Hvordan man finder glæden ved at opdrage børn
1, 2. (a) Hvad erfarede kong Salomon da han skulle dømme mellem to mødre, og hvad hjalp ham til at dømme rigtigt? (b) Hvor stor indflydelse har blodets bånd på et menneskes handlinger?
MENS den vise kong Salomon regerede blev han bedt om at dømme mellem to kvinder der boede i det samme hus og som hver havde født en dreng. Om natten døde det ene barn og moderen ombyttede det i stilhed med det levende. Om morgenen anklagede den virkelige moder, som opdagede at det døde barn ikke var hendes, den uærlige moder for at have stjålet hendes barn, og sagen blev forelagt Salomon. Ude af stand til at afgøre hvem af kvinderne der talte sandt, befalede Salomon at det levende barn skulle hugges midt over og hver kvinde have en halvdel. Beretningen siger: „Da rørte kærligheden til barnet sig heftigt i den kvinde, som var moder til det levende barn, og hun sagde til kongen: ’Hør mig, herre! Giv hende det levende barn; dræb det endelig ikke!’ . . . Da tog kongen til orde og sagde: ’Giv hende dér det levende barn og dræb det ikke; thi hun er moderen!’“ (1 Kong. 3:26, 27) Salomon var klar over at forældre nærer kærlighed til deres børn. Han kendte den ikke alene af egen erfaring, idet han selv havde børn, men han var bekendt med Guds syn på familieordningen som den kommer til udtryk i de hellige skrifter.
2 Et nært forhold mellem familiens medlemmer er meget værd. Hvem var det Andreas fra Betsajda først gik til da han havde fået at vide hvem der var Messias? „Han finder først sin broder Simon og siger til ham: ’Vi har fundet Messias’ (det er det samme som Kristus).“ (Joh. 1:41) Blodets bånd fornægter sig ikke. Andreas’ reaktion var meget naturlig, idet han først gik til sin broder.
3. Hvorfor er det kristne broderskabs bånd endnu stærkere?
3 Der er et bånd som er endnu stærkere, og det er det kristne broderskabs bånd. I Romerbrevet 12:10 siges der: „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ I Første Petersbrev 5:9 tales der om „hele samfundet af jeres brødre i verden“. (NW) I Markus 10:29, 30 sammenlignes det kødelige slægtskabs bånd med dem sandheden knytter, idet Jesus her siger: „Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv.“ Ja, kristne har erfaret at brødre i sandheden har noget som selv kødelige brødre ikke har. — Joh. 13:34, 35.
4. Hvorfor kan kristne familier forvente at være forenede på en måde som andre familier ikke er?
4 Men når begge bånd binder en familie sammen, er man virkelig begunstiget. Forældre som er indviede og døbte tjenere for Gud nærer den naturlige kærlighed til deres afkom som Gud har nedlagt i menneskene. Samtidig har de mulighed for ved Guds ånds hjælp at smede familien sammen til en enhed og opnå en lykke og tilfredshed som ikke kan opnås ved andre midler. De kan hjælpe deres børn til at blive trofaste tjenere for Gud. Dette vil ikke alene knytte familien tættere sammen, men det er også den bedste arv de kan give deres børn. I dag er dette dog ikke så simpelt som det måske lyder til.
Problemer må forudses
5, 6. (a) Hvad kan hjælpe forældre til at forudse problemer der kræver opmærksomhed? (b) Hvordan kan forbindelseslinjen holdes åben mellem forældre og børn?
5 Har man børn, er det helt sikkert at der vil opstå problemer. Det gavner intet at forestille sig at det gør der ikke, for der vil komme problemer. Hold derfor øjne og ører åbne for ethvert tegn på dem. Når barnet kommer til forældrene med sine små problemer, er det ikke klogt at afvise det med et hurtigt svar. Det er vigtigt at være interesseret i hvad der ligger barnet på sinde og få det frem ved at stille spørgsmål. Mange forældre siger at de har vanskeligt ved at få deres børn til at tale, til at få dem til at sige hvad der trykker dem. Kan det være fordi forældrene selv tidligere har bremset enhver samtale når børnene gerne har villet tale og har haft brug for hjælp? Det er dumt at ødelægge mulighederne for en samtale med sine børn blot fordi man ikke lige i øjeblikket har lyst til at tale med dem.
6 De forældre der er vågne for emner de kan tale med deres børn om og som er villige til at tale om næsten et hvilket som helst emne, vil ikke finde kommunikationslinjen blokeret men åben og summende af budskaber der fortæller dem hvad de har brug for at vide. Dette vil bidrage til at der hersker kærlighed og forståelse mellem familiens medlemmer. De forældre som er villige til at lytte, har som regel børn der er villige til at tale. Men det er et spørgsmål om børnene vil gå til deres forældre med deres store problemer, hvis forældrene ikke lytter til deres små problemer og med venlighed og forståelse hjælper med at løse dem. Det er af stor værdi at have en ven man kan stole på og have tillid til, en man kan gå til med et alvorligt problem og vide at han vil tage sig tid til at lytte til alt hvad man har at sige og ikke vil se ned på en blot fordi man har dette problem. Har du en sådan ven? Ethvert barn bør føle at han har sådanne venner i sine forældre. Føler dine børn at de har en sådan ven i dig? Ordsprogene 17:17 siger: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ Det er sørgeligt når et barn må gå til andre end sin familie for at møde denne forståelse.
7. Hvad indbefatter det at præsidere i husstanden på en god måde?
7 Apostelen Paulus skrev at en tilsynsmand skulle være „en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig; (hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?).“ (1 Tim. 3:4, 5, NW) Det vil sige at en familiefader ikke kan ofre al den tid han vil på andre interesser, blot han træder til og tager sig af sine børns opdragelse når de kommer i vanskeligheder. Nej, at præsidere i familien på en god måde vil sige at holde et vågent øje med den og forudse hvad der eventuelt kunne ske med dem han har ansvaret for. Forebyggende vejledning er langt bedre end korrigerende vejledning. En fader der specialiserer sig i at foregribe problemerne er langt klogere end en der er tilfreds med at prøve at løse dem når de dukker op. Det er sandt at sagførere opbygger deres renommé ved at udkæmpe kampe i retssalene. Men en kristen familiefader opbygger sit gode renommé ved at præsidere i familien på en måde så problemer undgås.
Vejledning til ’de uerfarne’
8. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at have den rette indstilling over for erfaringen som læremester?
8 Børn har kun en begrænset erfaring i livet, men det gavner kun lidt at forældrene yderligere minder dem om dette. Hvis et barn derimod hjælpes til at forstå at Bibelen lægger vægt på erfaring og at man selv skal være vågen for at tage ved lære af enhver erfaring man gør, så vil barnet uden tvivl få den rette indstilling til den hjælp forældrene yder og vil kunne få gavn af de forskellige begivenheder der berører dets liv efterhånden som årene går. Faktisk bør vi alle tage ved lære af hver eneste erfaring vi gør. Og hvis et barn ser at dets forældre erkender at der er ting de selv kan lære af det de kommer ud for, så vil barnet være mindre tilbøjeligt til at ærgre sig over sin egen mangel på erfaring og være mere indstillet på at skulle lære.
9. Hvad siger Bibelen om dem der ikke vil tage ved lære af deres erfaringer?
9 Hvad siger Bibelen om det at have erfaring? De der stædigt nægter at lytte og at lære af erfaring tager den strengt i skole med ordene: „Hvor længe vil I uerfarne blive ved med at elske uerfarenhed, og vil I spottere ønske jer selv direkte spot, og vil I dumme mennesker blive ved med at hade kundskab? Vend om ved min irettesættelse.“ (Ordsp. 1:22, 23, NW) „Den kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse [uerfarne, NW] går videre og bøder.“ — Ordsp. 22:3.
10. Hvordan kan de unges mangel på erfaring afhjælpes?
10 Der findes måder hvorpå forældre kan afhjælpe børnenes mangel på erfaring. Betænksomme forældre kan venligt hjælpe de uerfarne over vanskelige situationer uden at sætte dem i forlegenhed i andres påhør. Når de lærer dem Bibelen at kende udruster de dem endvidere med en kundskab der kan give et menneske større visdom end et helt livs erfaring. Der siges i Salme 19:8: „[Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig [uerfaren, NW] viis.“ Og Salme 119:130 tilføjer: „Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige [uerfarne, NW] indsigt.“
11. Skal man skamme sig over at være ung og uerfaren?
11 At være ung og uerfaren er i sig selv ikke noget at skamme sig over. Det er noget der hører barndommen og ungdommen til, og man må simpelt hen have tålmodighed. Men hvis man ikke vil anerkende at man er uerfaren, og selvrådigt begår tåbeligheder — måske oven i købet ulovligheder — og derved sætter sin familie og den kristne menighed i et dårligt lys, er der grund til at skamme sig. De forældre der forstår dette og som dygtigt og sikkert hjælper deres børn til at forstå det, vil blive rigeligt belønnet når de ser deres børn gøre fremskridt til modenhed.
12. Hvordan kan forældre lære deres børn betydningen af at vise respekt?
12 Efterhånden som man opnår erfaring i at følge Jehovas veje, vil man også få større forståelse af betydningen af at vise respekt. Her bør forældrene vise deres børn et godt eksempel. Faderen bør vise respekt for moderen, idet han anerkender at hun også er arving til „livets nådegave“. (1 Pet. 3:7) Hun bør på sin side have „dyb respekt for sin mand“. (Ef. 5:33, NW) Begge bør de have respekt for de ældste i menigheden, idet de retter sig efter den bibelske formaning: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab.“ (Hebr. 13:17) Ved således at følge Jehovas veje viser de respekt for Jehova og hans teokratiske ordning. — 1 Kor. 11:3.
13. (a) Hvad kan der siges om kammeratskabsfølelsen mellem forældre og børn? (b) På hvilken måde fremstiller TV- og andre reklamer undertiden et fordrejet billede af dette forhold?
13 Når forældrene sætter dette gode eksempel er det ikke vanskeligt for børnene at forstå princippet om at man skal vise respekt. De vil højst sandsynligt nære stor agtelse for deres forældre og vise dem respekt i mange henseender. Det er sandt, som det tidligere er blevet sagt, at forældre og børn skal være kammerater. Men dette gælder kun det nære og fortrolige forhold der bør være imellem dem; det betyder ikke at børnene i andre henseender er ligestillede med forældrene i husstanden. Vil man følge de bibelske principper kræves det at der er en klar forståelse af hvem der er faderen og hvem der er barnet. Som en modsætning hertil ser man ofte i TV- og andre reklamer at børn belærer deres forældre og viser at de er gammeldags og langt bagud for deres tid. I disse reklamer, som anvendes i nogle lande, ser man for eksempel en søn lægge pres på sin fader for at få ham til at købe netop den bil sønnen ønsker. Eller en datter lægger pres på sin moder for at få lov til at købe en „ny“ og „anderledes“ kjole, parfume, deodorant, shampoo eller anden ting som egentlig slet ikke er ny. Det er kun noget forretningsverdenen har fundet på for at gavne sig selv økonomisk, uden hensyn til den dårlige virkning det har i hjemmet. Bibelen viser imidlertid klart at det er børnene der har den mindste erfaring, og at de bør opmuntres til at vise respekt for dem der har levet længere og set mere af livet.
14, 15. (a) Hvorfor skal børnene lære at tænke selvstændigt? (b) Giv forslag til hvordan forældre kan hjælpe deres børn til at udvikle tænkeevnen.
14 Naturligvis må børnene også lære at tænke selvstændigt. En dag må de træffe deres egne afgørelser, og en tidlig træning heri vil være en hjælp. Bibelen opmuntrer i høj grad til udvikling af tænkeevnen, og det er et af de vigtigste områder hvorpå forældrene kan yde deres børn hjælp. Disse vil udvikle en bestemt tænkemåde, bestemte tankebaner, så hvorfor ikke lære dem at tænke på grundlag af det Bibelen siger om Jehova og hans veje. I Ordsprogene 5:1, 2 står der: „Min søn, giv agt på min visdom. Bøj dit øre til min skelneevne, så du beskytter tænkeevnen; og måtte dine læber værne om kundskaben selv.“ (NW) Hvis man vil hjælpe nogen til at udvikle sin evne til at tænke, er det vigtigt at man ikke gør noget for eleven som eleven selv kan gøre. Vi har lært at vi, når vi fremlægger sandheden for andre, skal drage tilhøreren med ind i samtalen, at vi skal stille spørgsmål og få at vide hvad han tænker, så vi kan få ham til at ræsonnere og nå frem til de rette slutninger. Det samme bør forældrene gøre når de skal hjælpe deres børn til at udvikle deres tænkeevne.
15 Denne evne kan udvikles efterhånden som barnet bliver større. Der er mange mindre afgørelser barnet kan få lov til at træffe selv. Spørg: „Hvad synes du selv er det bedste?“ Måske svaret vil røbe at barnet har brug for lidt mere hjælp. Ræsonner med barnet og få dets tanker bragt ind i de rette baner. Bliv ikke irriteret eller utålmodig. Apostelen Paulus tænkte tilbage på sin egen barndom og brugte dette som et eksempel. Han sagde: „Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ (1 Kor. 13:11) Hans tænkeevne udvikledes efterhånden som han blev ældre.
16. Hvordan bestræber endog mennesker i verden sig for at forberede deres børn til deres fremtidige gerning?
16 Selv forældre som ikke hører til den kristne menighed erkender værdien af at forberede deres børn til deres fremtidige gerning. De overlader ikke barnets fremtid til tilfældet og lader det vælge selv hvad det vil, eller ikke vil, når det er gammelt nok til det. De begynder for eksempel tidligt i barnets liv at forberede det til at føre familiens virksomhed eller ejendom videre eller at slå ind på en bestemt løbebane. Ikke med hensyn til barnets økonomiske fremtid, men med hensyn til dets religion — noget de anser for at være af ringe eller slet ingen betydning — siger de ofte at de vil overlade til barnet selv at træffe sin egen afgørelse. Man bør altså ikke tro at verden ikke anerkender princippet om forberedelse og oplæring. Det gør den, oven i købet i høj grad, men det gælder kun med hensyn til den materielle stræben, ikke den åndelige, religiøse.
Hvordan man giver opbyggende vejledning
17. Er det tilstrækkeligt blot at give en nøjagtig vejledning, eller skal der mere til?
17 Undertiden hører man nogle sige, efter at de har modtaget en vejledning: „Jeg havde ikke noget imod dét han sagde; det var sandt, og det var fortjent. Jeg kunne bare ikke lide måden han sagde det på.“ I en kristen familie bør en vejledning naturligvis altid tages til følge, selv om den ikke gives på den mest hensynsfulde måde. Men er der noget forældrene kan gøre, så det bliver lettere for børnene at tage imod vejledning? Det er der utvivlsomt. Forældrene skal ikke blot vide hvad der er forkert og i hvilken retning børnene kan gøre fremskridt, men de bør også være klar over hvordan de skal gribe sagen an og få den bragt på bane.
18, 19. (a) Hvad kan der siges om tid og sted når der skal gives vejledning? (b) Hvad andet kan gøre det lettere at tage imod vejledningen?
18 For det første er der tidspunktet for hvornår vejledningen bør gives. Ofte må den gives umiddelbart efter at der er sket et uheld eller der er gjort noget forkert, men ikke altid. Undertiden er det bedre at vente til både forældre og barn er faldet mere til ro. Man bør også tage stedet i betragtning. Hvis barnet opfører sig forkert i rigssalen, i en andens hjem eller når man er på indkøb, er det muligvis bedst at vente med at give vejledning, eller i hvert fald en længere vejledning, indtil man kommer hjem.
19 Når man skal tale med barnet må man være venlig, taktfuld og behersket. Man må ikke være urimelig. Man kan give barnet lov til at udtale sig på visse punkter for at sikre sig at man får et fuldstændigt billede af sagen. Man kan også stille spørgsmål for at se om barnet har forstået hvad der er galt og hvad der skal rettes. Et smil kan være på sin plads hvis sagen ikke er meget alvorlig og vejledningen villigt modtages. Men hvis det er en alvorligere sag det drejer sig om og der skal gives en strengere vejledning, kan et smil give et forkert indtryk. Under alle omstændigheder bør man sikre sig at vejledningen er blevet forstået.
20, 21. (a) Hvorfor giver trusler som regel ikke de bedste resultater i børneopdragelsen? (b) Hvad vil give et bedre resultat?
20 Trusler og advarsler giver i almindelighed ikke de bedste resultater. Hvorfor ikke? Fordi de mange gange kun fremkalder frygt for straffen, ikke had til det onde. (Sl. 97:10) I Efeserbrevet 6:9 får herrerne besked om ikke at true deres trælle, for, som der siges, „I ved jo, at de har deres Herre i Himlene lige så vel som I, og hos ham er der ikke personsanseelse“.
21 Det bedste er at påpege fordelen ved at gøre tingene på Jehovas måde og, når det er muligt, forklare hvorfor noget er forkert. Vær optimistisk når du opfordrer barnet til at gøre det rette, men gør samtidig på en kærlig måde opmærksom på hvad følgerne af ulydighed vil være. Der er forskel på at true og at fortælle hvilke følger en bestemt handlemåde sandsynligvis vil få. Læg mærke til den tilskyndende måde hvorpå Jehova opfordrer os til at gøre det rette: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, . . . da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“ (Ordsp. 2:1-5) Men senere i samme kapitel nævnes venligt, men bestemt, følgerne af en uret adfærd: „At du må vandre de godes vej og holde dig til de retfærdiges stier; thi retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:20-22.
Kammerater
22, 23. Hvor stærkt påvirkes et barn af dem det omgås, og hvad kan forældrene gøre i denne henseende?
22 Kristne forældre erfarer ofte at der opstår problemer når deres børn begynder at komme sammen med andre børn i kvarteret eller med deres skolekammerater. Det kan naturligvis ikke undgås at de har et vist samkvem med jævnaldrende uden for menigheden. At isolere sig fuldstændigt er så godt som umuligt og heller ikke tilrådeligt. Der er forskel på den indflydelse verdslige kammerater øver, men det er nødvendigt at forældrene véd hvem deres børn taler med og leger med. Selv om der er mennesker uden for den kristne menighed der har ypperlige egenskaber, er det stadig værd at huske på at en der ikke tilbeder Jehova ikke kan siges at være godt selskab. — 1 Kor. 15:33.
23 Generelt kan man sige at der kun findes to slags mennesker at omgås. Ordsprogene 13:20 siger: „Omgås vismænd, så bliver du viis, ilde faren er tåbers ven.“ Hvem disse vise er, defineres ikke nærmere her, men Bibelen gør det klart andetsteds hvilken visdom der er tale om. I Salme 111:10 siges der: „[Jehovas] frygt er visdoms begyndelse.“ De vise som dine børn bør omgås er altså dem der tilbeder Jehova. Det vil hjælpe dem til at opnå sand visdom. Det ideelle vil være at forældrene har et sådant program for deres børn at der kun bliver lidt eller ingen tid tilovers til samkvem med børn uden for menigheden. Samværet med familien og andre kristne skal være så interessant og spændende at andet samvær ikke virker tillokkende. Hvis børnene imidlertid finder at det virker tillokkende, må forældrene tage sig tid til at forklare børnene hvad Bibelen siger herom. Samtidig bør de udøve den fornødne kontrol.
24. Hvorfor må børnene selv forstå hvad Bibelen siger om dårlige omgangsfæller?
24 Skal kristne forældre virkelig være så direkte når de fortæller deres børn om hvad samkvem med verdslige kammerater kan føre til? Ja, hvorfor ikke? Børn sætter i almindelighed pris på at høre hvordan tingene virkelig forholder sig, så misforståelser undgås. I hvert fald hører man flere unge i dag ytre ønske om at de voksne skal „sige det som det er“. Naturligvis skal børnene også lære venlighed og takt, så de kan omgås andre hensynsfuldt. Men det er ikke nok at kun forældrene er klar over faren ved dårlige kammerater. Hvis børnene skal beskyttes, må de også være klar over faren, og det er forældrenes ansvar at få dem til at forstå dette.
25. Hvem må forældrene se hen til efter vejledning når de skal opdrage deres børn, og hvorfor?
25 Når forældrene i deres børn søger at opbygge de ædle og varige egenskaber der er nødvendige for at de kan overleve de trængsler som alle sande kristne endnu må igennem, må de se hen til Jehova efter styrke og vejledning. (1 Kor. 3:10-15) Det er ikke nogen let sag at opdrage børn så de vokser op og bliver en kilde til glæde for deres forældre og til ære for Gud. Det kræver stadig årvågenhed. Men samtidig med at det er et ansvar der kan give ængstelige øjeblikke, er det også et privilegium som er skænket menneskene af en kærlig Gud og som hovedsagelig er til glæde. Der kan virkelig være stor glæde og tilfredsstillelse ved at opdrage børn.
[Illustration på side 231]
Det er vigtigt at give sig tid til at lytte til børnenes små problemer hvis man vil holde forbindelseslinjen åben