Vi har brugt verden — men ikke fuldt ud
FORTALT AF HAROLD L. ZIMMERMAN
EN DAG skulle jeg træffe beslutningen — det vidste jeg. Men frygt for hvad folk måtte tænke, og ønsket om at være populær, fik mig til at udsætte den igen og igen.
For at begynde med begyndelsen: Da jeg var bare tre år gammel, lærte min bedstefader mig at stå på hovedet. Jeg elskede det! Da der kom cirkus til byen, blev jeg fuldstændig betaget af akrobatikken på gulvet og saltomortalerne fra trampolinerne. Det blev min ønskedrøm at komme til at gøre det samme. Som barn var det min altopslugende interesse at gå på hænder; hver sommer øvede jeg mig også i udspring den ene time efter den anden.
I 12-årsalderen stiftede jeg for alvor bekendtskab med det der skulle blive min første kærlighed — akrobatik og gymnastik. Snart vandt vort hjemmehold både lokale og regionale mesterskaber for highschool-hold i Pennsylvanien. Mine holdkammeraters og mit navn kom tit i aviserne. Jeg nød hvert eneste minut! Men i mine mere tænksomme øjeblikke blev den samme tanke ved med at dukke op hos mig: Jeg var ved at flygte fra noget — jeg var ved at udsætte mit livs beslutning.
Mine bedsteforældre på begge sider havde lige fra begyndelsen af dette århundrede været bibelstudenter (som Jehovas Vidner kaldtes) og taget aktiv del i at tale med andre om Guds rige. Min moder fortalte ofte min storebroder og mig om dette rige og om hvordan det ville gøre ende på ondskab og sørge for at Guds vilje skete på jorden.
I årevis bad jeg om aftenen til Jehova og fortalte ham at jeg „en dag“ ville tjene ham, „men ikke endnu“. Jeg bad hyppigt: „Når jeg bliver 19, så vil jeg tjene dig“ — men det gjorde jeg bare ikke. Akrobatik og gymnastik var mit liv.
Den store beslutning
I 1942 var jeg 20 år gammel og begyndt på andet år på Pennsylvania State College. Det forår vandt jeg de østlige staters collegemesterskab og det nationale collegemesterskab i gymnastik, og kom på en delt førsteplads ved landsstævnet for A.A.U. (amatøratletikforbundet). Det var mit håb en dag at komme til at deltage i de olympiske lege. Som du kan se, virkede verden særdeles tiltrækkende på mig, og jeg var fuldstændig optaget af den.
På samme tid var De forenede Stater i krig, og patriotismens ånd nåede store højder. På film blev dét at tjene i de væbnede styrker forherliget, og medrivende melodier og tekster opildnede følelserne og slog meget på romantiske begreber som pligtfølelse og ære. Hvem ville ikke gerne gøre sit i denne ædle bestræbelse på at befri verden for det nazistiske tyranni og garantere frihed og fred for alle folk?
Jeg kunne godt forstå hvorfor mange mente at det eneste der var at gøre, var at tage ordentligt fat og få ryddet grundigt op. Men hvorfor så al den syngen og forherligelse? Krig er et ubeskrivelig forfærdeligt foretagende! Hvorfor ikke indrømme det? Jeg var dybt foruroliget over det alt sammen.
I september 1942 vendte jeg tilbage til Cleveland i Ohio for at overvære „Den nye verdens teokratiske stævne“ som Jehovas Vidner afholdt. Hovedforedraget „Freden — kan den vare ved?“ gjorde dybt indtryk på mig. Taleren behandlede Åbenbaringen, kapitel 17, og forklarede at vilddyret som ’var, men ikke er, og dog skal stige op af afgrunden’ var Folkeforbundet, som ville blive genoplivet efter krigen. Taleren tilføjede at denne foranstaltning var dømt til at mislykkes og gå bort til ødelæggelse. Derpå ville Guds rige overtage herredømmet over jorden og hidføre varig fred. Disse betydningsfulde oplysninger skulle komme til at betyde meget for mig, idet de hjalp mig til at træffe min beslutning.
Ganske vist vendte jeg tilbage til college samme efterår, men jeg begyndte nu alvorligt, dog i dybeste hemmelighed, at studere Bibelen i det studenterforeningshus hvor jeg boede. Pludselig stod det hele krystalklart for mig! Kun Guds rige kan gøre ende på krige og hidføre varig fred på jorden. Hvor tåbeligt ville det ikke være at knytte sine forhåbninger til en verden der var dømt til undergang! Nu nærede jeg ikke længere den ringeste tvivl, men spørgsmålet var: Ville min tro være stærk nok til at få mig til at handle — til at træffe min beslutning?
Ikke længe efter var der en nat hvor jeg simpelt hen ikke kunne falde i søvn. Skoleuret slog først et, så to. Alle kammeraterne på sovesalen sov dybt. Jeg klatrede ned fra min overkøje og gik hen til vinduet, som stod åbent her på husets anden sal. Det var en klar efterårsnat. Jeg bad til Jehova Gud og bekendte over for ham hvor bange jeg var. Ikke desto mindre var det lige netop dér og da jeg traf min længe udsatte beslutning. Få uger senere forlod jeg for bestandig college, besluttet på at tjene Jehova Gud i videst mulig udstrækning.
Nu var spørgsmålet imidlertid: Kunne jeg overbevise udskrivningskomiteen om at jeg burde fritages for militærtjeneste, da min samvittighed forbød mig at gå i krig? Værnepligtsloven gav mulighed for at ’præster’ og præstestuderende kunne få en særlig status og fritages for militærtjeneste.
Gamle venner, bekendte og betydningsfulde folk i byen prøvede at tale mig fra min beslutning.
„Hvad nu hvis alle gjorde som Jehovas vidner?“ spurgte nogle.
„Hvis alle indtog det standpunkt, sådan som Jehovas vidner gør overalt i verden, ville der slet ikke være nogen krige,“ svarede jeg. Intet kunne få mig til at skifte mening. Min beslutning var blevet truffet, på grundlag af Johannes 15:19.
Omtrent tre måneder senere kom min sag for en forbundsdomstol. Efter et kortvarigt forhør hvori jeg redegjorde for grundene til at jeg syntes jeg skulle betragtes som ’præst’, gav dommeren 12-mandsjuryen følgende retsbelæring: „Spørgsmålet er ikke hvorvidt denne unge mand er oprigtig i sin tro eller ej, eller hvorvidt han er ’præst’ eller ej. Spørgsmålet er: Adlød han, eller adlød han ikke, statens ordre til at stille til indrullering i de væbnede styrker? Selve den omstændighed at han befinder sig her for retten i dag er bevis på hans skyld!“ Han advarede juryens medlemmer om at de ikke skulle vove at vende tilbage med kendelsen „Ikke skyldig“!
Hvad blev kendelsen? „Skyldig; men vi anbefaler mildhed,“ udtalte juryen. Alligevel idømte dommeren mig maksimumsstraffen: Fem års indsættelse i en forbundsstraffeanstalt efter justitsministerens valg. Jeg blev sendt til Chillicothe i Ohio.
God anvendelse af tiden
Besøg af broder A. H. Macmillan fra Vagttårnsselskabets hovedkontor var en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed som de fængslede brødre så frem til. Han kunne sige til os: „I minder en hel del om en mand der sidder i et tog på et sæde der vender bagud. Han kan ikke se noget ud ad vinduet før han er kommet forbi.“ Han forsikrede os om at vi i de kommende år langt bedre ville kunne forstå den dybere mening med at vi skulle tilbringe tiden her. Det skulle vise sig at være sande ord!
Vi organiserede snart et studiekursus efter forbillede fra Gileadskolen, der oplærte missionærer. Vi læste Bibelen igennem adskillige gange, samt alle Vagttårnsselskabets bibelstudiehåndbøger. Den kundskab jeg erhvervede mig i løbet af de tre år, otte måneder og fem dage jeg var indespærret, dannede et solidt grundlag for at jeg kunne fortsætte den løbebane jeg havde valgt den efterårsnat på college — for nu godt 40 år siden.
Så snart jeg blev løsladt, meldte jeg mig som pioner (heltidsforkynder af Riget) og sluttede mig til min moder i hendes pionerdistrikt i Washington, D.C. Dér mødte jeg en pionersøster, som siden blev min hustru. Sammen fortsatte Anne og jeg i forskellige pionerdistrikter, for til sidst at ende i Gileadskolens 18. klasse i 1951. Vort tildelte missionærdistrikt: Etiopien i Østafrika.
Missionær, og regnskabsfører på deltid
For at kunne sende missionærer til Etiopien måtte Selskabet gå ind på at oprette skoler i landet, og min hustru og jeg kom derfor dertil som skolelærere. Det var begrænset hvad vi nåede i tjenesten på arbejdsmarken, men trods alt skete der gode fremskridt i det der dengang var Haile Selassies land.
Inden vi havde været der i to år blev vort første barn, Ronald, født. Hvad skulle vi nu gøre? Vende tilbage til Staterne? Nej, vi havde ingen planer om at forlade vort distrikt. Jeg fandt arbejde som lønudbetaler ved det etiopiske vejvæsen. Mit arbejde bestod blandt andet i at betale vejarbejderne i rede penge ved de forskellige vejarbejderlejre rundt om i landet.
Jeg fandt snart ud af at jeg kunne overstå lønudbetalingerne i løbet af blot 15 dage af en måned. Jeg foreslog derfor administrationschefen at han lod mig gå på deltid, så jeg havde resten af måneden fri til at forkynde i. Det gik han ind på, og således var jeg i stand til at vende tilbage til pionerernes rækker.
Mens vi var hjemme på ferie i 1955 ankom vort andet barn, Donna. Det var hele tiden meningen at vi ville vende tilbage til Etiopien, men fordi der opstod vanskeligheder med vore visa, og fordi de andre missionærer til sidst blev udvist, kom vi aldrig af sted. Jeg måtte tage fuldtidsarbejde hjemme i Staterne i adskillige år og udføre tjenesten for Riget om aftenen og i weekenderne. Men af en eller anden grund følte vi os hele tiden rastløse.
„Fastsæt en dato og tag af sted!“
I 1957 var vi til stævne i Los Angeles, da vort tredje barn, Sheri, kun var 12 dage gammelt. Blot ét blik på programmet viste os at vi havde fundet det vi ventede på. Det var et foredrag om at „tjene hvor behovet er stort“. Vi tænkte: „Det er lige noget for os. Her er endelig noget vi kan gøre!“
Vi valgte det sydamerikanske land Colombia som det land hvor vi gerne ville tjene, men vi besluttede at vente indtil det store internationale stævne i New York året efter, i 1958, var ovre. Vi tænkte at april 1959 ville være det bedste tidspunkt for mig at gøre rejsen derned og tage tingene i øjesyn. Men rejsen tværs gennem USA til stævnet i New York og derpå hospitalsregningerne i forbindelse med vort fjerde barns, Davids, ankomst, drænede alle vore midler. Hvad nu?
Blot to uger før min planlagte afrejse kom adskillige brødre hen til os ved et halvårligt kredsstævne og sagde at de havde hørt at vi planlagde at rejse til Sydamerika for at tjene hvor behovet var stort. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for på det tidspunkt havde vi kun kunnet lægge 100 dollars til side til turen. Nu skete der imidlertid noget meget interessant.
En af talerne på programmet henvendte sig til kommende pionerer og sagde at de ikke skulle vente indtil de havde bil, campingvogn og penge i banken før de begyndte at tjene som pionerer. „Fastsæt en dato og tag af sted!“ sagde han med eftertryk. Vi tog rådet til os og besluttede os for at følge vor plan.
En uge før min planlagte rejse bad jeg Anne ringe til flyselskabet og reservere plads til mig den følgende fredag på flyet til Barranquilla i Colombia. Vi havde ikke engang penge til en enkeltbillet til mig, for slet ikke at tale om resten af familien. Og tiden blev kortere og kortere!
Nå, Anne foretog reservationen og havde dårligt nok lagt røret på, da det ringede på døren. Det var postbudet med en konvolut fra skattevæsenet — med en check på 265 dollars. Det var tilbagebetaling af overskydende indkomstskat fra 1958. Og det var ikke det hele. Næste dag, lørdag, holdt tre menigheder som vi havde været tilsluttet mens vi boede i Los Angeles, et haveselskab for os. Forestil jer vor overraskelse da de tilstedeværende brødre gav os et bidrag på 350 dollars som en hjælp til at vi kunne følge vore planer!
Et bibelsk eksempel påvirker valget
Den følgende fredag aften tog jeg afsked med Anne og børnene i Los Angeles og satte kursen mod sydøst, mod Colombia i Sydamerika, for at tilbringe to uger med at lede efter arbejde.
Kort efter min ankomst indtraf der noget foruroligende. Jeg læste i dagbladene om massemord i det indre af landet. En aldrig erklæret borgerkrig var under udvikling mellem to stridende politiske fraktioner, og hele byer blev fuldstændig meningsløst udryddet. Dette havde stået på i ti år! Hvorfor havde jeg ikke hørt om det før? Kunne jeg virkelig tænke mig at hente min familie herned for at bo under sådanne forhold?
Når min hustru og jeg havde skullet træffe beslutninger, havde vi gjort os det til en vane først at se efter vejledende principper og eksempler i Bibelen. Den mest relevante passage jeg kunne komme i tanker om, var den i Fjerde Mosebog, kapitel 13, hvor Moses udsender de 12 spejdere for at udspejde det forjættede land. Alle, på nær to, havde dårligt at fortælle da de kom tilbage. Folket klagede så over at Moses have ført dem ud i ørkenen for at lade dem bukke under sammen med deres hustruer og børn. Jehovas svar var: Deres kroppe skulle falde under de 40 års ørkenvandring. Men deres børn, som de havde foregivet at de bekymrede sig om, skulle leve og komme ind i Kana’ans land.
Her var svaret! Med det samme ringede jeg Anne op i Los Angeles og bad hende om at sælge vore ejendele, pakke og komme herned. Vort stramme budget rakte ikke til at jeg rejste tilbage til Californien. Med hjælp fra vore brødre i Los Angeles fik Anne solgt bilen og møblerne og pakket vore resterende ejendele sammen til turen. Snart var hun og de små, i alderen fem år ned til fem måneder, i maskinen på vej mod Colombia og en lykkelig familiegenforening.
Det var først seks uger senere, da vore midler var svundet ind til blot tre dollars, at jeg tog arbejde i et internationalt firma, i revisionsafdelingen.
Snart skiftede den politiske scene, og en mere stabil regering kom til. I de sidste 24 år har der nu været trosfrihed, hvilket har gjort det muligt at nå ud til store dele af landet med forkyndelsen.
Vi har brugt verden, — men ikke fuldt ud
I årenes løb har vi til hver en tid bestræbt os for at huske apostelen Paulus’ råd om at ’de der gør brug af verden’ skulle være „som dem der ikke bruger den fuldt ud“. (1 Korinter 7:31) Det er ikke altid let at holde den rette balance — at prøve at yde en god dags arbejde for sin arbejdsgiver og samtidig sætte Rigets interesser først i sind og hjerte. — Mattæus 6:33.
Jeg arbejdede på fuldtid de to første år i Colombia mens vi tjente sammen med en lille menighed i Cali. Så besluttede vi at flytte ud til en mindre, nærliggende by for at tjene hvor behovet var endnu større.
Jeg foreslog økonomidirektøren at jeg tog halvdagsarbejde, idet jeg forsikrede ham om at jeg godt kunne klare arbejdet på halvdagsbasis. Det gik han ind på. Sådan arbejdede jeg de kommende syv år indtil leveomkostningerne og familiens voksende behov gjorde det tilrådeligt for mig at vende tilbage til heltidsarbejde. Vi fik noget ud af de syv år, idet jeg fik tid til pionertjenesten og et berigende familiesammenhold.
De sidste otte år har jeg arbejdet under en speciel kontraktordning med fleksibelt tidsskema. Jeg kan så tage fri efter behov, og jeg har derfor kunnet afløse som kredstilsynsmand og lejlighedsvis som områdetilsynsmand, hvortil kommer at jeg har tjent som lærer ved Selskabets skoler hvor man oplærer kristne ældste og pionerer.
Børnene er voksne nu. Begge drenge er menighedstjenere, og de to ældste børn er gift. Hvor opmuntrende er det ikke at se dem følge den samme gænge de blev vant til som små, idet de regelmæssigt tager deres egne børn med til menighedens møder og ud i tjenesten på arbejdsmarken! Det er vort håb og vor stadige bøn at vore børnebørn vil blive den femte generation af forkyndere.
Alt taget i betragtning kan jeg nu oprigtigt sige at jeg ikke ’ødelagde mit liv’ da jeg traf min beslutning den nat for over 40 år siden på college. Vort liv har haft mening, og Jehova har aldrig svigtet os mens vi har bestræbt os for at træffe beslutninger i overensstemmelse med hans principper — idet vi ganske vist ’har gjort brug af verden, men ikke fuldt ud’.
[Illustration på side 26]
Ude i forkyndelsen i Colombia sammen med min hustru Anne