Et meningsfyldt liv som ugift

„Der er eunukker som selv har gjort sig til eunukker på grund af himlenes rige. Lad den der kan give rum for det, give rum for det.“ — Matt. 19:12.

 1. Hvordan betragtede Jehovas tjenere i fortiden ægteskab og det at have børn, i forhold til den ugifte stand?

MANGE finder det svært at forstå at nogen kan ønske at leve som ugift. Siden Jehova Gud førte den første mand og kvinde, Adam og Eva, sammen i ægteskab, har de fleste mennesker valgt at gifte sig når tiden var inde, fremfor at forblive ugift. Blandt Guds tjenere i fortiden var det undtagelsen at man forblev ugift. Da Jeftas datter, for at opfylde sin faders løfte, måtte give afkald på sin ret til at gifte sig, gjorde dette hende først bedrøvet. Med sin faders tilladelse drog hun og hendes veninder op i bjergene og blev der i to måneder for at ’begræde hendes jomfrustand’. (Dom. 11:38) Ja, det var ikke den ugifte stand, men ægteskab, og det at have børn, der blev betragtet som den største velsignelse. — Rut 4:13-17; Sl. 127:3-5; Ordsp. 5:18; 18:22; 31:10; Præd. 9:9.

 2. Hvilket ændret syn på ægteskabet som en varig ordning fulgte med Jesu komme til jorden?

² Det var først omkring 4000 år efter det første ægteskab at den ugifte stand blev fremhævet som noget der var bedre for visse mænd og kvinder. På det tidspunkt begyndte en ny æra, den kristne æra. De forandringer som dette medførte, påvirkede også det syn på ægteskab og ugift stand som længe havde rådet blandt israelitterne under den gamle ordning med Lovpagten. Da kristendommens grundlægger, Jesus, besvarede et spørgsmål om skilsmisse, gjorde han det klart at blandt hans disciple ville Guds oprindelige norm for ægteskab blive genindført. Polygami og skilsmisse af andre grunde end utroskab ville være noget der hørte fortiden til. — Matt. 19:4-9.

 3. (a) Hvordan reagerede Jesu disciple på hans udtalelse om at et ægteskab skulle være bindende? (b) Havde disciplene den rette opfattelse af den ugifte stand? (c) Hvad sagde Jesus om grunden til at nogle er eunukker?

³ Hvordan reagerede Jesu disciple på hans udtalelse om at et ægteskab skulle være bindende? „Hvis dette er mandens stilling i forhold til hustruen,“ sagde de, „er det ikke tilrådeligt at gifte sig.“ (Matt. 19:10) De følte at det ville være bedre ikke at gifte sig end at risikere at komme ind i et ulykkeligt forhold som man ikke kunne blive løst fra hvis man ønskede det. At man er bange for at komme ind i et ulykkeligt ægteskab eller er uvillig til uselvisk at ofre sig for en ægtefælle, bør imidlertid ikke være den overvejende grund til at man forsøger at forblive ugift. Det fremgår af Guds søns næste ord til sine disciple: „Ikke alle giver rum for det der er sagt [om at forblive ugift], kun de der har gaven. For der er eunukker som er født sådan fra moders liv, og der er eunukker som af mennesker er gjort til eunukker, og der er eunukker som selv har gjort sig til eunukker på grund af himlenes rige. Lad den der kan give rum for det, give rum for det.“ — Matt. 19:11, 12.

En åndelig grund

 4. Hvad er den ædleste grund til at forblive ugift? Hvorfor?

⁴ Den ædleste grund til at forblive ugift, er følgelig af åndelig art. Ingen mand eller kvinde kan have et større mål i livet end at give sig selv helt for Rigets sag og hjælpe sine medmennesker til at gribe den storslåede belønning i form af evigt liv og bevare et fast greb om det. Den ugifte, der er fri for de bekymringer og pligter der følger med at være gift og have børn, kan helt og fuldt rette sin opmærksomhed mod tjenesten for Gud, og dette kan i sandhed give ham eller hende en rig og meningsfyldt tilværelse!

 5. Kan alle give rum for den ugifte stand, og hvordan fremgår dette af den vejledning der blev givet vedrørende de mænd der kunne tjene som menighedstjenere og ældste?

⁵ Denne selvvalgte ugifte stand er imidlertid kun for dem der „kan give rum for det“. Blandt de kristne i det første århundrede var det kun et mindretal der kunne gøre det. Det fremgår af den vejledning der blev givet vedrørende udvælgelsen af de mænd der kunne tjene som menighedstjenere og ældste. Man skulle tage i betragtning hvordan de præsiderede i deres familie, og det viser at de mænd der var gamle nok til at blive udnævnt, sædvanligvis var gift og havde børn. — 1 Tim. 3:2, 12; Tit. 1:6.

 6, 7. Hvordan kan man være sikker på at man kan give rum for den ugifte stand?

⁶ Eftersom de fleste af Guds tjenere op gennem tiden har giftet sig, kan man spørge: Hvordan kan man være sikker på at man er af de få der kan give rum for den ugifte stand? Apostelen Paulus har givet os følgende inspirerede svar: „Hvis nogen står fast i sit hjerte, idet han ikke føler nogen nødvendighed men har myndighed over sin egen vilje og i sit hjerte har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, han gør vel.“ — 1 Kor. 7:37.

⁷ Den der har „gaven“ bør altså selv kunne se at der i hans tilfælde er åndelige grunde der taler for at det er bedre at forblive ugift. Det er ikke et spørgsmål om blot at undertrykke et forpint hjertes ønske om ægteskab og familieliv. Nej, vedkommende bør af hjertet være fuldstændig overbevist om at det for ham er rigtigt at forblive ugift, og han bør være villig til at gøre sig enhver nødvendig anstrengelse for at bevare sig ren i denne stand. Tanken om måske at skulle forblive i den ugifte stand på ubestemt tid, bør ikke virke foruroligende på ham.

 8. (a) Er man mere værd i Guds øjne hvis man forbliver ugift? (b) Hvad er, ifølge Romerbrevet 12:3-8, det ligevægtige syn på de „gaver“ man har, og hvordan bør de bruges?

⁸ Den der kan forblive ugift for Rigets skyld, bør naturligvis ikke se ned på de kristne der er gift. Det at han er ugift gør ham ikke mere værd i Guds øjne. Han bør forstå at det han er, er han på grund af Jehovas ufortjente godhed. I Romerbrevet 12:3-8 viser apostelen Paulus hvad der er det ligevægtige syn på de „gaver“ som den enkelte kristne måtte have:

„Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro. For ligesom vi på ét legeme har mange lemmer, og lemmerne ikke alle har samme funktion, således er vi, skønt mange, ét legeme i samhørighed med Kristus, men lemmer som hver for sig tilhører hinanden. Eftersom vi nu har gaver der er forskellige alt efter den ufortjente godhed der er skænket os, enten det nu er profeti, så lad os profetere efter den tro der er tilmålt os; eller det er en tjeneste, så lad os tage vare på denne tjeneste; eller den der underviser, lad ham tage vare på undervisningen; eller den der tilskynder, lad ham tage vare på tilskyndelsen; den der deler ud, lad ham gøre det gavmildt; den der præsiderer, lad ham gøre det i fuldt alvor; den der viser barmhjertighed, lad ham gøre det med glæde.“

Følgelig bør man ikke bruge sådanne gaver for at ophøje sig selv, men til gavn for menigheden, til opbyggelse for dens medlemmer.

De der ikke har „gaven“

 9. Hvorfor kan det, for de voksne der ikke kan give rum for den ugifte stand, være gavnligt at vente nogle år med at gifte sig?

⁹ Men hvad med den kristne der gerne vil giftes? Selv om han måske ikke har den gave at kunne forblive ugift, betyder det ikke at han skal styrte sig ud i et ægteskab. Hvis man for eksempel er i tyverne, har man stadig meget at lære om livet, og man kan gøre mange erfaringer i forbindelse med forholdet til andre mennesker ved at komme sammen med ugifte, med ægtepar og med børn i alle aldre. Nogle år som ugift voksen kan give én den erfaring og indsigt som er nødvendig for at man kan have tilstrækkelig dømmekraft til at vælge sig en ægtefælle for livet og for at man kan varetage sine pligter i ægteskabet på en god måde.

10. Hvordan fremgår det af sådanne skriftsteder som Femte Mosebog 7:3, 4 og Første Korinterbrev 7:39 at Jehova er interesseret i sine tjeneres ægteskab?

¹⁰ En kristen bør aldrig glemme at den Højeste er interesseret i sine trofaste tjeneres ægteskab. Han er fuldt ud klar over hvor åndeligt nedbrydende et dårligt ægteskab kan være, og det er grunden til at han befalede israelitterne ikke at indgå ægteskaber med dem der tilbad andre guder. (5 Mos. 7:3, 4) Apostelen Paulus viste også at en kristen enke „er . . . fri til at blive gift med hvem hun vil, dog kun i Herren“. (1 Kor. 7:39) Er det så ikke rimeligt at slutte at Jehova Gud, dersom han ser at en af hans tjenere virkelig har behov for en ægtemand eller hustru, da vil besvare dennes bønner om at finde en god ægtefælle? Jo, ganske givet, ifald behovet virkelig er der!

11. (a) Hvad bør kristne som virkelig har behov for at gifte sig men som endnu ikke har fundet en passende ægtefælle, gøre? Hvorfor? (b) Hvilke bibelske eksempler viser at Jehova endog kan sørge for en ægtefælle til dem der virkelig har et sådant behov?

¹¹ Det vil ikke sige at ægteskaber indstiftes i himmelen og at der til hver kristen kun findes én ideel ægtefælle blandt de mange voksne der tjener Jehova. Nej, det vil simpelt hen sige at Jehova kan sørge for at hans indviede tjenere får hvad de har behov for, også en ægtefælle i tilfælde af at det bliver en belastning for nogen at bevare sig ren i den ugifte stand. (Ordsp. 19:14) Den Højeste sørgede for at Isak fik en god hustru og Rut en god mand. I begge tilfælde blev forbindelsen rigt velsignet fordi ægtefællerne først og fremmest var optaget af at gøre Jehovas vilje. (1 Mos. 24:2-4, 12-27, 50, 51, 67; Rut 1:16, 17; 3:10; 4:13-17) Kristne der har behov for at blive gift, bør derfor lægge det frem for Jehova i bøn og derpå vente tålmodigt på Jehova, i tillid til at han er interesseret i deres lykke og velfærd.

Nogle der levede lykkeligt som ugifte

12. Hvordan kan vi høste gavn af at betragte nogle der har levet lykkeligt uden at være gift?

¹² Uanset om en ugift voksen har „gaven“ eller ikke, kan han høste gavn af at betragte dem der ifølge Bibelen har levet lykkeligt uden at være gift. Det kan gøre hans eget liv som ugift mere meningsfyldt og indholdsrigt. Selv ægtepar kan høste gavn deraf, idet tid og omstændigheder kan bevirke at man mister sin ægtefælle og således bliver stillet over for spørgsmålet om hvorvidt man skal gifte sig igen.

13. Hvad var Jesus Kristus som ugift fuldstændig opslugt af at gøre, og hvordan var hans indstilling til sin tjeneste?

¹³ Jesus Kristus er ganske givet det ypperste eksempel på en der levede lykkeligt som ugift. Han var fuldstændig opslugt af at gøre sin Faders vilje. „Min mad,“ sagde han, „er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Joh. 4:34) Guds søn stod tidligt op om morgenen og tjente til langt ud på aftenen, idet han underviste folk, helbredte de syge og befriede dem der var dæmonbesatte. (Mark. 1:32; Luk. 21:37, 38) Han tjente villigt. Det fremgår af hans svar til den spedalske der sagde: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Bibelen beretter: „Så rakte han hånden frem og rørte ved ham og sagde: ’Jeg vil. Bliv ren.’“ — Luk. 5:12, 13.

14. Hvad viser at Jesus befandt sig godt sammen med både mænd, kvinder og børn?

¹⁴ Det er også værd at lægge mærke til at Jesus Kristus befandt sig godt i selskab med alle — med mænd, kvinder og børn. Han tog imod indbydelser til måltider og til selskaber, idet han brugte de muligheder der dér bød sig til at undervise andre i vigtige åndelige spørgsmål. (Luk. 5:29-32; 14:1-24) Nogle af hans nærmeste venner var gifte mænd. (1 Kor. 9:5) Han nærede en særlig hengivenhed for Lazarus og hans søstre Maria og Marta, i hvis hjem i Betania han sikkert har været en hyppig gæst. (Luk. 10:38-42; Joh. 11:1, 5) Jesus var også glad for børn. Det skete engang at disciplene forsøgte at hindre forældre i at bringe deres små børn hen til ham for at han skulle røre ved dem og bede en bøn. „Da Jesus så det,“ beretter Bibelen, „harmedes han og sagde til [disciplene]: ’Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem . . .’ Og han tog børnene i sine arme og begyndte at velsigne dem idet han lagde hænderne på dem.“ — Mark. 10:13-16.

15. Hvordan kan Jesu Kristi eksempel lære os hvad der bidrager til en lykkelig og tilfreds tilværelse som ugift?

¹⁵ Jesu Kristi eksempel viser at de der vil leve lykkeligt som ugifte, helhjertet må bruge deres tid, kræfter og evner til at hjælpe deres medmennesker. De må nære oprigtig interesse for andre og være glade for at komme sammen med både mænd, kvinder og børn. Der findes også mange sunde adspredelser de kan glæde sig over, idet de ikke bør gå til yderligheder med hensyn til selvfornægtelse; den er nemlig „uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse“. — Kol. 2:23.

16. (a) Hvad viser at Paulus’ ugifte stand var til virkelig velsignelse for andre? (b) Ville det, i betragtning at apostelens ord i Andet Korinterbrev 11:23-28, have været muligt for ham at udrette alt det han gjorde, hvis han havde været gift?

¹⁶ Som en Jesu Kristi discipel erfarede apostelen Paulus stor tilfredshed i sin hellige tjeneste som ugift. Ved Jehovas ufortjente godhed var han i stand til at udrette mere end alle de andre apostle, idet han rejste tusinder af kilometer over hav og land og oprettede mange menigheder i Europa og Lilleasien. (1 Kor. 15:9, 10) Det er klart at havde han haft kone og børn, kunne han aldrig have udført en så omfattende forkyndelse, der på grund af de daværende forhold gentagne gange bragte ham i farlige situationer. Omkring år 55 kunne han sige om sig selv at han var Kristi tjener „med mere rigeligt af slid, med mere rigeligt af fængsler, med slag i overmål, ofte døden nær“. (2 Kor. 11:23) Gennem sin uselviske, helhjertede tjeneste erfarede Paulus den ophøjede lykke der er ved at give. Dette gjorde ham også højt elsket af hans trosfæller. — Apg. 20:24-27, 31-38.

17. Hvilken livsform indebærer det at vælge den ugifte stand for Rigets skyld?

¹⁷ Det er således tydeligt at da Paulus under inspiration anbefalede den ugifte stand, opmuntrede han ikke til et liv i magelighed og selvoptagethed. Nej, han anbefalede en livsform der betød at man ’stadig stod til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. Fri for de bekymringer og pligter der følger med at have en ægtefælle og børn, kan den ugifte stille sig fuldstændig til rådighed for Herren Jesus Kristus, og tjene til gavn for andre. (1 Kor. 7:32-35) Paulus’ egne erfaringer havde overbevist ham om at hvis de der havde „gaven“ forblev ugift, ville de få en lykkeligere tilværelse dersom de ofrede sig i tjenesten. (1 Kor. 7:40) Han skrev: „Jeg ønsker at alle mennesker var som jeg selv. Enhver har imidlertid sin egen gave fra Gud, én på én måde, en anden på en anden måde.“ — 1 Kor. 7:7.

18. (a) Hvordan brugte Anna og Dorkas deres tid på en gavnlig måde? (b) Hvordan kan kvinder, i henhold til Mattæus 28:19, 20, Første Timoteusbrev 5:10 og Titus 2:3-5, bruge deres ugifte stand så det bliver til velsignelse for andre?

¹⁸ Kvinder har også erfaret stor glæde ved at forblive ugift. Profetinden Anna er et glimrende eksempel. Efter at hun kun havde været gift i syv år, døde hendes mand, og hun forblev ugift resten af livet. Hvad udfyldte hun sin tid med? Først og fremmest med åndelige ting. Selv i en alder af fireogfirs var hun „aldrig . . . borte fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste med fasteperioder og bønner“. (Luk. 2:36, 37) Senere fandtes der i den kristne menighed ugifte kvinder der var til virkelig velsignelse for andre. Dorkasa må have været en af disse. „De gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede var mangfoldige.“ Hun lavede underklædninger og yderklædninger til trængende enker i menigheden. (Apg. 9:36, 39) Hendes gode gerninger må have indbefattet gæstfrihed mod kristne fremmede som hun modtog i sit hjem, og trøst og hjælp til dem der var i nød. (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:10.) Som en Jesu Kristi discipel var hun uden tvivl også ivrigt optaget af at fortælle andre om Riget. — Matt. 28:19, 20.

19. Hvorfor bør man værdsætte kristne der har givet rum for den ugifte stand?

¹⁹ Ligesom i det første århundrede findes der i dag ugifte mænd og kvinder der har vist sig at være til stor gavn for den kristne menighed. Det er deres største glæde at ofre sig fuldstændigt for andre, både inden for og uden for menigheden. De lever et indholdsrigt liv som ugifte, fordi de ikke søger deres egne interesser, men tjener Herren Jesus Kristus. Alle andre i menigheden bør i sandhed værdsætte deres gave, i betragtning af den udmærkede tjeneste som den har gjort det muligt for dem at udføre.

20. Hvorfor kan indviede, ugifte kristne glæde sig over et meningsfyldt liv, og hvilken opmuntring kan de hente fra Esajas 56:5?

²⁰ Selv om disse kristne har givet afkald på at blive gift og få børn, er deres liv afgjort ikke spildt, men meningsfyldt og tilfredsstillende. Skønt de ikke selv har stiftet familie, har de i den kristne menighed fundet nogle der elsker dem lige så højt som mødre og fædre, brødre og søstre, ja som sønner og døtre. (Mark. 10:30) De fryder sig over Jehovas løfte: „Dem vil jeg give i mit hus, på mine mure et minde, et navn, der er bedre end sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, et navn, der ikke skal slettes.“ — Es. 56:5.

[Fodnote]

[Illustration på side 347]

Jesus Kristus, der befandt sig godt sammen med alle — mænd, kvinder og børn — er et glimrende eksempel på en der levede lykkeligt som ugift

[Illustration på side 348]

Apostelen Paulus, der anbefalede den ugifte stand for dem der har gaven, satte et godt eksempel ved at appellere til andres samvittighed