Teokratisk opførsel inden for familiekredsen

„I hustruer! skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt. I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte.“ — Kol. 3:18-21.

 1. Hvad går Jehovas ordning ud på med hensyn til ledelsen af familiekredsen, og hvordan kom Adam til kort?

JEHOVA GUD er familiekredsens stifter. Han skabte jorden, dannede mennesket til at bo på den, så, at det ikke var godt for mennesket at være alene, skabte kvinden til medhjælper for manden, udstyrede dem med evner til at forplante sig efter deres egen art og gav dem et forplantningspåbud, for at de skulle blive frugtbare, mangfoldige og opfylde jorden. Det var Jehovas vilje, at Adam skulle stifte familie, have en hustru og sætte børn i verden og holde familiekredsen tæt sluttet, så den ikke blev splittet af uenighed og strid. For at enheden og harmonien blandt familiens medlemmer kunne blive bevaret, blev Adam gjort til familiens overhoved, men i denne egenskab kom han sørgeligt til kort. Eva ignorerede hans myndighed, og han bragte hende ikke ud af hendes vildfarelse. Hun førte an og gik ind på syndens vej, og Adam fulgte hende. Skønt han gav sin hustru skylden for sin overtrædelse, lå syndeskylden tungt på hans egne skuldre. Han stod ikke mål med de krav, der stilledes til et familieoverhoved. Hans hustru underordnede sig ikke under ham. Hans første søn blev en morder. Han tillod, at familiekredsen blev splittet af oprør, af synd, af gensidige beskyldninger og af død.

 2. Hvordan kommer mænd og kvinder til kort nu om stunder?

² Endnu den dag i dag bliver familiekredsen stadig splittet på samme måder og af samme grunde. Både mænd og kvinder er kommet langt bort fra de regler, Jehova har givet for familielivet, både ægtemænd og hustruer lever ikke på langt nær op til deres ansvar og forpligtelser. Ægtemænd misbruger deres myndighed som familiens overhoved, hustruer gør oprør mod den, og børn ignorerer den, hvilket afføder en ungdomskriminalitet uden fortilfælde. Selv om tallet på rådgivere i ægteskabelige anliggender ganske vist stiger, stiger tallet på familieuoverensstemmelser, forbrydelser og skilsmisser også meget hurtigere. Fordi man i familielivet vrager Jehovas teokratiske vejledning og lader sig lede af menneskelig visdom, må man tage skade for hjemgæld. I sin egen indbildning tror verden sig viis, men taler dens frugt ikke sit tydelige sprog om dens visdoms dåragtighed? Der findes kun eet hjælpemiddel, og det er, at man indfører teokratisk levemåde i familiekredsen.

 3. Hvilke mønstre af ophøjet karakter har vi på ægteskab og enhed?

³ Som en hjælp til at se de forpligtelser, der påhviler familiens medlemmer, i det rette perspektiv skal vi her betragte nogle mønstre af ophøjet karakter. For det første bruger Jehova Gud ægteskabet som et symbol på det nære forhold, der råder mellem ham og hans universelle organisation, idet han omtaler sig selv som ægtemand for sin organisation, der er som en hustru for ham. Ægteskabet bruges ligeledes som et sindbillede, der skal illustrere det faste bånd, der knytter Kristus og hans kirke sammen, for han omtales som brudgommen og kirken som hans brud, og ægteskabet mellem dem fuldbyrdes i himmelen. (Es. 54:5; 2 Kor. 11:2; Åb. 19:7) Du vil huske, at i Eden blev manden og kvinden omtalt som „eet kød“, og det samme siges i dag om jordiske ægtefæller. På samme måde råder der enhed mellem Jehova og den øverste i hans universelle organisation, Kristus Jesus. Også Kristus og hans brud, kirken, omtales som værende eet. Dog viser Bibelen tydeligt, at Jehova og Kristus ikke udgør en enhed i en eller anden mystisk, hedensk treenighed. Kristus og kirkeskaren er heller ikke bogstavelig talt een, lige så lidt som en mand og en hustru, der er to personer, bogstaveligt bliver til een person. I ingen af disse tilfælde råder der en bogstavelig, legemlig enhed, men for dem alle er der tale om en enhed i øjemed, i hensigt, i formål, i attrå og i fælles bestræbelser. — Matt. 19:4-6; Joh. 14:10; 17:21-23.

 4. Hvorfor må der være et familieoverhoved, og hvem er dette overhoved?

⁴ Hvor to eller flere er forenet i en fælles bestræbelse, er organisation nødvendig, det vil sige en eller anden form for ledelse, der kan give fornuftige direktiver vedrørende de forenede parters energiudfoldelse. I menneskelige anliggender kan to hoveder være bedre end eet, når det drejer sig om at få ideer og overveje denne eller hin handlemåde, men når det kommer til den endelige afgørelse, må den ene have myndighed til at bestemme for begge parter. Et kompagniskab uden hoved ville ikke være beslutningsdygtigt og derfor uden handlekraft, men et tohovedet uhyre på dette område ville avle splid og splittelse og føre til opløsning. Vi bør alle se denne kendsgerning i øjnene: alle, har et hoved over sig undtagen Jehova, der er alles hoved. Vi læser i 1 Korinter 11:3: „Det vil jeg, i skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ Denne ordning er ikke hidført af nogen skabning, men det er en lov, universets Skaber har fastsat. At underkaste sig denne lov er ensbetydende med at vise lydighed mod Jehova; at forkaste den betyder oprør mod ham. Teokratiske kvinder og børn vil anerkende manden som husets overhoved.

Krævende pligter, der påhviler ægtemanden

 5, 6. Hvilke eksempler viser, hvor krævende pligter der påhviler ægtemænd?

⁵ I nogle lande, hvor mange kvinder har en stærk tendens til at ville have del i eller overtage familieledelsen, lyder der højrøstede indvendinger mod det guddommelige krav, der forlanger førerskab af manden og underkastelse af kvinden. Det fortolkes som en forskelsbehandling af kvinden, som en form for undertrykkelse og en byrde, der er for tung for hende. Men nøje eftertanke vil vise, at ægtemanden har den største byrde, det tungeste ansvar at skuldre. Han skal bestræbe sig for at efterligne Jehova Guds, den universelle organisations, hoved og ægtemands, lydefri eksempel. Jehova har ikke alene skabt alt, men han har også fastsat love og handleregler til vejledning for sine skabninger, og han opfylder deres behov, så de kan bestå for hans åsyn. Selv i sin egen handel og vandel følger Jehova ganske konsekvent retfærdige principper og lægger i egenskab af overhoved på uforlignelig vis retfærd, visdom, tålmod, barmhjertighed, medlidenhed og fremfor alt kærlighed for dagen. Til opmuntring for os her på jorden siges der, at „han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv“. — Sl. 103:14.

⁶ For den jordiske ægtemand er ikke alene Jehovas uovertrufne stilling som sin universelle organisations overhoved et ophøjet eksempel at stile mod, men også Kristi styre over kirkeskaren er ham et forbillede. Gav Jesus sig ikke helt hen i arbejdet for sit legemes lemmers interesser, idet han underviste dem, prædikede for dem og skaffede dem den åndelige føde, der har så langt større værd end det bogstavelige brød? Var ikke hans tålmodighed eksemplarisk, hans handlemåde med sine jordiske disciple præget af barmhjertighed og hans overbærenhed med deres kødelige svagheder et vidnesbyrd om hans medfølelse? Udholdt han ikke en smertefuld forfølgelse og de grusomste pinsler, alt mens han bevarede sin retskaffenhed over for Jehova og derved blev et mønstergyldigt eksempel for sine efterfølgere? Gik han ikke sluttelig helt til den yderste grænse og nedlagde sit liv for sin brud og hustru, kirkeskaren? Kristi myndighed som sin kirkes overhoved røber på vidunderlig vis den betænksomme omsorg, det milde hensyn, den dybe indsigt, den bestandige tilgiven, den beskyttende varetægt og den inderlige kærlighed, der nåede sit højdepunkt, da han satte sit eget liv til større kærlighed kan intet menneske eje! — Joh. 15:13.

 7. Hvilke mange pligter følger der med stillingen som overhoved?

⁷ Lad jordiske ægtemænd se hen til disse guddommelige mønstre og himmelske eksempler på, hvordan et overhoved bør handle, idet de fæster blikket på dem og stiler efter samme fuldkomne teokratiske opførsel inden for deres egen familiekreds. Ægtemanden må skaffe føde, klæder og husly til sin hustru. Men hans forpligtelser går meget videre end til at opfylde disse fysiske grundbehov. Det er jo kun, hvad landmanden gør for sin kvægbestand. Han må drage omsorg for hendes mentale lykke og have hendes åndelige velfærd på hjerte, og han må vise hende en lige så stor kærlighed som den, han nærer til sig selv. Ægtemænd bør ikke være glemsomme med hensyn til deres hustruers følelsesliv og vekslende sindsstemninger, men med forstand leve sammen med deres hustruer „som med en svagere skabning og vise dem ære“. (1 Pet. 3:7) Manden må, som det sømmer sig, lede deres fælles bestræbelser ved at træffe kloge afgørelser, tage det fulde ansvar for disse afgørelser samt klare de følger, de bringer med sig. Ægtemænd må bestræbe sig for konsekvent at følge de rette principper, udvise tålmodighed, øve barmhjertighed, være tilgivende, vise hensyn og forståelse og fremfor alt bevare en sådan levende og virksom kærlighed som den, Jehova viser sin universelle organisation, og som Kristus viser sin kristne kirkeorganisation. At stå mål med disse høje krav er så sandelig langt sværere end at underkaste sig et sådant retskaffent førerskab, ikke sandt? Hvilken forstandig kvinde ville have noget at indvende imod at underkaste sig et sådant overhoved?

Mønstre på hustruers underkastelse

 8. Hvad bør ægtefæller huske på?

⁸ Hører vi nogle af vore kvindelige læsere svare, at de med glæde ville underkaste sig et sådant overhoved, men hvor findes den mand, der handler således? Det er rigtigt, at ingen mand til fuldkommenhed kan stå mål med disse høje krav. Men inden hustruerne bruger dette som grund til at nægte at underkaste sig deres mænd, bør de tænke over, om de selv uden fejl og lyde udfylder den rolle, Jehova har tildelt dem. I lighed med Jehova bør ægtefæller huske, at mennesket er støv, og at der følgelig bør ses med barmhjertighed på svagheder og mangler. Inden de gensidig rejser bitre beskyldninger mod hinanden, skulle ægtefællerne hver især betænke Jesu ord: „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje; og se, der sidder en bjælke i dit eget øje. Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ — Matt. 7:1-5.

 9, 10. Hvilke eksempler på underkastelse har hustruer, og hvem vil de ikke efterligne?

⁹ Den ypperste i Jehovas universelle organisation finder det ikke utåleligt, at han skal underkaste sig denne organisations store ægtemand og overhoved. Det er Kristus Jesus en fryd at gøre Jehovas vilje, og han erklærede ved en lejlighed, at det at gøre Guds gerning var lige så vigtigt som føden. (Sl. 40:9; Hebr. 10:7; Joh. 4:34) På grund af sin hengivenhed for Jehova udholdt han forfølgelse og død, og han afgav bevis på sin retskaffenhed over for Gud og ydede en stor indsats til hævdelsen og herliggørelsen af Jehovas navn og ord. Det var en vidunderlig tilkendegivelse af Jesu fuldstændige underkastelse under Jehova i hans egenskab af overhoved, og denne underkastelse beredte Jesus stor glæde under alle forhold. På intet tidspunkt var den ham en pine og plage. Han søgte aldrig at tage føringen fra Jehova eller få del i den sammen med ham, som var han hans ligemand: „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig [tænkte ikke på ran, nemlig på at blive Gud lig, NW], men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på [marterpælen, NW].“ — Fil. 2:5-8.

¹⁰ Kristne hustruer bør have samme sindelag som Kristus og ikke samme sindelag som så mange verdslige hustruer, der agiterer for ligeberettigelse eller ønsker at have overtaget over manden. Hustruer, der er sande kristne, vil end ikke overveje at tiltage sig føringen i familien, hverken delvis eller helt, for en sådan tanke er uteokratisk, da Gud har givet ægtemændene at være familiens overhoved. Hustruerne vil underkaste sig den ægteskabelige ordning, idet de forstår, at den ikke er blevet indført af mennesker, men af Jehova selv. Gør de oprør mod denne ordning, gør de ikke oprør mod nogen mand, men mod Jehova. Husk, det var den skærmende kerub i Eden, der var selvrådig og følte sig hemmet og undertrykt af Jehovas overherredømme og gjorde oprør og kom i vanry som Satan Djævelen. Hustruer, der ikke underkaster sig deres ægtemænd, efterligner Satan og ikke Kristus.

11. Hvilket yderligere eksempel har hustruer, og hvilken adfærd vil de sky?

¹¹ I kirkeskarens underkastelse under sit overhoved, Kristus Jesus, har hustruer endnu et eksempel. Medlemmerne af Kristi brud tilsidesætter deres egen vilje for at følge i Jesu fodspor og samarbejde med ham i den gerning, han har at udføre. De forpligter sig til at forkynde i harmoni med hans vilje, hvilket medfører en vis forfølgelse og trængsel i kødet. Men glæden ved at tjene under det elskede overhoved, Kristus, opvejer langt alle fysiske fortrædeligheder. At underkaste sig et sådant retskaffent overhoved er ikke svært eller nedværdigende, omend visse egensindige og hovmodige personer ned gennem århundrederne har ment, det var det, og i disse sidste tider har den slags personer gjort sig selv til en „ond tjener“-skare, idet de har unddraget sig Kristus som overhoved. Det er den „tro og kloge tjener“-skare, der finder sand glæde i at underkaste sig Kristus. Når den „onde tjener“ undsiger sig Kristus som sit overhoved, opnår denne skare så en frihed, der bringer større lykke? Nej, for han stiller sig uden for Jehovas ordning og i selskab med hyklere, og „dér skal der være gråd og tænderskæren“. (Matt. 24:45-51) Kristne hustruer, der ikke underkaster sig deres ægtemænd, efterligner den „onde tjener“, ikke den „tro og kloge tjener“, og når de forlader Jehovas ordning for at gribe efter en falsk frihed, opnår de ikke sand lykke og tilfredshed, men kun skuffelser og en følelse af åndelig skyld.

Praktiske råd til ægtemænd og hustruer

12. Hvad bestrider den moderne påstand om, at Bibelens vejledning er uden praktisk betydning?

¹² Jesus sagde: „Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.“ Det samme princip gælder råd og vejledning. Følger man gode råd, får man gode resultater, følger man dårlige råd, får man dårlige resultater. Mange er tilbøjelige til at vrage Bibelens vejledning og mene, den er uden praktisk betydning, og de vender sig i stedet til moderne autoriteter for at få vejledning i ægteskabelige spørgsmål. Skilsmissernes mængde og det almindelige fordærvs omfang er imidlertid de dårlige resultater, der viser, at den moderne vejledning i allerhøjeste grad er uden praktisk hentydning. Tværtimod var det jo sådan, at dengang Bibelen blev respekteret og dens vejledning fulgt, var der færre skilsmisser og mindre fordærv. På dem, som kommer med den beskyldning, at Bibelens vejledning er upraktisk, virker den som en boomerang, når kendsgerningerne taler deres tydelige sprog! — Matt. 7:17, 18.

13. Hvilket forhold bør der bestå mand og hustru imellem?

¹³ Bibelen viser, hvilket forhold der bør bestå mellem mand og hustru: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand!“ — Ef. 5:22, 25, 28-31, 33.

14. Hvad må en ægtemand gøre for at vinde sin hustrus dybe respekt?

¹⁴ En ægtemand må hævde sig som overhovedet, om han vil have sin hustrus dybe respekt. Hvis han insisterer på sine rettigheder som overhovedet, men ikke lever op til kravene, er han ikke andet end en opblæst posør. At gøre fyldest som overhoved kræver mere end bare at tage føringen og have det sidste ord; det kræver sund kundskab og sand forståelse samt en selvbeherskelse, der gør rolig, tålmodig og besindig i vanskelige situationer. Det er svært for en kristen hustru at respektere en mand, der er skødesløs eller forsømmelig i udførelsen af sine familiepligter eller i udførelsen af sine pligter som ordets forkynder, en mand, der spiser til grænsen af frådseri eller drikker for rigeligt af stærke drikke, en mand, der er tankeløs eller grov eller uanstændig i sin tale, eller som viser hende meget lidt hensyn eller opmærksomhed, mens han er alt for indladende over for andre kvinder. Hvis manden er overfladisk, kan han næppe vente, at hans hustru skal have dyb respekt for ham. Hun underkaster sig måske af moralske, fysiske, økonomiske eller teokratiske grunde, men det ville være langt lettere for hende og langt mere tilfredsstillende for manden, hvis hun gjorde det af kærlighed og dyb respekt for ham på grund af hans værdige handlemåde.

15. Hvad sker der, når hustruen nægter at underkaste sig?

¹⁵ På den anden side er det meget vanskeligt for en mand virkelig at elske, hæge om og beskytte en kvinde, der ikke er føjelig, for med sin selvstændighed tilkendegiver hun, at hun ikke har brug for ham. Hun stjæler fra ham og berøver ham den stilling, der med rette tilkommer ham. Hvordan kan han elske en sådan kvinde som sit eget kød, når hun ikke er eet med ham, men modarbejder ham og konkurrerer med ham i stedet for at samarbejde med ham? Hvorfor skulle han gøre sig særlig umage for at skaffe rigelige livsfornødenheder til veje for en konkurrent, der ikke påskønner hans møje? Han mister måske enhver lyst dertil og ethvert initiativ og lader hende få sin vilje bare for at blive fri for skænderi, men ved at gøre sig til herre i huset mister kvinden mandens kærlighed, og de går begge glip af Jehovas godkendelse, kvinden, fordi hun tilraner sig mandens stilling, og manden, fordi han lader hende gøre det. Hvis en mand lader sin hustru tage tøjlerne, vil hun miste sin dybe respekt for ham, og han vil miste sin selvrespekt; dette tab vil få hans kærlighed til hende til at forvandle sig til modvilje. Når al den moderne snak om ligeberettigelse dør hen, vil den kendsgerning stå urokket, at kun i de hjem, hvor manden er det sande overhoved, råder der tilfredshed og dyb glæde. Hvis kvinden regerer hjemmet, vil hun ødelægge det, både i mandens øjne og i Guds øjne.

16. Hvilke af de pligter, der påhviler hustruen, gør hendes arbejde varieret og rig på glæde og gør hende til andet og mere end blot en kokkepige eller rengøringskone?

¹⁶ Vil det sige, at hun ikke har et ord at skulle have sagt i forbindelse med hjemmets anliggender? Nej, for det er ikke Bibelens syn på sagen. Kvinden skal „styre hus“. Så længe hun gør det tilfredsstillende, burde manden med glæde lade hende udfolde sit eget initiativ på dette område. Mange hustruer forvalter en stor del af familiens pengemidler, lægger budget og giver penge ud med forstand til gavn for hele familien samt lægger noget til side til fremtidige behov. At styre hus indbefatter også at tage sig af hjemmets indretning, købe ting til dets forskønnelse og forsyne det med alt, hvad der er nødvendigt, for at alt i hjemmet kan fungere upåklageligt. At styre hus vil endvidere sige at tage sig af familiens medlemmer, og den dygtige hustru kan have en meget gavnlig indflydelse på alle husets medlemmer, idet hun sørger for, at de alle får rigelig mad, er velklædte og kan bo i et rent og tiltalende hjem. Hun er meget mere end en kokkepige eller rengøringskone, for hun må for at styre hus være en god forretningskvinde, der varetager sin mands og sine børns interesse på bedste måde. Fremdeles har hun en vidtrækkende indflydelse på børnenes opdragelse, da hun jo er så meget sammen med dem i de første modtagelige år, da sindet formes. Hun kan hjælpe dem frem i den rigtige retning, lære dem gode vaner og principper samt fremfor alt Jehovas sandheder. At forme en ung livsspire og give den en god start i livet er et af de tungeste ansvar og en af de største glæder, der findes. Ligesom det er svært for manden at stå mål med de krav, der stilles til ham som familiens overhoved, således er det heller ikke nogen let sag for en hustru at styre hus. Når hun udfører sit arbejde godt, gør hun sin familie ære i nabolaget, og den mand, der har en sådan hustru, ejer Jehovas velsignelse. — 1 Tim. 5:14; Ordsp. 18:22; 19:14; 31:10-31.

17. Hvornår må manden træffe afgørelser, og hvordan bør hustruen stille sig hertil?

¹⁷ Både manden og hustruen har deres virkefelt og ansvar, og de bør hver især lade den anden bære sin bestemte byrde. Det vil ikke sige, at man ikke kan tale sammen om hinandens forehavender, for familiens velfærd er afhængig af både mandens og hustruens pligter. Ægtefæller bør samarbejde og være fælles om deres bestræbelser, idet de trækker læsset sammen og deler byrderne. Begge skulle de være villige til at mødes på halvvejen og fra tid til anden give efter for hinanden. Er det imidlertid umuligt at komme til enighed om et familieanliggende, og der skal træffes en bestemt afgørelse, må manden træffe den. Det er kun rimeligt. Det er jo ham, der må tage ansvaret for følgerne, hvad enten de udvikler sig i heldig eller uheldig retning. Hvis afgørelsen viser sig at være forkert, må manden klare følgerne og udjævne det finansielle tab, eller hvad afgørelsen nu kan medføre. Når manden træffer en afgørelse, hustruen ikke bifalder, skal hun ikke surmule eller bære nag eller forholde sig passiv i håb om, at det vil gå galt og hun få lejlighed til spottende at bemærke: „Var det ikke det, jeg sagde!“ Nej, hun skulle handle teokratisk, hvilket igen vil sige, at hun burde samarbejde, for at forehavendet kan lykkes til gavn for familien.

Forældre og børn

18. Hvilken vejledning gives der vedrørende forholdet mellem forældre og børn?

¹⁸ Jehova ignorerer ikke børnene inden for familiekredsen. De står under forældrenes opsigt, men de må ikke misbruges eller opirres. Guds ord giver dette tosidige påbud: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret. Ær din fader og din moler, dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden. Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ I børn af indviede forældre, såfremt I ønsker at leve længe på jorden, ja for evigt i den nye verden, må I agte på den Jehovas „tugt og formaning“, som jeres forældre opdrager jer i. Forældre, tugt og forman med en fast og kærlig hånd og på en sådan måde, at I ikke opirrer eller irriterer jeres børn. — Ef. 6:1-4.

19. Hvordan vil ungdommen betragte de ældre, og de ældre deres børn?

¹⁹ For år tilbage nærede ungdommen respekt for de ældre, men i disse sidste og strenge tider, da ungdomskriminaliteten griber om sig, ser det ud til, at de unge ikke højagter, men ringeagter og ser ned på de ældre, som var de fortidslevninger, der slet ikke kan følge med tiden. Men den teokratiske ungdom vil huske, at der gives en visdom og moden dømmekraft, der kun kommer med alderen og som følge af års studium og erfaringer. De vil ikke bære sig ad som de uopdragne børn på Elisas tid, der hånede og spottede denne Guds profet og kaldte ham „skaldepande“, men også kom til at undgælde for denne opførsel. De husker: „Hos gamle mænd er visdom, og i dagenes tal er der indsigt.“ (Job 12:12, KJ; 2 Kong. 2:23, 24) På den anden side vil forældrene ikke betragte deres børn som en byrde, de ved enhver lejlighed gerne vil være kvit. De vil ikke mene, at børn kun bør ses, men aldrig høres. De skal have lov til at udvikle deres talegaver og oplæres til at prise Jehova Gud. Jehova kan bruge dem i sin tjeneste og har truffet foranstaltning til, at hans organisation skal anerkende dem i menighedens liv, for eksempel i den teokratiske skole, og han har befalet forældre bestandig at være på vagt for at oplære dem i Bibelens sandhed. Forældre vil tage sig af deres børn i hjemmet, ved møderne og i tjenesten for Riget, selv om andre fra tid til anden også kan hjælpe dem. De voksne vil behandle de små på samme forstående måde, som Jehova behandler sine jordiske børn, og de unge bør vise samme behørige lydighed over for indviede voksne, som godkendte mænd og kvinder viser deres himmelske Fader.

20. Hvilken generel vejledning får vi her?

²⁰ Familiens medlemmer skulle vise hinanden respekt og ikke ydmyge hinanden, men lade den enkelte beholde sin værdighed. Når irettesættelse er nødvendig, bør den foretages på en sådan måde, som du selv ville foretrække, hvis det var dig, der skulle irettesættes. Ville du synes om at blive skarpt irettesat i andres påhør? Så irettesæt heller ikke din ægtefælle på den måde. Ville du bryde dig om at høre bebrejdelser for enhver lille forseelse? Irritér ikke jeres børn på den måde. Forældre, når I retter på jeres børn, står I så last og brast i jeres irettesættelser, eller retter den ene part i øst og den anden i vest? Tag hensyn til den enkeltes temperament, skiftende sindsstemninger og oprevne tilstand. Når det trækker op til et familieuvejr, så husk tålmodighed og selvbeherskelse. Det rette tidspunkt at standse et skænderi på er, før det begynder. Det er langt det letteste. Hellere end at vide, hvornår det psykologiske øjeblik er inde til at holde op, burde man være klog nok til ikke at begynde. Manden burde være stor nok til at overse småtterier, og hustruen skulle aldrig lade beklagelser udarte til idelig småskænden og gnaverier. En gnaven hustru er snarere en hindring end en hjælp, og Bibelen sammenligner hendes tåbelige talestrøm med ustandseligt tagdryp: „Kvindekiv er som ustandseligt tagdryp.“ „Ustandseligt tagdryp en regnvejrsdag og trættekær kvinde ligner hinanden; den, som vil skjule hende, skjuler vind, og hans højre griber i olie.“ Vær fornuftig, logisk, konsekvent, hurtig til at lade dig formilde, snar til at tilgive samt villig til at rose, når tingene gøres godt. — Ordsp. 19:13; 27:15, 16.

21, 22. Hvad er langt bedre at lade sig lede af end regler og lovbud, og hvad bør vi først og fremmest indprente os?

²¹ Kort sagt: vis kærlighed og barmhjertighed, tag ikke dig selv for højtideligt, opdyrk din humoristiske sans, og du vil ikke alene forhindre muldvarpeskud i at blive til bjerge, men du vil få bjerge til at blive til muldvarpeskud. Der kunne gives mange regler, men skulle der gives regler for hvert eneste tilfælde, måtte man udarbejde en bindstærk talmud. Det har vi ikke til hensigt. Det er ikke nødvendigt. Det ville heller ikke føre til noget som helst. Fremfor en mængde talmudlignende regler og love har vi brug for at indprente os vejledende principper. I spørgsmål om familieenhed gælder først og fremmest eet princip, kærlighedens princip: Elsk de andre, som du elsker dig selv; vær venlig og hensynsfuld over for andre, som du er det over for dig selv; overse deres svagheder lige så beredvilligt, som du overser dine egne. Vore mange fejl og synder gør livet svært for andre, og andres gør det svært for os, men Bibelen siger: „Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ Kærligheden bærer ikke nag, selv når nogen volder fortræd, synder eller kommer til kort, men den skjuler sådanne fejl, er de end nok så mangfoldige. Nærer du en sådan kærlighed til andre, at du skjuler deres synder, således som du dækker over dine egne? Præger en sådan kærlighed din familie? — 1 Pet. 4:8.

²² Prøv, om din kærlighed kan stå mål med denne beskrivelse: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.“ Heller ikke vil det ægteskab gå itu, som bygger på den slags kærlighed! Men da begge ægtefæller er ufuldkomne, vil de naturligvis komme til kort på mange punkter, men der findes ingen kløft så bred, at kærlighed af denne slags ikke kan slå bro over den! — 1 Kor. 13:4-8.

23. Hvad viser, at kærligheden virker som en forenende kraft?

²³ Mere end noget andet vil fælles kærlighed til Jehova forene familier. Den forener nu hundredtusinder mennesker fra mange forskellige nationer, racer, farver, sprog, samfundslag og uddannelsestrin. Dens forbløffende magt til at forene alle disse mennesker gør den gamle verden målløs, især fordi dens egen historie med dens politiske intriger og blodige krige taler sit tydelige sprog om dens himmelråbende fiasko. Er det ikke langt lettere at forene en familie med så få medlemmer og så få uoverensstemmelser? Jo vist, og når kærligheden til Jehova kan forene tusinder og atter tusinder ud fra mange nationer og racer, skulle det ikke være svært for denne fælles kærlighed til Skaberen at bevare familiekredsen tæt sluttet. Dette gør den i titusinder af familier i mange lande, den knytter familiegrupper sammen gennem drøftelsen af Guds ord, gennem studiet af dette ord, ved hele familiens overværelse af menighedens møder samt gennem den fælles tilbedelse i tjenesten på arbejdsmarken. Hengivenhed for Jehova knytter dem sammen i en enhedens og harmoniens fasthed. Teokratisk opførsel inden for familiekredsen holder denne kreds sluttet, og denne opførsel anvises os i følgende ord:

24, 25. Hvilken formaning får vi i Kolossenserne 3:13-21, 23, 24?

²⁴ „Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; som Herren tilgav jer, således, skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme; og vær taknemmelige! Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre med salmer, hymner og åndelige sange og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud. Og alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham. I hustruer! skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt. I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den herre, I tjener.“ — Kol. 3:13-21, 23, 24.