Nyheder på nært hold

„Grænser for vækst“

● Ved den første af fem verdenskonferencer om emnet „Grænser for vækst“ talte tidligere præsident for EFs ministerråd, Sicco Mansholt, til 300 videnskabsmænd, lærde og andre fremtrædende personer og advarede dem om de katastrofer der rejser sig truende forude. Han fremholdt at den voksende sult, mangelen på ferskvand og den stigende mængde kerneaffald kan give anledning til politisk ustabilitet i stort omfang og udløse en katastrofe. Løsningen, sagde han, ligger i en politisk og økonomisk „ny orden“. „For at løse overnationale problemer må vi have overnationale institutioner og overnational magt,“ erklærede han.

Men hvordan er udsigterne til „overnationale institutioner og overnational magt“? „Der synes ikke at være nogen verdensledere med udsyn nok til at bestride hvervet,“ var hans iagttagelse.

Mange verdensledere ser behovet for en overnational myndighed, og de erkender at den sandsynligvis ikke kan komme fra deres egne rækker. Den eneste realistiske løsning findes i Bibelen, der siger: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå.“ Dette overnationale rige vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Dan. 2:44; Åb. 11:18.

Hvem tænkte?

● Skaberværkets vidundere forbløffer stadig videnskabsmændene. Et eksempel er visse slyngplanters klatreevne. „Landmænd har længe vidst at hvis man anbringer en stage i nærheden af en bønneplante, vil bønneplanten finde hen til stagen og vokse op ad den,“ forklarer forskeren Donald R. Strong jun. Men i mange år gjorde ingen sig den ulejlighed at finde ud af hvordan eller hvorfor. I 1925, siger han, var der en som lagde mærke til at en vinranke hele tiden søgte hen mod en stage der blev flyttet hver dag, og vedkommende drog den slutning at vinranken måtte kunne tænke. Kan den det?

De fleste planter er som bekendt „fototropiske“ — de vokser mod lyset. Nu mener forskerne at visse slyngplanter er „skototropiske“ — at de vokser mod mørket, for eksempel hen mod en træstamme som de kan klatre op ad. Men når planten er nået hen til træet, begynder den forbløffende nok at vokse mod lyset igen, ligesom enhver anden plante. Kan den tænke? Eller hvem tænker for den?

Den rette kilde udpeges af videnskabshistorikeren Loren Eiseley, der har fremsat nogle betragtninger som giver stof til eftertanke. I en artikel i bladet Audubon skriver han beundrende om den instinktive visdom man ser hos visse dyr. Skønt han er evolutionist, indrømmer han at han modstræbende drages mod „den uhyggelige anden mulighed der ligger i den bibelske udfordring [i Esajas 55:8]: ’Eders veje er ej mine.’“ Han siger: „Jeg har efterhånden på fornemmelsen at menneskets udgave af udviklingshistorien måske er for enkel til at man kan tro på den.“ Ja, vidnesbyrdene om tankevirksomhed i skaberværket tvinger os til at anerkende en Skaber, hvis ’usynlige egenskaber klart ses fra verdens skabelse af, idet de fornemmes i de ting der er frembragt’. — Rom. 1:20.

Ensidig historie

● Pave Paul VI rettede for nylig en sjælden kritik mod reformationen, som fandt sted i det sekstende århundrede. Han beklagede at den havde forpurret bestræbelserne for europæisk enhed, som havde „haft deres storhedstid“ før reformationen.

For hvem var det en „storhedstid“? Kun for den katolske kirke, hvis politiske magt da var på sit højeste. Historikeren Barbara Tuchman skriver i bladet Atlantic for december 1975 at det derimod „ganske givet var . . . ’en dårlig tid for menneskeheden’“. Hun bemærker at tiden før reformationen „skiftende betegnes som en tid hvor alt var af lave, en tid med moralsk uføre, med dalende normer, med evindelige stridigheder, . . . med et dårligt styre“.

Når paven taler om den svundne „storhedstid“ tænker han derfor uden tvivl på romerkirkens politiske bestræbelser for at samle „Det hellige romerske Rige“ under sin myndighed. Men i den samme politiske storhedsperiode stod kirken uden tvivl selv, ifølge Barbara Tuchman, „svagt hvad angår prestige, tillid og (hvad folk havde mest imod) åndelighed; derfor [kom] kætteriet og til sidst reformationen“. Den katolske kirkes forsøg på at opnå verdslig storhed bragte den altså ned på verdens plan. Sådan måtte det uvægerlig gå når den ikke fulgte det princip som Jesus fastslog: „Mit rige er ikke en del af denne verden. . . . nu er mit rige ikke herfra.“ — Joh. 18:36.