Fordelene ved at underordne sig myndighederne

 1. Hvorledes kan et menneske modstå Guds ordning med hensyn til myndigheder, og hvad vil Gud ikke forhindre at der sker med et sådant menneske?

INGEN fornuftige mennesker modstår bevidst Guds ordning; men nogle gør det måske ubevidst ved at modstå den myndighed som Gud tillader mennesker i høje stillinger at udøve. Det vil ikke være godt at gå imod denne ordning, for Paulus siger i Romerbrevet, det trettende kapitel, vers to (NW): „Derfor [nemlig på grund af det Paulus har sagt i det første vers, som vi har behandlet i foregående artikel], den som sætter sig op imod myndigheden står Guds ordning imod; de som står den imod vil pådrage sig selv dom.“ Da en sådan modstand mod myndigheden er det samme som at stå Guds ordning imod, beskytter Gud ikke den opsætsige mod nu at blive underkastet en dom, en straf, ved myndighedens hånd.

 2. Hvorfor modstod Jesus ikke myndigheden på jorden, og hvilken belønning modtog han herfor?

² Jesus var godt kendt med Guds ordning. Derfor modstod han ikke den jordiske myndighed, selv om det kom til at koste ham livet. Han modstod ikke den ordning at den romerske landshøvding i Jerusalem, med Guds tilladelse, havde myndighed til at slå ham ihjel. Landshøvdingens myndighed var dog begrænset, hvad Jesus selv fortalte ham, for Guds myndighed er den øverste, og den er absolut. (Joh. 19:10, 11; Luk. 20:20, NW) Derfor appellerede Jesus ikke til kejseren. Han bøjede sig under Guds ordning, som et lam der ikke sætter sig til modværge, og opfyldte profetien i Esajas 53:6, 7. (Ap. G. 8:32, 33) Jesus blev ikke dømt til døden fordi han modstod „myndigheden“, men fordi det lykkedes hans falske anklagere at overtale landshøvdingen, der ikke ønskede en religiøs opstand. Jesus blev belønnet fordi han ikke gik imod Guds ordning vedrørende de „højere myndigheder“ på jorden. Han blev oprejst fra de døde til liv i himmelen og fik sæde ved Guds højre hånd i himmelen.

 3. (a) Hvad blev Jesus henrettet for, og hvad befalede han alligevel senere sine disciple at gøre? (b) Hvorfor er det at forkynde Bibelens budskab ikke det samme som at modstå Guds ordning?

³ Jesus blev henrettet fordi han forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Han vidste at det var ret af ham at forkynde om Guds rige selv om den romerske „myndighed“ af den grund ville dræbe ham. Det er forklaringen på at han efter sin opstandelse fra de døde viste sig for sine disciple og bød dem fortsætte forkyndelsen af den samme gode nyhed om Guds rige. At Jesus forkyndte, selv om det kunne koste ham livet, betød ikke at han undlod at underordne sig denne verdens „højere myndigheder“. De „højere myndigheder“ kan ikke ophæve Guds befaling gennem Kristus om at forkynde den gode nyhed om frelse. At underordne sig de verdslige myndigheder betyder derfor ikke at indstille forkyndelsen af Guds ord, og man modstår ikke Guds ordning med de verdslige myndigheder når man forkynder. Forkyndelse er et udtryk for den rette lydighed mod Gud, fra hvem al myndighed stammer.

 4. Hvorfor lader Gud kristne blive ført frem for herskere og konger fordi de forkynder Rigets budskab?

⁴ Hvis vi bliver forfulgt fordi vi forkynder Guds ord er det ikke ensbetydende med at vi har modstået den verdslige myndighed. Når vi føres frem for konger, landshøvdinger og dommere fordi vi udbreder den gode nyhed, lader Gud det ske for at der kan blive aflagt et vidnesbyrd for dem, og for at vi om muligt kan drage nytte af disse myndigheders hjælp. Derfor sagde Jesus at hans efterfølgere ikke skulle give op når de blev udsat for forfølgelse og ført frem for herskerne. (Luk. 12:11, 12) Han sagde at de skulle benytte lejligheden til at lade budskabet om Riget nå de „højere myndigheder“ ved at aflægge vidnesbyrd for dem uden at frygte. De skulle bruge situationen som en anledning til at vidne for dem. Jesus sagde: „Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene.“ — Matt. 10:18.

 5. Med hvilken begrundelse nægtede apostlene at adlyde den jødiske domstol, og hvem handlede de således i overensstemmelse med?

⁵ Med følgende ord forklarede Peter og de andre af Kristi apostle hvorfor de ikke havde adlydt den jødiske højesteret i Jerusalem: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Det vil ikke sige at de i modstrid med Guds ordning modstod det jødiske råd, der stadig virkede og nød den romerske regerings anerkendelse. (Ap. G. 5:29) Apostlene vidste at Gud selv ville ødelægge det jødiske råd, så de dannede ikke sammensværgelser eller ophidsede til oprør mod det, heller ikke i den kristne menighed. De prøvede heller ikke at foranledige en politisk opstand mod rådet blandt folket. I to henseender handlede de efter Guds vilje: 1) de underordnede sig den myndighed som Gud tillod at eksistere og 2) de adlød Guds befaling om at forkynde.

 6, 7. (a) På hvilken måde har kristenhedens religiøse organisationer gjort sig skyldige i at modstå Guds ordning? (b) Hvordan er den romersk-katolske kirke skyldig i denne henseende, og det på trods af hvilken påstand?

⁶ Inden for kristenhedens kirker har man gjort sig skyldig i at modstå Guds ordning. Hvorledes? Ved at modarbejde de myndigheder Gud har tilladt at eksistere fremfor at underordne sig dem. Hvordan har man gjort det? Ved at blande sig i politik og prøve at få høje stillinger inden for staten og øve indflydelse på den.

⁷ Enhver der har undersøgt historien ved hvordan katolikkerne, fra paven og nedefter, har forsøgt at blive mægtigere på jorden end de „højere myndigheder“ eller „højere magter“. (Dy; AV) De har prøvet at herske over de politiske „højere magter“ i stedet for at underordne sig dem, sådan som sande kristne gør. I århundreder har kampen raset mellem den romersk-katolske kirke og kristenhedens lande. Katolikkerne har påtvunget nogle lande deres kanoniske lov og fået statsmagten til at henrette kætterne. De har ophidset folk til at gøre oprør mod ikke-katolske lande og omstyrte regeringer som ikke nød kirkens gunst. De har sat et giftermål i stand mellem kirke og stat. I dette „ægteskab“ har kirken ikke ønsket at indtage hustruens plads som mandens underordnede, men snarere kæmpet for at overtage ægtemandens plads som overhoved. Alligevel påstår den romersk-katolske kirke at den er Kristi brud og adlyder hans befalinger, herunder hans befalinger gennem Paulus i Romerbrevets trettende kapitel, vers et og to, og gennem Peter i dennes første brev, det andet kapitel, vers tretten til sytten og enogtyve til fireogtyve. Den romersk-katolske kirke får nu den dom den har fortjent.

 8. Hvilket græsk ord benyttede Paulus her for „dom“, og hvad viser om ordet kun hentyder til en kommende domsdag?

⁸ Den dom som den der sætter sig op imod myndigheden får, er ikke en fremtidig dom under Kristi tusindårige regering. Det er en dom som eksekveres nu af den „myndighed“ der er ved magten i verden. Ordet „dom“ er i dette tilfælde oversat fra ordet krima, men i udtrykket „dommens dag“ er det ordet krisis der er anvendt. Ordet krima kan betyde en hvilken som helst dom eller retskendelse, uanset tidspunktet og uanset hvem der afsiger den, Gud eller mennesker. Man kan ikke med rette sige at ordet kun hentyder til en fremtidig domsdag efter Harmagedon. I Lukas 24:20 omtales således den krima eller „dødsstraf“ som den romerske landshøvding idømte Jesus, og i Første Korinter 6:7 fortælles der om hvordan nogle har krimata, det vil sige „domme“ eller „retssager“, med hinanden.

 9. Hvilke skyldige straffes af de verdslige myndigheder, og hvad er menigheden nødt til at gøre med et medlem som har gjort sig skyldig i at overtræde loven?

⁹ De verdslige myndigheder afsiger dom over og straffer dem der overtræder lovene om en sømmelig og god opførsel, uanset om overtræderne befinder sig inden for eller uden for menigheden. Overtræderne har ingen ret til at klage over straffen, hvilket fremgår af Paulus’ ord da han var stillet for retten. (Ap. G. 25:11) Derfor kan den kristne menighed ikke beskytte nogen af sine medlemmer hvis de gør sig skyldige i tyveri, smugleri, bigami, mord, bagvaskelse, bedrageri, og så videre. Menigheden må overlade disse overtrædere til de verdslige myndigheders straf. Eftersom de skyldige bryder landets love og således modstår „myndigheden“ står de Guds ordning imod.

10. Hvor langt kan en menighed gå hvis et af dens medlemmer overtræder loven, og hvorfor kan menigheden det?

¹⁰ Den kristne menighed har ikke fået befaling fra Gud til og har ingen ret til at beskytte sådanne oprørere og lovovertrædere mod at lide en fortjent straf fra landets myndigheders side. Vi kan ikke forhindre, modstå eller fordømme eksekveringen af krima eller dommen ved at hjælpe eller holde hånden over lovovertræderne. Gjorde den kristne menighed det, ville også den gå imod Guds ordning. Foruden at overlade de medlemmer der har forset sig, til en krima eller „dom“ kan menigheden også udstøde dem. Menigheden ønsker ikke at gøre sig fortjent til en krima eller „dom“ ved at tage parti for lovovertræderne eller samarbejde med dem i at modstå de verdslige „myndigheder“. Den ønsker at være dadelfri.

Genstand for frygt for de onde gerninger

11. Hvilke styrende er det der nævnes i Romerne 13:3, og i henseende til hvilken ’god gerning’ er de ikke genstand for frygt?

¹¹ Paulus følger den foregående tanke op når han videre siger (i Romerne 13:3, NW): „Thi de styrende er genstand for frygt, ikke for den gode gerning, men for den onde. Ønsker du da at være uden frygt for myndigheden? Så gør vedblivende det gode, og du skal få ros af den.“ I dette tilfælde hentyder udtrykket „de styrende“ ikke til denne verdens usynlige herskere, Satan Djævelen og hans dæmoner. (Joh. 12:31; 14:30; Ef. 2:2; 6:12) „De styrende“ er i dette tilfælde synlige, jordiske, menneskelige herskere. De er ikke genstand for frygt for „den gode gerning“. Hermed menes ikke forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, selv om det er den bedste gerning vi kan udføre. „Den gode gerning“ er de gode gerninger som de „højere myndigheders“ love pålægger enhver at øve og som folk i almindelighed udfører.

12. Hvordan viser Paulus da han ved domstolen i Kæsarea indankede sin sag for kejseren hvorvidt forkyndelsen havde gjort de romerske kejsere til „genstand for frygt“?

¹² Da Paulus skrev brevet til de kristne i Rom i år 56 regerede kejser Nero stadig, og det var således også ham Paulus appellerede til. Hvorfor indankede Paulus sin sag for denne hedenske hersker, som sad inde med kejserlig myndighed? For at opnå frihed, også i jødernes landområde, til at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Ap. G. 25:8-12; 26:1-7) Derfor var kejser Nero ikke „genstand for frygt“ for den bedste gerning, forkyndelsen af Guds rige. Den foregående kejser, Klaudius (51-54 e. Kr.), havde forvist de kødelige jøder, heriblandt Akvila og Priskilla, fra Rom; men denne handling var ikke rettet mod de kristne, skønt disse kunne være blevet forvekslet med jøder på grund af deres religions oprindelse. — Ap. G. 11:28; 18:2; Joh. 4:22.

13. Hvem havde op til dette tidspunkt ført an i forfølgelsen af de kristne, og til trods for hvad blev Paulus løsladt fra fængselet i Filippi?

¹³ Rom var endnu ikke blevet hjemsøgt af den brand der i år 64 førte til at de kristne fra da af blev udsat for organiseret forfølgelse fra hedningernes side. Derfor var Paulus i stand til at appellere til kejser Nero til fordel for forkyndelsen af det kristne budskab, som jøderne havde hindret Paulus i at forkynde. Indtil da var det hovedsagelig jøderne der havde forfulgt de kristne. Det der hændte Paulus og Silas i Filippi i Makedonien skyldtes at nogle profitmagere bagvaskede de to missionærer over for de hedenske byfogeder og stemplede dem som jøder. I dette tilfælde henviste Paulus med god virkning til sit romerske borgerskab og blev løsladt af fængselet trods det at han var en aktiv kristen. — Ap. G. 16:19-21, 37-39.

14. Hvorfor var Paulus altså ikke ængstelig for at appellere til kejseren, og hvorledes bekræfter dette hvad han udtrykte om de styrende i Romerne 13:3?

¹⁴ Da Paulus trådte frem for landshøvdingen Festus var han ikke bange for at appellere til kejseren, for Paulus havde ikke gjort noget forkert ved at forkynde Guds ord. Han appellerede til den højeste romerske retsmyndighed for at forsvare sin ret til at fortsætte forkyndelsen. Paulus skrev brevet til romerne flere år før han blev fængslet i Jerusalem og ført til Kæsarea og senere til Rom for personligt at appellere til kejser Nero. Paulus nåede først til Rom omkring år 59 e. Kr., fem år før Rom hjemsøgtes af den store brand. Paulus kunne med rette skrive, i Romerne 13:3, at de der er indsat som herskere i høje stillinger i denne verden ikke er genstand for frygt selv når det gjaldt forkyndelsen af Riget.

15. Hvad er det lovlige formål med de styrendes myndighed, og hvorledes kommer det endog frem i Hammurabis lovsamling?

¹⁵ „Thi de styrende er genstand for frygt . . . for den onde [gerning].“ Det skyldes den „myndighed“ herskerne udøver. Det lovlige formål de styrende tjener, er at de skal søge at hindre og begrænse den onde gerning. Regenterne skal gribe ind over for ondskaben i overensstemmelse med de pågældende landes love. Alt hvad der er retfærdigt i disse love skyldes den samvittighed Gud gav det første menneske og som der stadig findes rester af hos de menneskelige lovgivere. Ved en retfærdig fremgangsmåde må herskeren indgyde dem der har dårlige tilbøjeligheder en frygt som lægger bånd på dem. Selv den lovsamling som den hedenske kong Hammurabi i det gamle Babylon udfærdigede, tilkendegiver dette. I fortalen, spalte ét, siger han: „. . . på den tid kaldte de mig Hammurabi, den ophøjede fyrste, den der ærer guderne, den der lader retfærdigheden sejre i landet, omstyrter slethed og ondskab, udfrier den svage fra den stærkes undertrykkelse, . . . oplyser landet og fremmer menneskenes velfærd.“a

16. Hvad forventer folk af de styrende, hvorfor lader Gud dem udøve deres myndighed, og er myndighedsmisbrug forordnet af Gud?

¹⁶ Det kendetegner ikke alene dem der har myndighed inden for Jehovas organisation at de er genstand for frygt for den onde gerning, men det kendetegner også denne verdens „højere myndigheder“. Det er alle jordiske herskeres erklærede hensigt, og det er hvad folket, deres underordnede, venter af dem. De styrendes frygtindgydende myndighed tjener i almindelighed til at holde ondskaben nede. Når Gud tillader de verdslige regenter på jorden at udøve myndighed er det fordi han vil lade dem prøve hvor meget eller hvor lidt de kan udrette ved hjælp af den i sammenligning med Guds lovede rige. Myndighedsmisbrug på jorden er ikke forordnet af Gud. Det er af Djævelen. Hensigten med en retmæssig udøvelse af myndighed er at den skal være til gavn ved at holde lovløshed og uroligheder i skak.

17. (a) Hvorfor nærer kristne ingen „frygt for myndigheden“ når de forkynder? (b) Hvori består det gode som Romerne 13:3 siger de kristne skal gøre for at blive rost af myndigheden?

¹⁷ Eftersom myndighedens love og anordninger offentliggøres og er almindeligt kendte, har de der øver uret grund til at nære „frygt for myndigheden“. Forkyndere og lærere af den gode nyhed om Guds rige frygter ikke, for de gør ikke noget forkert, tværtimod udfører de det mest ophøjede arbejde de kunne udføre. Når der i Romerne 13:3 står: „Så gør vedblivende det gode, og du skal få ros af den [myndigheden],“ er det stadig væk ikke forkyndelsen af Riget der hentydes til. Der er tale om at adlyde de gode love som landet forordner og som selv mennesker der ikke prædiker Guds rige adlyder. Ved at rose lovlydige underordnede eller borgere fremmer myndigheden lov og orden, sømmelighed og rette gerninger i almindelighed. Den romerske landshøvding Festus omtalte også apostelen Paulus gunstigt over for kong Herodes Agrippa II. — Ap. G. 25:24-27.

18. Er det usædvanligt at Jehovas vidner roses af de borgerlige myndigheder?

¹⁸ Paulus frygtede derfor ikke myndigheden selv om han forkyndte Guds ord. Han var lykkelig over at han fik lov til at forsvare sig for kong Agrippa ligesom han havde forsvaret sig for landshøvdingen Festus. (Ap. G. 26:1-3; 25:8-11) I dag er det ikke usædvanligt at de kristne vidner for Jehova bliver rosende omtalt af de borgerlige myndigheder. Under den anden verdenskrig udtalte De forenede Staters rigsadvokat, Francis Biddle, sig til fordel for Jehovas vidner for at slå den pøbelvirksomhed ned som i fireogfyrre amerikanske stater holdtes i gang af vildledte, fanatiske og fordomsfulde mennesker.b Denne udtalelse fik gavnlige virkninger.

En videre drøftelse følger i næste nummer.

[Fodnoter]