En livsform kendetegnet af trofasthed
„Hvad der . . . ses på hos husholdere, er at en sådan findes trofast.“ — 1 Kor. 4:2, NW.
1, 2. (a) Hvad kaldes en af gejserne i Yellowstone Nationalpark, og hvordan har den fået dette navn? (b) Hvad beundrer man endnu mere end en gejsers regelmæssighed?
EN AF de mange gejsere i Yellowstone Nationalpark i De forenede Stater kaldes „Old Faithful“, det vil sige „gamle trofaste“. Den har fået dette navn fordi den i 20rne og 30rne mere eller mindre regelmæssigt kom i udbrud hvert 65. minut. På grund af dette blev den også en stor turistattraktion.
2 Man beundrer uvilkårligt trofasthed, ikke blot hos en gejser der regelmæssigt sender 38.000 liter damp og varmt vand op i en højde af 30 til 50 meter, men også — og især — hos mennesker som i deres livsform er pålidelige og til at stole på. Også inden for erhvervslivet er det trofasthed man ser på når nogen skal overdrages et ansvar. Det er muligvis af samme grund det amerikanske marinekorps har valgt mottoet Semper fidelis, „altid trofast“. — Jævnfør Første Korinterbrev 4:2, NW.
3, 4. Hvem er det største eksempel med hensyn til at vise trofasthed, og hvad er passende symboler på at hans hensigt er urokkelig?
3 Men hvad når det gælder den ypperste form for trofasthed? Hvem kommer vi da til at tænke på? Det burde ikke være nogen anden end Jehova Gud, himmelens og jordens „trofaste Skaber“. (1 Pet. 4:19) Mens en gejser kan være et passende symbol på trofasthed hos mennesker, vil den være et ringe udtryk for Jehovas urokkelige trofasthed. Alle gejsere bliver med tiden uberegnelige eller inaktive. Det gør Jehova ikke. Derfor er solen og månen, som går stabilt i deres baner, mere passende symboler på Jehovas hensigts uforanderlighed, hans pålidelighed og sanddruhed. — Sl. 89:37, 38; 104:19.
4 I tillid til at Skaberens værk er stabilt kan mennesker trygt lægge planer og bringe dem til udførelse, hvad enten det drejer sig om at anlægge en køkkenhave eller at bygge en computer som kan lede astronauter til månen og tilbage igen. Det siger sig selv at mennesker kan lære uendelig meget af en trofast Gud der har vist sig at være pålidelig, ikke alene i sine ord men også i sine gerninger. Om denne trofaste Gud læser vi: „Ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ — 5 Mos. 32:3, 4.
5. Hvilken egenskab forventes der af dem der tilbeder Gud, og hvad lægger Jehova mærke til?
5 Det er kun at forvente at denne „trofaste Gud“ ser efter den samme egenskab hos dem der tilbeder ham. Ja, der siges direkte at han især er Gud og Frelser for „de troende og trofaste“. (1 Tim. 4:10, NW) Med sin fuldkomne iagttagelsesevne er den levende Gud, Jehova, opmærksom på alle som søger at tjene ham. Han ser deres oprigtige bestræbelser. Han holder et vågent øje med alle menneskebørnenes veje, og det er ham vi må stå til regnskab. (Jer. 32:19; Hebr. 4:13) Som der siges i Ordsprogene: „Alle vegne er [Jehovas] øjne, de udspejder onde og gode.“ — Ordsp. 15:3.
6. Hvilke spørgsmål bør vi derfor stille os selv?
6 Jehovas kærlige omsorg for sit folk og hans levende interesse for dets velfærd er ganske tydelig. I erkendelse af at vor kærlige Skaber mærker sig både de gode og de onde og ser hvordan hver enkelt handler, gør vi vel i at spørge os selv: ’Hvis Jehova ser på om hans tjenere er trofaste, hvordan betragter han så mig? Er jeg trofast i min livsførelse? Hvordan kan jeg vide om jeg er godkendt af ham?’
En norm for trofasthed
7. Hvilken lov eller norm har Jehova fastsat og gjort tilgængelig for mennesker?
7 Er det ikke rimeligt at antage at den trofaste Gud har en lov hvori normen for hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt, sandt og falsk, er klart fremsat for hans tilbedere? Jo. Og hertil må vi sige at fredens og ordenens Gud netop har givet os en sådan guddommelig norm, nemlig Bibelen, til belæring og vejledning for alle mennesker. Ingen anden bog med vejledning er som Bibelen blevet udbredt i hele verden, så den er tilgængelig for langt den overvejende del af menneskeheden. — 1 Kor. 14:33.
8, 9. Hvorfor er det ikke altid nemt at holde sig trofast til Guds ord?
8 Hvordan stemmer din livsførelse, din livsform, med det der godkendes i Bibelen? Selv om du er ufuldkommen, skal du ikke blive mismodig når du tænker på de fuldkomne normer der fremsættes i Guds ord. I Salme 103:14 får vi forsikringen: „Han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ Jehova tager hensyn til vor nedarvede ufuldkommenhed. Han kræver aldrig mere end vi kan klare.
9 Alligevel er det ikke altid let at følge en trofast færd, især ikke i vor tid, hvor det er så almindeligt at gøre hvad man selv synes og følge verdens vej. Men uanset hvor stor prøven kan være, opfordres vi til at vise simpel og helhjertet trofasthed.
10, 11. (a) Behøver vi nødvendigvis at gennemgå store prøver og vanskeligheder for at bevise vor trofasthed? Giv et eksempel. (b) Hvordan kan vi i det daglige følge det princip Jesus fremsatte vedrørende trofasthed, og hvilke gavnlige resultater kan det føre til?
10 På den anden side er det ikke altid nødvendigt at gøre noget stort for at bevise sin trofasthed eller for at have Jehovas velsignelse og godkendelse. Det var ikke nogen stor prøve Jehova pålagde Adam og Eva i Edens have. Det simple ved denne prøve som det første menneskepar blev sat på, belyser på udmærket måde det princip Guds egen søn fremsatte over fire tusind år senere, nemlig: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig, i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.
11 I dag, godt nitten hundrede år senere, er disse ord stadig sande, og princippet gælder hver eneste side af tilværelsen for Jehova Guds sande tilbedere. Man ser det ofte i de små ting nogle gør dag efter dag og som vidner om et godt hjerte der er loyalt og trofast over for Jehova. Det er muligt at du aldrig vil blive nødt til at tage et standpunkt der over for andre vil vidne om hvad de måske vil betegne som en ganske særlig trofasthed. Men det at du konstant gør hvad der er rigtigt, at du hele tiden er pålidelig i små ting, vil ikke desto mindre være et godt vidnesbyrd og genspejle din dybe værdsættelse af Guds normer for hvad der er rigtigt og trofast. Det er dem der er trofaste selv i små ting, Jehova skærmer. — Sl. 31:24.
12. Forklar hvilken rolle tid og personlige forhold spiller i forbindelse med at være trofast.
12 Man behøver altså ikke at have en fremtrædende stilling i den kristne menighed for at modtage den velsignelse Jehova udøser over de trofaste. I din daglige virksomhed, hvad enten du er på arbejde eller slapper af, er sammen med andre eller er alene, vil trofasthed og integritet fra din side vidne om den Gud som er retfærdig og trofast. Ligesom det kræver tid at vise udholdenhed, kræver det også tid at vise trofasthed. Dag efter dag må man leve efter sandheden, gøre lydighed mod Bibelens love og principper til sin livsform. Til gengæld vil Jehova velsigne en, som der står skrevet: „En trofast Mand skal faa mange Velsignelser.“ — Ordsp. 28:20, rev. overs. af 1871.
13, 14. (a) Efter hvilken målestok bør vi bedømme om vi er trofaste? (b) Nævn nogle af de punkter vi kan betragte for at bedømme om vi er trofaste mod Jehova.
13 Hvis du et øjeblik ser tilbage på dit liv, finder du måske ikke at der er sket noget særlig betydningsfuldt. Dømt efter verdens normer for bedrifter og succes har du muligvis ikke udrettet noget som er særlig stort. Men hvis handlemåde har du søgt at efterligne? Hvis normer har du søgt at leve op til? Hvis du har levet for at behage Jehova, vil det ikke hurtigt blive glemt af den trofaste Gud.
14 Stands op og tænk over det. Hvordan betragter andre dig? Hvilket omdømme har du blandt dem der kender dig? Har de lagt mærke til at du altid holder ord? Er du kendt som en der betaler hvad han skylder og gør tingene til tiden? Der kunne være tale om regelmæssighed i forkyndelsen af Riget og i forbindelse med at overvære kristne møder. Disse ting forekommer måske små i dine øjne, men de kan udmærket føre til at andre anser dig for at være trofast. Og hvis andre har lagt mærke til den måde du lever på, mon så ikke din himmelske Fader også har lagt mærke til det?
Har naturlige evner noget at sige?
15, 16. (a) Har evner noget at sige når der udvælges ældste til at tjene i menigheden? (b) Hvilke kvalifikationer er det vigtigere at have end naturlige evner?
15 Evner er anlæg i en bestemt retning. Der er ingen tvivl om at naturlige anlæg kan være en stor velsignelse. Men er det først og fremmest naturlige evner Gud ser på blandt sit folk?
16 Når der udvælges ældste er det rigtigt at evner tages i betragtning. Nogle har visse færdigheder. For at være ældste må man for eksempel være „egnet til at undervise“. (1 Tim. 3:2, NW) Men dette kræver mere end naturlige evner. En kvalificeret lærer i menigheden må have nøjagtig kundskab. Han må kende baggrunden for stoffet og have dyb indsigt i Bibelen. Og ud over at have kundskab må han være taktfuld, tålmodig og interesseret i andre for at kunne undervise med et godt resultat. Da apostelen Paulus gav Titus besked på at udnævne ældste, sagde han at en tilsynsmand må være en som „holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. (Tit. 1:9, NW) De der får betroet en sådan opgave, stoler ikke på deres egne evner men ser hen til Jehova, den store Lærer, for at få vejledning om hvordan de kan hjælpe andre i menigheden.
17. Hvad må de der har naturlige evner og særlige færdigheder passe på?
17 Der kræves også ofte visse evner for at udføre andre former for arbejde i menigheden, men det opnåede resultat bør aldrig udelukkende tillægges personlige evner eller færdigheder. De der er blevet velsignet med naturlige evner må passe på at de ikke stoler på deres egen forstand men derimod støtter sig til Jehova og beder ham om at lede deres skridt. (Ordsp. 3:5, 6) I de fleste tilfælde vil det vise sig at de der tjener iblandt os som ældste, og andre som udfører et stort arbejde, er blevet egnede dertil ved flittigt studium og ved at anvende det de lærer. Gennem en længere periode har de givet nøje agt på sig selv og deres undervisning, idet de har bøjet deres øre til de anvisninger Gud giver. De har ønsket at udføre hans arbejde på den måde han ønsker det udført, og det er rosværdigt som de lader Jehova bruge deres tid og forskellige færdigheder til fremme af den sande tilbedelse.
18. Regner Gud de ældste og menighedstjenerne for at være mere trofaste end de øvrige i menigheden? Forklar nærmere.
18 Hvordan betragter Gud så disse der tjener som udnævnte tilsynsmænd? Er de mere dyrebare i hans øjne end andre? Mere trofaste? Nej, vi må se det i det rette forhold. De der udvælges til at føre tilsyn, sættes i virkeligheden på denne post for at virke som trælle eller tjenere, og som sådanne må de helhjertet bruge deres evner og færdigheder fuldt ud for at bevise deres trofasthed. At de har visse tjenesteprivilegier skyldes ikke først og fremmest hvad de selv er. De beklæder snarere deres respektive poster på grund af det behov der skabes af rigsforkynderne. I overensstemmelse med Jesu vejledning betjener de menighedens medlemmer; de er som trælle for dem. (Luk. 22:26; Gal. 5:13) Trofaste tilsynsmænd erkender at deres arbejde er uløseligt forbundet med deres medforkyndere af den gode nyhed, som alle sammen er dyrebare i Guds øjne når de lægger trofasthed for dagen.
19. Hvad ses der på hos udnævnte tilsynsmænd i den kristne menighed?
19 En husholders ansvar og administrative pligter er et passende billede på den tjeneste der udføres af en kristen tilsynsmand. Af husholdere kræves ubetinget trofasthed, som fremhævet af apostelen Paulus da han skrev til korinterne: „Hvad der . . . ses på hos husholdere, er at en sådan findes trofast.“ (1 Kor. 4:2, NW) Den samme apostel skrev til Titus: „En tilsynsmand bør som en Guds husholder være uangribelig, . . . gæstfri, en ven af godhed, sund i sindet, retfærdig, loyal, en som kan beherske sig.“ (Tit. 1:7, 8, NW) Heraf følger at enhver evne eller egenskab som en husholder måtte have, enten den er medfødt eller tillært, må være forbundet med helstøbt trofasthed for at have virkelig værdi i Guds øjne. Selv David, som var et billede på Kristus Jesus, sagde: „Til landets trofaste søger mit øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges vej, skal være min tjener.“ — Sl. 101:6.
20. Hvorfor er det trofasthed og ikke evner Jehova ser på?
20 Evner og færdigheder er noget man kan få som en gave fra Jehova. I Anden Mosebog læser vi for eksempel at Jehova skænkede kunstsnilde, kløgt og indsigt til nogle som var med til at bygge det smukke tabernakel i ørkenen. (Se Anden Mosebog 35:30 til 36:1.) Men trofasthed er ikke noget Gud skænker os. Det er heller ikke noget vi fødes med eller noget vi automatisk modtager ved dåben. Det er en egenskab vi må arbejde på og hele tiden udvikle. Det kræver tid, kræfter og udholdenhed at opbygge et bestemt omdømme som vidner om ens livsform. Det er op til den enkelte selv at udvise trofasthed i sit arbejde, sin husholdergerning. — 1 Pet. 4:10.
Betydningen af ydmyghed
21. Hvordan lyder Bibelens vejledning angående det at rose sig?
21 Med hensyn til at vurdere sig selv rigtigt giver Jehova dette gode råd: „Med ydmyge følger der visdom.“ (Ordsp. 11:2) Den der vandrer ydmygt med Gud erkender at han ikke kan rose sig af noget, hverken af evner eller bedrifter. Hvis han vil rose sig, så lad ham rose sig af den vidunderlige Gud han tjener. Det er det Bibelen tilskynder til når den siger at man ikke skal rose sig af sin styrke eller sin rigdom, men af at man kender Jehova som en Gud der øver miskundhed, retfærdighed og barmhjertighed. — Jer. 9:23, 24.
22, 23. (a) Hvordan bør vi betragte vore materielle ejendele? (b) Når vi har gjort alt hvad vi kan, hvordan bør vi da alligevel betragte os selv? (c) Hvad vil hjælpe os til at undgå kedsomhed og mismod?
22 Nogle har måske en smule mere af denne verdens gods end andre. Nogle er måske bedre stillet end andre. Men vejledningen siger rent ud at den kristne ikke må blive for selvsikker og sætte sin lid til det han ejer, men at han derimod skal arbejde på sin frelse med frygt og bæven. (Luk. 12:15; Fil. 2:12) Det vil sige at man skal lade sig optage fuldstændig af den rene tilbedelse, at man skal være rig på gode gerninger. — 1 Tim. 6:17-19.
23 Alt hvad man har af midler og evner bør betragtes som værdier man har fået betroet og som skal bruges til Guds ære. Da vil man undgå at blive opblæst på grund af det man udretter i tjenesten for Jehova. Den indstilling vi bør have efter at have udført en opgave, bør være denne: „Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.“ (Luk. 17:10) At vi udfører den tjeneste Gud har tildelt os, og gør det villigt, pålideligt og med glæde hvad enten opgaven er stor eller lille, er noget han finder behag i. Man skal aldrig mene at det hele er håbløst og at man ikke duer til noget, selv om ens opgave måske er forbundet med en vis ensformighed. Husk at det Jehova stadig ser på blandt sine tjenere, er at de altid findes trofaste i deres gerning, uanset hvad han har givet dem at gøre.
24. Hvordan er vejledningen i Romerbrevet 12:16 til gavn for dem der ønsker at være trofaste mod Jehova?
24 Har vi nøjagtig kundskab om Guds veje vil det hjælpe os til at forblive ydmyge og undgå at tænke hovmodigt. (Rom. 12:16) Det vil hjælpe os til ikke at prale at det vi har udrettet men til trofast at vise hen til kilden til al godhed og storhed. Hvis nogen har en fremtrædende stilling, så lad det være fordi han loyalt tjener den sande Gud og uselvisk giver sig selv for andre. Det man bør tragte efter er et godt navn hos Jehova, at være kendt for sin trofasthed — det er den livsform Gud har behag i. — Præd. 7:1.
Et godt navn hos Jehova
25. Hvilken forsikring har vi efter pinsedagen i år 33 om at alle de tolv apostle var trofaste til døden?
25 Selv om hovedparten af de tolv apostle ikke omtales i Bibelen efter pinsedagen i år 33, og selv om der ikke findes nogen bibelsk beretning om hvordan de døde, bortset fra oplysningen om Jakob og en profetisk udtalelse om Peter, tyder alt på at de bevarede deres trofasthed til døden. Vi kan være overbeviste om at de gav deres „alt“ i den hellige tjeneste for den levende Gud. Og vi kan være overbeviste om at Jehova ikke glemte nogen af dem. Som et varigt vidnesbyrd om deres trofasthed er deres navne indskrevet på det ny Jerusalems tolv grundsten. — Åb. 21:14.
26. Hvordan er de der har tjent Jehova trofast i en lang årrække til opmuntring for deres yngre brødre og søstre?
26 I dag findes der i de kristne menigheder mange som i en lang årrække har tjent Jehova trofast uden at lade sig rokke, trods mange vanskeligheder. Nu er de oppe i årene og har ikke så mange kræfter tilbage, og mange af dem er ikke i stand til at påtage sig store forpligtelser i menigheden. Men hvilken velsignelse at have dem iblandt os! Deres kærlighed og nidkærhed er en tilskyndelse for os andre til at fortsætte ivrigt i Herrens gerning. Flere af dem er svækkede fysisk, men det er opmuntrende at se hvordan de sparer nogle af deres kræfter så de kan overvære kristne møder og deltage i tjenesten på arbejdsmarken.
27, 28. (a) Hvilken værdifuld tjeneste udfører søstrene i menigheden? (b) Forklar hvordan menneskelegemet er et godt eksempel på den kristne menighed.
27 Desuden er der mange kvinder i menighederne. Selv om de ikke kan komme til at tjene som ældste eller menighedstjenere, er der også et meget stort behov for dem. De yder en glimrende indsats i forbindelse med at få den gode nyhed om Riget forkyndt i hele verden før enden kommer. Vi husker hvad der siges i Salme 68:11, 12: „Jehova selv giver ordet; kvinderne der fortæller den gode nyhed er en stor hær. . . . Hun der sidder hjemme, hun får del i byttet.“ NW.
28 I menneskelegemet findes der forskellige organer som har deres forskellige funktioner at udføre. Sådan er der også i den kristne menighed forskellige opgaver som må udføres. Ingen bør føle at han ikke er ønsket, eller sige til en anden: „Dig har jeg ikke brug for.“ Hele menighedsordningen tjener til at frembringe modne kristne til Guds ære. — 1 Kor. 12:4-7, 21, 22.
29. Hvilke resultater opnås når alle i menigheden samarbejder i fred og enhed? Giv et eksempel.
29 Der opnås vældige resultater når unge og gamle flittigt samarbejder om at udføre deres opgave, at forkynde ordet. Du skaber måske en lille gnist af interesse ved at tilskynde en til at læse en bog eller et blad som forklarer Bibelen. Tiden går og der kommer måske en anden og vander interessens sæd. Andre opdyrker måske interessen nu og da, og Gud giver væksten. (1 Kor. 3:6) Senere, måske mange år efter, møder du måske den samme person ved et stævne — og nu er det din åndelige broder eller søster! Så selv om det tager tid før resultaterne af vores forkyndelse viser sig, skal vi ikke lade dette afholde os fra at tale med enhver vi træffer på, og gøre det af et hjerte som er fyldt med kærlighed til Jehova. (Rom. 10:10) Du kan også gøre venner og naboer modtagelige for budskabet om Jehova Gud ved at lade dem se din rene kristne adfærd. — 2 Pet. 3:11, 12.
30. Hvad bør vi være fast besluttede på, nu da vi står på tærskelen til Harmagedonkrigen?
30 Det er vidunderligt at se så mange der vender sig til retfærdighed og til tjenesten for Gud, idet de indvier deres liv til at gøre Guds vilje nu i „de sidste dage“. Snart ser vi dem hjælpe andre igen til at opdyrke kærlighed til Jehova. Der er stor glæde forbundet med at have en andel, selv en meget lille andel, i dette indsamlingsarbejde der nu finder sted overalt på jorden. Nu da vi står på selve tærskelen til Harmagedonkrigen og ser de enestående velsignelser der vil følge efter, er det ikke tiden at se tilbage og fortryde noget. Det er tiden at skabe sig et godt omdømme ved trofasthed, for det er det Gud ser på hos dem som har besluttet sig til at tjene ham helhjertet.
31. Hvad er mere værd end materielle rigdomme, og hvordan kan vi opnå dette?
31 Ingen af de rigdomme man kan opnå, kan måle sig med et godt navn og omdømme hos vor Skaber og Livgiver. „Hellere godt navn end megen rigdom.“ (Ordsp. 22:1) Måtte vi, ved at holde os til Bibelens norm for ret og uret, stræbe efter at følge den livsform Gud godkender, den livsform der kendetegnes af trofasthed.
[Illustration på side 560]
Eftersom Jehova viser den ypperste form for trofasthed, er solen og månen passende symboler på hans hensigts uforanderlighed