Dommens håndhævelse over modstandere

 1. Til hvilken organisation hentyder Romerne 13:2? Hvorfor må „myndigheden“ respekteres og ikke modstås?

DET VAR med henblik på Jehovas teokratiske organisation, at Paulus sagde: „Derfor, den, som sætter sig op imod myndigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom.“ (Romerne 13:2, NW) Jehova Gud har opbygget en universel organisation af sine trofaste skabninger i himmelen og på jorden, og forskellige skabninger har han overdraget særlig myndighed. Disse repræsenterer ham, og derfor bør de respekteres. De har ikke selv påtaget sig denne myndighed. De har modtaget den fra Gud på teokratisk vis. Vi skal derfor respektere „myndigheden“, stillingen, som denne Guds tjener indtager, selv om vi måske kunne ønske at gøre ophævelser med hensyn til selve den tjener, der beklæder stillingen. Gud har dannet den kristne menigheds teokratiske organisation. Han gjorde Jesus af Nazaret til dens hoved og indsatte også ulærde og jævne mænd som apostle ved Jesu side i organisationen. De vantro jøder, og navnlig deres religiøse ledere, stod denne Guds ordning imod og forfulgte Jesus og hans apostle. De tog herved standpunkt imod Guds ordning og kæmpede i virkeligheden imod ham. Gamaliel, en lovkyndig, advarede det jødiske sanhedrin herimod og sagde: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være (thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem), ellers vil det måske vise sig, at I kæmper mod Gud.“ (Apostlenes Gerninger 5:38, 39, NW) Eftersom det er Guds ordning, modstanderne står imod, udsætter de sig for hans direkte dom. Den vil blive håndhævet imod dem af ham.

 2. Hvorledes har nationerne i deres adfærd siden 1914 vist, at de ikke er de „højere myndigheder“? Hvorfor kan vi ikke gøre fælles sag med dem?

² I året 1914 udløb nationernes fastsatte tider. Da gav Gud sin søn myndighed som den nye verdens konge. Således blev „myndigheden Kristi“, og Gud siger nu: „Lad alle Guds engle tilbede ham.“ (Åbenbaringen 12:10 og Hebræerne 1:6, NW) Da denne verdens nationer var fast besluttede på at bevare deres eget herredømme over jorden, modstod de denne teokratiske udnævnelse af Kristus, og de har siden fnyst og udpønset tomme ting imod den. Jehovas vidner advarer dem til stadighed om, at de modstår Guds urokkelige ordning og vil pådrage sig en ugunstig dom derfor. Hans fortærende dom vil ramme dem til deres fuldstændige udslettelse i slaget ved Harmagedon. Af denne grund kan de verdslige politiske herskere ikke være de „højere myndigheder“, hvem kristne sjæle bør underkaste sig i alle ting. Skulle vi bøje os for deres ideer om at befæste deres politiske herredømme over jorden, ville vi sammen med dem stå Jehovas rige og hans Kristus imod. Vi ville pådrage os dom og med dem blive udslettet i Harmagedon.

 3, 4. Er de verdslige herskere ikke at frygte af dem, som gør det gode? Er de Guds tjenere, os til gavn?

³ Det er til vort eget bedste, at vi underkaster os de „højere myndigheder“ og Guds ordning i denne forbindelse. „Thi de styrende er at frygte, ikke af dem, som gør det gode, men af dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte myndigheden: da vedbliv at gøre det gode; så skal du få ros af den. Thi den er Guds tjener, dig til gavn.“ (Romerne 13:3, 4, NW) Dette kan man ikke sige om de verdslige herskere, der ser igennem fingre med ugerningsmænd og roser dem til skyerne, som øver ondt i det nuværende tingenes system. Den bedste gerning, et menneske kan udføre, er at tjene Gud i overensstemmelse med hans befalinger og at handle som hans ords tjener og vidne om hans navn, hensigter og universelle overhøjhed. Men i lande bag „jerntæppet“ og i såkaldte demokratiske lande, hvor fascistiske diktatorer eller et totalitært hierarki har herredømmet, forbydes det Jehovas vidner at udføre denne gode gerning. I virkeligheden er de udsat for ubehageligheder i alle lande på den ene eller den anden måde, fordi de tjener den levende, sande Gud i harmoni med hans ord. De er hadet af alle nationer og folk. — Mattæus 10:22; 24:9.

⁴ Fordi de verdslige herskere terroriserer og indgyder frygt hos dem, som ønsker at udføre den gode gerning, skræmmes mange folk fra at tage åbenlyst standpunkt for Jehova og hans rige og at slutte sig til hans vidner i tilbedelsen af og tjenesten for ham. Disse politiske herskere er ikke Guds tjenere til vort gavn. Lad sådanne herskere ransage sig selv og ærligt indrømme det.

 5, 6. Hvem har ugerningsmænd grund til at frygte i hans egenskab af hersker og Guds tjener? Hvorledes roser han dem, som gør det gode?

⁵ Om Kristus Jesus blev det profeteret: „Komme skal Isajs [kong Davids faders] rodskud, og han, der rejser sig for at herske over nationer, på ham skal nationerne håbe.“ Siden Jesu opstandelse fra døden og hans herliggørelse i himmelen er han „den, der hersker over jordens konger“. (Romerne 15:12 og Åbenbaringen 1:5, NW) Han er i sandhed at frygte af dem, som gør ondt, men han opmuntrer dem, som gør godt i overensstemmelse med Guds vilje. De behøver ikke at frygte ham i hans myndighedsstilling siden 1914, men retsindige i alle nationer vejledes til at sætte deres håb til ham.

⁶ Vi bliver rost for at gøre godt i lydighed imod Guds ord, så vi kan vide, at vi har guddommelig godkendelse og velsignelse. Fordi de „andre får“ gør godt imod de salvede vidner, der er Kristi brødre, siger Kongen Jesus Kristus: „Kom, I, som har min Faders velsignelse, arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt. . . . hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ (Mattæus 25:34, 40, NW) I den egentligste betydning er herskeren Jesus Kristus Guds tjener til vort højeste gavn. Han forsikrer os om sin godkendelse til trods for denne verdens herskeres spot, fordømmelse og forfølgelse. De, som i officiel egenskab repræsenterer de „højere myndigheder“ inden for den teokratiske organisation, vil ligeledes rose dem, som gør godt, og opmuntre dem.

 7. Hvad bærer myndigheden, og i hvilken hensigt? Hvor vid Kristus bruge det imod nationerne, og hvordan?

⁷ „Men gør du det onde, så frygt; thi den [myndigheden] bærer ikke sværdet for ingenting; den er jo Guds tjener, en hævner, der lader vrede ramme den, som handler ondt.“ (Romerne 13:4, NW) Hvor sandt er ikke dette nu i „endens tid“ siden 1914! Dommen over nationerne er i fuld gang. Tiden er inde til at frygte for at handle ondt. Søg hellere retfærd, ydmyghed og gudlighed, for Jehovas bemyndigede hersker sidder på sin trone og regerer midt iblandt sine fjender. Han er Guds hævner og hævder af hans universelle overhøjhed. Sværdet, som myndigheden bærer, symboliserer gudgiven magt til at håndhæve dom og hugge ned og udrydde dem, som står Gud imod. Derfor siger den symbolske beskrivelse af Kristus, når han rider ud for at fuldbyrde Guds hævn i Harmagedon, at „af hans mund udgår et skarpt sværd, for at han med det kan slå nationerne, og han skal vogte dem med jernspir“. (Åbenbaringen 19:15, NW) For de nationer, som handler ondt, vil han være en hævner, der udøser den guddommelige vrede. I Harmagedon vil han ikke anerkende denne verdens politiske magter som de „højere myndigheder“, der har alle menneskesjæle i deres magt. Nej, han vil tilintetgøre dem. Han vil behandle dem som sin fodskammel, og han vil træde dem ned i Guds vredes persekar. Da vil der ikke længere være nogen „kejser“ at betale noget. Alt vil tilhøre Gud og blive ham tilbagebetalt. — 1 Korinter 15:24-28.

„For din samvittigheds skyld“

 8. Hvorledes brugte apostlene deres myndighed?

⁸ I den kristne menigheds første århundrede udøvede apostlene som en del af de „højere myndigheder“ betydelig magt. Som Guds inspirerede talsmænd udtalte de hans domme over ugerningsmænd i menigheden, hvilket i nogle tilfælde medførte øjeblikkelig straf. Husk, hvorledes Ananias og Safira faldt døde om, dengang Peter sagde til dem, at de havde løjet, ikke for mennesker, men for Gud. Hvilken virkning havde dette på andre? „Og der kom stor frygt over hele menigheden og over alle, som hørte dette.“ Dengang apostelen Paulus og Barnabas fremholdt sandheden for den romerske statholder på øen Kypern, og troldmanden, den falske profet Elimas, stod det guddommelige budskab imod, udtalte Paulus Guds dom over ham. „I samme nu faldt der mulm og mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunne lede ham ved hånden. Da statholderen så det, som var sket, kom han til tro, slået af forundring over Jehovas lære.“ (Apostlenes Gerninger 5:1-11 og 13:6-12, NW) Det var ikke for ingenting, at den guddommelige myndighed, som apostlene repræsenterede, bar sværdet.

 9, 10. Hvorfor er det nødvendigt for os at underkaste os?

⁹ Det er frygtindgydende at tænke på håndhævelsen af Guds dom over ugerningsmænd. Men ikke blot af frygt bør vi sky det onde og gøre det gode. Det stærkeste motiv til handling skulle være samvittighedsfuld kærlighed til retfærd. Derfor siger apostelen: „Derfor er det nødvendigt at underkaste sig, ikke alene for vredens, men også for din samvittigheds skyld.“ (Romerne 13:5, NW) Det giver os fred i hjertet og frihed for frygt, dersom vi har vor samvittigheds godkendelse. Men for at vi kan være forvissede om, at vor samvittighed er en sand og pålidelig rettesnor for vore handlinger, bør den oplæres af Guds ord.

¹⁰ Hvis vi elsker livet og ønsker at opnå guddommelig godkendelse, vil vi naturligvis ønske at handle ret, så vi kan undslippe Guds vrede. Frygt for vrede er ikke den største tilskyndelse til at gøre det rette. „Dæmonerne tror og skælver.“ (Jakob 2:19, NW) Men al deres frygt for den guddommelige vrede til trods, ophører de ikke med deres onde gerninger i Djævelens organisation. Men er vor samvittighed blevet oplært i retfærdighed, og ønsker vi, at den skal sige os, at vi handler rigtigt, så vil vi ophøre med at gøre det onde og vi os til at gøre det gode. At underkaste os de „højere myndigheder“, fordi det er Guds ordning, er rigtigt. For ikke blot at undgå Guds vrede, men snarere for vor gode samvittigheds skyld, vil vi derfor til stadighed underkaste os de „højere myndigheder“. Dette betyder evigt liv for os, eftersom det er til ophøjelse og hævdelse af Guds universelle overhøjhed.

11. Hvorfor betaler vi derfor først og fremmest skat? Og hvilket formål tjener Guds offentlige tjenere til stadighed?

¹¹ Med myndighed fortalte Jesus sine efterfølgere, at de skulle tilbagebetale kejseren, hvad der var kejserens, hvilket indbefattede betalingen af skat. For vor samvittigheds skyld betaler vi kejseren skat, så længe den almægtige Gud lader ham blive her på jorden. „Af samme grund svarer I jo også skat,“ skrev Paulus til de kristne, der var i Rom, selve kejserens hovedstad, han, som satte folkene i skat. Så siger Paulus igen til Jehovas teokratiske organisation: „Thi de er Guds offentlige tjenere, der bestandig tjener dette formål.“ (Romerne 13:6, NW) Kristus og hans apostle, der er iklædt myndighed fra Gud, indtager derfor højere stillinger i hans organisation og må være hans offentlige tjenere. Gud holder nøje opsyn med dem og gør dem ansvarlige for den måde, hvorpå de bruger deres myndighed. Til sin tid må de stå til regnskab over for ham for, hvorledes de har brugt deres myndighed i hans navn. Det påhviler derfor disse højere myndigheder under den Allerhøjeste bestandig at tjene hans formål til evigt gavn for dem, som underkaster sig i overensstemmelse med Guds vilje. Kristus Jesus og de, som er forenet med ham i himmelen, vil gøre dette.

12. Hvad giver vi de forskellige som befalet?

¹² Apostelen slutter denne drøftelse, der viser, at vi med god samvittighed kan tilbagebetale „kejseren“, hvad der er kejserens, og samtidig betale Gud, hvad der er Guds. I betragtning af Jesu ord og apostlenes formaninger tilkendegiver dette vor underkastelse under de „højere myndigheder“. Paulus siger: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, som I er skat skyldige, skat [af personer og ejendom]; den, I er told skyldige, told [på handelsvarer]; den, I er frygt skyldige, frygt; den, I er ære skyldige, ære.“ (Romerne 13:7) De højere myndigheder inden for den guddommelige organisation skylder vi frygt og ære. Vi vil yde dem disse ting. „Kejseren“ vil vi give, hvad der tilkommer ham for de tjenester, han yder os, men vi vil ikke lade ham gøre indgreb i vor tilbedelse af den højeste Gud gennem påbud, der er i modstrid med Guds ordning. Vi vil „frygte ham, som kan tilintetgøre både sjæl og legeme i Gehenna“, det vil sige den Almægtige. (Matt. 10:28, NW) Personer i højtstående stillinger i „kejserens“ organisation vil vi respektere, men i gudsfrygt. „Ær mennesker af alle slags,“ skriver Peter, „elsk hele forsamlingen af brødre, frygt Gud, ær Kongen.“ (1 Peter 2:17, NW) I gudsfrygt vil vi ære hans konge, hvem han har iklædt den nye verdens myndighed.

13. Hvad vil vi altid være hinanden skyldige? I lydighed mod hvilket bud vil vi underkaste os de „højere myndigheder“?