Stævnerne „Guds sejr“ afviklet gnidningsløst jorden rundt
I SOMMEREN 1973 på den nordlige halvkugle og i sommeren 1973-74 på den sydlige, holdt Jehovas vidner over 140 stævner under temaet „Guds sejr“. De første blev holdt i Nordamerika, og derfra gik det videre til Europa og Asien, til Afrika, Australien, New Zealand, Mellem- og Sydamerika, Hawaii, Filippinerne og andre øer i Atlanterhavet og Stillehavet.
De hidtil indkomne rapporter fortæller at 2.594.305 har vist deres interesse for Bibelens løsning på vor tids problemer ved at overvære stævnerne. Programmet, der beskæftigede sig med Bibelens principper og profetier, var lagt til rette og udarbejdet af Jehovas vidners styrende råd, med det resultat at man fik de samme bibelske oplysninger uanset hvilket stævne man overværede. Medlemmer af det styrende råd medvirkede desuden på programmet ved de fleste af stævnerne.
Ved de stævner der indtil nu har indsendt rapport, blev der døbt 81.830. Alle disse havde forinden foretaget et grundigt studium af Bibelen sammen med Jehovas vidner. Deres dåb er et symbol på at de har indviet sig til at gøre Guds vilje. Det indebærer at de ønsker at efterleve Bibelens principper i hverdagen og tjene som aktive forkyndere af den gode nyhed om Guds messianske rige.
Det største antal tilhørere ved et enkelt af stævnerne — nemlig 107.442 — sås i Port Harcourt i Nigeria. I alt var der 214.237 som overværede de tre stævner i dette land. Ligesom ved de øvrige stævner rundt om i verden, var der mange nyinteresserede til stede. I Nigeria var der over dobbelt så mange tilhørere som der er aktive Jehovas vidner i landet. Og der blev døbt 7153 nye Jehovas vidner. På den anden side af Atlanterhavet, i El Salvador, jublede de 3700 vidner over at se 10.788 til deres stævne. Og deres glæde blev endnu større da 1046 fremstillede sig til dåb, svarende til 28 procent af det samlede antal aktive Jehovas vidner i landet.
Regeringer anerkender at arbejdet fremmer freden
Selve det at myndighederne tillod stævnerne og i mange tilfælde samarbejdede nært med de Jehovas vidner der sørgede for det praktiske arrangement, står som et vidnesbyrd om at Jehovas vidner ikke har nogen som helst forbindelse med politiske bevægelser eller revolutionær virksomhed. De passer på Jesu beskrivelse: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16; Jak. 4:4) De ’giver kejseren hvad kejserens er’ ved at betale deres skat og i øvrigt holde alle love som ikke strider direkte mod Guds befalinger. Men de ’giver også Gud hvad Guds er’ ved at bruge deres liv til at gøre hans vilje og ved at se hen til hans rige, og ikke til jordiske regeringer, som det middel der vil bringe fred og lykke. — Matt. 22:21.
I Nairobi i Kenya blev Grant Suiter, et besøgende medlem af Jehovas vidners styrende råd, interviewet i fjernsynet sammen med et af de lokale Jehovas vidner. Interviewet skulle vare ti minutter, men på grund af de interessante oplysninger der kom frem, fortsatte intervieweren i 28 minutter. Han spurgte for eksempel: ’Hvorfor udsteder nogle regeringer forbud mod Jehovas vidner?’ Der blev svaret at statens embedsmænd i sådanne tilfælde ikke virkelig undersøger hvad Jehovas vidner foretager sig. De lytter til modstanderne, især præsterne, og handler så på grundlag af deres ord. Men der er tilfælde hvor myndighederne senere har erfaret at Jehovas vidners arbejde på ingen måde er politisk eller undergravende, og det har så medført at de har hævet forbudet, til trods for gejstlighedens modstand. Mange embedsmænd har givet udtryk for at Jehovas vidner har højnet den moralske standard blandt folk og har fremmet freden blandt de mennesker de studerer Bibelen med. (Gal. 5:19-24; Ef. 6:15) Og i udviklingslandene er analfabetismen væsentlig lavere blandt Jehovas vidner, idet man har oprettet klasser for at undervise alle som ønsker at lære at læse og skrive.
Jehovas vidner ved også at „i hvert folk er den, som frygter [Gud] og øver retfærdighed, kærkommen for ham“. (Ap. G. 10:35) At de virkelig af hjertet praktiserer raceenhed, sås tydeligt søndag eftermiddag under stævnet i Johannesburg i Sydafrika. De sydafrikanske stævnedeltageres store glæde gjorde et dybt indtryk på de besøgende. Årsagen til deres glæde og begejstring var at de for første gang havde mulighed for at være samlet uden hensyn til race eller hudfarve. De havde fået lov at holde dette ene af stævnets møder på Rand Stadium, et sportsstadion hvor myndighederne tillader forsamlinger bestående af flere racer. Der var 33.408 til stede.
Klarede sig selv
Det er også værd at bemærke at de lokale Jehovas vidner i hvert land afviklede stævnearrangementet — med logiafdeling, pressetjeneste og fællesspisning, foruden selve programmet — med meget ringe eller slet ingen hjælp fra de erfarne missionærer. Dette var især tydeligt i Kenya, hvor Jehovas vidners arbejde en kort tid havde været forbudt. Da forbudet blev hævet, blev det muligt at holde et internationalt stævne, og de lokale vidner var meget glade for at kunne være værter for besøgende fra De forenede Stater, Canada, Europa og forskellige afrikanske lande.
I Uruguay i Sydamerika overlod missionærerne alt til de lokale kræfter, og de uruguayske vidner beviste at de i alle detaljer magtede at tilrettelægge og afholde et stort stævne med over 7000 delegerede.
Ønsket om at lære og at hjælpe andre overvinder hindringer
Ved alle stævnerne rådede den samme ånd, men i andre retninger var der stor variation. På Fiji, for eksempel, var stævnelokalet en stor stråtækt konstruktion uden vægge. Der var bænke til de europæiske gæster, men fijianerne sad, som skik og brug er, på bambus- eller stråmåtter. For at stævnedeltagerne fra de mange andre øer kunne have et sted at bo, var der rejst en anden stor stråtækt bygning, forsynet med vægge. Den var delt i to rum af en skillevæg, og mændene sov i det ene rum og kvinderne i det andet. Denne overnatningsmulighed var stillet gratis til rådighed, for mange af øboerne havde brugt alt hvad de havde sparet sammen for at kunne komme til stævnet.
I São Paulo, Brasilien, hvor det næststørste stævne blev holdt, blev alt gennemblødt af et voldsomt regnvejr om lørdagen. Alle tilhørerne på det mægtige Pacaembu Stadion blev tvunget til at stå op, fordi siddepladserne — der i virkeligheden blot var „trin“ af beton — blev forvandlet til hele små vandfald. Men denne ulempe splittede ikke tilhørerskaren. Om søndagen fortsatte regnvejret, men der kom alligevel 94.586 for at høre det offentlige foredrag. Højtstående embedsmænd gratulerede stævneledelsen for det arbejde den havde udført og den ånd der rådede ved stævnet. — Rom. 13:3, 4.
I lighed med apostelen Paulus har en hel del Jehovas vidner, nogle med familie, forladt deres hjemland og er rejst ud for at tjene i et land hvor behovet er større. Ved et af stævnerne fortalte nogle at de var flyttet til Costa Rica, til byen Escazú, hvor der kun var otte Jehovas vidner og en anden lille isoleret gruppe i nærheden. Ved fælles bestræbelser og gensidige tilskyndelser havde de i løbet af seks måneder opbygget en stærk, aktiv menighed på halvtreds forkyndere af Guds rige, og nu er tallet oppe på firs.
I mange lande lever store dele af befolkningen spredt i isolerede områder. Jehovas vidner har taget alle mulige midler i brug, ikke alene for at nå ud til disse mennesker med den gode nyhed, men også for at kunne blive i sådanne områder, holde bibelstudium med folk og hjælpe dem til at få nøjagtig kundskab om Gud. De der overværede stævnet i Lima i Peru hørte en interessant beretning om dette. Med to store husvogne var ti mandlige forkyndere taget op til afsidesliggende steder i Andesbjergene. Hver husvogn tjente som hjem og udgangspunkt for fem forkyndere. De havde også en jeep til de mindre veje og stier og til vanskeligt tilgængelige steder. I løbet af få måneder spredte de 75.000 bøger og blade som forklarer Bibelen. Nu har de travlt med at hjælpe de interesserede med at undersøge Guds ord nærmere.
Overalt på jorden erkender Jehovas vidner at de ikke har nået sådanne resultater i egen kraft eller på grund af deres egen visdom. De føler som apostelen Paulus, der sagde: „Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud.“ (2 Kor. 3:5, 6) Vanskeligheder og hindringer overvindes ’ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved Jehovas ånd’. — Zak. 4:6.
Jehovas vidner lader derfor al tak gå til Jehova Gud, fordi han har ladet dem forstå den sandhed der frigør. Det er ved hans ånd de har været i stand til at ændre deres livsform. De påskønner den tjeneste Gud har givet dem, nemlig at hjælpe andre til at lære sandheden at kende.
Alle Jehovas vidner over hele jorden opsender desuden en enig tak til Jehova Gud gennem hans søn fordi han ved sin ånds ledelse og ved sine engle har gjort det muligt for dem at samles i så mange lande, under så vidt forskellige omstændigheder og regeringer, her i denne tid hvor nød og usikkerhed råder som aldrig før.
I tro ser Jehovas vidner nu fremtiden i møde, og de har lagt planer om lignende, men mindre, stævner som skal begynde i juni 1974, om Jehova vil. Der er tilrettelagt et åndeligt opbyggende program. I nogle lande vil der denne gang blive afholdt langt flere stævner, sådan at det bliver lettere for alle at være til stede. I Danmark vil stævnerne blive holdt i Århus, Roskilde, Thorshavn og Godthåb. Begynd allerede nu at lægge planer om at være til stede. Vi er overbevist om at du ikke vil blive skuffet, men at du vil høste stor gavn af det du får at høre. Desuden vil du sikkert glæde dig over samværet med mennesker som tror på Gud og hans ord og som efterlever de bibelske principper i hverdagen. Du er hjertelig velkommen til at være med, til at ’smage og se, at Jehova er god’. — Sl. 34:9.