Hvad Bibelen siger

Kvindens opgave i menigheden i det første århundrede

I DET første århundrede blev kvinder ikke udnævnt til at tjene som lærere i den kristne menighed. Hvorfor ikke? Hvordan bidrog de da til at fremme menighedens åndelige interesser?

I forbindelse med undervisningen i menigheden skrev apostelen Paulus følgende: „Lad en kvinde lære i stilhed, idet hun helt underordner sig. Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, eller at udøve myndighed over en mand, men at være i stilhed. For Adam blev formet først, derpå Eva. Og det var ikke Adam der blev bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse.“ (1 Tim. 2:11-14) „[Lad] kvinderne tie i menighederne, for det er dem ikke tilladt at tale, men lad dem underordne sig, sådan som også Loven siger. Hvis der er noget de ønsker at få at vide, så lad dem spørge deres egne mænd hjemme, for det er til skam for en kvinde at tale i en menighed.“ — 1 Kor. 14:34, 35.

Disse inspirerede ord opfordrede kvinder til at lytte opmærksomt til den undervisning der foregik ved de mænd der var udnævnt til lærere. Kvinderne skulle tie, og ikke forsøge at belære andre offentligt.a

Ved deres indstilling og handlemåde skulle de kristne kvinder vise at de fuldt ud underordnede sig menighedsordningen i forbindelse med undervisning. Det ville have været upassende om en kvinde offentligt rejste et stridsspørgsmål, og derved stillede sig op som om hun var uenig med mændene eller lod forstå at deres undervisning ikke var tilstrækkelig tydelig. Hvis hun offentligt rejste sådanne stridsspørgsmål ville det vise at hun manglede ydmyghed og beskedenhed, og det ville virke forstyrrende på den orden og alvor der skulle råde ved et menighedsmøde. Hun kunne derimod spørge sin troende mand hjemme, og han kunne hjælpe hende til at se tingene i deres rette perspektiv. Det at hustruen spurgte sin mand hjemme ville ikke være vanærende for hende eller bevirke at hun blev betragtet som dominerende og ubeskeden.

Da apostelen Paulus påpegede at det var forkert af en kvinde at tiltage sig stillingen som lærer, talte han ikke blot ud fra sin egen opfattelse. Han henviste til Bibelen som autoritet. Bibelens første bog, Første Mosebog, var indbefattet i den del der kaldtes Loven eller Toraen. Denne del af Toraen viste tydeligt at det var manden, og ikke kvinden, der skulle virke som lærer. Adam blev formet først, og der var derfor meget hans hustru måtte lære af ham, blandt andet navnene på de forskellige dyr. (1 Mos. 2:18-23) Det var da Eva undlod at rådføre sig med Adam som sit overhoved at hun kom i vanskeligheder. Hun blev fuldstændig bedraget af Djævelens løgn som blev overbragt hende ved hjælp af en slange. — 1 Mos. 3:1-6.

Det var derfor med rette at kristne kvinder skulle handle i overensstemmelse med denne sandhed i Første Mosebog. De skulle desuden anerkende deres underordnede stilling ved at bære en hovedbeklædning når de bad eller profeterede. — 1 Kor. 11:3-6.

Kristne kvinder skulle altså tie respektfuldt under menighedens offentlige møder, undtagen når de eventuelt blev opfordret til at udtale sig. Men hvad kunne de da gøre for at medvirke til at det blev et opbyggende møde? Apostelen Paulus besvarede dette spørgsmål da han skrev: „Jeg [ønsker] at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt, men på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger.“ (1 Tim. 2:9, 10) Kvindernes beskedne men nydelige klædedragt ville være i overensstemmelse med den værdighed der prægede de kristne møder. Ved at iagttage de kristne kvinders velordnede klædedragt og fordringsløse måde at smykke sig på, kunne udenforstående se at de lagde god dømmekraft for dagen. De kristne kvinders måde at underordne sig på, deres tilsvarende beskedne klædedragt og deres gode gerninger var et glimrende vidnesbyrd for ikke-troende.

Selv om kvinderne ikke underviste offentligt ved møderne, virkede de — især de ældre — privat som lærere. I sit brev til Titus skrev apostelen Paulus: „Lad . . . gamle kvinder være . . . lærere i hvad der er godt, så de kan kalde de unge kvinder til fornuft så de elsker deres mænd, elsker deres børn, er sunde i sindet, rene, huslige, gode, idet de underordner sig under deres egne mænd, så Guds ord ikke skal blive spottet.“ (Tit. 2:3-5) Ved at hjælpe de yngre kvinder til at forstå deres ansvar som kristne hustruer og mødre, udførte de ældre kvinder en værdifuld tjeneste for menigheden. En sådan undervisning hjalp de yngre kvinder til at forstå hvor forkert det var at løbe omkring i hjemmene, at sladre og at blande sig i andres sager. Det var vigtigt at de fulgte denne sunde lære, så menigheden ikke fik et dårligt omdømme.

Kvinderne underviste også deres børn derhjemme, både drenge og piger. Det fremgår af Paulus’ ord til Timoteus: „Jeg mindes jo den tro som bor i dig, og som er uden hykleri og som først boede i din mormoder Lois og din moder Eunike, men som jeg er overbevist om også bor i dig.“ (2 Tim. 1:5) „Du [har] fra den spæde barndom af . . . kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ — 2 Tim. 3:15.

Som Jesu Kristi disciple var kvinderne desuden med til at forkynde sandheden for andre. (Matt. 28:19, 20) Vi læser for eksempel om Priskilla, der sammen med sin mand var med til at yde Apollos åndelig hjælp. Bibelen siger: „De [tog] ham med og forklarede Guds vej nøjere for ham.“ — Apg. 18:26.

Andre værdifulde former for tjeneste som de kristne kvinder ydede, var at de viste gæstfrihed mod fremmede og sørgede for materiel hjælp til trængende, blandt andet ved at sy tøj til dem. Man tillagde disse ting stor betydning. For at blive sat på den særlige liste over dem der regelmæssigt kunne få materiel hjælp af menigheden, måtte en aldrende enke for eksempel være kendt for sådanne gode gerninger. (Apg. 9:36, 39; 1 Tim. 5:9, 10) Selv om en aldrende enke var fattig i materiel henseende, kunne hun afgjort gøre meget for at hjælpe yngre kvinder åndeligt. Det var derfor i høj grad på sin plads at menigheden viste hende ære ved at yde hende regelmæssig materiel hjælp.

Kristne kvinder i det første århundrede gjorde virkelig meget for at fremme menighedens åndelige interesser. De indtog en agtet stilling som værdsatte medlemmer af en stor åndelig familie, og de blev behandlet på en ærefuld måde. For eksempel blev Timoteus formanet til at appellere „til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed“. (1 Tim. 5:1, 2) For at vi kan være i overensstemmelse med Guds vilje i dag, må vi fortsat følge det mønster der blev fastlagt i det første århundrede. At ændre dette ville være at følge mennesker, ikke Gud.

[Fodnote]