Hvilket ansvar har den kristne over for syge og nødstedte?
GAVMILDHED mod nødstedte er et godt udtryk for den gudfrygtige egenskab kærlighed. Johannes Døber slog til lyd for en sådan gavmildhed da han sagde: „Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså!“ (Luk. 3:11) Ved på denne måde at handle uselvisk ville man give udtryk for den næstekærlighed Gud bød israelitterne at vise: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — 3 Mos. 19:18.
I den lov Gud gav Israels nation gjorde han det klart for israelitterne at de fattige iblandt dem ikke måtte behandles uvenligt eller ubarmhjertigt tilsidesættes. Han bød sit folk: „Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte etsteds i dit land, som [Jehova] din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til.“ — 5 Mos. 15:7, 8.
Gud viser således at han nærer kærlighed til dem der lider nød. Ligesom han gavmildt har åbnet sin hånd og dækket menneskehedens behov, skulle hans folk gavmildt åbne deres hænder for at hjælpe nødstedte iblandt dem. Denne foranstaltning skulle hjælpe en med-israelit der havde mødt modgang eller haft midlertidig tilbagegang.
Man måtte ikke benytte sig af et nødstedt menneske ved at forlange renter af det han modtog som hjælp, for det ville ikke være at åbne sin hånd gavmildt. I denne henseende lød Guds vejledning: „Når din broder i dit nabolag kommer i trang og ikke kan bjærge livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig. Du må ikke låne ham penge mod renter eller give ham af din føde mod opgæld.“ (3 Mos. 25:35, 37) At forlange renter i et sådant tilfælde var ikke at hjælpe sin broder, men selvisk at benytte sig af hans stilling.
Selv om Jehovas vejledning til israelitterne angik med-israelitter i nød, viser hans inspirerede ord i Ordsprogenes bog at de ikke blot skulle vise næstekærlighedens egenskab mod nogle få, men at de skulle udvide den til endog at omfatte et menneske der måske hadede dem. „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke.“ (Ordsp. 25:21) Jesus Kristus uddybede denne formaning med ordene: „Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig. I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer.“ — Matt. 5:42-44.
Da Jesus blev spurgt: „Hvem er så min næste?“ svarede han ved at fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner der så en såret mand ligge i vejkanten og gav ham hjælp, hvorimod to andre gik forbi ham. Derpå spurgte han den der havde stillet ham spørgsmålet: „Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?“ Efter at spørgeren havde indset at det var ham der handlede barmhjertigt sagde Jesus: „Gå du hen og gør ligeså!“ (Luk. 10:29-37) Jesu efterfølgere fik således henledt deres opmærksomhed på at de har pligt til at vise næstekærlighed endog mod dem der ikke er medtroende. Paulus, en af Jesu Kristi apostle, påpegede også dette: „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — Gal. 6:10.
Troen vises i gerninger
Den kristne bibelskribent Jakob knytter gavmildhed mod nødstedte nært sammen med beviser på ens tro og påpeger at troen på den guddommelige vejledning nødvendigvis må genspejle sig i den kristnes handlinger. Han sagde: „Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse ham? Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt,’ men ikke giver dem det, legemet behøver — hvad nytter det så? Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ — Jak. 2:14-17.
Man giver derfor udtryk for sin tro når man med materielle ting hjælper en medkristen der mangler klæder, mad og husly som følge af en eller anden uforudset begivenhed, såsom et ødelæggende uvejr, et jordskælv, en brand eller økonomiske vanskeligheder. Hvis man véd at han er i nød og alligevel kun siger til ham: ’Klæd dig varmt og spis dig mæt,’ uden at give ham det legemet behøver, viser man hverken tro eller kærlighed. Vil det ikke være bevis på at ens tro er død hvis man på denne måde undlader at vise en kristen broder kærlighed og hjælpe ham når han er i nød? Johannes, en af Jesu Kristi apostle, skrev: „Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:17, 18.
Gavmildhed mod nødstedte kristne udspringer af kærlighed og menneskelig medfølelse. Gud har givet udtryk for begge disse egenskaber over for menneskene, og han opfordrer os til at give udtryk for dem over for hverandre. Af kærlighed er en kristen villig til at dele sine materielle ting med en åndelig broder der befinder sig i en nødsituation, uden at forvente noget til gengæld. Guds ord retter en indtrængende opfordring til os i Romerbrevet 12:13: „Vær med til at hjælpe de hellige, når de er i trang; vær ivrige efter at vise gæstfrihed!“ En sådan bistand er en midlertidig foranstaltning der skal hjælpe ham til at komme på fode efter en uventet økonomisk krise.
Men selv om man yder en sådan hjælp, enten til medkristne eller ikke-troende, er man ikke under nogen bibelsk forpligtelse til at hjælpe en der er doven og som selvisk forsøger at drage fordel af ens kristne gavmildhed.
Professionelle snyltere
Der er masser af professionelle snyltere der er kendt for at tage enhver form for bedrag i anvendelse for at give det udseende af at de er i nød og derved vække andres medlidenhed. Om dette siger Harlam Gilmore i sin bog The Beggar (Tiggeren): „Ved en dygtig kombination af gammelt tøj, ansigtsudtryk og en virkelig eller foregiven fysisk defekt fremtræder tiggeren som et billede på den rene elendighed.“ Det er hans mening at dette billede skal fremkalde menneskelig medfølelse og tilskynde folk til at yde ham materiel støtte, så han ikke behøver at arbejde. Forpligter det bibelske princip om gavmildhed en kristen til at give et sådant menneske noget? I Andet Tessalonikerbrev 3:10 findes der en rettesnor for kristen gavmildhed: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“
I de fleste lande ydes der i dag gennem skatten offentlig hjælp til nødstedte. Når man i disse lande finder tiggere skyldes det ikke at disse ikke kan få arbejde selv om de gerne ville, og heller ikke at regeringen ikke har truffet foranstaltninger til at sørge for dem der ikke kan få beskæftigelse, men ofte at de har erfaret at de kan få flere penge ved at tigge.
De der virkelig er i nød
I den kristne menighed i det første århundrede blev der truffet foranstaltninger til at sørge for de nødstedte enker inden for menigheden som ikke modtog støtte og ikke havde slægtninge til at hjælpe sig. Angående dette sagde apostelen Paulus: „Hvis nogen troende kvinde har enker hos sig, da lad hende hjælpe dem, og lad dem ikke falde menigheden til byrde, for at den kan hjælpe de virkelige enker.“ (1 Tim. 5:16) Disse enker kunne være sådanne enlige slægtninge som mødre og bedstemødre. Børn og børnebørn har ansvar for at hjælpe sådanne slægtninge, som Skriften siger: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:4, 8) En kristen røgter sit ansvar for at sørge for sine nødstedte slægtninge enten ved at gøre det personligt eller i samarbejde med andre slægtninge, eller ved at hjælpe dem til at drage nytte af den hjælp staten tilbyder dem.
I de fleste lande findes der i dag en ordning hvorved en vis del af skatten anvendes til at yde nødstedte social hjælp, og en skatteyder har ret til at gøre brug af denne foranstaltning når han behøver hjælp. Gennem forsikringer og pensionsordninger ydes der også hjælp til mennesker som på grund af alder eller sygdom ikke længere er i stand til at tjene til livets ophold. Nødstedte kan benytte sig af disse ordninger og enhver anden hjælpeforanstaltning der er betalt i form af skat; men der er stadig rig lejlighed for enkeltpersoner til at vise venlighed mod sådanne mennesker.
Besøg de syge
Jesus befalede i Johannes 15:12 at vi skal „elske hverandre“, og det indebærer at vi også må besøge de syge. En syg der er bundet til sin seng eller sit hjem, har behov for opmuntrende besøg af sine kristne brødre og søstre og for breve fra dem. Når de besøger ham mens han er syg viser de at de er interesserede i hans velfærd og benytter lejligheden til at hjælpe ham så godt de kan.
Da Jesus udtalte en profeti om sin anden nærværelse viste han at en af troens gerninger ville være at besøge kristne der var blevet syge. Han sagde: „Jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig.“ Nu kunne de kristne naturligvis ikke gøre dette mod Jesus personligt, og derfor sagde Jesus videre: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ (Matt. 25:35, 36, 40) Denne behandling af Kristi åndelige brødre er en værdifuld rettesnor for hvordan vi skal behandle vore medkristne.
Kærlig hjælp og omsorg vist mod nødstedte og syge inden for den kristne menighed styrker det kristne fællesskab. Venlighed vist mod mennesker uden for den kristne menighed tjener som en anbefaling for sandheden som Jehovas folk vidner om. Lad os derfor følge apostelen Johannes’ råd: „Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:18; 2 Kor. 6:4-6.