Spørgsmål fra læserne

● I Første Korinterbrev 7:36-38 taler Ny Verden-oversættelsen om at en mand „giver sin jomfruelighed hen i ægteskab“. De fleste andre bibeloversættelser taler om at han „bortgifter sin ugifte datter“ eller „indgår rigtigt ægteskab med sin egen jomfru“. Hvad er grunden til at denne passage gengives så forskelligt?

Enhver kristen som overvejer at forblive ugift eller at indgå ægteskab er med rette interesseret i disse betydningsfulde vers, der i Ny Verden-oversættelsen lyder således:

„Men hvis nogen mener at han bærer sig urigtigt ad over for sin jomfruelighed, hvis den er ude over ungdommens vår, og det må ske således, så lad ham gøre hvad han vil, han synder ikke. Lad dem gifte sig. Men hvis nogen står fast i sit hjerte, idet han ikke føler nogen nødvendighed men har myndighed over sin egen vilje og i sit hjerte har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, han gør vel. Altså, også den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab gør vel, men den der ikke giver den hen i ægteskab gør bedre.“ — 1 Kor. 7:36-38.

Mange bibelkyndige indrømmer at det er forbundet med visse vanskeligheder at forstå og gengive den græske tekst i denne passage. I dr. A. Marshalls Interlinear Greek-English New Testament oversættes de græske ord i begyndelsen af vers 36 bogstaveligt på denne måde: „Men hvis nogen at opføre sig uanstændigt over for sin jomfru mener . . .“ Hovedproblemet ligger i udtrykket „sin jomfru“. Hvad mente apostelen Paulus med det? Bibelkommentarerne peger ofte på tre muligheder, som ligger til grund for de gengivelser man finder i mange almindelige bibeludgaver. En kort gennemgang af disse tre synspunkter vil hjælpe os til at forstå hvad der ligger i denne passage.

1) Nogle siger at versene taler om en faders eller værges myndighed til at give en pige bort i ægteskab eller til at forbyde hende at gifte sig. For at få denne tanke frem indføjer nogle oversættere ordet „datter“, som det for eksempel er sket i den autoriserede danske oversættelse af 1948. Dette synspunkt indebærer imidlertid visse vanskeligheder. For det første tales der ingen steder i stykket direkte om en datter, en fader eller en værge. For det andet fremgår det af vers 37 at der er tale om en mands myndighed over sin egen vilje. Er det rimeligt at Paulus ville anbefale at en kvinde skulle forblive ugift blot fordi hendes fader ikke lå under for seksuel lidenskab?

2) Andre mener at Paulus udtalte sig om hvorvidt en mand skulle gifte sig med sin forlovede eller ej. I overensstemmelse hermed siger den norske oversættelse Godt Nytt: „Om nogen mener at han ikke magter at omgås sin forlovede anstændigt, fordi han er i sin fulde kraft, . . .“a Imidlertid taler grundteksten ikke om nogen ’forlovet’ i disse vers. Endvidere lægger dette synspunkt hele vægten på manden. Men synes det at stemme med ånden i kristendommen at Paulus kun skulle bekymre sig om mandens følelser, og ikke vise nogen som helst interesse for kvindens følelser og behov, hende som Peter kalder „et svagere kar“? — 1 Pet. 3:7.

3) Andre igen siger at Første Korinterbrev 7:36-38 handler om kristne par der levede sammen, men som af åndelige årsager gav afkald på det seksuelle samliv. Denne opfattelse kommer til udtryk i Seidelins oversættelse, hvor der står: „Er der nogen, der synes at han opfører sig uanstændigt over for pigen i sit ’åndelige ægteskab’, . . .“ Og The New English Bible taler om hans „partner i cølibatet“.

Denne udlægning strider imidlertid mod et råd Paulus selv havde givet tidligere i det samme kapitel. I versene 3-5 havde han nævnt muligheden af at et ægtepar midlertidigt kunne afholde sig fra seksuelt samkvem efter gensidigt samtykke. Men han sagde at de derefter igen skulle være sammen for at de ikke skulle blive fristet. Man kunne også spørge: Hvis Paulus sigtede til nogle der allerede levede i en form for ægteskab, hvorfor anbefalede han da at de skulle gifte sig hvis lidenskaberne syntes at nødvendiggøre det?

Hvis disse tre synspunkter, der kommer til udtryk i mange almindeligt udbredte bibeloversættelser, ikke synes at harmonere med Paulus’ ord i den græske tekst eller med kristendommen i øvrigt, findes der da en mere rimelig gengivelse som bibringer den rette tanke?

Den største vanskelighed ligger som nævnt i udtrykket „sin jomfru“. I denne forbindelse kan vi henvise til en fodnote i The Emphatic Diaglott, hvor der står: „Parthenos, almindeligvis oversat med jomfru, er også blevet gengivet med ord der betegner en tilstand af jomfruelighed eller cølibat.“ I dr. G. R. Berrys interlineare græsk-engelske oversættelse lyder den ordrette gengivelse således: „opfører sig usømmeligt mod sin jomfruelighed“. Ifølge denne opfattelse er der ikke tale om en anden person som er „jomfru“, men om mandens egen jomfruelighed. Længe før Ny Verden-oversættelsen blev udarbejdet, gav Kalkars oversættelse (1847) udtryk for denne opfattelse af teksten. Vi læser her: „Naar En holder for, at der er Skam ved hans Jomfrustand, . . . lad ham saa gjøre, hvad han har isinde, han synder ikke.“ (Se også J. N. Darbys og J. B. Rotherhams oversættelser.) Denne gengivelse stemmer både med den græske tekst og med Paulus’ ord i det foregående, hvor han anbefaler den ugifte stand. — 1 Kor. 7:29-35.

Paulus tilskynder altså i Første Korinterbrev 7:36-38 de kristne til at overveje deres egen situation og hvad de selv har behov for. Er man kommet over den tid da ens seksuelle lidenskaber lige er blusset op eller blevet stærke?b Hvis det er tilfældet og man stadig føler at det vil være bedre at indgå ægteskab, da er det ingen synd at gøre det. Men den kristne der er i stand til at forblive ugift vil have større frihed til at tjene Herren og vil bedre kunne gøre det uden at lade sig distrahere.

[Fodnoter]