Svar på spørgsmålet: Er du frelst?
DET var en trist og kold lørdag eftermiddag sent på efteråret. Langs fortovet i Brooklyns forretningskvarter, New York, sås kristne vidner, som tilbød de forbipasserende bladene Vagttaarnet og Vaagn op! En alvorligt udseende fremmed henvendte sig til en af dem og spurgte: „Broder, er du frelst?“ Vidnet søgte at give en forklaring, men blev afbrudt med et: „Er du frelst, ja eller nej?“
Sådanne mennesker viser sædvanligvis stærk interesse for deres medmenneskers skæbne, fordi de lider under den religiøse vildfarelse, at sjælen er udødelig, og at evig pine er den skæbne, der rammer alle, der ikke er frelst, hvorimod Bibelen tydeligt viser, at den sjæl, der synder, skal dø, og at syndens løn er død. Død er det modsatte af liv. (Ez. 18:4; Rom. 6:23) Imidlertid skulle det ikke være frygt for evig pine, men kærlighed til Gud, kærlighed til retfærdighed og kærlighed til livet, der skulle få os til at beskæftige os med problemet, om vi er frelst eller ikke, og få os til at stille spørgsmålet: „Hvad må jeg gøre for at blive frelst?“
I Bibelen lærer vi, at Jehova Gud er den eneste, der har svaret på vort spørgsmål. Og ikke alene har han svaret i den forstand, at han ligger inde med den sande og pålidelige oplysning om dette emne, men også derved, at han har de midler, hvorved vi kan blive frelst. Han vidste forud, at der hos ærlige mennesker ville opstå et ønske om at blive frelst fra de nuværende onde forhold til en retfærdig ny verden, og derfor besluttede han, endog før Adam og Eva fik deres første barn, at tilvejebringe denne frelse. Det ses tydeligt af det profetiske løfte, Gud gav umiddelbart efter at vore første forældre havde gjort oprør: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen.“ — 1 Mos. 3:15.
Det er sandt, at Gud således besluttede at tilvejebringe frelsen på grund af sin kærlighed og barmhjertighed, men han gjorde det dog først og fremmest for at vise, at han besidder retten til herredømmet over hele universet, og at hans hensigt aldrig kan krydses. (Sl. 106:8; Es. 55:11) I forbigående kan det bemærkes, at denne vore første forældres overtrædelse, som gav anledning til, at denne profeti blev udtalt, ikke var så betydningsløs, som den måske kan se ud til; for den befæstede Satans herredømme over menneskene og førte til deres børns fordømmelse og død. Ja, alle sorger, al ondskab og dårligdom, som jorden har set, kan føres tilbage til den. — Sl. 51:7; Rom. 5:12.
Ved hjælp af alle de tegn, der forudsiges i Guds ord, og alle de begivenheder, som opfylder dem, kan vi nu se, at tiden omsider er kommet, da Gud helt og fuldt vil opfylde denne profeti fra Edens have ved at befri jorden for slangen Satans undertrykkende organisation og derved hævde sit universelle overherredømme. Når han fjerner Satans organisation fra jorden, bliver der ikke noget tomrum, for Gud har sørget for en fuldkommen regering under Kristus Jesus, og den vil indtage pladsen. En storslået frelse venter derfor alle, som nu søger den almægtige Guds barmhjertighed. Og da det er sådan, har spørgsmålet om, hvad vi skal gøre for at blive frelst, forøget aktualitet for os.
Spørgsmålet „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ blev først stillet Paulus og Silas, to kristne missionærer, af en vis fangevogter i det første århundrede af vor kristne tidsalder. De to missionærer var blevet sat i fængsel under denne vogters varetægt, fordi de havde uddrevet en dæmon af en ung slavinde, som blev ved med at følge efter dem og råbte til folket: „Disse mænd er den højeste Guds tjenere.“ Ved midnat sang Paulus og Silas lovsange til Gud, da pludselig et stort jordskælv rystede fængslet og befriede alle fangerne for deres lænker. På den tid blev en fangevogter, hvis fanger undslap, dræbt, og derfor skulle denne vogter lige til at begå selvmord, fordi han frygtede, at alle fangerne var flygtet, da Paulus råbte til ham: „Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle.“ Fangevogteren skyndte sig til den inderste celle, hvor Paulus og Silas var, og mens han i taknemmelighed lå på knæ foran dem, spurgte han, hvad han skulle gøre for at blive frelst. — Ap. G. 16:16-30.
Paulus og Silas sagde til fangevogteren: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst.“ Hvorfor er det nødvendigt at tro på Herren Jesus for at blive frelst? Fordi han er Sæden, det redskab Gud har udvalgt til at hævde sit overherredømme og frelse menneskene. Han er livets store banebryder. Det er derfor, der siges, at „der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses“. Hans navn er det eneste, hvorved vi kan nærme os Gud. Derfor er hverken Marias eller Muhammeds navn nødvendigt for at blive frelst. — Joh. 14:6; Ap. G. 3:15; 4:12.
Missionærer, der sendes fra kristenheden til „hedenske“ lande, opfordrer deres proselytter til at tro på Herren Jesus, da de så vil blive frelst, som om det var summen af Guds krav. Imidlertid må vi ikke fremhæve et skriftsted på bekostning af andre. Læg mærke til, hvad der videre fandt sted i tilfældet med fangevogteren: „Og de talte Herrens [Jehovas, NW] ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus. . . . og han selv og alle hans blev straks døbt. Derefter førte han dem op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommet til at tro på Gud.“ — Ap. G. 16:31-34.
Hvis vi skal komme ind på frelsens vej, må vi allerførst angre vore tidligere synder og omvende os fra denne verdens handlemåde; vi må gøre det, fordi vi har hørt Guds ord, og fordi vi tror på hans ord angående frelsens vej gennem Jesus Kristus. På grundlag af denne tro må vi derefter indvi os til Jehova Gud gennem Kristus Jesus og blive døbt i vand for åbenlyst at bekende vor tro og indvielse til Gud. „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.“ — Ap. G. 3:19.
Når vi har taget disse skridt, er vi så fuldstændig frelst uden mulighed for at fortabes? Langt fra! Disse handlinger har kun bragt os ind på frelsens vej. For blot at nævne een ting, vi må påkalde Jehovas navn, og det betyder mere end blot at anråbe ham om udfrielse i vanskelige tider. Det betyder at bekende ham med læberne, for „med munden bekender man [offentligt, NW] til frelse“. I virkeligheden er selve grunden til, at vi er blevet ført ind på frelsens vej, at vi skal bære megen frugt ved at forkynde Guds fremragende egenskaber. Og vi må også bekende Kristus Jesus for mennesker; ellers vil han heller ikke vedkende sig os over for sin Fader i himmelen. — Matt. 10:32; Joh. 15:8; Rom. 10:10; 1 Pet. 2:9, NW.
Hvem har mulighed for at blive frelst?
At blive frelst er ikke så enkel en sag, som mange i kristenheden søger at få os til at tro, og det ses let af beretningen om Jesus og den rige unge rådsherre, som spurgte ham, hvad han skulle gøre for at arve et evigt liv. Til sin store sorg blev han klar over, at det ikke var nok at holde alle budene, for Jesus sagde til ham: „Een ting mangler du endnu; sælg alt det, du har, og del det ud til de fattige, så skal du have en skat i himlene; og kom så og følg mig!“ Da den rige unge mand hørte det, „blev han dybt bedrøvet, thi han var meget rig. Og idet Jesus så på ham, sagde han: Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige! Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!“ Da de omkringstående hørte det, var der nogle, som spurgte: „Hvem kan så blive frelst?“ Jesus svarede: „Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.“ — Luk. 18:18-30.
Læg i denne sag mærke til det eksempel, Jesus sætter os. Fra sit studium af Skriften så han klart hvilken vej, Gud havde afstukket for ham. Da han fortalte sine apostle om dette, søgte Peter at få ham fra det: „Tag dig i vare, Herre; det skal slet ikke gå dig sådan.“ Men Jesus irettesatte ham: „Vig bag mig, Satan! Du er en anstødssten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (Matt. 16:22, 23, NW) Og da han var pælfæstet, fik ikke engang hånordene: „Hvis du er Guds søn, [så] stig ned af korset [marterpælen, NW]!“ ham til at vende om. Hans vej var ikke let: „I sit køds dage opsendte Kristus under stærke råb og tårer bønner og anmodninger til den, som kunne frelse ham ud af døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det, han led.“ — Matt. 27:40; Hebr. 5:7, 8.
Det samme er tilfældet med hans efterfølgere. Efter at have taget alle de indledende skridt, såsom anger, omvendelse, indvielse og dåb, og derved have fornægtet os selv, må vi tage vor pæl op, vi må lide forsmædelse og smerte for retfærdighedens sag og således efterfølge Kristus Jesus. Og vi må blive ved med at efterfølge ham, holde ud som han og ikke søge at bevare vort liv eller frelse vor jordiske sjæl. „Enhver, som ønsker at frelse sin sjæl, vil miste den; men enhver, som mister sin sjæl for min skyld, vil bjærge den.“ — Matt. 16:24-26, NW.
Bedrageren Satan er den, der er ansvarlig for, at nogle kristne mener, at når de engang har troet på Herren Jesus, er blevet døbt og er kommet ind på frelsens vej, så er de frelst for altid uden mulighed for at miste det evige liv ved utroskab. Imidlertid har den, der ifører sig sine våben, ikke noget at rose sig af, „men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses“. — 1 Kong. 20:11, AT; Matt. 24:13; 2 Tim. 4:7, 8.
Advarende eksempler
Hvis det forholdt sig sådan, at vi var frelst, når vi har taget de første skridt, hvorfor skulle Jehova Gud så have sørget for, at der i hans ord berettes om så mange advarende eksempler? Tænk på Lots hustru. Gud havde advaret Lot og opfordret ham til at flygte uden så meget som at se sig tilbage, og han sendte sine engle, for at de skulle føre Lot og hans familie ud af de dødsdømte byer, Sodoma og Gomorra. Forgæves prøvede Lot at overtale sine svigersønner til at gå med ham. De betragtede det hele som en spøg. Så fulgte Lot, hans hustru og hans to døtre englene ud af de domfældte byer. Ja, Lots hustru begyndte at vandre ad vejen, der fører til frelse fra Jehovas vrede, men hun kunne lige så godt være blevet tilbage sammen med de to spottende svigersønner, for hun så sig tilbage og mistede livet. Ikke alene må vi ikke vende tilbage, men blot at se sig tilbage vil være skæbnesvangert. „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ — 1 Mos. 19:12-26; Luk. 9:62; 17:32; Rom. 15:4.
Et andet advarende eksempel, som Gud har ladet nedskrive, og som fastslår, at ikke alle, der begynder at vandre ad frelsens vej, vil nå målet, er Israels nation. „Herved 600.000 mand til fods foruden kvinder og børn“ sammen med en stor skare ikke-israelitter forlod Ægypten og kom endog sikkert igennem det Røde Hav. (2 Mos. 12:37) Om dem siger apostelen Paulus: „Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbte til Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik. . . . Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen.“ Mellem een og to millioner voksne forlod Ægypten; og af hele denne store skare kom kun Josua, Kaleb og Eleazar og muligvis nogle andre levitter ind i Kana’ans land. — 1 Kor. 10:1-5.
Apostelen Paulus lagde sig denne advarsel på sinde og gjorde sine brødre opmærksomme på den, for at de ikke på grund af mangel på selvkontrol skulle falde for de samme fristelser, som israelitterne faldt for, og derved ødelægge deres muligheder for evig frelse. „Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:24-27) Ja, selv om Paulus var hedningernes apostel, en af Lammets tolv apostle, selv om han fik det privilegium at skrive fjorten af bøgerne eller brevene i de kristne Græske Skrifter, og selv om han udførte store mirakler, var der stadig fare for, at han ikke skulle opnå endelig og fuldstændig frelse, fordi der var en mulighed for, at han ikke kunne øve selvbeherskelse. — Ap. G. 19:11; Rom. 11:13; Åb. 21:14.
Den samme advarsel er aktuel for os i dag. Efter at vi har opøvet troen og indviet os til Jehova Guds tjeneste, har vi så at sige forladt Ægypten og er på vandring mod den nye verden. Men rent legemligt er vi stadig i den gamle verden, skønt vi ikke er en del af den. Derfor er vi hele tiden udsat for fristelsen til at øve uretfærdigheder. Hvilke uretfærdigheder? Afgudsdyrkelse eller griskhed, umådeholdenhed med hensyn til mad, drikke og andre nydelser, utugt, utilfredshed og klage. Det var på grund af disse ting, at alle de mange israelitter gik til grunde i ørkenen. „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet [Paulus’ og vor tid]. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Kor. 10:11, 12.
Imidlertid er der ingen, der må blive frygtsom, modfalden og opgivende, fordi det ikke er nogen let sag at blive frelst, men en sag, der kræver hele vor indsats. Husk, at Jesus sagde, at „hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.“ — Luk. 18:27.
Således finder vi svaret på vort spørgsmål: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ Hvis vi elsker Gud, retfærdighed og liv, vil vi ikke blot nøjes med at tilegne os kundskab om Jehova Gud og Kristus Jesus, opøve vor tro på dem ved at indvi os til Gud og symbolisere denne indvielse ved dåben, men vi vil fortsætte med offentligt at forkynde Jehovas navn, modstå fristelser og lide forfølgelse indtil denne gamle verden går til grunde. Før vi har oplevet enden på vore prøvelser, kan vi ikke tage det for givet, at vi vil blive frelst; og når derfor nogen spørger: „Broder, er du frelst?“ giver vi ikke et afgjort bekræftende svar, men et mere moderat: „Indtil nu, ja!“