Kristus som pælfæstet, „Guds kraft“

„Både beder jøderne om tegn og søger grækerne efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ — 1 Kor. 1:22, 23.

 1. (a) Hvilke forhold i den kristne menighed i Korint fik Paulus til at understrege at det der betød noget var „Kristus som pælfæstet“? (b) Hvad var det Paulus påpegede i Første Korinterbrev 1:17-25, og som nu interesserer os?

DET var til den kristne menighed i Korint Paulus skrev ovennævnte ord om den pælfæstede Kristus. På Paulus’ tid var Korint en verdensby; her boede romere, grækere, østerlændinge og jøder. Der var en del splittelser i den kristne menighed i Korint; det skyldtes at visse grupper havde gjort sig til tilhængere af fremtrædende mænd i menigheden. Dette fik Paulus til at sige: „Messias er delt.“ (1 Kor. 1:13) Der kan også hos nogle af de jødekristne have været en tendens til at holde fast ved visse af Lovens forskrifter, eller hos nogle af de andre en tendens til at være imponeret af de græske filosoffers veltalenhed. Men evangeliet skulle ikke forkyndes med højtravende ord eller blandes med religiøse traditioners eller filosofiske spekulationers visdom. Hvad der nu end var galt dér i Korint, fandt apostelen Paulus det formålstjenligt at fremhæve nødvendigheden af at begrænse forkyndelsen til at dreje sig om ét, nemlig „Kristus som pælfæstet“. Det er det han gør med sine ord i Første Korinterbrev 1:17-25, som danner grundlag for denne og den følgende artikel. Paulus skrev:

„Kristus har nemlig ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde den gode nyhed, ikke med visdom i tale, for at Messias’ marterpæl ikke skal blive gjort nytteløs. For talen om marterpælen er tåbelighed for dem der går til grunde, men for os som frelses, er den Guds kraft. Der står jo skrevet: ’Jeg vil lade de vises visdom gå til grunde, og de forstandiges forstand vil jeg feje til side.’ Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde? Hvor er debattøren fra denne tingenes ordning? Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig? For eftersom, i Guds visdom, verden gennem sin visdom ikke fik lært Gud at kende, besluttede Gud gennem tåbeligheden i det der forkyndes at frelse dem der tror. For både beder jøderne om tegn og søger grækerne efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed; men for dem som er kaldede, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For det som er tåbeligt hos Gud er visere end menneskene, og det som er svagt hos Gud er stærkere end menneskene.“

 2. Hvordan markeredes Jesu salvelse, og hvilken virksomhed beskæftigede Jesus sig med?

² Som det fremgår af dette citat ’bad jøderne om tegn’. Gav Jesus dem ikke tilstrækkeligt med tegn? Han kom til Jordanfloden i år 29 e.v.t. og fremstillede sig til dåb. Da han steg op af vandet dalede Guds ånd i form af en due ned over ham, og Jehovas stemme lød fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ Efter at have tilbragt 40 dage i ørkenen og tilbagevist Djævelens fristelser, begyndte Jesus at forkynde Riget og at udføre mirakler. Mattæus fortæller hvilken virkning dette havde: „Derefter gik han rundt i hele Galilæa, underviste i deres synagoger og forkyndte den gode nyhed om riget og kurerede enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed blandt folket. Og rygtet om ham kom ud i hele Syrien; og de kom til ham med alle som havde det dårligt, som var plagede af forskellige sygdomme og pinsler, dæmonbesatte og epileptikere og lamme, og han kurerede dem. Følgen blev at store folkeskarer fulgte ham, fra Galilæa og Dekapolis og fra Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.“ — Matt. 3:13-17; 4:23-25.

„Vi vil gerne se et tegn“

 3. Hvilke tegn udførte Jesus, og hvad forlangte de skriftlærde til trods herfor?

³ Folkeskarerne var så forbløffede over hans mirakler at de betragtede ham som den lovede Messias. „Når Messias kommer,“ sagde de, „vil han ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort, vel?“ Jesus forvandlede vand til vin, gik på vandet, fik storm og sø til at lægge sig, bespiste mirakuløst flere tusind mennesker med nogle få brød og fisk, helbredte syge, fik lamme til at gå, åbnede blindes øjne, helbredte spedalske og oprejste døde. Hvem kunne få sig selv til at forlange mere? Det kunne jødernes religiøse ledere, og de gjorde det. De havde selv været øjenvidner til mange af de tegn Jesus udførte, og de havde hørt om mange flere. Men til trods herfor kom farisæerne og de skriftlærde til Jesus med dette krav der syntes chokerende: „Lærer, vi vil gerne se et tegn fra dig.“ — Joh. 7:31; Matt. 12:38.

 4, 5. Hvad burde have overbevist farisæerne og de skriftlærde om at Jesus var Messias, i betragtning af deres profession?

⁴ Disse religiøse ledere burde have været de sidste til at forlange flere tegn på at Jesus var Messias! Hele deres liv havde de fordybet sig i De hebraiske Skrifter. De studerede dem pedantisk og førte lange og omstændelige indbyrdes debatter for at nå til den rette slutning angående Skrifternes anvendelse. De havde samlet sig en imponerende række af mundtlige traditioner som de påstod skulle forklare og tydeliggøre De hebraiske Skrifter i de mindste enkeltheder. Deres studier havde uomtvistelig gjort dem bekendt med de profetier der talte om den lovede Messias’ komme.

⁵ Vidste de ikke at Messias skulle komme i Judas stamme, i Davids slægt, at han skulle fødes i Betlehem, at hans komme skulle udråbes af et sendebud der blev sammenlignet med Elias, og at han skulle bære det jødiske folks sygdomme og smerter? Over 300 hebraiske profetier angående Messias’ første komme blev opfyldt på Jesus — og mange af disse var allerede opfyldt da farisæerne og de skriftlærde kom og afkrævede Jesus et tegn. Jesus gjorde dem opmærksomme på at de burde have kendt ham eftersom de havde studeret Skrifterne: „I ransager Skrifterne, fordi I mener at I ved hjælp af dem vil have evigt liv; og det er netop dem som vidner om mig.“ — Joh. 5:39.

 6. Hvordan svarede Jesus farisæerne og de skriftlærde, og hvorfor var der ikke foragt i hans svar?

⁶ Svarede Guds søn dem nu med knusende foragt da de sagde: „Vi vil gerne se et tegn fra dig“? Lad os se: „Han svarede dem idet han sagde: ’En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den noget tegn ud over profeten Jonas’ tegn. For ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter.’“ (Matt. 12:38-40) Nej, Jesu svar var ikke en voldsom kritik fordi de overså de mange mirakuløse tegn han allerede havde gjort, eller fordi de ikke var blevet overbevist af at nogle profetier om Messias allerede var blevet opfyldt på ham. Han forstod dem, forstod deres længsel og deres vildfarelse, og hans svar ramte plet i en situation som denne.

Det tegn de ville have

 7, 8. Hvilket tegn ville jøderne gerne se, men hvilket var det eneste de ville få, og hvorfor?

⁷ Jesus vidste hvad det var for et tegn de gerne ville se. Det står omtalt i Daniel 7:13, 14: „Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“

⁸ Dette betegnede Messias’ andet komme, når Messiasriget trådte i stedet for alle undertrykkende jordiske regeringer og indførte varig fred så de mennesker der tjente Jehova kunne leve roligt og trygt overalt på jorden. De jødiske ledere så frem til at Messias skulle komme som en mægtig konge, bryde det undertrykkende åg Rom havde lagt på deres skuldre og give dem større politisk magt. De løb foran Jehova. På daværende tidspunkt var det Messias’ første komme der indtraf, og da skulle han lide og dø som et genløsningsoffer og ligge i graven i dele af tre dage. Det tegn der gjaldt hans første komme var det eneste de ville få.

 9. Hvad skelnede jøderne på Jesu tid ikke imellem, hvad længtes de efter, og hvad hindrede det dem i at forstå?

⁹ Disse jøder fik altså ikke det tegn de ønskede af Messias, men derimod noget der blev dem fuldstændig til anstød, nemlig den pælfæstede Messias! Paulus skrev: „Både beder jøderne om tegn og søger grækerne efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Kor. 1:22, 23) Når jøderne snublede var det fordi de ikke skelnede mellem Messias’ første og andet komme. De hebraiske Skrifter indeholdt to sæt profetier om Messias: ét der gjaldt hans første komme, og ét der gjaldt hans andet. (Se fortegnelsen på side 1148 i bogen Aid to Bible Understanding over profetier og deres opfyldelse i forbindelse med Messias’ første komme; blandt de profetier der hentyder til Messias’ andet komme kan nævnes Daniel 7:13, 14; 2:35, 44; Salme 2:1-9; 110:1-6.) Jøderne begik altså den fejl ikke at skelne mellem det første og det andet komme. De regnede kun med ét komme. I deres længsel efter at Messias skulle komme i magt og fjerne det romerske åg fra deres skuldre, havde de lukket øjnene for hans komme som en lidende, forfulgt, vraget, pælfæstet Messias. Deres opfattelse af Messias var faktisk blevet forvirret. Mange af de profetier der handlede om Messias opfattede de ikke som møntet på ham. Nogle jøder troede end ikke på en personlig Messias. Andre ønskede i deres selviskhed slet ikke at han skulle komme; de var bange for at han skulle gøre Rom fjendtligt stemt over for dem. (Joh. 11:47, 48) Men mange råbte på hans komme fordi de forventede at han med væbnede styrker ville befri dem for Roms magt.

„Det som er svagt hos Gud“

10. (a) Hvorfor betragtede jøderne Jesus som ’det der var svagt hos Gud’, og hvori adskilte han sig fra de falske messias’er i det første århundrede e.v.t.? (b) Hvilke forhold i Palæstina på den tid gjorde, ifølge The Interpreter’s Bible, at jøderne ikke kunne tage imod Jesus som Messias?

¹⁰ Denne Jesus var svag i jødernes øjne — alt for svag til at opfylde deres håb om en messias der ville knuse romerriget. Sagde han ikke at hans rige ikke var af denne verden og at hans tjenere ikke ville kæmpe? Og afslog han ikke rent ud da man ville gøre ham til konge? Og gav han ikke det råd at man skulle vende den anden kind til hvis man blev slået? Nok ventede de Messias på det tidspunkt, men det var i hvert fald ikke ham! (Joh. 18:36; 6:15; Matt. 5:39; Luk. 3:15) I The Book of Jewish Knowledge siges der under „Messias“ at der var adskillige i det første århundrede e.v.t. som hævdede at være Messias. Videre står der: „Noget ejendommeligt ved disse som påberåbte sig messiansk rang i det første århundrede, var at de alle gik i spidsen for jødisk oprør mod det romerske herredømme. I modsætning til Jesus, . . . var de andre messias’er i denne periode uden undtagelse krigeriske oprørsstiftere og patrioter.“ At Jesus havde de her nævnte „svagheder“ og altså ikke viste sig som en „stærk“ Messias var i sig selv slemt nok i jødernes øjne, men det at han endte med at lide en forsmædelig død på en marterpæl udelukkede ham totalt fra at blive anerkendt som Messias! Det var baggrunden for at apostelen Paulus i Første Korinterbrev 1:25 henviste til at jøderne betragtede den pælfæstede Kristus som ’det der var svagt hos Gud’, og derfor snublede. Hertil har The Interpreter’s Bible, bd. 10, s. 29, følgende kommentar:

„Jødernes religiøse forhåbninger på Paulus’ tid byggede på den apokalyptiske forventning om en dramatisk, altafgørende udfrielse fra de romerske undertrykkere: de spejdede efter en befrier som ville gøre nationen til noget enestående blandt verdens nationer. En del af den dybe skuffelse Jesus var for dem i sit køds dage, kan føres direkte tilbage til at han afslog at være nationens militære fører i stil med makkabæerne. På Paulus’ tid var Palæstina som en indestængt brand. De romerske prokuratorer formåede at slukke de slikkende flammer i form af sporadiske, lokale opstande; men den indestængte brand var noget andet. Havde Jesus da han var mest populær blot givet signalet, var tusinder af sværd blevet trukket af skeden, og Rom ville have haft svært ved at forhindre at jødernes indestængte religiøse idealisme og fanatiske nationalisme brød ud i lys lue. For et folk hvis fantasi og ånd fik næring af sådanne ideer og sådanne apokalyptiske forhåbninger var en korsfæstet Messias’ tegn en ubeskrivelig forargelse. For dem var ordet om korset noget komplet afskyeligt. Det ville de ikke høre tale om.“

11. Hvilken vildfarelse svævede selv Jesu nærmeste disciple i? Begrund svaret.

¹¹ Selv Kristi Jesu nærmeste disciple forstod først senere at Messias skulle komme to gange, og at hans første komme ville ende med at han blev pælfæstet. I fængselet hørte Johannes Døber om Jesu mirakuløse tegn, men det ser ud til at Johannes forventede mere, for han sendte bud til Jesus og spurgte: „Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?“ (Matt. 11:2, 3) Peter kunne godt se at Jesus var Messias, men han forstod ikke de tegn der opfyldtes ved det første komme. (Matt. 16:16, 21-23) Selv efter at Jesus var død og oprejst forventede hans disciple stadig oprettelsen af et jordisk rige ved dette første komme. De spurgte: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ — Apg. 1:6.

Marterpælen ikke gjort nytteløs

12. Hvordan har jødiske religiøse ledere forsøgt at forklare de to sæt profetier angående Messias’ første og andet komme?

¹² Efter at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen i år 33 e.v.t. forstod Jesu disciple at Messias skulle komme to gange, og overalt forkyndte de „det som både profeterne og Moses [havde] udtalt skulle ske, at Messias skulle lide“. (Apg. 26:22, 23) De bevisgrunde som de kristne fremførte fra De hebraiske Skrifter samt jødernes bristede forhåbninger fik senere jødiske lærde til at omfortolke profetierne om Messias. For eksempel står der i Daniel 7:13 at Messias skulle komme med himmelens skyer, mens der i Zakarias 9:9 står at han skulle komme ydmygt ridende på et æsel. I Talmud søgte man at eliminere dette problem (hvis der kun var ét komme) ved at sige at hvis Israel var værdig dertil ville Messias komme i skyerne, men hvis Israel viste en uværdig adfærd ville han komme på et æsel. (Den babyloniske Talmud, Sanhedrin, 98a) Et andet forsøg gik ud på at man anerkendte at der var to sæt profetier, ét der gjaldt det første og ét der gjaldt det andet komme, men at der var to messias’er, den ene en søn af Josef, den anden en søn af David, og at de tilsammen ville opfylde begge sæt profetier. (Edersheims Life and Times of Jesus the Messiah, bd. II, s. 434, 435) De måtte imidlertid komme samtidig.

13. (a) Hvilke opfattelser udelukkede jøderne fra at betragte Jesus som Messias? (b) Hvordan gjorde disse jødiske opfattelser marterpælen nytteløs?

¹³ Man fastholdt dog at Jesus ikke kunne være nogen af disse messias’er. Han fulgte nemlig ikke de skriftlærdes mundtlige overleveringer, og ifølge Talmud var det mere strafbart end at gå imod De hebraiske Skrifter. Jesus sagde også at han ville opfylde Moseloven — og dermed bringe den til ophør. Men jøderne anså den for at være evig; den skulle aldrig afskaffes. Hertil kom at jøderne ikke mente at de havde brug for en messias for at opnå frelse. Tre ting gav dem adgang til Riget: At de øvede lovgerninger, at de gav almisser til de fattige, og at de havde Abraham til fader. (Matt. 3:7-10; Rom. 3:20; 4:2, 3; 9:31, 32) Med en sådan form for visdom gjorde de skriftlærde marterpælen nytteløs; de behøvede den ikke for at opnå frelse. Paulus havde denne falske visdom i tanke da han stillede visdommens formålsløshed op i modsætning til Guds kraft, den pælfæstede Kristus. „Kristus har nemlig ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde den gode nyhed, ikke med [de jødiske skriftlærdes] visdom i tale, for at Messias’ marterpæl ikke skal blive gjort nytteløs. For talen om marterpælen er tåbelighed for dem der går til grunde, men for os som frelses, er den Guds kraft.“ — 1 Kor. 1:17, 18.

14. (a) Af hvem blev Jesus hånet da han hang på marterpælen, og med hvilke ord? (b) Hvad bekræftede begivenhederne dengang i virkeligheden?

¹⁴ Hvad skal man så sige til at Jesus som et lam blev ført til slagtning, blev regnet for plaget, blev ringeagtet, skyet af folk, forkastet? (Es. 53:1-7) Hvad med det at han syntes svag og magtesløs da han hang der på marterpælen mens nogle spottede: „Ha! Du som ville rive templet ned og bygge det op på tre dage, frels dig selv, stig ned fra marterpælen“? (Mark. 15:29, 30) Og „på lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde og de ældste at gøre nar og sige: ’Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse!’“ (Matt. 27:41, 42) Alt dette diskvalificerede ikke Jesus; det bekræftede tværtimod at han var Messias. — Sl. 118:22; Es. 8:14; 28:16; 1 Pet. 2:4-8.

15. Hvordan blev budskabet om den pælfæstede Kristus betragtet, dels af dem der ville gå til grunde, dels af dem som ville blive frelst, og hvilken sandhed står tilbage trods spotteres hån?

¹⁵ Paulus var besluttet på at lægge vægt på Jehovas genløsningsforanstaltning som den eneste vej til frelse. Jøderne kunne ønske tegn og grækerne kunne søge visdom, men Paulus ville forkynde „Kristus som pælfæstet“ selv om det fik jøderne til at snuble og selv om grækerne syntes det var tåbeligt. „Vi forkynder . . . for dem som er kaldede, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For det som er tåbeligt hos Gud er visere end menneskene, og det som er svagt hos Gud er stærkere end menneskene.“ (1 Kor. 1:22-25) Lad blot jøder og grækere betragte budskabet om den pælfæstede Kristus som svagt og tåbeligt. „Kristus som pælfæstet“ var dog noget langt stærkere og visere end jødiske traditioner og græsk filosofi. Yderligere grunde herfor vil blive behandlet i den næste artikel.

[Illustration på side 8]

Skønt Jesus gik på vandet og udførte mange andre mirakler, forlangte de jødiske religiøse ledere „et tegn“ — yderligere bevis for at han var Messias