Grunde for nationens lykke
1, 2. (a) Hvad viser at Jehovas velsignelse hvilede over denne genfødte nation i over 600 år efter dens genfødsel? (b) Hvordan bekræftede Paulus over for Agrippa at jøderne på hans tid virkelig udgjorde et folk eller en nation?
I MERE end 605 år efter denne mirakuløse genfødsel i 537 f.v.t. eksisterede Israel som en nation. I løbet af denne periode behagede det Jehova Gud at sende flere profeter til folket, og næsten indtil afslutningen af denne periode indtog nationen en enestående stilling i hans gunst. Næsten seks hundrede år efter nationens genfødsel opsummerede en omskåren farisæer ved navn Saulus fra Tarsus, en benjaminit, de privilegier denne nation, som han selv tilhørte, havde: „Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet.“ „Mine brødre, mine kødelige stammefrænder. De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus.“ (Rom. 3:1, 2; 9:3-5) De havde i sandhed gode grunde til at være lykkelige!
2 Den samme skribent talte om sit „folk“ til kong Agrippa i byen Kæsarea: „Mit liv fra ungdommen af, som det fra begyndelsen er levet iblandt mit folk og i Jerusalem, . . . jeg har levet som farisæer og altså tilhørt det parti hos os, som tager det strengest med gudsdyrkelsen. Og nu står jeg her og skal dømmes for håbet om den forjættelse, som Gud gav vore fædre, og som vort tolvstammefolk ved at tjene Gud uafladelig nat og dag håber at nå frem til; . . . Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde? . . . indtil denne dag har [jeg] kunnet stå og vidne både for små og store; og jeg siger intet ud over det, som både profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus skulle lide, at han skulle være den første, som stod op fra de døde, og derefter skulle forkynde lys både for vort eget folk og for hedningerne.“ — Ap. G. 26:4-8, 22, 23.
3. Af hvilke grunde kunne Israels genfødte nation være lykkelig?
3 Det gamle Israels genfødte nation havde således mange og gode grunde til at være lykkelig. Jøderne havde den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud, Jehova, deres Livgiver, og blev derfor beskyttet af ham mod dæmonerne, som ledes af Satan Djævelen, „de onde ånders fyrste“. Jehova var ikke kun deres Gud men også deres himmelske Dommer og Lovgiver. (Es. 33:22; se NW) De var efterkommere af Jehovas ven Abraham gennem Abrahams søn Isak og sønnesøn Jakob og videre gennem Jakobs tolv sønner. De var således alle hinandens kødelige slægtninge og udgjorde i virkeligheden én stor familie eller nation af brødre og søstre, virkelig ét „folk“, én „nation“. De var direkte efterkommere af Abraham, Isak og Jakob, hvem Gud havde givet sin forjættelse, og Jehova Gud havde løst dem fra trældommen i Ægypten, og derfor var denne nation hans udvalgte ejendom eller arv. De tilhørte virkelig Jehova Gud.
4. (a) Hvad betød det for denne nation at den var „Abrahams sæd“? (b) Hvilke andre storslåede velsignelser skulle komme gennem denne nation, og i hvilken begivenhed kulminerede de i år 33?
4 De var selvskrevne til at være „Abrahams sæd“, som alle jordens nationer ville velsigne sig ved til evig tid. (1 Mos. 22:18; 26:2-5; 28:13, 14) De alene havde fået „Guds ord“ eller „hellige udtalelser“ (NW) betroet, idet de havde fået Loven, Profeterne og Salmerne. De havde adgang til at blive oplært i alle disse „hellige udtalelser“ fra Gud, med de vidunderlige forhåbninger og guddommelige løfter som de indeholdt. Gennem profeten Moses havde de sluttet en national overenskomst eller pagt med deres Gud, og ved Guds særlige pagt med den trofaste kong Davids kongeslægt havde de fået Guds løfte om et evigt rige under hans Messias eller Kristus. Ja det var lovet at denne Messias eller Kristus skulle komme direkte til dem, at han skulle fødes i deres nation. (Dan. 9:24-26) Det var lovet at deres messianske konge skulle komme ridende til deres hovedstad Jerusalem for at bringe dem fred og frelse. (Zak. 9:9) Ifølge historien var det netop hvad han gjorde i år 33 e.v.t., nøjagtig til den forudsagte tid. — Matt. 21:1-14; Joh. 12:12-18.
5. Hvilken frygtelig begivenhed indtraf for denne nation i år 70, og hvilke foruroligende spørgsmål rejste dette?
5 Til trods for at denne nation var så højt begunstiget, blev der gjort ende på den i sommeren år 70. For anden gang blev hovedstaden Jerusalem ødelagt, det prægtige tempel blev jævnet med jorden, og Judæas land blev lagt øde, denne gang af de romerske legioner. De jøder der overlevede denne ulykke, blev ført bort som fanger og solgt som slaver til alle nationer. Hvorfor skete dette? Hvorfor kom en sådan ulykke over det kødelige Israel?
6. Hvilken parallel var der mellem grunden til den første ødelæggelse og den anden ødelæggelse?
6 Nationen havde en gang tidligere erfaret en sådan ulykke. Hvad var grunden dengang? Folkets lykke afhang af dets Gud, Jehova, og dets ulykke dengang skyldtes at israelitterne havde trukket sig bort fra tilbedelsen af denne Gud, Jehova, deres Frelser, Velsigner og Beskytter. Da ulykken anden gang ramte den samme nation var det af samme årsag. Påvirket af menneskers traditioner og forskrifter var folkets hjerter blevet hårde i vantro og de havde afvist „Guds hellige udtalelser“. Det tragiske højdepunkt på denne hårdhjertethed var at de nægtede at tage imod den lovede Messias, Guds søn. De mistede således grundlaget for at være Jehovas „lykkelige“ folk.
7. (a) Hvilket kritisk spørgsmål opstår nu? (b) Hvorfor var det ikke nødvendigt med en genfødsel af den omskårne israelitiske nation?
7 Nu opstår der et kritisk spørgsmål. Skulle denne israelitiske nation bestående af omskårne jøder atter genfødes for at Bibelens guddommelige løfter kunne få deres opfyldelse? Var republikken Israels fødsel den 15. maj 1948 en nutidig opfyldelse af profetien, og skal Jehovas løfte til Abraham om velsignelsen af alle jordens slægter og nationer opfyldes gennem denne demokratiske israelske republik? Ifølge Bibelen er svaret nej! Det er ikke nødvendigt med en sådan genfødsel af den omskårne israelitiske nation. Hvorfor ikke? Fordi Jehova Gud allerede syvogtredive år før Jerusalem og dets tempel blev ødelagt i år 70, havde frembragt den virkelige nation på hvem de yderligere profetier i hans „hellige udtalelser“ skal opfyldes til hele menneskehedens gavn, både den levende og den døde menneskehed.
Det åndelige Israels fødsel
8, 9. (a) Hvornår fandt det åndelige Israels fødsel sted? (b) Fortæl hvilke begivenheder der fandt sted i Jerusalem efter at Zions konge, Kristus Jesus, var redet ind i byen som en opfyldelse af Zakarias 9:9.
8 Denne nations fødsel fandt sted i Jerusalem den 6. sivan år 33, den dag de omskårne jøder kalder „schavuot“ (som betyder „uger“), mens de græsktalende jøder dengang kaldte den „pentekoʹste“ (hvilket betyder „halvtredsindstyvende“; heraf det danske „pinse“.)
9 Navnet „pinsedag“ betyder altså „den halvtredsindstyvende dag“, og netop på den halvtredsindstyvende dag efter Jesu Kristi opstandelse fra de døde fra en grav nær Jerusalem, var det at denne nation blev født. Jesus Kristus eller Messias var som Zions konge redet ind i Jerusalem som en opfyldelse af profetien i Zakarias 9:9, men nogle dage senere havde de vantro religiøse ledere i Jerusalem foranlediget at han blev dræbt af de romerske soldater. På den tredje dag efter hans død havde den almægtige Gud Jehova imidlertid oprejst ham og ophøjet ham til himmelsk liv som Messias eller Kristus, den evige arving til Davids rige, efter den pagt om et rige som Gud havde sluttet med David. Før Jesus Kristus eller Messias var steget til himmelen, havde han sagt til sine trofaste disciple at de skulle blive i Jerusalem indtil Guds hellige ånd kom over dem. — Ap. G. 1:1-15.
10. (a) Hvordan blev profetien i Joel 3:1, 2 opfyldt på Pinsedagen, og hvad var opfyldelsen et tegn på? (b) Hvilken førstegrøde frembar Jesus Kristus nu som et offer til Jehova?
10 Disciplene skulle fra Jesu himmelfart blot vente i ti dage, indtil pinsedagen. Den dag var omkring et hundrede og tyve af disciplene samlet på en førstesal et sted i Jerusalem. Ganske pludseligt blev Guds hellige ånd udgydt over dem, som en opfyldelse af profetien i Joel 3:1, 2. Foruden at disciplene hørte en susende lyd som af et vældigt åndepust og så ildtunger sætte sig på deres hoveder, begyndte de også alle at tale i forskellige sprog som de ellers aldrig havde lært. Dette var bevis på at Jesus Kristus nu befandt sig i Guds nærhed i himmelen og havde taget sæde ved Guds højre hånd som „Herre og Kristus“. (Ap. G. 2:1-36) Da dette var den profetiske pinsedag da Israels ypperstepræst ved templet i Jerusalem frembar førstegrøden af hvedehøsten for Gud, frembar Jesus Kristus som Guds ypperstepræst en åndelig førstegrøde for Gud. Hvori bestod den? Det var den kristne menighed repræsenteret ved de 120 disciple der var forsamlet denne dag i Jerusalem. (2 Mos. 34:22-24; 3 Mos. 23:15-21) De blev avlet af Guds ånd til at være „en førstegrøde af hans skabninger“. — Jak. 1:18.
11. Hvordan ved vi at disse begivenheder markerede en ny nations fødsel, og hvis plads indtog den?
11 På denne måde blev den nye nation født på pinsedagen år 33 med Herren Jesus Kristus i himmelen som konge. (Kol. 1:13) Apostelen Peter som var til stede den dag og som holdt indledningstalen i den udgydte ånds kraft, taler om at det var en nation eller et folk der blev født. I sit første brev til medlemmerne af denne åndsavlede menighed skriver Peter: „I deres ulydighed mod ordet tager de [de omskårne jøder] anstød, og dertil var de også bestemt. Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt FOLK, et EJENDOMSFOLK, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ (1 Pet. 2:8, 9) Eftersom Jehova Gud forkastede den israelitiske nation af omskårne jøder fordi jøderne havde forkastet Jesus som Kristus og Herre, trådte denne nye kristne nation ind i Guds gunst i dens sted.
12. Hvem blev optaget som borgere i denne nation tre år og fire måneder efter dens fødsel?
12 I de første tre år og fire måneder bestod dette nye ’hellige folk’ udelukkende af mennesker som enten virkelig var jøder af afstamning, eller hedninger som var gået over til jødedommen, var blevet omskåret og antaget blandt jøderne som såkaldte „proselytter“. (Ap. G. 2:5-11, 33-42) Men i begyndelsen af efteråret 36 holdt Jehova op med at vise de omskårne jøder og proselytter særlig opmærksomhed, og sendte apostelen Peter til Kæsarea for at omvende den italienske høvedsmand Kornelius og hans gudfrygtige venner til troen på Jesus som Jehovas Messias eller Kristus. Derpå modtog disse troende hedninger den hellige ånd fra himmelen og begyndte at profetere under åndens indflydelse. (Ap. G. 10:1 til 11:18) Fra da af blev de uomskårne hedninger som kom til tro på Jehovas Messias, taget med ind i det ’hellige folk’, og dermed udvidedes medlemskabet af denne nye nation, „Guds Israel“. — Gal. 6:16.
13. Vis hvordan Paulus betragtede de hedninger der blev borgere i denne hellige nation.
13 Apostelen Paulus forklarede i et brev at disse hedningetroende også kom til at tilhøre dette ’hellige folk’, også blev borgere i denne hellige nation. Han skrev: „I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der har navn efter den omskærelse, man med hænder udfører på legemet — kom i hu, at I på den tid var uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Nu derimod, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod. Thi han er vor fred, han, som gjorde begge parter til ét og nedrev det gærde, som skiller, . . . Og han kom og forkyndte fred for jer, som var langt borte, og fred for dem, som var nær. Thi ved ham har vi, begge parter i én Ånd, adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten.“ — Ef. 2:11-20.
14. Hvilke bånd bandt medlemmerne af denne nye nation sammen, og hvor var deres borgersamfund?
14 Da et menneskes nationale og racemæssige tilhørsforhold ikke længere var afgørende for om Gud kunne optage det i denne nye nation, blev det nu et åndeligt bånd der bandt disse medlemmer sammen som medborgere i én nation. Det blev en åndelig nation. Medlemmerne var ikke alene salvet med Guds hellige ånd til at forkynde den gode nyhed om Guds rige overalt, men de var også avlet af Guds ånd til at være Guds åndelige børn, med håb og løfte om medlemskab sammen med Jesus Kristus i Guds himmelske rige. Derfor kunne apostelen Paulus skrive til dem: „Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.“ (Fil. 3:20) Dette ’hellige folk’ er derfor Guds åndelige Israel.
15. Hvorfor var det ikke nødvendigt for Jehova at give det kødelige Israel en genfødsel efter år 70?
15 I år 70, syvogtredive år efter Jesu Kristi død og opstandelse, havde denne åndelige israelitiske nation i tusindvis af medlemmer, i og uden for det romerske verdensrige. Da de romerske legioner under general Titus ødelagde Jerusalem og dets tempel og hærgede det judæiske land, og den gamle israelitiske nation af omskårne jøder blev opløst, var det derfor ikke nødvendigt for Jehova Gud at give denne forkastede nation en genfødsel, hverken dengang eller i dag. Da der blev gjort ende på den jødiske nation i år 70, havde Jehova Gud allerede i syvogtredive år haft et nyt „helligt folk“, det åndelige Israel.
16. På hvem opfyldes Bibelens profetier da i dag, og hvad medfører det for den „nation hvis Gud er Jehova“?
16 Det er på dette åndelige Israel og ved hjælp af det, at Bibelens profetier fortsætter med at blive opfyldt, indtil i dag. En slægt af jøder med oprindelse i den gamle, opløste israelitiske nation har overlevet indtil i dag, så hvor langt snarere skulle ikke medlemmer af det sande, åndelige „Guds Israel“ have overlevet til i dag? Til ære og pris for Jehova Gud og på grund af hans beskyttelse og bevarelse findes der virkelig i dag en rest af dette åndelige „Guds Israel“, og den erfarer en ubeskrivelig lykke som den „nation hvis Gud er Jehova“. — Sl. 33:12, NW; Gal. 6:16.
[Illustration på side 89]
Den nye nation blev født på pinsedagen i år 33