De grundlæggende årsager til vor tids pres
HVOR ligger fejlen? Verden i dag nyder godt af nye opfindelser, moderne bekvemmeligheder og forøget fritid. Den er i besiddelse af hurtighed, kraft og effektivitet. Den har avancerede organisationsformer i statsstyre og social forsorg. Alligevel er der i dag sandsynligvis mere utilfredshed, irritation og frustration på jorden end nogen sinde. Hvorfor? Noget er tydeligt nok galt. Men hvad?
Fejlen ligger meget dybere end i menneskets opfindelser eller i de styre- og samfundsformer som det har opbygget.
Problemets kerne
Lad os bruge en illustration: et byggefirma i et bestemt land bruger cement fra den eneste cementfabrik i landet. Med denne cement bygger firmaet en regeringsbygning, så en fabrik, senere et boligkompleks, en skole og endelig en bro. Men i hver eneste af disse bygninger opstår der efterhånden svagheder i strukturen som fører til brud eller endog sammenstyrtning. Byggefirmaet prøver den ene gang efter den anden at reparere eller at opføre fuldstændig nye bygninger ud fra nye tegninger, konstruktioner og fremgangsmåder. Men resultatet bliver hele tiden det samme.
Bør firmaet blive ved med at prøve andre tegninger og fremgangsmåder for at løse problemet? Problemet er forbundet med selve byggematerialet: cementen. Dets styrke er utilstrækkelig, for selv om det kan bruges i mindre bygninger, viser det klart sine mangler når det bliver udsat for en større bygnings tryk og spændinger. En kemisk analyse kan måske afsløre dets skjulte svaghed.
Kun hvis firmaet finder en metode til at opveje eller modvirke denne svaghed i cementen, måske ved at tilføje visse bestanddele, kan det opnå et godt resultat.
På samme måde forholder det sig med menneskeheden.
Mennesker har prøvet at skabe en verden med fred, velstand og glæde. De har dannet en lang række politiske styreformer af alle slags, og vi ser stadig nye dukke op i vor tid. De har udviklet mange andre ordninger — sociale, økonomiske, pædagogiske og så videre — i stor mangfoldighed, alle med henblik på at gøre livet på jorden behageligt, vellykket og udbytterigt. Historien viser alligevel med al tydelighed at det ene efter det andet af disse samfundssystemer er brudt sammen. I dag ser vi dem alle vakle under tidens pres.
Kan vi forvente at mennesker kan forandre tingene og forvandle fiasko til succes ved at bruge nye tegninger, konstruktioner eller fremgangsmåder, ved at omlægge eller jonglere med deres politiske, økonomiske og sociale ledelse? Nej, for der er noget galt med grundmaterialet i alle disse regeringer og ordninger. Hvad er det for et materiale?
Mennesker.
Det er dem der sidder i regeringerne og de andre styrende organer som dirigerer livet på jorden. Det er dem der gør opfindelser, bygger maskiner og fabrikker og bruger dem — eller misbruger dem.
Dette kan lyde enkelt. Alligevel undlader de der planlægger og former vor tids verden, konsekvent at tage sig af dette grundlæggende problem. Der findes klart nok en fejl, ikke bare hos visse herskere, førere eller partier, men hos menneskeheden som helhed, en fejl som er skyld i denne fiasko. Bibelen afslører hvad det er: synd. Bibelen giver også de nødvendige „bestanddele“ der skal til for at modvirke denne fejl på en mærkbar måde.
Har De noget at indvende mod denne forklaring? Det har nogle. Men hvor står de så? Hvilken anden tilfredsstillende forklaring kan de give på menneskehedens vedblivende fiasko med at løse sine problemer?
Den forandring der virkelig er behov for
Selv om man viger tilbage for at bruge udtrykket „synd“, er fremtrædende mænd i denne verden tvunget til at indrømme at ethvert forsøg på at bringe virkelig befrielse for vor tids pres er uløseligt forbundet med at udvirke en forandring i mennesker. Men ved de hvordan de skal gøre dette? Lyt engang:
For eksempel siger kongresmedlem James H. Scheuer fra New York om kriminalitet: „Forbrydelser er et samfundsproblem som er vævet sammen med næsten enhver side af den amerikanske levemåde. . . . at få herredømme over det vil sige at forandre menneskers sind og hjerte.“ — To Walk the Streets Safely, side 191, 192.
Med hensyn til storbyernes forfald siger den kendte autoritet, Edward C. Banfield: „Uden tvivl ville ’en forandring i menneskers hjerte og sind’ løse mange problemer. Men hvordan skal man udvirke en sådan forandring? Indtil metoderne er specificeret må denne ’løsning’ affærdiges som utopisk.“ — The Unheavenly City, side 240.
Den tidligere franske præsident Charles de Gaulle skrev angående krig og vold: „Selv om vi kan håbe, hvilken grund har vi da til at tro at lidenskaber og egennytte, de egentlige årsager til væbnede stridigheder blandt mennesker og nationer, vil ophøre; . . . kort sagt, at den menneskelige natur nogen sinde vil blive anderledes?“ — The Edge of the Sword, side 8, 9, (originaltitel: Le fil de l’epée).
Ja, den egentlige årsag til det pres som hviler så tungt på os findes først og fremmest hos mennesker og deres „lidenskaber og egennytte“. Lige meget hvilke vendinger mennesker bruger, står den sandhed fast som Bibelen udtrykker ved at sige at mennesket af naturen er syndigt. Hvad betyder „synd“?
Menneskeheden ’forfejler målet’
På de sprog Bibelen blev skrevet på (hebraisk og græsk) betyder de ord der er oversat med „synd“, simpelt hen „at forfejle“, det vil sige i den forstand at man rammer ved siden af eller ikke når op til et bestemt mål eller mærke.
Hvad er det for et mål eller mærke som menneskeheden ikke når op til?
Det er det mål at være i harmoni med Skaberen, Jehova Gud, med hans personlighed, normer og veje. Bibelen siger at Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds lighed. Ligesom en søn ligner sin fader, sådan skulle mennesket ligne sin Skaber — ikke i udseende, for Gud er ånd, men i hans veje, egenskaber og normer. — 1 Mos. 1:26, 27; Joh. 4:24; 1 Kor. 11:7.
Bibelen afslører imidlertid at det første menneskepar vendte sig mod deres Skaber under indflydelse af en troløs åndelig gudssøn. Gud tillod alligevel det første menneskepar at få afkom, og jorden er blevet befolket med deres efterkommere, som også vi hører til. Men ligesom cementfabrikken der producerede mangelfuld cement, har det oprørske menneskepar kun kunnet sætte børn i verden der var defekte. Alle er blevet født ufuldkomne og syndige, som følge af den arv de har fået.
Så alle mennesker har, som apostelen Paulus skriver, „syndet og mangler herligheden fra Gud“. (Rom. 3:23) De forfejler målet. Ikke alene afslører deres legeme dette fordi det efterhånden ældes, nedbrydes og dør, men det afsløres i langt højere grad af deres handlemåde, deres tankegang og deres stræben.
Men hvorledes forklarer dette at netop vor generation skulle opleve en så voldsom forøgelse af pres og spænding? Der har levet mennesker på jorden i tusinder af år. Hvorfor er forholdene så tydeligt blevet værre i vor tid?
Bibelen giver os også et klart svar på dette. Dens svar er opsummeret i denne regel: „Hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ (Gal. 6:7) Man kan ikke så ukrudt og høste hvede, eller plante giftig efeu og høste druer. Og lige så sandt er det at et menneske ikke kan så det der er slet og høste det der er godt.
Hvad der er sandt med hensyn til det enkelte menneske, er lige så sandt med hensyn til en nation eller menneskeslægten som helhed. I århundreder har mennesker og nationer skubbet Guds ord fra sig eller kun tjent ham med hykleriske, tomme ord. De har ikke søgt hans vejledning eller underkastet sig hans vilje, men har fulgt deres egne ambitioner, deres egne ideer. I dag høster de frugterne af dette i et verdensomspændende omfang. Høsttiden er kommet for hele menneskeheden. Hvad har de frembragt? Et paradis med fred, glæde og overflod? Nej, et ukrudtbevokset sted med opløste familier, kriminalitet og vold, med usunde byer og forurenede floder, søer og landområder. Det kan ikke være anderledes. For „Gud lader sig ikke spotte“. — Gal. 6:7.
En anden vigtig grund til presset
Men er alt dette blot resultatet af menneskets ufuldkommenhed? Kan den forklare alle de grufulde ting der er påført menneskeheden op igennem historien og særlig i vor tid? Den menneskelige familie har så ofte været udsat for rædsler at det ser ud som om menneskene ledes ind i tragiske begivenheder som marionetter. Hvorfor kaster hele nationer sig ud på en kurs der grænser til vanvid, begår frygtelige grusomheder, og systematisk mishandler og nedslagter millioner af mennesker?
Er det muligt at menneskeheden er blevet og bliver påvirket af kræfter der står over mennesket? Findes der usynlige kræfter som manipulerer med nationerne og øver pres på dem?
Vi mener ikke et pres fra indbildte væsener der bor på andre planeter.
Men overvej engang denne kendsgerning: Op igennem menneskets historie har de mennesker og nationer som har udført næsten utrolige voldshandlinger, udtrykt tro på overnaturlige kræfter.
Man er måske tilbøjelig til at skubbe den mulighed til side som den rene overtro og indbildning at der skulle eksistere åndemagter vendt mod Gud. Men hvordan kan det være at mennesker, til trods for at have forladt megen overtro, til trods for mange forandringer i deres religioner og i valget af guder, er blevet ved med at se hen til sådanne usynlige åndemagter i tusinder af år, helt op til vore dage? Hvorfor har denne tilbedelse været en så vigtig og vedvarende faktor i hele menneskets historie? Hvorfor går endog veluddannede mennesker i vore dage — blandt andet professionelle idrætsfolk og militærpersoner, men i øvrigt mennesker inden for en lang række erhverv — med „lykkebringende charms“?
Hitler var et bemærkelsesværdigt eksempel på at nogle fremtrædende mænd søger usynlige magters hjælp, for han var kendt for at være meget optaget af astrologi og anden okkult praksis. Vi har alle kendskab til de grusomheder der blev begået under hans styre.
Efter et kæmpeblodbad på cirka 400.000 mennesker i Indonesien kommenterede en af Indonesiens mest fremtrædende skribenter: „Der er en djævel i os, og når den slippes løs går vi amok i stort tal.“
Kun Bibelen giver en fornuftig forklaring på alt dette. Den viser at menneskets syndige kurs virkelig er blevet forværret af usynlige åndemagter, og at dette er den anden hovedårsag til vore dages pres.
Af den grund bliver kristne tilskyndet som i Efeserne 6:11, 12: „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“
Her viser Guds ord behovet for at vi beskytter os mod onde åndemagter i himmelrummet, „verdensherskerne i dette mørke“. Den virkelige kamp er ikke mod mennesker, men mod disse usynlige magter anført af Satan Djævelen. Jesus omtalte ham som „verdens fyrste“. — Joh. 14:30.
Men hvordan kan en sådan tilstand eksistere i betragtning af Guds almagt? Bibelen viser at det er på grund af de stridsspørgsmål Satan rejste da han i sin tid gjorde oprør mod Gud. Han rejste især tvivl om det retmæssige i Jehovas styre. Derefter forledte han andre af Guds åndesønner til at slutte sig til ham i oprøret.
Bibelprofetien afslører videre i Åbenbaringens bog at disse usynlige magter har en stor andel i den forøgelse af presset vi kan mærke i dag. Den viser at disse åndemagter er blevet fordrevet fra himlene i vor tid og kastet ned til jordens nærhed. De vidnesbyrd som allerede er fremlagt peger på året 1914 som det tidspunkt da denne profeti fik sin opfyldelse. Efter at have beskrevet denne nedstyrtning af de dæmoniske magter, siger beretningen: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åb. 12:10, 12.
Som en forbryder der er trængt op i en krog, slipper Guds modstander sit raseri løs i en sidste fortvivlet anstrengelse. Han følger devisen: ’hersk eller ødelæg!’ Ligesom visse forbrydere er han besluttet på at alle andre skal ødelægges, hvis han skal ødelægges. Så han søger at besmitte og forurene ikke alene jorden men især alle dens beboere for derved at gøre dem uacceptable for Gud, værdige til hans ødelæggelse.
Dette forklarer hvorfor menneskehedens verden har skejet sådan ud og har handlet så fornuftstridigt og ondt fra året 1914 og fremefter.
Vil det sige at det ikke er muligt at blive befriet for dette pres? Nej, den bog som har peget frem til vor tid og som påviser de virkelige årsager til dette enorme pres, peger også på den eneste kilde til sand og fuldstændig befrielse for alt unaturligt og ødelæggende pres.
[Illustration på side 14]
En bygning kan styrte sammen hvis der er en alvorlig svaghed i cementen. En defekt menneskeslægt er en af årsagerne til at så mange styreformer og samfundssystemer er brudt sammen
[Illustration på side 15]
Hitler, som søgte vejledning hos okkulte kræfter, oprettede de uhyggelige koncentrationslejre