Identificeringen af „Guds Israel“

ET MEGET omdiskuteret spørgsmål er dette: Udgør oprettelsen af staten Israel, der blev etableret i Palæstina den 14. maj 1948 og altså nu er i sit femte år, en opfyldelse af en af Bibelens profetier? I en artikel med titlen „Hvad jøderne tror“, der stod i bladet Life den 11. september 1951, fremsatte rabbi Philip S. Bernstein, præsident for den største rabbinerorganisation i verden (Central Conference of American Rabbis), følgende udtalelse: „På få undtagelser nær tror religiøse jøder i dag på genoprettelsen af Israel og menneskehedens endelige genløsning. For de fleste liberale jøder er løsningen på det historiske, jødiske problem ved grundlæggelsen af Israels rige et skridt hen imod opfyldelsen af de demokratiske og messianske forhåbninger, der kommer til udtryk i jødedommens profetier.“ Redaktøren for Morning Call, Allentown, Pennsylvania, Percy Ruhe, siger, „han tror, at jødernes tilbagevenden til Israel er en vigtig del af opfyldelsen af Det gamle Testamentes profetier. „Først når den er tilendebragt, kan vi vente Tusindårsriget, — de tusinde år med fred,“ . . . slutter han.“ (10. juni 1950) Både jøder og ikke-jøder er meget interesserede i dette emne. Frisindede, ærlige og oprigtige mennesker, både jøder og ikke-jøder, kan let finde det rigtige svar på spørgsmålet ved at undersøge De hellige Skrifter og de aktuelle begivenheder, der har fundet sted.

Det var den store, jødiske profet Moses, der advarede israelitterne med disse ord: „Hvis du ikke omhyggeligt handler efter denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter dette herlige og forfærdelige navn, Jehova din Gud, så skal Jehova . . . adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden.“ (5 Mos. 28:58, 59, 64) En jødisk profet, større end Moses, Jesus af Nazaret, gentog den sørgelige advarsel, da han sagde: „Det er tiden til udøvelse af retfærdighed, for at alt, hvad der er skrevet, kan blive opfyldt. De vil falde for sværds od og blive ført som fanger ud blandt nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er til ende.“ — 5 Mos. 18:18, 19; Luk. 21:22, 24; Joh. 1:45; Ap. G. 3:20, 22, 23, NW.

Både Moses og Jesus var sande profeter, og det, de forkyndte, gik i opfyldelse. I året 70 (e. Kr.) mødte der Jerusalem den mest grufulde og forfærdelige tilintetgørelse ved de omringende romerske hæres belejring. Dets tempel blev ødelagt, over 1.100.000 af indbyggerne døde (ifølge den jødiske historiker Flavius Josephus), byen blev lagt fuldstændig øde, omkring 97.000 blev taget til fange, og de, der flygtede, blev spredt for alle vinde. Således forkastede Jehova jøderne som nation betragtet; de var ikke længere Guds udvalgte folk. Kun en lille trofast rest vedblev med at have hans velsignelse, og det var med dem, Jehova oprettede og indstiftede en „ny pagt“, eftersom den gamle lovpagt var blevet opfyldt og borttaget. — Jer. 31:31-34; Hebr. 8:8-13.

Guds sande Israel

Ved den gamle pagts ophør blev den nye sluttet med dem, der bliver åndelige jøder. Dette indebar, at ikke alene naturlige jøder, men også ikke-jøder kunne komme ind under den nye pagts forordning og således blive åndelige jøder. Kødelig herkomst fra Abrahams lænder bevirker derfor ikke, at man tilhører Abrahams „sæd“, til hvem løftet blev givet. Ikke omskærelse i kødet, men hjertets omskærelse kendetegner et menneske som sand jøde i Guds øjne. (5 Mos. 10:16; 30:6; Jer. 4:4) Læg mærke til, at retfærdighed blev tilregnet Abraham, før han gennemgik nogen kirurgisk operation i kødet. (1 Mos. 17:9-14, 23-27) Derfor er altså de, som bliver åndelige israelitter, de, der har den samme tro, som Abraham havde, retfærdiggjorte på grund af denne tro. De er da avlede med Guds ånd og bliver således åndelige børn, en del af Guds nye nation, de virkelig sande judæere, det vil sige lovprisere af Jehova. Navnet Juda betyder „lovprisning“. — 1 Mos. 29:35.

Du nærer stadig nogen tvivl om dette? Eller finder du det temmelig vanskeligt at forstå? Hør da, hvad en jøde, der var omskåret efter kødet, siger, nemlig ham, der engang havde været en meget fremtrædende farisæer, ved navn Saul, ham, der senere blev kaldt Paulus, Jesu Kristi apostel. Paulus skriver: „For hverken omskærelse eller forhud betyder noget, men en ny skabning betyder noget. Og alle, som vandrer i overensstemmelse med denne leveregel, over dem være fred og barmhjertighed, ja, over Guds Israel.“ (Gal. 6:15, 16) Læg mærke til, at han kalder uomskårne ikke-jøder for israelitter. Til de samme omvendte hedningekristne skriver han følgende, og fastslår dermed, at de er Abrahams sæd: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken slave eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle eet i forening med Kristus Jesus. Endvidere, hvis I tilhører Kristus, er I virkelig Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“ „Jerusalem heroventil,“ siger han, blev forbilledligt fremstillet ved den frie kvinde Sara, Abrahams hustru, og er deres moder. Derfor sætter han dem i klasse med Isak, Abraham og Saras søn, og siger, „at de er løftets børn, ligesom Isak var det“. — Gal. 3:28, 29; 4:26, 28, NW.

Omskærelsen identifikationsmærket

Paulus taler om en, som er „jøde af navn“, og han viser så, at hvis denne overtræder loven, „er hans omskærelse blevet til forhud“; og på den anden side, hvis „en uomskåret holder lovens retfærdige forskrifter, vil hans ikke-omskærelse blive regnet for omskærelse“. Paulus’ slutning er derfor denne: „Han er ikke jøde, som er det i det udvortes, heller ikke er omskærelse det, som sker i det udvortes, i kødet. Men han er jøde, som er det i det indvortes, og hans omskærelse er den, som sker i hjertet efter ånden, og ikke efter en skreven lov.“ (Rom. 2:12-29, NW) Derfor kan man være jøde af navn og omskåret efter kødet, men hvis man ikke følger Guds anordninger, er man ikke en del af „Guds Israel“, men er en uomskåret hedning i Jehovas øjne. På den anden side kan en, der ifølge herkomst er hedning, på grund af tro blive regnet for jøde efter det indvortes, en åndelig israelit.

Paulus fortsætter yderligere sin bevisførelse og forklarer, at Abraham var „fader til alle, der har tro uden at være omskårne“, det vil sige hedninger „i uomskåret stand“. (Rom. 4:11, 12, 16, NW) Videre siger han: „Ikke alle, som stammer fra Israel, er virkelig „Israel“. Heller ikke er alle børn, fordi de er Abrahams sæd, men „det er gennem Isak, at din sæd skal nævnes“. Det vil sige, at børnene efter kødet er ikke de virkelige Guds børn, men børnene ifølge løftet regnes for sæden.“ Hvis Gud vælger at bringe ikke-jøder ind i det åndelige Israel, „som han kaldte ikke alene blandt jøderne, men også blandt nationerne, hvad så? Det er, som han også siger hos Hoseas: De, som ikke er mit folk, vil jeg kalde „mit folk“, og hende, der ikke var elsket, „den elskede“; og på det sted, hvor der blev sagt til dem: I er ikke mit folk, der skal de kaldes „sønner af den levende Gud“.“ — Rom. 9:6-8, 24-26, NW.

I Filipperne 3:2, 3 (NW) skelner Paulus, der både var naturlig og åndelig jøde, imellem naturlige jøder, der blot har kødets omskærelse, og de, der har den virkelige omskærelse, de, der er jøder efter det indvortes, hvad enten de er af den naturlige israelitiske nation eller af andre nationer: „Tag jer i agt for dem, der lemlæster kødet. For vi er dem, der har den virkelige omskærelse, som yder hellig tjeneste ved Guds ånd og roser os i Kristus Jesus og ikke sætter vor tillid til kødet.“

Det åndelige Israel er en hellig nation

Således indses det klart, at det åndelige Israel er en ny nation, i hvilken den adskillende mur imellem jøde og hedning er fjernet, sådan at begge kan forenes i „Guds Israel“ og blive til „et helligt tempel for Jehova“. (Ef. 2:11-22, NW) De „levende sten“, udtaget af alle nationer, bygges op til dette „åndelige hus“ og kaldes tilsammen „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til særlig ejendom“. — 1 Pet. 2:4-10, NW.

Det antal, der udgør dette kongelige præsteskab og denne hellige nation, som skal regere sammen med Kristus i himmelen, er ifølge Åbenbaringen 14:1-5 (NW) fastsat til 144.000. De omtales som „løskøbte fra jorden“, „dem, der vedbliver med at følge Lammet“, „løskøbte ud af menneskeheden“ ved Kristi genløsning. Ingen vil påstå, at denne skare arvinger, der er forenet med Kristus, udelukkende består af naturlige jøder, israelitter efter kødet, og at ikke andre nationer er repræsenteret i Kristi legeme eller kirke. Når derfor vi læser om denne skare på 144.000, „vor Guds trælle“, som nogle, der kommer fra Israel, 12.000 af hver af de tolv stammer, kan vi forstå, at der menes det åndelige Israel. (Åb. 7:1-8, NW) Det kan næppe være det naturlige Israel, eftersom der ikke er noget, der tyder på, at så mange tog imod Kristus på den tid, da denne skare blev udtaget. Desuden ville det næppe være gået sådan, at nøjagtig det samme antal fra hver stamme ville have adlydt kaldet, eftersom nogle stammer var mere folkerige end andre. Og følgende er et meget vigtigt punkt: De naturlige jøders stammeoptegnelser gik til grunde under den lange tidsperiode, i løbet af hvilken disse 144.000 blev udtaget, så ingen fortegnelse over deres stammeherkomst ville være tilgængelig ved en sådan klassificering af dem på basis af deres afstamning.

Således ser vi også her, at der menes et åndeligt Israel, og det lige antal fra hver stamme viser en harmonisk organisation, hvor der ikke bliver vist nogen partiskhed ved udvælgelsen. Denne gruppering i tolv afdelinger med lige antal i hver passer godt med de tolv grundsten, hvorpå de tolv apostles navne står. (Åb. 21:14, NW) Ligeledes var Israel, da det forlod Ægypten, ledsaget af en „blandet skare“ af ikke-jøder; og her i Åbenbaringen 7:9 er disse åndelige israelitter forenede med en „stor skare“ ud af alle nationer. — 2 Mos. 12:38, KJ.

De fleste israelitter efter kødet snublede over Kristus Jesus som Messias, og af den grund fremstilles de som kastet udenfor, bort fra Abraham, Isak og Jakob, og ikke længere forenet med dem i Guds rige, men i deres sted kommer der mennesker fra nationerne i øst og vest, nord og syd for at blive forenet med det, som disse patriarker symboliserer. (Luk. 13:27-30) Jesus siger, at de, der ikke havde samfund med ham, blev kastet ud ligesom afskårne grene, der visner og bliver brændt. (Joh. 15:6) Paulus viste, at mange af de naturlige grene, jøderne efter kødet, blev skåret af det teokratiske træ, og vilde grene blev indpodet i deres sted; dermed menes, at de tidligere forbigåede hedninger blev en del af „Guds Israel“. Så tilføjer Paulus med henblik på indpodningen af disse hedninger: „På denne måde vil hele Israel blive frelst.“ Efter at have vist grundene til, at de naturlige jøder var udelukket fra at være nogen del af Abrahams sæd og „Guds Israel“, forkastede Jesus de oprørske mennesker ved at sige: „Hvis I er Abrahams børn, så gør Abrahams gerninger. . . . I er fra jeres fader Djævelen.“ — Joh. 8:37-44, NW.

Nu er det klart, at Gud ikke har med to slags Israel at gøre i dag, et bogstaveligt og et åndeligt. Hvilket af disse to er det da, Gud samler sammen for at gøre til genstand for sine genoprettelsesvelsignelser? Er det republikken Israel, der nu regerer over Palæstinas befolkning på 1.400.000 mennesker, eller er det det åndelige Israel, der kun består af 144.000? De kendsgerninger, der fremholdes i den følgende artikel, vil give fyldestgørende svar på disse meget vigtige spørgsmål.