Vogt fårene med kyndighed
„Og han begyndte at vogte dem efter sit hjertes uangribelighed, og med sine hænders kyndighed begyndte han at lede dem.“ — Sl. 78:72, NW.
1. Hvilken egenskab er som nævnt i Hebræerne 11:6 nødvendig hvis man vil være en Guds tjener, og hvad giver dette os lyst til at vide?
KÆRE læser, måske er du ikke en religiøs gejstlig, men har du nogen sinde tænkt over hvilket ansvar der hviler, ikke blot på en gejstlig, men på den der er en virkelig tjener for Gud? Hvor stærk eller svag må hans tro på Gud være? En ordets tjener ved navn Paulus gav et tydeligt svar herpå da han sagde: „Uden tro er det umuligt at vinde hans velbehag, for den som nærmer sig Gud må tro at han er til, og at han bliver deres belønner som oprigtigt søger ham.“ (Hebr. 11:6, NW) Man kunne nok have lyst til at vide hvor mange præster der i vor tid har en absolut tro på Jehova Gud og hans skrevne ord og stoler på det, og hvor mange der oprigtigt søger at vinde Jehovas velbehag. Hvor mange prædikanter tager deres pligt til at gøre den guddommelige vilje alvorligt?
2. Hvordan stiller flertallet af teologistuderende i Amerika sig i dag til tro? Hvad får dette oprigtigt sandhedssøgende mennesker til at tænke?
2 I en artikel, „Studenter søger efter tro“, der stod at læse i New York Times Magazine for den 30. november 1958, siger skribenten, Stanley J. Rowland jun., at de der går på „vor tids præsteseminarier stort set stiller sig skeptiske men håber gennem erfaring at få tro og gennem deres gerning at finde den dybere mening“. I sin kommentar om de unge teologistuderende sagde han: „De er — paradoksalt nok — noget skeptiske hvad kaldelsen fra Gud og styrken af deres egen kristne overbevisning angår. De gransker ivrigt for at finde frem til tilværelsens grundlæggende værdier. De ønsker at komme til bunds i livets mening.“ Kan man nære tillid til at disse unge mænd virkelig skulle være egnede til at være tjenere for den nuværende generations kristne når de er så skeptiske hvad kaldelsen fra Gud angår og de ikke føler sig alt for sikre i deres tro? Skribenten citerer dernæst præsidenten for Union Theological Seminary i New York, Henry P. Van Dusen: „Man forstår dem ikke. Mange af dem synes blottet for glæde, og jeg tvivler på om de virkelig ved hvad det vil sige at være lykkelig. De vandrer i religiøs søgen, noget der hørte til sjældenhederne for tyve år siden, men som er almindeligt blandt vor tids studerende.“
3. Hvilken slags tro havde kristendommens grundlægger, og havde hans disciple samme indstilling som han?
3 Med en så tydelig mangel på tro frembyder de en slående modsætning til de kristne forkynderes leder, Kristus Jesus! Man kan ikke finde en brist i hans tro på og hengivenhed for sin Fader og i hans beslutning om at gøre den guddommelige vilje, hvilket klart fremgår af de fire beretninger om hans liv. Jesus Kristus var en sand Guds tjener; han var villig til at påtage sig sit ansvar. Han havde en stærk tro, og hans efterfølgere, der også havde en stærk tro, oplærte han så de kunne være forkyndere ligesom han selv. Jesu disciple prøvede ikke „gennem erfaring at få tro“. De manglede ikke glæden; de havde deres Mesters tro og glæde. De var lykkelige tjenere der nærede tillid til at Gud „bliver deres belønner som oprigtigt søger ham“, og de var ikke af den slags der til stadighed „søger efter tro“. De troede på Jehova Gud, hans søn Jesus Kristus, og Guds ord. Enhver der i dag studerer for at blive en ordets tjener må have tro hvis han ikke vil komme fuldstændig til kort som kristen forkynder.
4, 5. (a) Er forkyndergerningen begrænset til nogle få? (b) Hvilke mænd har fået betroet et større ansvar?
4 Apostelen Paulus, der selv havde en stærk tro på den eneste Gud, Jehova, og var en utrættelig forkynder af Guds ord, gav den galatiske menighed følgende formaning: „Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.“ (Gal. 6:6) Derfor skulle enhver der har hørt og som tror, støtte den der har oplært ham, og derefter selv begynde at undervise. Det er ikke kun de ganske få der beslutter sig til at søge et præsteseminarium eller en anden teologisk skole som kan blive forkyndere af evangeliet. Forkyndelsen kan udføres af et meget bredt udsnit af menneskene. Tjenesten udstrækkes til enhver der tror og som er blevet undervist i Guds ord, for sådanne må også dele de gode ting de har lært med andre mennesker de kommer i berøring med. Der var vægt i Paulus’ ord da han sagde: „’Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ (Rom. 10:13, 14) Verden har brug for forkyndere der er opfyldt af tro, ikke for forkyndere der stadig søger efter tro.
5 Bibelen, Guds ord, viser klart at alle der hævder at være kristne bør forkynde den gode nyhed om Gud og hans retfærdige rige. Men da Peter talte til de ældre mænd i de troendes menighed lod han dem forstå at der hviler et større ansvar på de ældre mænd der virker som tilsynsmænd, på hyrderne over Guds hjord. Selv om alle der har indviet sig til tjenesten for Gud er forkyndere, vælges der dog fra denne gruppe af trofaste kristne, mænd der skal tage sig af hele menighedens anliggender. Derfor sagde Peter: „De ældre mænd iblandt jer giver jeg derfor denne formaning . . .: Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt.“ — 1 Pet. 5:1-4, NW.
Et alvorligt hverv at være åndelig hyrde
6. Hvem er de eneste der kan udpeges til at være hyrder i menigheden, og hvordan skulle man betragte denne gerning?
6 Man kan kun udvælge pålidelige hyrder for hjorden blandt dem der allerede er forkyndere, mennesker der er Jehova Gud helt hengivne og som ønsker at hjælpe deres brødre i menigheden. Dette er sandelig en gerning af rette slags for alle modne kristne. Om dem der allerede er fulde af tro og virksomme i Guds tjeneste sagde Paulus: „Hvis en mand rækker efter et tilsynsembede, attrår han en gerning af rette slags.“ (1 Tim. 3:1, NW) Disse ældre mænd i sandheden skulle i høj grad ønske at udføre en sådan gerning og hjælpe med at vogte fårene i Guds fold. Dette er et ansvar som man kun kan påtage sig hvis man har tro, nærer sand kærlighed til Gud, og allerede er bekendt med og optaget af at gøre den guddommelige vilje. Det er ikke et arbejde for en nyomvendt, en begynder, en der er uerfaren i den kristne gerning.
7. (a) Hvorfor er det så nødvendigt at en tilsynsmand studerer Guds ord? (b) Hvilke egenskaber sagde Paulus at tilsynsmanden må have?
7 En tilsynsmand må først og fremmest være en der studerer Guds ord, tror på det, og lever i overensstemmelse med hvad det lærer. Han må stå fast i troen samtidig med at han i dag er vågen over for det som Paulus omtalte for Timoteus: „Den inspirerede udtalelse siger imidlertid udtrykkeligt at i senere tidsperioder skal nogle falde fra troen, idet de lytter til vildledende, inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, som følge af hykleri hos mennesker der taler løgne, . . . forbyder ægteskab, befaler at afstå fra spiser som Gud skabte til at nydes med taksigelse . . . Ved at give brødrene disse råd vil du være en Kristi Jesu tjener af rette slags, en der er næret af troens og den rette læres ord, den lære som du nøje har fulgt.“ (1 Tim. 4:1-3, 6, NW) Hvis en tilsynsmand skal kunne give god vejledning, må han være „næret af troens og den rette læres ord“, som han også nøje må følge. Gør han det kan han vogte Guds hjord med kyndighed. „Den, som er forstander [virker som leder], skal være det med iver; den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde.“ (Rom. 12:8) En tilsynsmand må „virke som leder“ hvis han udpeges til at føre tilsyn med menigheden. Han må følge disse instrukser: „Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode; vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed! Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren; vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen! Vær med til at hjælpe de hellige, når de er i trang; vær ivrige efter at vise gæstfrihed! Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke! Vær glade med de glade, og græd med de grædende! Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne tanker! Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!“ (Rom. 12:9-18) Skal man være en nyttig tjener der står mål med denne beskrivelse, må man allerede have tro på Gud og ikke være en af dem der „søger efter tro“.
8. Blev Bibelen skrevet alene med henblik på tilsynsmænd? Hvad er hele menigheden derfor forpligtet til?
8 Når menighedernes hyrder udøver en sådan ledelse giver de alle de kristne medlemmer et udmærket eksempel til efterfølgelse. Ydermere blev Bibelen ikke skrevet for tilsynsmændene alene, men for hele menigheden, tilsynsmændene medregnet. Det er Guds vilje at når får er blevet indsamlet skal de blive nøjagtig sådan som en god hyrde er. På Paulus’ tid traf Gud foranstaltning til at hyrder kunne drage omsorg for får, og på samme måde sætter hyrder i dag et eksempel. Det er en alvorlig opgave at vogte får. Tiden er kommet da folk af alle nationer skal adskilles, og denne adskillelse sker som følge af forkyndelsen af den gode nyhed om Jehovas rige. Denne forkyndelse udføres ikke af tilsynsmændene alene, men af alle menighedens kristne tjenere.
9, 10. (a) Er en hyrdes ansvar stort? Hvis ansvar er større? (b) Hvilket arbejde har resten udført især siden 1919, og hvordan kan man sige at den betragter arbejdet på samme måde som Kristus Jesus, den større David, gjorde?
9 Er man imidlertid indsat som tilsynsmand påhviler der en et langt større ansvar som hyrde for fårene. Dog må en tilsynsmand altid huske at ikke han, men Jehova, er den store Hyrde. David sagde: „HERREN [Jehova] er min hyrde.“ (Sl. 23:1) Jehova tager derfor hovedansvaret for indsamlingen af og omsorgen for fårene, men han bruger dog mennesker til at udføre hyrdegerningen. Siden 1919 har vi ikke alene været vidne til at resten af den salvede „lille hjord“ er blevet indsamlet, men vi har også set en stor skare af „andre får“ blive samlet, især siden 1935. (Luk. 12:32; Joh. 10:16) Resten eller de tilbageværende af den lille hjord blev spredt i den første verdenskrigs overskyede og mørke dage, men nu bliver mange af restens medlemmer, efter at de er blevet samlet ind, benyttet til at udføre en hyrdegerning. Som Guds tjenere har de alle forkyndt den gode nyhed om Riget for andre, og har gjort den guddommelige vilje i de forløbne fyrre år. De har opsporet fårene og ført dem ind i folden og givet dem den nødvendige åndelige føde.
10 Med andre ord, der må foregå en stor indsamling. Imidlertid har Jehova nu gjort alle disse får, den lille hjord og de andre får, til en samarbejdende enhed eller hjord, og alle er de arvinger til livet i den retfærdige nye verden. Jehova har trofast opfyldt alt hvad han har lovet sit folk, men der er noget som kristne på deres side må gøre, og det gælder især tilsynsmænd, der trofast må vogte hjorden eller menigheden. Kristus Jesus er den større David, og da han var her på jorden påtog han sig en hyrdes ansvar og satte det rette eksempel for andre tilsynsmænd. Salme 78:70-72 (NW) peger hen til Jesus med disse ord: „Så valgte [Jehova] sin tjener David og tog . . . ham til at være hyrde over Jakob, hans folk, og over Israel, hans ejendom. Og han begyndte at vogte dem efter sit hjertes uangribelighed, og med sine hænders kyndighed begyndte han at lede dem.“ Kristus Jesus var netop en sådan dygtig hyrde. Hans Fader sagde til ham: „Du elskede ret og hadede uret.“ — Hebr. 1:9.
Hvordan man erhverver sig kyndighed
11. Hvordan erhverver en hyrde sig kyndighed?
11 Kyndighed vil sige den evne der følger med kundskab og øvelse; færdighed. Jesus, den rette Hyrde, havde kundskab ud fra Guds ord. Han udførte i praksis hvad det lærte. Han lod Guds ord være rettesnoren for sin livsførelse, og viste derved sin visdom og forstand. Han anerkendte Jehova Gud som den store Hyrde og vendte menneskers tanker mod Jehova, sin Fader, ikke mod sig selv. Gud havde udvalgt ham til at være hyrde af den rette slags. Vor tids underhyrder må ligne Jesus og ikke være interesserede i at beholde fårene for sig selv. I hjertets uangribelighed må de vogte Guds hjord med kyndighed. Hvor nødvendigt det derfor er at tilsynsmænd har kundskab og at de med visdom omsætter denne kundskab i praksis! En hyrde er ikke en ubehændig, kejtet og skødesløs tilsynsmand. Kyndigt anvender han Guds ord når han tager sig af de andre får. Da den rette Hyrde, Jesus Kristus, ved den hellige ånds kraft tildelte apostlene en hyrdegerning, blev denne overdraget dem fordi de vidste hvordan Guds ord skulle anvendes „til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed“, og denne gerning udførte de med kyndighed. (2 Tim. 3:16) Alle underhyrder må bruge Guds ord på samme måde. Tilsynsmænd i den nye verdens samfund i dag er også hyrder, og med kyndige hænder må de tage sig af Guds får og lede dem ligesom David gjorde da han tog vare på Israels børn, og som Kristus gjorde da han tog vare på sine disciple.
12. Kan en hyrde tillade sig at behandle får skødesløst, og hvilke råd giver apostelen Peter angående dette?
12 Når man trofast udfører hyrdegerningen belønnes den med frelse, som ikke alene bliver en selv men også de andre får til del. Husk at alle er får, hvad enten de er tilsynsmænd eller ej. Alle er får under den store Hyrde, Jehova, og den rette Hyrde som han har udvalgt, Jesus Kristus. Jesus sagde selv: „Jeg er den rette Hyrde; den rette Hyrde udleverer sin sjæl til fordel for fårene.“ (Joh. 10:11, NW) Og atter: „Jeg er den rette Hyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig.“ (Joh. 10:14, NW) Der er derfor ingen grund til at nogle af de får der er blevet udvalgt til at være hyrder skulle blive egensindige eller anvende Guds ord skødesløst. Peter, Jesu Kristi får og apostel, erkendte sit ansvar som underhyrde da den hellige ånd udvalgte ham til denne gerning. Derfor sagde Peter til andre: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke af tvang, men villigt, heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men ivrigt, heller ikke ved at spille herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at blive eksempler for hjorden. Og når overhyrden er blevet åbenbaret skal I modtage den uvisnelige herlighedskrone.“ — 1 Pet. 5:2-4, NW.
13, 14. Når en hyrde er gået ind på at ville gøre den guddommelige vilje, hvordan skulle han da føle og ikke føle over for sit ansvar?
13 Alle tilsynsmænd i den nye verdens samfund, det være sig afdelingstjenere under Watch Tower Bible and Tract Society, sektionstjenere, zonetjenere, menighedstjenere og assisterende tjenere, skulle gøre sig klart at Jehovas ord lægger et tungt ansvar på underhyrdernes, tilsynsmændenes skuldre. Tilsynsmændene gik ved deres indvielse ind på at gøre den guddommelige vilje, og som tilsynsmænd må de nu forstå at Guds ord blandt andet giver dem denne befaling: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt.“ Tilsynsmænd! hvordan er I det? Af tvang? Med en følelse af at være blevet overbebyrdet fordi I har fået tildelt denne opgave? Ønsker I at blive fri for dette ansvar? Peter siger kærligt til alle: ’Vær det villigt.’
14 Kan det tænkes at nogen gør det af kærlighed til uærlig vinding? Eller på grund af den fremstående plads tilsynsmanden indtager i menigheden? Af personlig stolthed måske? Eller for den indflydelse man har på Guds hjord? Peter advarer: ’Vær hyrde med iver,’ med glæde, føl en varm kærlighed til alle i menigheden mens du anerkender at alle fårene tilhører Jehova Gud og at den menighed du er tilsluttet i sandhed er Guds hjord.
15. Hvorfor er det vigtigt at en tilsynsmand ransager sig selv?
15 Ransag dig selv. Er du en tilsynsmand der spiller herre „over dem der udgør Guds arv“? Tyranniserer du fårene? Er du en overlegen hyrde som ingen kan komme til at tale med? Har du altid for travlt? Måtte det aldrig ske, for det ville ikke være noget godt eksempel. Peter sagde så kærligt: ’Bliv eksempler for hjorden.’ I hvilken henseende? I tro, dyd, kundskab, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderkærlighed og kærlighed til alle. „Thi hvis disse ting findes i jer og strømmer over, vil de hindre jer i at være enten uvirksomme eller ufrugtbare med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ (2 Pet. 1:5-8, NW) Som tilsynsmand er det nødvendigt at du har nøjagtig kundskab og lever dit liv ret.
16. Hvorledes understreger New World Translation i sin fodnote til 1 Peter 5:3 alvoren i en hyrdes arbejde?
16 Fatter du fuldt ud at du ved at blive udnævnt som tilsynsmand skal være en hyrde der tager vare på Guds får der er dig betroet? New World Translation understreger dette i sin fodnote til 1 Peter 5:3: „[Ikke] spille herrer over dem der er tildelt jer.“ I Guds store synlige organisation tilhører alle disse får Gud, men gruppevis er de tildelt forskellige hyrder. I den nye verdens samfund var der i 1958 17.878 grupper eller menigheder af Jehovas vidner over hele verden. Peter råder jer tilsynsmænd til ikke at spille herrer over de får som er tildelt jer. Derfor skulle hver eneste hyrde spørge sig selv: „Hvordan behandler jeg Guds får? Hvilket eksempel sætter jeg for dem? Hvor stor interesse har jeg for deres tjenestemøder? Den teokratiske skole? Menighedsstudierne? Tjenesten fra hus til hus? Genbesøg? Hjemmebibelstudier? Forkynder jeg den gode nyhed om Guds rige ved disse metoder, og hjælper jeg alle de får jeg har fået betroet i min varetægt til at gøre det samme som jeg, hjælper jeg dem til at holde sig vågne og bevare deres tjenesteklædning?“
17. Hvilken løn kan den der trofast vogter Guds får forvente?
17 Når en tilsynsmand følger Peters fortræffelige råd og viser kærlighed og gæstfrihed over for Guds hjord og over for fremmede vil han, når overhyrden er blevet åbenbaret, „modtage den uvisnelige herlighedskrone“. For den der tilhører den lille hjord vil lønnen blive at arve den himmelske herlighed sammen med Kristus Jesus. De andre får vil blive belønnet med liv på den paradisiske nye jord. De som i dag trofast og kyndigt vogter fårene vil sandelig blive belønnet ved at blive gjort til ’fyrster over mange byer’, så at sige. Hvis vor tids tilsynsmænd viser trofasthed i små ting vil de også få lov til at udføre større ting, således som kongen i Jesu lignelse sagde: „Vel, du gode tjener! fordi du har været tro i det små, skal du have myndighed over ti byer.“ (Luk. 19:17) Tilsynsmænd forstå altid jeres forhold til Jehova Gud og til den hjord som Gud har tildelt jer, og husk befalingen: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Ap. G. 20:28, NW.
Hvordan man lægger en hyrdes egenskaber for dagen
18. Hvad må en hyrde i menigheden fuldt ud forstå og anerkende?
18 Tilsynsmænd må fuldt ud forstå at „hjorden“ eller „menigheden“ er Guds og at de selv er blevet udvalgt til hyrder ved Guds hellige ånd. Hjorden er Guds, han har købt den. Lad os aldrig glemme det! Da Paulus engang talte til de salvede kristne i Korint sagde han: „Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!“ (1 Kor. 6:19, 20) En lille rest af dem der udgør dette „legeme“ er stadig på jorden, og mange af disse tjener som tilsynsmænd. Men uanset om tilsynsmanden hører til resten eller de andre får er han dog Guds hyrde eller tilsynsmand der tager vare på Guds får, dem Han har købt. Tilsynsmænd må gøre den guddommelige vilje blandt alle Guds får inden for den nye verdens samfund og blandt dem der stadig strejfer omkring uden for samfundet.
19. Hvis magt ønsker en hyrde at vende fårene bort fra, og hvorfor?
19 Kristus Jesus brugte Paulus til både at gå til folkene uden for Israel og til at trøste dem der befandt sig i Israel. Jesus viste sig synligt for Paulus for at udvælge ham til „tjener og vidne“ og sagde: „Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne; til dem udsender jeg dig for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse.“ (Ap. G. 26:16-18) Paulus arbejdede ihærdigt på at vende fårene fra Satans magt til den eneste sande Gud. Det samme skulle tilsynsmænd gøre i dag. Og efter at fårene er blevet vendt til Gud må hyrderne gøre hvad de kan for at bevare dem i lyset. Hvor store anstrengelser gør I tilsynsmænd jer i den retning? Hvor mange kræfter ofrer I derpå? Hvor megen kærlighed viser I hver eneste af dem der er „tildelt jer“ i jeres menighed? Underhyrder, vær trofaste og kyndige når I har at gøre med retsindige mennesker, der alle tilhører Jehova Gud!
20. (a) Hvad kræves der at en hyrde skal kunne? (b) Vis hvordan man leder fårene på samme måde som Kristus Jesus gjorde det.
20 Hvad kræves der af en hyrde? Han må kunne (1) lede; (2) sørge for føde; (3) og kunne vogte. Jesus viste sig i besiddelse af de sande lederegenskaber, og det var fordi han lod sig lede af sin Fader, Jehova, den store Hyrde. Faktisk sagde han: „Han kvæger min sjæl, han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.“ (Sl. 23:2, 3) Han ønskede at hans Fader, den store Hyrde, skulle lede ham ad den rette vej. Jesus sagde: „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Trofaste og dygtige underhyrder vil i lighed med Jesus lede Guds får ad retfærds veje. De må ikke lede fårene bort fra den sandhed der står nedskrevet i Guds ord, for dette ord er den guddommelige vilje. En underhyrde må til enhver tid erindre sig hvad der er Guds vilje og spørge sig selv hvad det er Jehova ønsker udført. Hvordan bar Jesus sig ad? Ad hvilke stier vandrede han? Vi må altid lede fårene ad Guds vej. Den der leder Guds får må have Guds navns helliggørelse i tanke. Jesus lod sin Faders navn komme i første række da han lærte alle sine disciple at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Han ledede fårene i Jehovas navn.
21. Hvor skal en tilsynsmand anvende Guds ord dygtigt og kyndigt, og hvorfor kan han ikke undlade at gøre dette?
21 Hyrden Paulus viste også at han havde en leders egenskaber da han skrev: „Jeg . . . undlod [ikke] at meddele jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Ap. G. 20:20, NW) Hvor lærte Paulus disse gavnlige ting? I Guds ord. Og hvor forkyndte han dem? Overalt. En tilsynsmand af i dag kender Guds ord, og dygtigt og kyndigt anvender han det når han forkynder den gode nyhed fra hus til hus og deltager i genbesøgs- og bibelstudiearbejde samtidig med at han viser sig som den ægte leder ved at oplære andre forkyndere. Undertiden kan det dog ske at tilsynsmanden i en menighed der er tildelt ham tænker at nu kommer zonetjeneren snart på besøg og det hører ind under hans opgave at lede. Så forsømmer tilsynsmanden at hjælpe de uregelmæssige forkyndere, og fårene bliver ikke ledet. Men hele Guds organisation må samarbejde, idet hver enkelt gør sin del. En god hyrde er ivrig efter at se fårene vokse sig stærke, sunde og kraftige, og han gør alt det der er gavnligt for fårene således at nogle af dem senere hen selv kan tjene som tilsynsmænd og lede får. Dette arbejde vil aldrig ophøre. En mængde nye får kommer til at udgøre nye menigheder, og disse har brug for nye hyrder. Paulus undlod ikke at udføre arbejdet. Gør du?