Unge spørger:

Tager man skade af voldsprægede videospil?

’JEG er omringet af fremmede angribere, og de bombarderer alle sammen løs på mit fly. Hvordan kan jeg redde mine „mænd“ fra at blive taget af de fremmede? Det spekulerede den 18-årige Kym på mens hun stirrede ind i en stor skærm i farver, fyldt med livlige figurer, hvorfra der lød kampstøj. ’Nu har jeg det,’ tænkte hun, idet hun trykkede på nogle knapper med sine vablede fingre. ’Jeg vil skyde min „skrappe bombe“ af.’ Den skal nok sprænge dem alle sammen i småstumper! Wow! Jeg ødelagde hele fire rumskibe — det giver mig 10.000 points! Denne gang når jeg op på 100.000 points.’

Sådan gik en ganske almindelig dag i videospillehallen. Måske har du selv spillet eller set andre spille disse populære spil.a Du anser dem måske for at være en harmløs adspredelse efter en lang dag i skolen eller på arbejde. Men nogle autoriteter har hævdet at disse spil er vanedannende og mentalt skadelige. Kym indrømmer for eksempel at hele hendes følelsesliv blev lammet dengang hun spillede så ivrigt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at spille, og hun forklarer hvorfor: „Man står helt alene med umulige chancer. Man har skæbnen i sine egne hænder.“

Er de vanedannende?

Ethvert spil kan naturligvis være vanedannende, men det gælder især voldsprægede videospil. „I et spil som skak kan man godt tænke på noget andet, men disse videospil kræver fuldstændig koncentration, meget mere end kuglespil (’pinball’)“, fortæller Sherry Turkle, der er sociolog ved Massachusetts Institute of Technology. „Når først man er kommet ind i den verden, bliver man hængende.“

Det er Kym enig i: „Man bliver næsten hypnotiseret af spillet. Man hører ingenting. Man slipper væk fra verden med alle dens problemer. Det er som at være i en rus. Men man bliver virkelig fanget af det når man får greb om spillet og bliver god til det. Når man laver en dum fejl og bliver sprængt i luften, er man sikker på at man kan gøre det bedre. Altså kommer man endnu en kvartdollar ind — og endnu én — og endnu én. Jeg har brugt op mod 40 dollars [lidt under 400 kroner] hver uge. Penge til frokost, penge jeg skulle have købt for hos købmanden, og de penge jeg tiggede fra familien — de røg alle sammen i maskinen.“

Skønt de fleste spillere normalt kan nøjes med et spil eller to, er faren for at blive vanemæssig spiller reel nok. „Jeg troede aldrig det ville ske for mig,“ tilstår Kym. „Men jeg nåede til det punkt hvor jeg sled huden af fingrene fordi jeg spillede flere timer i træk. Spillene blev hele mit liv.“

Apostelen Paulus skrev engang: „Alt er mig tilladt; men ikke alt er gavnligt.“ Ja, somme tider kan selv uskyldige fornøjelser være skadelige eller i hvert fald nytteløse. Han tilføjede: „Jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.“ (1 Korinter 6:12) Han ville ikke lade ’noget som helst’ gøre ham til slave. Burde vi ikke have samme indstilling?

’Men hvad nu hvis man ikke bliver afhængig?’ vil nogle måske indvende. ’Når alt kommer til alt er det jo bare et spil.’ Men selv når vi spiller eller leger kan vi lære noget — godt eller ondt. Hvad lærer man da af disse spil?

’Her-og-nu-mentalitet og vold’

Det siger Kym at hun lærte. Men nogle fortalere for spillene siger at de voldsprægede spil blot lærer én at forsvare sig eller beskytte sig. „I stedet for at blive hidsig på min historielærer kan jeg rase ud ved at spille ’Asteroids’,“ hævder en 16-årig. Nogle voksne, som for eksempel den 40-årige Gary, påstår endda: „Det er på en måde en god oplæring til livet. Man må jo vide hvordan man skal slippe væk og hvornår man skal skyde.“

Men kig engang på rammen sidst i artiklen og læg mærke til hvad de mest populære spil går ud på. Er det virkelig „god oplæring“ til livet? Kan du ved hjælp af dem komme bedre ud af det med andre? Eller kunne de fremme en tænkemåde som den hos en 11-årig pige der blev tiltalt for at have stukket en 14-årig dreng ihjel under et skænderi? Han havde afbrudt hende mens hun spillede et videospil.

„Større en helt er sindig mand, større at styre sit sind end at tage en stad,“ siger Ordsprogene 16:32. Er det sådan noget man lærer af voldsprægede videospil? Eller kunne man derimod lidt efter lidt begynde at ’elske vold’ i sit hjerte, til skade for sig selv? — Salme 11:5, NW.

„I spillet blev jeg enten sprængt i luften eller fik belønningen her og nu. Men sådan er verden omkring én jo ikke. Jeg blev meget utålmodig,“ beretter Kym. Dette ønske om hurtige resultater gik ud over hendes karakterer i skolen, for hun nøjedes med at læse overfladisk på lektier som ellers krævede meget mere tid og tankevirksomhed. Men for at kunne klare sig ordentligt som voksen er det nødvendigt at man lærer at fastholde sin opmærksomhed ved noget i længere tid ad gangen.

„Tom ære“

„Jeg elskede spillene, for dér kunne jeg vise alle at der var noget jeg kunne gøre rigtigt,“ medgiver Kym. „Det var især når jeg følte at jeg var blevet ’dukket’ i et skænderi med min moder eller min broder at jeg gik ud for at spille videospil. Ser du, når man først er i gang med et videospil, er det lige meget om man er lille eller stor, tynd eller tyk, sportstrænet eller sygelig. Det eneste der betød noget var at have hurtige hænder og være skrappere end maskinen. Når jeg kunne høre andre sige: ’Hun er god. Hun kan virkelig spille!’ følte jeg at jeg havde magt over det hele.“

Kyms indrømmelse går igen hos mange unge der går meget op i spillene. „De der har besvær med familien kan her finde et sted hvor de ikke behøver at bekymre sig om alt det de ikke har klaret særlig godt, . . . et sted hvor de virkelig har succes,“ udtaler Sherry Turkle.

Men hvor betydningsfuld er ros eller succes af den slags? Apostelen Paulus gav de kristne denne befaling: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Det græske ord der er oversat med „selvoptagne“ betyder „tom ære“. Det står blandt andet for et stærkt ønske om at få ros fra andre på et værdiløst eller tomt grundlag.

Vil du ikke også kalde det ’tom ære’ at være „verdensrummets hurtigste mand på revolveren“? Vi det være til nytte for dig når du skal søge et job eller holde på det? Vil det tilføre din personlighed nogle smukke træk? Og når maskinen går i stå, er dine præstationer så ikke også ligegyldige?

Hvem er det forresten der siger noget rosende om dig? „Det er et rædselsfuldt selskab at være i,“ siger Kym. „Smudsigt sprog og temperamentsudbrud var helt almindelige, og drengene gjorde hele tiden erotiske tilnærmelser til mig.“ Er det da virkelig sådanne menneskers indholdsløse ros du gerne vil have? Vil du ikke hellere høste ægte anerkendelse for en betydningsfuld præstation fra nogle du kan respektere? — 1 Korinter 15:33.

Hvordan nogle har frigjort sig

For Kym var det en hjælp helt at holde sig borte fra videospillehaller. Men hun sørgede også for at holde tankerne beskæftiget med noget andet. Hun tvang sig selv til at fordybe sig i den bibelundervisning hun forberedte til de møder hun gik til hver uge i rigssalen. Når familierne i menigheden kom sammen for at spille et eller andet boldspil, deltog hun og følte sig som et nyt menneske. „Men bruddet krævede virkelig en indsats. Jeg kan huske at jeg bad til Jehova Gud og tryglede ham om hjælp til ikke at vende tilbage til de voldsprægede spil,“ fortæller Kym.

Det lykkedes for hende. Det gjorde det også for Claudelle, en dreng der havde en sådan hang til spillet „Omega Race“ at han skulkede fra skolen. „Jeg fik mit navn på lystavlen som den spiller der havde scoret flest points,“ fortæller Claudelle, der fik øgenavnet „Omega-manden“. „Men efter at jeg havde ofret dollar efter dollar på spillet, fandt jeg ud af at det alt sammen blot var et ’nummer’ for at få fat i mine penge — og dét virkede!“

Claudelle begyndte derfor at bruge sin fritid på at lære at svømme. „Det var meget mere nyttigt — og det var bestemt også billigere,“ fortsætter han. „Jeg gjorde noget mere ved skolearbejdet, og mine karakterer gik op. For de penge jeg sparede ved ikke at spille, købte jeg noget pænt tøj. Nu kan jeg lettere samle mig om de alvorlige ting i livet.“

Burde „de alvorlige ting i livet“ ikke være det vi beskæftigede os mest med? Disse ting, nemlig venskabet med Gud og med andre mennesker, ordentligt arbejde og flere andre ting man kunne nævne, giver ægte tilfredshed i livet. Og det er selvfølgelig ikke forkert at slappe af ved at spille nogle bestemte spil. Men sørg for at det du slapper af med er noget der forfrisker dig og giver dig en fredelig indstilling der viser at du har respekt for livet og kærlighed til Skaberen.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 25]

„Jeg troede aldrig det ville ske for mig. Men jeg nåede til det punkt hvor jeg sled huden af fingrene fordi jeg spillede flere timer i træk. Spillene blev hele mit liv.“

[Ramme på side 26]

Hvad de populæreste videospil går ud på

● „Slug de andre før de sluger dig“

● „Udslet de fremmede horder — eller de kvæler dig“

● ’Undgå nogle store klipper eller spræng dem’

● Beskyt seks byer ved at ødelægge alle missiler med dine egne missiler

● Dræb et glitrende tusindben eller en edderkop der springer tværs over skærmen, før den lander på dig

● Skyd dig vej ud af en „labyrintverden fyldt med dræberrobotter“

● Du sidder i en kæmpestor kampvogn på en tredimensional slagmark og skal skyde alle dine fjender ned