Spørgsmål fra læserne

● Er der i tilfælde af utroskab omstændigheder hvorunder den skyldige ægtefælle kan opnå skilsmisse og af menigheden blive betragtet som fri til at gifte sig igen? — Jamaica.

Der kan være omstændigheder som berettiger menigheden, gennem sine udnævnte ældste, til at indtage dette standpunkt. Lad os imidlertid, før vi betragter disse omstændigheder, repetere de grundlæggende bibelske principper vedrørende skilsmisse.

Jesu ord i Mattæus 5:31, 32 og 19:9 viser at „utugt“ (græsk: porneia) begået af en som er gift, i Guds øjne udgør den eneste gyldige grund til skilsmisse. Jesu ord viser også at Gud giver den uskyldige ægtefælle ret til at ophæve ægteskabet, at opløse de ægteskabelige bånd.

Det skal imidlertid bemærkes at det ikke uden videre er den utugtige handling som opløser ægteskabet. Den uskyldige ægtefælle kan vælge at tilgive sin utro ægtefælles handling. I dette tilfælde opløses ægteskabet ikke. Det afgørende i alle tilfælde er altså den uskyldige ægtefælles beslutning om enten at tilgive eller ikke at tilgive sin utro ægtefælle.

Men hvad nu hvis den uskyldige ægtefælle — i tilfælde af den andens utroskab — nægter at tage sin skyldige ægtefælle tilbage igen, måske nægter at bo under tag med vedkommende, eller, hvis de bliver boende sammen, ikke vil fortsætte det kønslige samliv med vedkommende, men alligevel ikke søger en juridisk skilsmisse ved en af landets domstole? Man kunne tænke sig at en sådan situation fortsatte i længere tid, et år eller måske flere år, hvorved den ægtefælle som havde gjort sig skyldig i den urette handling blev berøvet muligheden for et kønsligt samliv inden for ægteskabets rammer, idet ægtefællen ikke ydede vedkommende den ægteskabelige ret.

Bibelen viser at ægtefolk ikke bør forholde hinanden den ægteskabelige ret „undtagen efter gensidigt samtykke for en fastsat tid“, det vil sige kun midlertidigt, da de ellers let kunne bukke under for fristelse. (1 Kor. 7:2-5) Det ville være ukærligt at forholde sin ægtefælle hvad der tilkommer ham eller hende i en længere, ubegrænset periode. Hvis den ægtefælle som ikke har gjort sig skyldig i utroskab gjorde dette, ville det være et tegn på at vedkommende ikke virkelig har tilgivet sin ægtefælles utroskab. Vedkommende har praktisk talt forkastet, forskudt eller forstødt den anden part som sin ægtefælle, og, som vi har set, afhænger ægteskabets opløsning bibelsk set af den ikke-utro ægtefælles beslutning om at tilgive eller ikke at tilgive at den anden ægtefælle har bedrevet utugt.

Jehova Gud vil vide besked med en sådan forstødelse af en ægtefælle, selv om den ikke-utro ægtefælle ikke er gået til „kejserens“ domstol for at få ægteskabet formelt opløst. Det er godt at huske på at det er Jehovas love og hans domstol der har det afgørende ord. „Kejserens“ myndighed er relativ og er ikke afgørende for om de ægteskabelige bånd er løst eller stadig er gældende i Guds øjne. (Se Apostelgerninger 5:29.) Det eneste „kejseren“ kan sige er om han anerkender ægteskabet som juridisk gældende eller ej. Selv om „kejseren“ bevilger et ægtepar skilsmisse i et tilfælde hvor den bibelske grund („utugt“) ikke foreligger, giver denne skilsmisse således ikke i Guds øjne parterne ret til at gifte sig igen.

Den kristne vil naturligvis, eftersom han ’anbefaler sig til ethvert menneskes samvittighed’, med rette søge at opnå en sådan juridisk anerkendelse af staten, både når der er tale om ægteskab og om skilsmisse. (2 Kor. 4:2) Men den juridiske anerkendelse er ikke den vigtigste; Guds afgørelse er den vigtigste, da han er den højeste dommer. Eftersom det forholder sig således, og eftersom det er den ikke-utro ægtefælles beslutning om at tilgive eller ikke at tilgive der er afgørende for ægteskabets opløsning, hvad kan en som har gjort sig skyldig i utroskab da gøre hvis det viser sig at ægtefællen ikke har tilgivet ham eller hende og alligevel ikke vil lade „kejseren“ formelt opløse ægteskabet? Den skyldige ægtefælle kan tage skridt til at godtgøre at han eller hun faktisk er blevet forskudt af den ikke-utro ægtefælle. Dette bør først gøres over for menighedens ældste, idet man forelægger dem beviser for at der har fundet en definitiv og vedvarende — ikke midlertidig — afbrydelse af det ægteskabelige samliv sted. Derefter kan den hvis ægtefælle ikke vil tilgive, ved „kejserens“ domstol søge juridisk anerkendelse af ægteskabets ophør, og fremlægge de grunde for en skilsmisse som en sådan domstol vil acceptere, men naturligvis grunde som er i overensstemmelse med sandheden. Derefter er vedkommende fri til at gifte sig igen. I lande hvor der ikke er mulighed for skilsmisse, må man følge den fremgangsmåde der er beskrevet på siderne 149 og 150 i bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan?

De ældste som får forelagt et sådant tilfælde, bør gennemgå sagen grundigt og være helt på det rene med at der foreligger et klart og overbevisende vidnesbyrd om at den uskyldige ægtefælle definitivt har forskudt den skyldige. Der kunne for eksempel være tale om at den uskyldige ægtefælle ikke ønskede at genoptage det ægteskabelige samliv i nogle uger eller måske måneder fordi mindet om ægtefællens utroskab stadig var friskt. Dette ville man ikke kalde en forstødelse i egentlig forstand. Det skal også bemærkes at man ikke af det foregående må slutte at undladelse af at yde den ægteskabelige ret i sig selv er grund til skilsmisse. Der må nødvendigvis foreligge „utugt“ (den bibelske grund for skilsmisse) begået af den som derefter berøves den ægteskabelige ret og derfor i realiteten forskydes af den ikke-utro ægtefælle.