Læg en kristen opførsel for dagen
„Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende . . . ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed.“ — 2 Kor. 6:3-6.
1, 2. Hvilke klager har man rejst med hensyn til nutidsmenneskers manerer og opførsel?
En kristen opførsel og kristne manerer hører til sjældenhederne, endogså i kristenheden. Overalt møder man tankeløshed og hensynsløshed. Folk har så travlt at de ofte slet ikke tænker på at sige „vær så god“ eller „tak“. Hvor uvante folk er med at høre disse ord fik man et indtryk af da kontrollørerne ved en autovej i den østlige del af De forenede Stater begyndte at bruge dem når de opkrævede vejafgiften. Det skabte ligefrem trafikkaos!
2 I januar i år bragte New Yorker-bladet Times Magazine en artikel der behandlede de dårlige manerer som folk lagde for dagen i New Yorks undergrundsbane i myldretiden. Godt et år tidligere havde det samme blad tegnet et dystert billede af New York som „De dårlige manerers hovedstad“. Hermed være ikke sagt at kun New York kender til dårlige manerer. Artiklen viste at opførselen i verdens førende byer stadig forværres.
3. Hvordan kan man sige at det var forudsagt at der skulle ske en forværring af menneskers opførsel?
3 Guds ord har forudsagt at menneskers opførsel ville forværres, for det udtaler at ’mennesker i de sidste dage vil blive egenkærlige, indbildske, hovmodige, ukærlige, uvenlige, ubeherskede, voldsomme, uden kærlighed til det gode, og at de vil have gudsfrygtens skin men fornægte dens kraft’. Alle disse dårlige egenskaber kan ikke andet end give sig udslag i dårlige manerer. Kristne må derfor vogte sig for at efterligne den dårlige opførsel som de er vidne til overalt hvor de færdes. — 2 Tim. 3:1-5.
Defineret og illustreret
4, 5. Hvad kan man sige at manerer er, og hvorfor er de af så stor betydning?
4 Hvad er manerer? De forklares som et menneskes vanlige opførsel, væremåde, optræden, og har forbindelse med på hvilken manér man omgås andre mennesker. Betydningsbeslægtet med (gode) manerer er høflighed, belevenhed, betænksomhed, hensynsfuldhed, venlighed og takt. Gode manerer, har man sagt, er „at vise storsind i små ting“. Gode manerer består i små ofre vi bringer for andres skyld. De skaber et gnidningsløst forhold og opbygger den gode vilje mellem mennesker og bidrager til at afværge misforståelser. Princippet bag gode manerer er kærlighed, hensynet til andre. Hensigten med at optræde med gode manerer er at få mennesker til at føle sig godt tilpas, at være hjælpsom og at undgå unødigt at støde eller fornærme andre.
5 Den kristne ved at kundskaben om Guds ord og hellige ånd samt deltagelse i den rene tilbedelse er noget grundlæggende og uhyre vigtigt, og de gode manerer kunne i sammenligning hermed synes ganske betydningsløse. Men de er dog af stor vigtighed, for alt hvad den kristne bestræber sig for at gøre af godt, kan han nedbryde hvis han optræder med dårlige manerer.
6. Hvad kan man sammenligne gode manerer med?
6 Gode manerer kan derfor udmærket sammenlignes med mineralstoffer som kobolt, molybdæn og bor, der er af livsvigtig betydning for planters, dyrs og menneskers trivsel. Gode manerer kunne også sammenlignes med den knivspids krydderier og salt som en husmoder bruger når hun bager en kage, og uden hvilken denne ikke vil gøre lykke. De kan også sidestilles med den olie som en maskines dele skal smøres med for at den kan gå let og ubesværet, eller med luften i automobilslangerne og bilsædernes bløde polstring, der gør kørslen behagelig og skåner os for stød. Mange mennesker er meget omhyggelige med deres udseende, men er ligegyldige med deres manerer. Og dog er deres manerer af langt større betydning end deres udseende.
7, 8. (a) Hvad kan man sige om nogle menneskers manerer? (b) Hvornår skal kristne optræde med gode manerer? Hvorfor skal de gøre det?
7 Der er ganske rigtigt mange ikke-kristne som lægger megen vægt på gode manerer. Men samtidig ser de som oftest stort på hvilken oprigtighed og hvilket motiv der ligger bag. For dem er manerer blot en politur som det betaler sig at have på. Kristne manerer er imidlertid gode manerer der bunder i kærligheden til Gud, kærligheden til retfærdighed og kærligheden til medmenneskene. Sådanne kristne manerer vil skåne os for at „komme i vanry“, for hele vor optræden er ene og alene dikteret af en „oprigtig kærlighed“. — 2 Kor. 6:6.
8 Hvornår skal kristne optræde med gode manerer? Er det kun ved særlige lejligheder når de vil gøre et godt indtryk eller når de søger at påvirke andre? Aldeles ikke! De vil derimod lade sig lede af følgende grundsætning: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ De kristne vil altid være besjælet af ønsket om at lægge en god opførsel for dagen i deres hjem, når de er på rejse, på deres arbejdsplads, i den kristne menighed og når de udfører den kristne forkyndelse. — 1 Kor. 10:31.
I den kristne forkyndelse
9. Hvad forlanger kristne manerer af vor ydre fremtræden?
9 Kristne bør til hver en tid ’opføre sig på en måde der er den gode nyhed om Kristus værdig’. Hvad vil dette så fordre af den kristne når han besøger mennesker fra hus til hus? Når han banker på en dør, er det, kan man sige, fordi han ønsker at blive gæst i huset. Skal han lægge en kristen opførsel for dagen, må han være så præsentabelt klædt som hans midler og formåen tillader, han må være ren og pæn i tøjet, skoene må være pudsede, håret sidde ordentligt og tøjet være presset. I denne retning vil kvinder vel nok forsynde sig langt mindre end mænd, men de må til gengæld vogte sig for ikke at gå til den anden yderlighed. Er man alt for opstadset, henleder man opmærksomheden på sig selv, hvilket heller ikke hører til kristne manerer. — Fil. 1:27, NW.
10, 11. Hvordan bør man hilse på mennesker? Og på hvilken måde kan man undgå unødigt at såre mennesker?
10 Skal man optræde med kristne manerer må man i al oprigtighed hilse hjerteligt på mennesker og have et venligt smil på læben. „Abraham stod op og bøjede sig for hetiterne, folkene der på stedet.“ Det var hvad gode manerer krævede dengang. Da Jesus udsendte halvfjerds evangelister bød han dem at de som hilsen skulle sige: „Fred være med dette hus!“ Det er meget vigtigt at indlede med nogle venlige ord, ellers ville Jesus ikke have nævnt det i sin vejledning til disciplene. — 1 Mos. 23:7, 12; Luk. 10:5.
11 Kristne manerer indbefatter at man er varsom med hvad man siger. Den kristne må være årvågen og iagttagende så han ikke unødigt fornærmer den han taler med og vedkommende taber lysten til at høre om den gode nyhed om Guds rige. Hvis han ser at der sidder en jødisk mezuzah på dørkarmen, vil han naturligvis ikke bære sig ad på samme måde som hvis han ser en rosenkrans hænge om halsen på den han besøger. På samme tid vil han vogte sig for ikke at smigre „kultiverede“ mennesker eller prøve at imponere „ringere“ stillede. — 1 Kor. 9:20, 21.
12. Hvilken opførsel skal kendetegne en taler?
12 Den hensynsfulde kristne vil også være opmærksom på hvordan han taler. Hvis han ikke taler klart og tydeligt nok, er der noget i vejen med hans kristne manerer, ligesom der også er det hvis han taler selvsikkert og i en barsk og bydende tone. Kristne må erindre sig at de, som Peters første brev 3:15 siger, ikke alene altid skal være rede til forsvar over for enhver der kræver regnskab af dem for det håb som er i dem, men også at de skal gøre det „med sagtmodighed“. Det er en ægte kristen opførsel! Man må heller ikke glemme at det er nødvendigt at drage den besøgte med ind i samtalen. Er den besøgte tilbageholdende og forsagt, fordrer kristen høflighed at forkynderen venligt og taktfuldt stiller spørgsmål som får vedkommende til at udtrykke sig.
13, 14. Nævn nogle situationer kristne kan komme i, og forklar hvilken opførsel de skal lægge for dagen.
13 Hvordan skal man så lægge kristen opførsel for dagen når man forkynder den gode nyhed på travle gadehjørner? Det skal man ved at optræde taktfuldt og venligt, ved ikke at tale højlydt og støjende og vise en for pågående iver, samt ved at sørge for ikke at være til gene for de forbipasserende. Og når man igen aflægger besøg hos mennesker der er interesseret i Bibelen, vil man, hvis man ejer kristne manerer, opføre sig som det sømmer sig for en gæst, idet man viser sin taknemmelighed for den udviste gæstfrihed ved at optræde med en vis tilbageholdenhed. Man skal vogte sig for at tage sig friheder og blive alt for familiær.
14 Hvad skal man stille op hvis den besøgte byder en på en forfriskning, måske af misforstået pligtfølelse? Dersom dette gentager sig, kan en sådan gæstfrihed let blive bekostelig for værten. I stedet for tankeløst eller ligefrem ivrigt at tage imod den, må man hellere tøve, således at værten kan få lejlighed til at vise om han virkelig ønsker at udstrække en sådan gæstfrihed og at det ikke blot er en formssag. Jesus foregik os med det rette eksempel. Da han på vejen til Emmaus havde trøstet de to disciple, lod han som om han ville fortsætte alene. „De nødte ham“ inden han sagde ja til at blive og spise aftensmåltidet sammen med dem, og det selv om han allerhelst ville være sammen med dem således at han kunne åbenbare sig for dem. — Luk. 24:28-32.
I den kristne menighed
15, 16. Hvilke manerer skal kristne følge når de samles i menigheden?
15 Hvordan skal den kristne så opføre sig når han kommer sammen med menigheden på det sted hvor den tilbeder Gud? Det er ikke et tegn på gode manerer at komme for sent, for det forstyrrer både taleren og tilhørerne. Forældre med små børn viser de andre hensyn ved at sætte sig yderst på nogle af de nederste rækker, for på den måde vil de distrahere de færrest mulige hvis det skulle blive nødvendigt for dem at rejse sig og gå ud med barnet under mødet. Brødre der har opsynet under mødet, må naturligvis altid være villige til at række en hjælpende hånd.
16 Kristne manerer forbyder en at halvsove, at hviske eller læse når taleren søger at fastholde tilhørernes opmærksomhed, ligesom det også vil være forkert at vende sig om hver gang nogle kommer ind ad døren. Man vil heller ikke tillade sig at spise bolsjer eller tygge tyggegummi. Hver en ting under himmelen har sin tid, og når der tales til menigheden er tiden inde til at den er 100 procent opmærksom, af respekt både for taleren og det budskab han forklarer. — Præd. 3:1; 1 Kor. 11:22.
17. Hvem skal vi vise et særligt hensyn, og på hvilken måde?
17 Kommer en fremmed til møderne viser man sin kristne opførsel ved at gå hen og byde ham velkommen. Man bør hilse på ham som man hilser på en kærkommen gæst, og få ham til at føle at han er blandt venner. Vær rede til at hjælpe ham på enhver måde, således at han kan få mest muligt ud af programmet. Man bør heller ikke overse brødre og søstre der er kommet op i årene og ikke længere er så rørige. Følgende ord gælder stadig væk: „Du skal vise hensyn over for den som er i en høj alder.“ Og regelen om at man bør behandle rig og fattig ens, er selvfølgelig heller ikke trådt ud af kraft. — 3 Mos. 19:32, NW; Jak. 2:1-9.
18. Med hvilken optræden kan nogle i realiteten sige at Jehovas bord er urent?
18 Uanset hvor kristne samles for at tilbede Gud, det være sig i et privat hjem hvor de kommer sammen for at studere Bibelen, eller det er på et kæmpestadion hvor de er sammen ved et internationalt stævne, fordrer den kristne opførsel at man viser hinanden hensyn og lytter opmærksomt. Ofrer man ikke sin opførsel en tanke og prøver man at undskylde den med at der er så mange til stede, siger man i virkeligheden: „Herrens bord er urent.“ — Mal. 1:12.
I hjemmet og andetsteds
19-21. Hvilke kristne manerer skal kendetegne medlemmerne af en familie?
19 Hvordan skal den kristne opføre sig hjemme? Det ligger i det faldne menneskes natur at føle at man kan tage sig den kristne opførsel let når man lever sammen som en familie og ser så meget til hinanden hver dag. Men det er ikke sandt! Tværtimod, dem vi omgås til daglig og som affinder sig med vore ufuldkommenheder, skylder vi især at vise venlighed, betænksomhed og hensyn. Selv ved sådanne små ting som altid at tale i en venlig og forstående tone kan man glæde andre og sig selv med.
20 Apostelen Peter, der selv var gift, vejleder ægtemænd til ’at leve sammen med deres hustruer i overensstemmelse med kundskab og at vise dem ære som svagere kar’. Ægtemænd skal altså optræde med kristne manerer. På den anden side råder apostelen Paulus hustruerne til at være lydige mod deres mænd og at vise dem „dyb respekt“. Den hustru som i andres nærværelse kritiserer sin mand eller bliver uenig med ham, røber at hun mangler kristne manerer. — 1 Pet. 3:7; Ef. 5:33, NW.
21 Hvordan så når vi sidder til bords og skal nyde et måltid? Det kan godt være at vi ikke er inde i alle etikettens finere regler, men vi kan altid vise hensyn. Og hvordan er det, bruger vi tankeløst vor grammofon, vor radio eller vort fjernsyn når en anden skal have ro til at studere eller til at sove? Den samme regel gælder naturligvis også i vor omgang med andre mennesker, hvad enten det er på vor arbejdsplads, når vi er ude at rejse, eller når vi søger adspredelse.
22, 23. Hvordan skal børn og unge opføre sig, og hvorfor er der særlig grund til at de skal give agt på deres manerer?
22 Og nu I unge, hvordan står det til med jeres kristne opførsel? Viser den at I kender jeres plads og at I er taknemmelige for at I kan komme til menighedens møder for at lytte og lære? Dårlige manerer er et tegn på at man ikke har respekt for Jehova Gud, for hans ord, for Guds menighed og for dens ældre brødre, jeres forældre medregnet. Nogle af jer har den dårlige vane at I løber ud adskillige gange under møderne. I har uden tvivl lært denne uvane af de uartige børn som I er tvunget til at være så tæt inde på livet af i skolen, og som på denne måde giver udtryk for deres oprørskhed og vrangvillighed. Tag jer i agt for at efterligne dem! I ved at de vil forgå i Harmagedon, mens I håber at blive i live og komme ind i den nye verden, ikke sandt! — 1 Kor. 15:33.
23 Også når I er hjemme skal I lægge en kristen opførsel for dagen. Hører I altid ordentligt efter når jeres forældre taler til jer? Det burde I gøre. Taler I altid venligt og ærbødigt til jeres forældre og på den måde som de ønsker det? Respekterer I jeres forældres gudgivne stilling og er I taknemmelige for alt hvad de har gjort og stadig gør for jer? I børn og I unge, de dårlige eksempler I ser rundt om jer gør det særdeles påkrævet at I giver agt på jeres opførsel! — Ef. 6:1-3.
Kundskab og visdom kan ikke undværes
24, 25. (a) Hvordan hjælper kundskab os til at optræde med kristne manerer? (b) På hvilken måde er visdommen os en hjælp?
24 Hvad er forudsætningen for at vi kan optræde med gode, kristne manerer? Vi må i vort daglige liv lægge de fire hovedegenskaber: visdom, magt, retfærdighed og kærlighed, for dagen. Læg først mærke til hvor nødvendigt det er at være i besiddelse af visdom, hvoraf kundskaben er en uadskillelig del. Omgangsformerne varierer stærkt fra sted til sted på jorden, og kommer man til fremmede egne må man gøre sig bekendt med folks skikke og sædvaner og følge dem forudsat at de ikke på noget punkt krænker kristne principper. Apostelen Paulus udtalte: „For alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle. Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld, for at også jeg kan få del deri.“ — 1 Kor. 9:22, 23.
25 „De vises tunge læger,“ siger Guds ord. Det er ensbetydende med at vi må vide hvad vi skal sige og hvad vi skal gøre, samt hvordan vi skal bære os ad dermed og hvornår tiden er inde dertil. „Den vises hjerte får hans mund til at udtrykke indsigt, og til hans læber føjer det overtalelsesevne.“ (NW) Især når en forkynder anvender visdom i forkyndelsen oplever han at „mand er glad, når hans mund kan svare“. Ja, „hvor godt er et ord i rette tid“. „Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid.“ „Samleren søgte“ ikke alene „at skrive korrekte sandhedsord“, men også „at finde indtagende ord“. (NW) Skal vi holde os apostelens formaning om at ’forkynde sandhedens ord på rette vis’ efterrettelig, må vi derfor ikke alene have nøjagtig kundskab men også optræde taktfuldt. — Ordsp. 12:18; 16:23; 15:23; 25:11; Præd. 12:10; 2 Tim. 2:15; Ordsp. 15:2.
Magt i form af selvbeherskelse
26-28. (a) Hvordan skal et menneske bruge sin magt for at kunne optræde med kristne manerer? (b) Hvilken indvirkning vil det have på andre mennesker?
26 Den kristne opførsel fordrer også at man på bedst mulig måde gør brug af sin magt, nemlig ved at lade den udfolde sig i form af selvbeherskelse. „Større end helt er sindig mand, større at styre sit sind end at tage en stad.“ Det faldne menneske er tilbøjeligt til at være utålmodigt med andre når de begår fejl, og på denne måde røber vedkommende sin mangel på selvbeherskelse. Et utålmodigt menneske hæver sin stemme og ændrer sit tonefald. Dette kan kun komme ind under begrebet dårlige manerer, som får andre til at føle sig ilde til mode. Eller et menneskes ansigtsudtryk fortæller at det ærgrer sig. I en sådan situation gør man vel i at erindre sig: „Bedre langmodig end hovmodig. Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarens Barm.“ (Kalkar) Derimod kan man lægge en god kristen opførsel for dagen hvis man behersker sig, idet man fortrænger ærgrelsen, bevarer sin ro og optræder venligt. Så vil vi ikke volde anstød i noget, men „ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden . . . ved Guds kraft“ vil vi som kristne og som Guds tjenere anbefale os i enhver henseende. — Ordsp. 16:32; Præd. 7:8, 9; 2 Kor. 6:3-7.
27 Det koster også selvbeherskelse at følge vejledningen om at man ’må lægge bånd på sig selv når man lider ondt og med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt’. Det er ikke let at optræde venligt og sagtmodigt når man står over for urimelige mennesker, men det er anstrengelsen værd eftersom det forskåner den sande kristne for at volde anstød i noget. „Mildt svar stiller vrede.“ Og det gør et taktfuldt svar også, hvilket fremgår af det svar som Gideon ifølge Dommerbogen 8:1-3 gav de utilfredse efraimitter. — 2 Tim. 2:24, 25, NW; Ordsp. 15:1.
28 En kristen opførsel fører til resultater: „Ved tålmod [at være sen til at vredes] overtales en dommer, mild tunge sønderbryder ben.“ I virkeligheden er det sådan, at jo mindre andre kan beherske sig, og jo dårligere deres opførsel er, desto mere påkrævet er det at den kristne lægger en god opførsel for dagen og behersker sig. Ligesom Jehovas langmodighed eller tålmodighed fører til frelse, således kan den kristnes tålmodighed over for andre medvirke til at de bliver frelst. — Ordsp. 25:15; 2 Pet. 3:15.
Retfærdighed og kærlighed
29. Hvilken forbindelse er der mellem en kristen opførsel og en skarp retfærdighedssans?
29 En skarp retfærdighedssans er også en forudsætning for at kunne optræde med kristne manerer. Hvorledes det? Sagde Jesus ikke: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer“? Jo, det er ganske rigtigt! Hvis vi altså udelukkende ser på hvad der er retfærdigt og rimeligt, vil kristne manerer simpelt hen sige at vi opfører os over for andre således som vi gerne vil have at de skal opføre sig over for os under lignende forhold. Dersom et eller andet menneske aflagde os besøg ved døren, ville vi ikke bryde os om at vedkommende optrådte hensynsløst, uhøfligt, påtrængende eller behandlede vore ejendele skødesløst, vel? At man mener det godt og handler ud fra et ædelt motiv, undskylder ikke at man glemmer alt om den kristne opførsel. — Luk. 6:31.
30, 31. (a) Hvilken egenskab er fremfor alt en forudsætning for en kristen opførsel, og hvorfor er den det? (b) På hvilken måde er Paulus os et eksempel til efterfølgelse?
30 Men fremfor alt er kristne manerer kærligheden i virksomhed. Kærlighed afføder betænksomhed, hensynsfuldhed, hjertelighed, venlighed og medgørlighed, hvilket alt sammen er fibrene i den kristne opførsel. Kærligheden vil især hjælpe os til at undgå at optræde tankeløst, for den vil få os til at have andres velfærd på sinde, se på deres interesser og betragte en sag med deres øjne. Kristne ønsker ikke alene at bevare deres hjerte rent og at tjene Gud i uselviskhed; de ønsker også at lade deres rene motiv komme til udtryk på den gavnligste måde, i kærlighed. Kærligheden vil styre vor opførsel midt imellem de to yderligheder: den hykleriske smiger og taktløsheden, eller tankeløsheden. Den vil værne os imod at være sleske i vor tale og at gå på kompromis, ligesom den vil afholde os fra at ønske at „byde ild fare ned fra Himmelen og fortære“ de mennesker der modstår os. — Es. 30:10; Luk. 9:54.
31 Apostelen Paulus gik ikke til nogen af disse yderligheder, og vi kan lære af hans eksempel ved at læse følgende ord i hans brev til de kristne i Tessalonika: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge.“ Dette er ofte alt hvad forretningsverdenens manerer er: en mængde smigrende ord og en påtaget høflighed der dækker over havesyge, eller begærlighed. „Men vi færdedes,“ fortsætter Paulus, „med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn.“ Paulus ikke alene mente det godt, men var også i handling kærlig, mild og hensynsfuld over for dem. — 1 Tess. 2:5, 7.
32. Hvorfor kan man sige at kærligheden er de kristne manerers sine qua non?
32 Eftersom det er kærligheden der driver de kristne til at tage del i forkyndelsen, skulle denne kærlighed give dem ører og øjne så de kan høre og se hvad der vil blive det bedste at gøre og sige i en given situation. Kærligheden vil få dem til at tænke over hvad der vil gavne mennesker mest muligt, og hvordan de bedst kan undgå at skade eller såre dem. De vil altså optræde med varsomhed. Selv om kærligheden „glæder sig over sandheden“, kan den til tider lede os til at give et tvetydigt, undvigende eller gådefuldt svar, fremfor taktløst at buse ud med en sviende sandhed. Hvad den kristne opførsel angår, har man lov til at sige at kærligheden er et sine qua non, en uundværlig faktor: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; . . . kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse . . .; den tåler alt . . ., udholder alt.“ — 1 Kor. 13:4-7.
33. Hvad har udenforstående sagt om den nye verdens samfunds opførsel?
33 Der kan ikke herske tvivl om at det er meget vigtigt at optræde med kristne manerer. Deres værdi fremgår med al ønskelig tydelighed af det omdømme som den nye verdens samfund af Jehovas vidner har vundet ved deres opførsel. Karakteristisk i denne forbindelse er den udførlige rapport som en senator i De forenede Stater fik føjet ind i U.S.A.’s Congressional Record. I al væsentlighed gik den ud på at Jehovas vidners opførsel hørte til „en anden verden“. Og en journalist ved New Yorkerbladet Herald Tribune skrev: „De er pæne i tøjet, har gode manerer og viser respekt for mennesker i alle aldre. De er omgængelige på en så behagelig måde at det får en til at føle sig skamfuld over den dårlige opførsel som beboerne i vor snavsede og kolde by udviser.“
34. Hvor stor værdi har altså en kristen opførsel og kristne manerer?
34 At have kristne manerer kan for nogle synes at være af underordnet betydning, men det forholder sig modsat. De er af største vigtighed: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ Optræder kristne med gode manerer vil de ikke alene „have godt lov blandt dem, som er udenfor“, men der vil også bestå et godt forhold imellem dem inden for familien og den kristne menighed, hvilket vil være til gensidig opbyggelse for dem og til ære for Jehova Gud! — 2 Kor. 6:3-7; 1 Tim. 3:7.