtigere end religiøse, følelsesmæssige oplevelser. Det er de bibelske sandheder og ikke „mirakuløse“ tegn et menneske skal spejde efter i sin søgen efter den sande religion. Troen skal være en følge af de bibelske sandheder man lærer, og ikke en følge af de „mirakuløse“ tegn man ser. Husk den bibelske advarsel: „Og han [den lovløse] skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst.“ — 2 Tess. 2:9, 10.

Eftersom pinsebevægelsens egne folk selv indrømmer at nogle af de åbenbaringer de erfarer er falske, som vi så det i W. J. Seymours tilfælde, har vi da ikke grund til at betvivle dem alle? Når vi nu ved at dæmonbesættelse kan forårsage ufrivillige kropsvridninger, skal vi da drage den slutning at nogle kropsvridninger skyldes den hellige ånd mens andre skyldes dæmonernes magt, og at man følgelig må skelne mellem de sande og de falske? „Kan samme kildevæld give både velsmagende og bittert vand?“ (Jak. 3:11) Folk bør nøgternt og alvorligt overveje vidnesbyrdene om at dæmonerne øver deres indflydelse i pinseforsamlingerne. Husk at den inspirerede apostel Paulus advarede de kristne mod „Satans kraft“ samt „al løgnens magt og tegn og undere“, fordi den slags ville bedrage dem der „ikke tog imod kærlighed til sandheden“. — 2 Tess. 2:9, 10.

[Fodnote]