„Hav en god samvittighed“

„LAD DIG lede af din samvittighed“ er et slogan, der er meget populært i vor tid. Men mennesker, hvis samvittighed er blevet udviklet forskelligt, bliver af den ledt ad vidt forskellige veje. En, hvis samvittighed er blevet udviklet i omgivelser, hvor der praktiseres polygami, vil acceptere dette uden samvittighedsnag. En anden, der er opvokset i et milieu, hvor almindelig seksuel løsagtighed og frit samliv er fremherskende, vil anse disse onder for naturlige foreteelser. En tredje, der har tilbragt sin barndom i en atmosfære, der er præget af beregnende forretningsmetoder, bestikkelse eller politisk korruption, undskylder tavs sådanne misforhold ud fra det synspunkt, at det er de anerkendte fremgangsmåder. En samvittighed, der således er skolet på en forkert måde, er ikke nogen pålidelig vejleder. Den er blevet så besmittet af sine omgivelser og så hærdet ved misbrug, at den ikke længere er ren og følsom nok til at kunne udsende advarsler og give pålidelig vejledning.

Mennesker med en sådan samvittighed er nærmest som dyr, idet disse ikke har nogen samvittighed. Samvittigheden, som er en indre erkendelse af ret og uret, der undskylder eller fordømmer os, er en gave fra Gud til mennesker. Et dyr kan dresseres til at udføre eller lade være med at udføre visse handlinger. Det følger ikke denne dressur i erkendelse af, hvad der er rigtigt og forkert; det gør det af frygt for sin herres vrede. Frygt for at blive slået, udskældt eller miste nogle friheder eller privilegier. Når mennesker først retter noget forkert, når faren for afsløring er overhængende, og straffen hænger over hovedet på dem, drives de af frygt for følgerne og ikke af deres samvittighed, som altså ikke ledte sin ejer til den rette målestok, skønt den vidste alt om den onde handling. Således at handle udelukkende af frygt for straf er selvisk og dyrisk. Nogle påstår, at præsident Truman nu har i sinde at afsløre fordærvelsen inden for den amerikanske regering af frygt for dens politiske konsekvenser og ikke under tilskyndelse af en god samvittighed og af kærlighed til rette handlinger, som det vises i følgende pressekommentar: „Mr. Truman klynger sig for ofte til gamle venner, til gamle venners tjenester og til venner af gamle venner lige til det punkt, hvor han kun har valget imellem at holde op med at klamre sig til dem eller komme i slemme vanskeligheder.“ — New York Times, den 14. december 1951.

De kristne adlyder Gud, ikke alene af frygt for hans vrede, men først og fremmest tilskyndet af en god samvittighed, en samvittighed, der er opøvet til at erkende, hvad der er ret og uret ifølge Guds ord. Paulus berørte dette punkt, da han formanede de kristne til at underordne sig de højere magter, Jehova og Kristus: „Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens, men også for samvittighedens skyld.“ (Rom. 13:5) Det er den samvittighed, der er opdraget efter guddommelige principper, der med sin nagen og stikken hjælper de kristne ved at lede dem pålideligt, på samme måde som pigkæppe i fortiden fik okserne til at gå, som de skulle. (Ap. G. 26:14) Kristne beder til Gud om denne en god samvittigheds gave, som er tilgængelig for dem gennem Kristus. (1 Pet. 3:21) Når de får den, værdsætter de den og holder den ubesmittet og ren, for at den kan lede dem pålideligt. (Ap. G. 23:1; 24:16) Den hjælper dem til at praktisere de retfærdige principper i deres daglige livsførelse og gør detaillerede, skrevne love om opførsel overflødige. Paulus forklarer samvittighedens virksomhed i den henseende:

„Ikke lovens hørere er retfærdige for Gud, men lovens gørere skal retfærdiggøres — thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“ — Rom. 2:13-15.

Samvittigheden må beskyttes imod besmittelse og fortrædigelser. Vi skulle ikke besmitte den med falske ræsonnementer og slutninger for at døve dens berettigede protester. Hvis et menneskes samvittighed forbyder ham at gøre et eller andet, bør han ikke gøre det. Hvis der ikke er noget forkert i den påtænkte handling, bør han søge at belære sin samvittighed yderligere om denne kendsgerning ved at tilegne sig mere bibelsk sandhed, inden han udfører den. Derved vil han holde sin samvittighed i en fredelig, ubebyrdet og fri tilstand. Dette hensyn til samvittigheden er nødvendigt, hvis den skal forblive følsom over for uret. Vi må ikke hårdhændet og ligegyldigt ignorere dens råb og derved såre den og tvinge den til at blive følelsesløs og ligesom danne ar af hensyn til sin egen sundhed og beskyttelse. Vi skulle ikke være hyklere og handle samvittighedsløst. Paulus advarede om, at i de sidste dage ville nogle falde fra, „forledte dertil af hykleri hos løgnelærere, som er brændemærkede i deres egen samvittighed“. (1 Tim. 4:2) Et brændemærke bliver til et stykke arret væv, der er følelsesløst. En samvittighed, der er mærket således, bliver ude af stand til at føle, hvad der er ret, og hvad der er uret.

Paulus var meget agtpågivende over for samvittighedens stemme, ikke alene sin egen, men også andres. Han lod være med at gøre noget, som hans egen samvittighed tillod, hvis det ville have stødt andres samvittighed. Derfor læser vi: „Samvittigheden, ikke jeres egen, mener jeg, men den andens; thi hvorfor skal min frihed dømmes af en andens samvittighed?“ (1 Kor. 8:7-13; 10:27-29) I modsætning til, hvad nogle mener, forsvarede Paulus her ikke sine personlige rettigheder og påstod, at hans handlefrihed ikke skulle være begrænset af andres dom. Snarere sagde han, at han ville undlade at bruge den frihed, hans samvittighed indrømmede ham, hvis han, ved at bruge den, ville blive bedømt ufordelagtigt af en anden med en svagere samvittighed. Han foretrak at give afkald på den frihed, hans samvittighed gav ham, hvis han ved at bruge den ville skabe vanskeligheder for en svagere broder.

Men på den anden side ville Paulus ikke undlade at følge sin samvittighed med hensyn til at adlyde Guds ord, blot fordi det måske ville have stødt dem, hvis samvittighed var blevet forkert opdraget af den tids falske religioner. Hjælpemidlet under sådanne omstændigheder var ikke, at Paulus opgav Guds tjeneste, men at de, hvis samvittighed var blevet besmittet af falske religioner, modtog en modvirkende, bibelsk undervisning. De gode ting i forbindelse med Guds rene tilbedelse kan se urene ud for en besmittet samvittighed, men ser rene ud for den samvittighed, der er opøvet efter guddommelige principper. Derfor skrev Paulus: „Alt [hvad der er af den sande tro] er rent for de rene; for de besmittede og vantro [som er blevet sådan på grund af falske, religiøse fabler] er derimod intet rent, men hos dem er både forstand og samvittighed besmittet. De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er, og ulydige og uduelige til enhver god gerning.“ — Tit. 1:13-16.

Vi må derfor adlyde vor samvittighed, hvis den er opøvet efter Guds ords retfærdige principper. Vi må vise udstrakt hensyn til vore mindre modne brødre i troen, som har en svagere samvittighed. Men vi må ikke lade verdslige menneskers besmittede og troløse samvittighed være vor vejleder eller tillade, at den vender os fra at handle ret. At rette sig efter sin gudfrygtige samvittighed kan kræve fasthed, men det vil være forståeligt for os og for Gud: „Da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette.“ (1 Pet. 2:19) Til hver en tid og under alle omstændigheder: „Hav en god samvittighed.“