„I er alle brødre“
„For én er jeres lærer, og I er alle brødre.“ — Matt. 23:8.
1. Hvad indbefatter den kærlighed der skal kendetegne den kristne menighed, og hvad opnås der ved den?
KÆRLIGHED er ikke en egenskab der blot i bred forstand skal kendetegne den kristne menighed. Nej, den må have sin rod i at vi alle opelsker broderskabets ånd hos os selv, og ikke tager den for en given ting. Når denne egenskab, den principbetonede agápe-kærlighed, kommer til udtryk, får den os til at føle at vi står hinanden nær i troens broderskab. Det er en egenskab vi som brødre må opdyrke „i gerning og sandhed“. — 1 Joh. 3:18; Joh. 21:15-17.
2, 3. (a) Hvem gælder betegnelsen „brødre“? (b) Hvilken følelse bør der herske mellem brødre?
2 Blandt de første kristne var betegnelsen „brødre“ den almindeligt anvendte hilsen og tiltaleform over for blandede grupper, altså grupper bestående af både mænd og kvinder. (Apg. 1:14-16; Rom. 1:13) Den bruges i alle brevene på nær fire — Titusbrevet, brevet til Filemon, Andet Johannesbrev og Judas’ brev. Apostelen Paulus skrev, henvendt til både mænd og kvinder: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Rom. 12:10) Også i Første Korinterbrev 15:6, hvor Paulus taler om Jesu opstandelse, ses det at betegnelsen „brødre“ omfatter både mænd og kvinder. Der siges: „Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang.“ Da Peter opfordrede de kristne til at stå fast over for modstanderen sagde han også: „Stå ham imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ (1 Pet. 5:9) Dette gælder tydeligvis også både mænd og kvinder.
3 Vi skulle føle os meget nært knyttet til dem der er vore brødre i Kristus. Denne følelse er betinget af at vi føler os nært knyttet til Kristus Jesus og at vi værdsætter vort forhold til ham. — Joh. 15:5.
4. Hvad lærer vi af Jesu ord i Mattæus 23:5-12?
4 Jesus understregede meget kraftigt at hans messianske førerskab under Jehovas faderskab er grundlaget for broderskabet. For eksempel sagde han ved en lejlighed da han talte til skarerne og til sine disciple og henledte opmærksomheden på de skriftlærdes og farisæernes hykleri: „Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; . . . De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rabbi af folk.“ Ja, de ønskede at blive beundret og set op til, men Jesus viste at sådan måtte det aldrig blive i det kristne broderskab. Han sagde: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ Han formanede dem yderligere om at „den største iblandt jer skal være jeres tjener“, og „enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet“. — Matt. 23:5-12.
5. Hvad bør kristne være på vagt over for?
5 Jesus stemplede derpå farisæerne som hyklere. Han viste hvordan deres selviske og selvophøjende tankegang var en vederstyggelighed for Gud — en tankegang som aldrig burde findes blandt kristne brødre og søstre. Men en sådan forkert indstilling kan snige sig ind i menigheden hvis dens medlemmer ikke har kærlighed til hinanden. Kristne brødre og søstre må heller ikke, hvis de vil anerkende Jehova fuldt ud, undervurdere den plads Kristus indtager i menigheden.
Må anerkende Kristus som hoved for menigheden
6. (a) Hvordan viser vi at vi anerkender Kristus som vort hoved? (b) Hvilken formaning giver Paulus i den forbindelse?
6 Når vi anerkender Kristus som hovedet, bør vi også efterligne ham ved at nære varme og venlige følelser over for vore medmennesker, og især over for dem i menigheden. (Fil. 2:1, 2) På vores vej mod det mål af vækst der hører Kristi fylde til, er det vigtigt at vi opelsker denne følelse af at stå hinanden nær, for den vil tjene som en beskyttelse. Paulus henleder vor opmærksomhed herpå, idet han siger at formålet med vor vækst er at vi „ikke længere skal være spædbørn, der kastes om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved list i at udtænke vildfarelse“. I modsætning hertil, siger han, så lad os, „idet vi taler sandheden, . . . i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og sammenknyttet gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ — Ef. 4:11-16.
7. Hvad må vi gøre os klart vedrørende Kristus?
7 Det er derfor vigtigt at gøre sig klart at Kristus Jesus leder sin menighed og drager omsorg for den også nu i dette tyvende århundrede, nøjagtig som han gjorde i menighedens første tid. Alle må forstå at Kristus Jesus er både løskøberen og den fremtidige konge i tusindårsriget. — Hebr. 2:10; Åb. 20:6.
8. Hvordan må alle underordne sig?
8 Hvis vi holder os nær til Kristus som hovedet vil det forhindre at vi anlægger et fejlagtigt syn på os selv og ophøjer os selv (eller andre) over de øvrige i menigheden. Vi vil følge Paulus’ formaning: „I skal underordne jer under hinanden i Kristi frygt.“ Derefter beskriver han Guds ordning for kristne familier og for menigheden idet han siger: „Lad hustruerne underordne sig under deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser.“ I disse forhold skal kærlighed og enhed være de fremtrædende egenskaber, som Paulus videre siger: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den, . . . mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer.“ (Ef. 5:21-28) Således har både brødre og søstre deres respektive pladser i menigheden under Kristus som hovedet. Hverken de ældste eller menighedstjenerne skal betragte sig som overordnede, men bør ydmygt tjene alle i menigheden, som et hverv der er blevet betroet dem af Kristus. Dette medvirker til at menigheden opbygges i kærlighed. — Rom. 14:19; 15:1, 2.
9. (a) Hvordan bør alle kristne betragte sig selv? (b) På hvilke måder kan de der har været længe i sandheden opmuntre andre?
9 Eftersom Jesu myndighed er universel, er der intet grundlag for at vi skulle gøre krav på nogen forrang eller på at være særlig betydningsfulde som følge af vore personlige evner. De kristne anerkender Kristus som deres lærer. Hvad vi måtte være i stand til at lære andre i forbindelse med den gode nyhed, kommer således fra Kristus gennem „den trofaste og kloge træl“ og skyldes ikke vore egne evner eller vor egen originalitet. (Matt. 24:45-47) Endvidere er ’kun én vores Fører’, og menighedens ledelse afhænger derfor ikke af noget menneske, uanset hvor dygtig denne person måtte være. Meget afhænger således af hvordan de kristne betragter sig selv. Synes de måske, på grund af at de har været mange år i sandheden og har eller har haft en fremtrædende stilling, at man bør høre hvad de har at sige? Eller glæder de sig oprigtigt når andre er dygtige til at forklare og udlægge Skriften og viser initiativ til at planlægge og få tingene gjort? Ja, opmuntrer de dem ligefrem? Dette vil være et sandt mål for om de nærer kærlighed til broderskabet og anerkender Kristus som den øverste myndighed, indsat af Jehova Gud selv. — Matt. 28:18.
10. (a) Hvordan kan man vise ydmyghed? (b) Hvordan undgår man splid og uenighed i menigheden?
10 Det er nødvendigt at en kristen er ydmyg. Det vil forhindre at han føler sig stående over sine brødre. Da Paulus skrev til filipperne gav han det råd at de intet skulle gøre ’af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed skulle agte de andre højere end sig selv, og ikke hver især rette blikket mod deres egne interesser, men også mod de andres’. Og han tilføjede: „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser.“ (Fil. 2:3, 4, 14) Dette viser igen betydningen af i ydmyghed at vise sine brødre kærlighed. Hvis vi følger dette råd vil vi være mindre tilbøjelige til at blive uenige på grund af personlige ønsker, og ældste der lægger ydmyghed for dagen, vil kunne samarbejde og afholde møder uden stridigheder og vrede diskussioner.
11. Hvilket forhold bør herske blandt alle i menigheden?
11 Hvordan viser man denne ydmyghed sammen med iveren efter at tjene andre? Er det ikke ved at tage hensyn til og være interesseret i alle, også dem der er ringere stillet? Er det ikke ved at behandle alle med tilbørlig ære og respekt? Paulus svarer: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære. Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder. Tænk på andre som I tænker på jer selv; tænk ikke hovmodigt, men hold jer til det beskedne. Bliv ikke kloge i egne tanker.“ (Rom. 12:10, 15, 16) Herudfra kan vi forstå hvor meget vi egentlig skal gøre for at hjælpe andre, og at vi må være villige til at arbejde for og sammen med vore kristne brødre. Det er altid godt at vise denne interesse uden at vente på at nogen først henvender sig til en. — 1 Kor. 10:24, 33; 13:4, 5.
12. Hvilket opmuntrende eksempel har søstrene i beretningen om Tabita?
12 Søstrene kan også være et godt eksempel for andre. Vi kan nævne Tabita (eller: Dorkas), der boede i Joppe kort efter at den kristne menighed var blevet oprettet. „De gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede var mangfoldige. Men i de dage skete det at hun blev syg og døde.“ Da disciplene dér på stedet hørte at Peter var i det nærliggende Lydda, sendte de bud til ham at han skulle komme til Joppe. Hvad skete der da han kom derhen? „Peter sendte alle udenfor, og idet han knælede, bad han, og efter at have vendt sig mod det døde legeme sagde han: ’Tabita, stå op!’ Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han gav hende hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og fremstillede hende levende for dem.“ (Apg. 9:36-41) De gode gerninger Tabita havde gjort blev belønnet på en storslået måde. Hvilken opmuntring for søstrene til at følge hendes eksempel, også i dag! Dette er den første beretning vi har om en apostel der oprejste en fra de døde.
Tag imod ansvar
13. Hvilken indstilling skulle brødrene have til at modtage et ansvar i menigheden?
13 Brødrene bør være villige til at påtage sig et ansvar i menigheden. De skulle villigt tilbyde deres hjælp ud fra et oprigtigt ønske om at yde en god tjeneste i menigheden, uanset hvad de bliver sat til. Der er mange måder hvorpå de kan yde hjælp. De bør vurdere sig selv ærligt og nøgternt og bør især lægge vægt på at udvikle en stærk samhørighedsfølelse over for deres kristne brødre og søstre sammen med ønsket om at hjælpe dem på enhver måde. Det er rosværdigt når brødrene søger at kvalificere sig til at blive ældste eller menighedstjenere. — 1 Tim. 3:1.
14. Hvordan kan disse brødre hjælpe andre i menigheden?
14 Man bør ikke tragte efter disse hverv for titlens eller embedets skyld. Motivet bør være et oprigtigt ønske om at hjælpe andre, at arbejde med interesse til gavn for andre, og fortsat udvikle åndelige egenskaber. Man bør nære et udtalt ønske om at hjælpe andre i menigheden. Især bør man bestræbe sig for at tage sig af de nye og de svage. Dette kan man gøre både ved at hjælpe dem med deres private bibelstudium og ved at støtte dem i forkyndelsen fra hus til hus, som er det arbejde der har størst betydning. Det kan også være til opmuntring for dem hvis man hjælper dem med deres opgaver til den teokratiske skole. Interessen for dem virker opbyggende og er naturligvis et vidnesbyrd om kristen broderkærlighed. — 1 Tess. 2:7, 8; 1 Kor. 12:12, 25.
Broderskabets ånd må opdyrkes
15. (a) Hvordan kan vi foretage en ærlig vurdering af os selv? (b) Hvorfor bør vi ikke selvisk sammenligne os med andre?
15 Vi skulle alle vurdere os selv ærligt, med henblik på at udvikle en stærkere følelse af at være knyttet til vore brødre i menigheden. Man må begynde med at ransage sig selv, og ikke sammenligne sig med andre. Sådanne sammenligninger, der falder ud til ugunst for den ene eller den anden, vil nemlig fremkalde en konkurrenceånd, der igen kan føre til „fjendskaber“. (Gal. 5:20) Dette understreger igen betydningen af at vi viser ydmyghed og er jævne og ligefremme — hvilket vil fremme udviklingen af en broderskabets ånd. (1 Pet. 5:5, 6) Det kræver en ærlig selvransagelse når vi vil finde ud af hvordan vi kan udvikle en stærkere følelse af at være nært forbundet med vore kristne brødre. — 2 Kor. 13:5.
16. (a) Hvorfor bør vi opelske broderskabets ånd i menigheden? (b) Hvad bliver resultatet hvis vi følger Paulus’ formaning i Kolossenserbrevet 3:15-17?
16 Vi ønsker naturligvis alle sammen at opelske broderskabets ånd. Dette vil være en kilde til sand glæde og lykke for os alle, eftersom kærligheden brødrene imellem er til styrke og opmuntring. (Ef. 6:23) Hvis vi har den rette ånd, vil vi være indstillet på at se hvordan vi selv kan bidrage til broderskabsfølelsen i menigheden. (Luk. 22:26) Vi vil hver især arbejde ihærdigt på at bringe os selv i et nærmere forhold til alle de andre i menigheden ved for eksempel at forkynde sammen med dem i tjenesten på arbejdsmarken, hvorved kærlighedens bånd og den sande broderskabsfølelse vil styrkes. (Apg. 20:18-21) Apostelen Paulus havde øje for betydningen af dette, og det kommer udmærket til udtryk i Kolossenserbrevet 3:15-17, hvor der siges: „Lad Messias’ fred råde i jeres hjerter, for I blev jo kaldet til den i ét legeme. Og vis jer taknemmelige. . . . Bliv ved med at undervise og formane hinanden med salmer, lovsange til Gud, åndelige sange med ynde, idet I synger i jeres hjerter for Jehova. Og hvad I end gør i ord eller gerning, gør alt i Herren Jesu navn, idet I takker Gud, Faderen, gennem ham.“ Måtte vi også styrke vore hjerter i kærlighedens fuldkomne bånd i en sådan grad at andre også, når alt er sagt og gjort, kan se at vi er sande kristne brødre. — Joh. 13:35; Kol. 3:14.