Hvem vil få en opstandelse og hvorfor?
„Men når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes opstandelse ikke finder sted?“ — 1 Kor. 15:12.
1. (a) Hvorledes omtalte Jesus den tilstand hvori hans døde ven Lazarus befandt sig? (b) Hvad er det der, ifølge 1 Korinter 15:20, har gjort en opstandelse mulig?
DA LAZARUS fra byen Betania døde i år 32 efter vor tidsregning og blev begravet i en grav for hvilken der blev rullet en stor sten, befandt hans ven Jesus Kristus sig omkring fire dagsrejser borte. Da Jesus hørte om Lazarus’ død sagde han til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne.“ Hvordan gjorde Jesus det? På den fjerde dag efter at Lazarus var død nåede Jesus frem til graven og opvakte Lazarus fra de døde. (Joh. 11:1-44) Selv om Jesus brugte sådanne vendinger må vi ikke få den opfattelse som nogle af kristenhedens teologer har, og mene at Jesus her lærte psykopannyki (læren om sjælesøvn). Bibelen omtaler gentagne gange de døde der vil få en opstandelse, som „hensovede“. Deres opstandelse eller opvågnen fra dødens søvn i Hades eller Sheol er blevet gjort mulig ved Jesu Kristi opstandelse. Derfor læser vi i Første Korinterbrev 15:20: „Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.“ Så der vil være mange der bliver oprejst, men hvem?
2, 3. (a) Hvilket fremtidshåb indeholder Guds ord for dem der tilintetgøres i Harmagedonslaget? (b) Hvad sagde Jesus i Mattæus 24:36-39 om sit komme i dette tilintetgørende slag?
2 De som den almægtige Gud tilintetgør idet han ødelægger både deres sjæl og legeme, omtales ikke som om de sover i Hades, for de vil ikke blive vækket af deres tilintetgørelse. (Matt. 10:28) Guds skrevne ord indeholder følgelig intet håb om en opstandelse for dem der kæmper imod Gud og som tilintetgøres i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i Harmagedon. (Åb. 16:14, 16; 19:11-21) I sin profeti om afslutningen på denne onde tingenes ordning fortalte Guds søn, Jesus Kristus, om sit komme i Harmagedon hvor han vil eksekvere dommen over Guds fjender. Han sagde:
3 „Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene. Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ — Matt. 24:3, 36-39.
4. Hvad skete der med de mennesker som befandt sig uden for Noas ark da Vandfloden kom?
4 Ved Vandfloden blev alle de mennesker der befandt sig uden for Noas ark, det vil sige både mænd, kvinder, børn og spæde, nefilim eller det bastardafkom der var resultatet af ægteskaber mellem ulydige engle og menneskedøtre, ja alle de der levede dengang, pludselig udryddet ved Guds direkte indgriben og blev således tilintetgjort for evigt. Sådan vil det også gå med alle de mennesker på jorden som ikke er i harmoni med Guds rige når Harmagedonslaget, der hastigt nærmer sig, indtræffer.
5. (a) Giver 2 Peter 3:6, 7 noget håb for dem som døde i Vandfloden? (b) Vil døden give sådanne tilbage når Åbenbaringen 20:11-13 opfyldes?
5 I Peters andet brev, det tredje kapitel, vers seks og syv, siges der om Noas dage: „Den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord [fra Gud] og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ Der gives øjensynlig intet håb om en opstandelse for dem der døde i den ødelæggende vandflod. Når Åbenbaringen 20:11-13 får sin opfyldelse vil de der dengang blev tilintetgjort derfor ikke være blandt de døde som havet, Døden og Dødsriget [Hades] giver tilbage og som bliver stillet til doms foran den „store, hvide trone“ under Kristi tusindårige regering.
6. Hvad bemærkelsesværdigt var der ved Metusalem, og hvilket håb om en opstandelse er der for ham?
6 Noas bedstefader hed Metusalem. Denne Metusalem var søn af Jehovas profet Enok. (1 Mos. 5:21-24) Ifølge den bibelske beretning havde Metusalem den forret at leve længere end noget andet menneske på jorden. Metusalems søn Lemek døde fem år før Vandfloden. Eftersom Metusalem levede 969 år overlevede han sin søn Lemek og døde i 2370 f.v.t., netop det år Vandfloden begyndte. Dette var i november måned. Imidlertid siger Bibelen at Metusalem „døde“, ikke at han druknede i Vandfloden og blev tilintetgjort ved denne indgriben fra Guds side. (1 Mos. 5:25-32) Der er derfor håb om at Metusalem og hans forfædre tilbage til Set, samt andre mennesker som døde før Vandfloden vil få en opstandelse fra Hades eller Sheol. Men gælder det også Adam, Eva og Kain?
7. Hvorfor kan Abel, Kains broder, være sikker på en opstandelse?
7 Hundreder af år før Vandfloden tilintetgjorde „de ugudeliges verden“ døde Adams første søn Kain. Han var „bandlyst fra agerjorden“ fordi han havde myrdet sin gudfrygtige broder Abel af skinsyge over at Gud godkendte Abels offer. (1 Mos. 4:1-24; 2 Pet. 2:5) Det er sikkert at Abel vil få en opstandelse til liv på jorden under Guds messianske rige, for han døde som en af den store „sky af vidner“ der indbefattede sådanne som Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob, Moses, Samson, David og andre trosvidner der har vist sig værdige til en „bedre opstandelse“. (Hebr. 11:4 til 12:2) Men om Kain læser vi:
8, 9. (a) Hvilken skare mennesker henregner 1 Johannes 3:10-12 Kain til? (b) Hvem stillede Jesus, ifølge Mattæus 23:33-36, Kain i klasse med?
8 „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. Thi dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1 Joh. 3:10-12.
9 Kain betegnes således som et af „Djævelens børn“ og han var derfor „af den Onde“. Han var altså en af den store slange Satan Djævelens sæd. (1 Mos. 3:15) Som en sådan fortjener Kain at lide samme skæbne som sin åndelige fader, Djævelen, der vil blive kastet i den symbolske „ild og svovlsø“, det vil sige „den anden død“, hvor han skal blive i al evighed. (Joh. 8:44; Åb. 20:10) Tusinder af år efter at Kain var død blev de hykleriske jødiske skriftkloge og farisæere kaldt „slanger“ og „øgleunger“. Jesus Kristus advarede dem om at de ville blive ’dømt til Gehenna’, og han talte om de mord de endnu ville begå. Han knyttede også det retfærdige blod de havde udgydt, sammen med „den retfærdige Abels blod“. (Matt. 23:33-36) Eftersom Kain var den morder der udgød „den retfærdige Abels blod“ stillede Jesus Kain i klasse med de skriftkloge og farisæere der var ’dømt til Gehenna’.
10. Kan kristne der bliver som Kain gøre sig håb om at få en opstandelse?
10 Kain vil følgelig ikke være blandt dem som døden og Hades giver tilbage på den tusindårige domsdag. (Åb. 20:11-13) Alle de kristne der bliver som Kain kan ikke gøre sig håb om en opstandelse fra de døde til himmelsk liv. — Jud. 11.
Hvilket håb er der for Adam og Eva?
11. Hvilke spørgsmål rejser sig med hensyn til Adam og Eva og deres opstandelse?
11 De inspirerede skrifter fremholder intet håb om en opstandelse for morderen Kain, men hvordan forholder det sig med Kains fader og moder, Adam og Eva, vore første forældre? Dette er et meget omdiskuteret spørgsmål i vor tid. Fortjener Adam og Eva en opstandelse? Kommer de ind under Guds kærlige foranstaltning i forbindelse med en opstandelse af de døde? Eller er der noget der står som en uoverstigelig hindring for at de under Guds rige vil kunne blive oprejst fra de døde? Eftersom Jesus Kristus „gav sig selv som løsesum [en tilsvarende løsesum, NW] for alle“, har vore første forældre så ikke ret til at få gavn af denne „løsesum for alle“? — 1 Tim. 2:5, 6.
12. Hvem var det som Adam, ifølge Romerne 5:14, havde en lighed med?
12 I Romerbrevet 5:14 skriver den kristne apostel Paulus: „Dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i lighed med Adams. Han er et forbillede på den, der skulle komme [han der har en lighed med ham som skulle komme, NW].“ Det vil sige at Adam, den første mand, havde en lighed med Jesus Kristus, hvis komme var blevet lovet i Edens have da Dommeren Jehova Gud dømte Adam og Eva for den overtrædelse som de begge havde gjort sig skyldige i.
13, 14. Hvordan viser Paulus i 1 Korinter 15:45, 21, 22, at der er en lighed mellem Adam og Jesus, og gennem hvem kan vi derfor vinde det evige liv?
13 I sit uforlignelige kapitel om opstandelsen kommer apostelen Paulus nærmere ind på denne lighed mellem Adam og Jesus Kristus: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ — 1 Kor. 15:45, 21, 22.
14 Ligesom vi alle skylder det første menneske Adam vort nuværende jordiske liv, således må alle vi der er døende, hver og én, nu se hen til Jesus Kristus, „den sidste Adam“, dersom vi skal vinde det evige liv. Der vil ikke komme nogen anden der er som Adam. Hvis vi ønsker at vinde evigt liv på jorden må vi derfor vinde det gennem denne „sidste Adam“, Jesus Kristus.
15. Hvorledes ligner Adam og Jesus hinanden hvad deres sønneforhold angår?
15 Da Jesus Kristus levede her på jorden var han, ligesom i sin tidligere tilværelse i himmelen, en søn af Gud. Adam, som han lignede, blev også skabt som en „søn af Gud“, men en jordisk søn. Den stamtavle der findes i Lukas 3:24-38 og som sporer Jesu Kristi jordiske slægtslinje tilbage til kong David, patriarken Abraham og profeten Noa, slutter med ordene: „Søn af Enosj, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud.“ Ligesom Jesus Kristus blev Adam skabt som en fuldkommen søn af Gud, og det skete for næsten 6000 år siden.
16, 17. Hvordan fik Adam en hustru, og hvad sagde Gud var hans vilje med dem?
16 For at Adam kunne få en passende jordisk medhjælp tog Jehova Gud et ribben fra Adams side og byggede med det som grundlag en hustru til Adam. Som følge heraf var kvinden Eva ben af Adams ben og kød af Adams kød. Ja, som Jesus Kristus selv sagde om andre ægtepar var Adam og Eva ikke to men „ét kød“. (1 Mos. 2:7-23; Matt. 19:4-6) Derpå forklarede Gud, deres Skaber og Fader, dem hvad der var hans vilje med dem, som vi læser det i Første Mosebog 1:28:
17 „Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“
18. Hvad var det ikke Guds vilje at Adam og Eva skulle give deres efterkommere i arv?
18 På denne måde skulle der fremstå en hel verden af mennesker. Det var ikke synd og ufuldkommenhed, men retfærdighed og jordisk fuldkommenhed disse to første mennesker skulle give deres efterkommere i arv. Dersom de ikke syndede ville døden, som er straffen for at synde, ikke komme ind i verden og trænge igennem til alle deres efterkommere. Gud havde advaret Adam mens han endnu var alene i Edens have: „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mos. 2:17.
19. Hvilken straf for synd og ulydighed fremholdt Gud for Adam, og ville det skyldes uvidenhed dersom han syndede?
19 Her er noget vi ikke må overse. Gud sagde ikke til Adam at han ikke behøvede at tage det så tungt hvis han var ulydig mod denne guddommelige befaling og døde, for Gud, hans himmelske Fader, ville sørge for at han blev genløst og oprejse ham fra de døde for at han kunne få endnu en lejlighed til at vinde et evigt liv på jorden i Edens have. Hvordan ville det have virket dersom Gud havde givet Adam et sådant håb? Det ville have været en opmuntring for Adam til at synde når han blev fristet. Det ville have svækket Guds advarsel om at det betød døden at være ulydig mod ham. I overensstemmelse hermed viser Bibelen at det var døden uden noget håb om udfrielse herfra, der ventede Adam dersom han syndede. Der ville ingen undskyldning være for hans synd. Dersom han syndede ville det ikke være af uvidenhed.
20. Hvorfor kunne Adam drages til ansvar for sin synd, og hvad ville være straffen for hans synd?
20 I Romerbrevet 5:13 skriver apostelen Paulus: „Synden tilregnes ikke, hvor der ingen lov er.“ Men dér i Edens have fandtes der en klart formuleret lov som den højeste Lovgiver havde udstedt. Da Adam brød denne lov blev han derfor en synder. Han måtte stå til regnskab for den synd han havde begået og han måtte betale prisen, evig død, ved at vende tilbage til den jord hvoraf han var taget.
21. (a) Hvilke to muligheder havde Adam at vælge imellem? (b) Hvornår kunne døden have ramt Adam og Eva dersom de syndede?
21 Adam havde følgelig to muligheder at vælge imellem: Han kunne vælge et evigt liv på jorden eller en evig død i jordens støv. (1 Mos. 3:19; 2:7) Det blev heller ikke lovet Adam og Eva at de, dersom de syndede før de fik børn, skulle slippe for at lide en øjeblikkelig død og få lov at leve længe nok til at sætte børn i verden og således give menneskeslægten en start. Den dødsstraf Adam og Eva nedkaldte over sig ved deres synd kunne derfor være ensbetydende med at de døde barnløse, idet der ikke var givet dem noget løfte om at eksekveringen af deres dom ville blive udsat ni måneder eller mere, indtil de havde fået børn der var født under dødens forbandelse.
22. Var det planlagt eller bevidst synd fra Adams side? Forklar nærmere.
22 Bibelen viser at Adam ikke planlagde sin synd. Det var den store frister, en falden engel fra de usynlige himle, der forledte Adam til at synde. Ved et bedrag fik han først Eva, Adams hustru, til at overtræde Guds lov. Ved hjælp af den nu syndige Eva tilskyndede Fristeren Adam til at overtræde Guds lov, idet Adam gav efter for hende og gjorde sig medskyldig i hendes synd. Da Adam blev stillet for den højeste Dommer og skulle gøre regnskab for sin synd sagde han: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ (1 Mos. 3:12) Adam, der var skabt i Guds billede og lighed, var intelligent nok til at vide at han syndede mod Guds klart formulerede lov. Han syndede med vilje.
23. Hvorfor fortjente Adam, ifølge 1 Timoteus 2:13, 14, en evig død?
23 Som bevis for at Adam syndede med vilje skrev apostelen Paulus: „Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse.“ (1 Tim. 2:13, 14) Derfor fortjente Adam med rette at blive dømt til døden, en evig død, uden noget håb om en opstandelse.
24. Hvordan lød den straf der ifølge 1 Mosebog 3:17-19 blev udtalt over Adam, og indeholdt den noget håb om en opstandelse?
24 Da Gud, den højeste Dommer, udtalte dommen over Adam, mildnede han ikke straffen ved at give ham håb om en opstandelse men sagde til Adam: „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 3:17.
25. Indeholdt Guds udtalelse til slangen i 1 Mosebog 3:15 noget håb for Adam?
25 Adam forstod ikke og kom aldrig til at forstå hvad Gud mente med det han sagde til slangen. For ham at se var det kun til selve slangen at Gud sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Adam, der ikke forstod det løfte der lå gemt i denne udtalelse, havde kun den evige død i vente.
26. (a) Hvilke klædningsstykker gav Gud den syndige Adam og Eva, og havde dette nogen symbolsk betydning? (b) Hvorfor drev Gud Adam ud af Edens have?
26 Den syndige Adam og Eva følte sig nu skamfulde både over for Gud og over for hinanden fordi de var nøgne. Det var derfor barmhjertigt af Gud at han gjorde som det beskrives i Første Mosebog 3:21: „Derpå gjorde Gud [Jehova] skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed.“ Disse solide klædningsstykker erstattede de mindre holdbare som de havde fremstillet af figenblade. Der er ingen grund til at tillægge dette at Gud klædte dem med skind fra nogle dyr (hvad enten det nu har været fra hjorte, bjørne, geder, får eller andre store dyr) nogen symbolsk betydning, som om Gud profetisk ville skildre at han ville dække deres forsætlige synd med et forsoningsoffer hvis blod skulle udgydes. Gud gav blot Adam og Eva en mere passende klædedragt før han drev dem ud af den paradisiske Edens have, bort fra „livets træ“. Gud drev Adam ud for at han ikke skulle „række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig“. (1 Mos. 3:22, 23) Dette viser at Gud drev Adam og Eva ud for at de kunne lide en evigvarende død.
27. (a) Er der noget der viser om Adam fik tilgivelse før sin død? (b) Blev Hades eller Sheol til ved hans død?
27 Angrede Adam mens han var i Edens have og bad han Gud om tilgivelse for sig selv og sin hustru? Hvis ikke, hvorfor skulle Gud da dække Adam med skindklæder for at skildre et sonoffers dækkende virkning? Der findes ikke den mindste antydning i Bibelen af at Adam angrede og bad om at der måtte blive vist ham og hans hustru guddommelig barmhjertighed, eller af at han lagde blot nogen tro på kvindens lovede sæd der skulle knuse Slangens hoved, for dagen. Efter at der i Første Mosebog 3:20 berettes at „Adam kaldte sin hustru Eva“, findes der ingen beretning om hvad Adam derefter har sagt eller hvad han har følt, bortset fra at han kaldte en af sine sønner Set. I beretningen om Adams historie siges der blot: „Således blev hans [Adams] fulde levetid 930 år, og derpå døde han.“ (1 Mos. 5:1-5) Eftersom ingen bibelsk beretning siger noget andet må Adam være død som en forsætlig synder. Da han døde eksisterede Sheol eller Hades, den fælles grav for de døde i jordens støv, allerede, men gik Adam dertil?
28. (a) Hvornår blev Sheol eller Hades til? (b) Udtrykte Adam sig da sådan som Jakob senere gjorde, ifølge 1 Mosebog 37:35?
28 Sheols eller Hades’ eksistens kan i hvert fald føres tilbage til otte hundrede og et år før Adams død, nemlig til Abels død, idet Adams søn Set blev undfanget kort efter at Abel var blevet dræbt af sin ældre broder Kain og Adam ved Sets fødsel var 130 år gammel. (1 Mos. 4:1-11, 25, 26; 5:4) Medmindre der af forskellige grunde forekom dødsfald før Abel led martyrdøden, blev Sheol eller Hades til ved Abels død. Abel døde som et trofast vidne for Jehova Gud og Bibelen lover ham en opstandelse fra de døde. (Hebr. 11:4 til 12:3, 24) Men der findes ingen beretning om at Adam, Abels fader, ved Abels død og begravelse sagde som patriarken Jakob da dennes elskede søn Josef var forsvundet: „I min sørgedragt vil jeg stige ned til min søn i Dødsriget [Sheol eller Hades, LXX]!“ (1 Mos. 37:35) Det er sandt at den retfærdige Abel ved sin død som martyr gik til Sheol (Hades), men hans fader Adam samledes ikke med ham dér otte hundrede år senere, for såvel Adam som hans hustru Eva gik til den evige tilintetgørelse som skildres ved Gehenna.
29. Hvilken slutning drager nogle måske på grund af Evas ord i 1 Mosebog 4:1, men hvorfor var det kun passende at hun sagde således?
29 Nogle vil måske gøre indvendinger mod at Eva skulle være blevet dømt til tilintetgørelse, og henvise til hendes udtalelser der kunne tyde på at hun mente Gud handlede til gunst for hende. Da hendes første søn blev født nævnede hun for eksempel Guds navn og gav udtryk for at hun havde fået sin søn med Jehovas hjælp. Første Mosebog 4:1 lyder: „Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: ’Jeg har fået en søn med [Jehovas] hjælp!’“ Men på baggrund af de ord Jehova havde udtalt i sin dom over Eva fordi hun havde syndet, var det kun passende at Eva sagde således. Jehovas dom lød: „Jeg [Jehova] vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ (1 Mos. 3:16) Jehova udtalte ikke disse ord som en velsignelse over Eva, men det var givetvis heller ikke i egen kraft, på grund af en slags udvikling, at Eva fødte sin første søn og senere andre børn.
30. Hvad havde Jehova Gud, i overensstemmelse med Evas ord, tilladt, og hvad blev opfyldt på hende?
30 Endvidere: Dersom Gud straks havde udslettet Adam og Eva i stedet for at lade dem dø gradvis over en periode på mange år, i hvilke Eva kunne sætte børn i verden, ville Eva slet ikke have født denne første søn Kain. Dersom hun med sine ord ved Kains fødsel og navngivelse nærede nogen tanke om at hun skulle være den kvinde som Gud omtalte over for slangen, tog hun i høj grad fejl. (1 Mos. 3:15) Gud opfyldte blot de ord som han havde udtalt i sin dom over hende, nemlig at han ville mangfoldiggøre hendes svangerskabs møje.
31. Er Evas ord i 1 Mosebog 4:25 et udtryk for at Jehova brugte hende som sin første profetinde, og hvorledes er 1 Timoteus 2:12-14 en hjælp til at besvare dette spørgsmål?
31 Angående Evas ord efter Abels død læser vi i Første Mosebog 4:25: „Adam kendte på ny sin hustru, og hun fødte en søn, som hun gav navnet Set; ’thi,’ sagde hun, ’Gud har sat mig andet afkom i Abels sted, fordi Kain slog ham ihjel!’“ Det er ikke tænkeligt at Jehova Gud her brugte Eva som sin første profetinde eftersom hun var en synder der var dømt til døden og desuden var en bedraget kvinde, hvilket apostelen Paulus gør opmærksom på i Første Timoteusbrev 2:12-14: „At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed. Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam [manden], som blev bedraget, men kvinden [Eva] blev bedraget og faldt i overtrædelse.“ Da Eva spiste den forbudte frugt lod hun hånt om Guds første profet Adam.
32, 33. (a) Beviser det at menneskeslægtens stamtavle kan føres tilbage til Set at Evas ord om ham var profetiske? (b) Var Eva ene om at navngive Set, og viser hendes ord at hun har mulighed for at blive frelst?
32 Det er sandt at menneskeslægtens stamtavle kan føres tilbage til Set og ikke til Abel, men det er ikke noget bevis for at Eva som Guds profetinde udtalte en inspireret profeti da hun fødte Set og gav ham navn. Men fordi Gud havde tilladt Eva at leve så længe og fordi hun i en alder af et hundrede og tredive år ikke havde mistet evnen til at sætte børn i verden, kunne Eva med rette og især i lyset af de ord Gud havde udtalt i sin dom over hende, tilskrive Gud æren for Sets fødsel. — 1 Mos. 3:16.
33 Eva kunne med rette anerkende den dreng der blev født efter Abel som en erstatning for ham og følgelig kalde ham Set, der betyder „sat, anbragt, udnævnt“. Husk også at Første Mosebog 5:3 siger: „Da Adam havde levet 130 år, avlede han en søn, som var ham lig og i hans billede, og han [Adam] kaldte ham Set.“ Evas ord da hun navngav Set kan derfor ikke bruges som et uomstødeligt argument for at Eva talte som profetinde og derfor ikke var dømt til evig udslettelse men havde håb om at få gavn af Guds frelsesforanstaltning.
34 (a) Hvad viser 1 Timoteus 2:14 med hensyn til det undskyldelige i at Eva blev „bedraget“? (b) Hvilket spørgsmål rejser Paulus’ næste ord i 1 Timoteus 2:14, 15?
34 Det er sandt at Eva, som apostelen Paulus siger, blev „bedraget“ af slangen i Edens have, men det undskylder hende ikke, for Paulus siger videre at Eva „faldt i overtrædelse“. Hun havde syndet imod Guds lov skønt hendes ord til slangen viste at hun udmærket kendte denne lov. (1 Tim. 2:14; 1 Mos. 3:1-3) Men hvad med Paulus’ næste ord? Beviser de ikke at i det mindste Eva, om ikke også hendes mand Adam, vil blive frelst? Paulus siger: „Kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse. Men hun skal frelses [bevares, NW] under opfyldelse af sit moderkald [ved børnefødsel, NW] — hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed.“ (1 Tim. 2:14, 15) Når Paulus her siger „men hun skal frelses [bevares, NW] under opfyldelse af sit moderkald“ hentyder han imidlertid ikke til Eva. Hvorfor ikke?
35. Hvorfor er det ikke Eva Paulus her hentyder til, når han bruger ordet „hun“?
35 Paulus havde netop drøftet kvindens plads i den kristne menighed. Det var derfor kun i denne forbindelse han henviste til Eva, idet han ville vise hvorfor han ikke tillod en kvinde at være lærer i menigheden. Paulus sagde: „Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed.“ Efter at Paulus har brugt Eva som et eksempel for at belyse sin grund til at udelukke en kvinde fra at undervise i menigheden, henviser han atter til den udelukkede „kvinde“ eller til kvindekønnet og siger at hun vil blive bevaret åndeligt „under opfyldelse af sit moderkald“ eller „ved børnefødsel“ fremfor ved at undervise i menigheden.
36, 37. Hvilke moderne bibeloversættelser viser at det ikke er Eva der hentydes til i 1 Timoteus 2:15?
36 I harmoni hermed lægger vi mærke til hvordan moderne oversættelser gengiver Første Timoteusbrev 2:15: An American Translation gengiver verset således: „Men de skal frelses ved moderskabet dersom de vedbliver med at have tro og at være kærlige og hellige, såvel som fornuftige.“ A New Translation of the Bible af dr. James Moffatt lyder: „Kvinderne vil imidlertid blive frelst ved børnefødsel, dersom de vedbliver at være trofaste og kærlige og hellige såvel som fordringsløse.“
37 The Holy Bible Revised Standard Version siger: „Men kvinden skal blive frelst ved at føde børn, dersom hun fortsætter i tro og kærlighed og hellighed, med beskedenhed.“ The Holy Bible from Ancient Eastern Manuscripts af George M. Lamsa siger: „Men dersom hendes efterkommere fortsætter i tro og er hellige og kyske, skal hun leve ved dem.“ The New Testament A Translation in the Language of the People af Chas. E. Williams siger: „Men kvinder skal blive frelst ved moderskab, dersom de vedbliver med at leve i tro, kærlighed og renhed, blandet med sund fornuft.“ The New Testament in Plain English af Charles Kingsley Williams siger: „Men kvinden skal blive frelst ved børnefødsel, dersom hun fortsætter i tro og kærlighed og hellighed med beskedenhed.“ — 1 Tim. 2:15.
Får Adam og Eva gavn af genløsningen?
38. Hvilket spørgsmål angående Adam og Eva opstår der når vi læser 1 Timoteus 2:5, 6?
38 Det ses tydeligt at de ovennævnte skriftsteder, som nogle mener taler til gunst for Eva og for at hun vil blive frelst under Guds rige, ikke indeholder noget afgørende bevis for at Eva vil få endnu en lejlighed til at vinde det evige liv. Disse forsøg på at finde argumenter der taler til gunst for Eva kommer følgelig heller ikke Adam til gode. Men vil ikke både Adam og Eva få gavn af Herren Jesu Kristi, „den sidste Adams“, genløsningsoffer? Ifølge Første Timoteusbrev 2:5, 6 sagde apostelen Paulus: „Mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum [en tilsvarende løsesum, NW] for alle.“ Har Adam og Eva, som Paulus nævner senere, i 1 Ti 2 vers 13 og 14, derfor ikke ret til at få del i de goder der skyldes denne „tilsvarende løsesum“? Det er der mange der mener.
39, 40. (a) Hvad er en løsesum, og hvad sagde Jesus herom i Mattæus 20:28? (b) Hvilken lov som Gud havde givet gennem Moses og som vedrørte betaling af en løsesum var Jesus kendt med?
39 En løsesum er noget værdifuldt der betales eller overrækkes en person eller en organisation der holder noget i fangenskab eller trældom, i den hensigt at udfri det der således holdes fanget. Ved at Herren Jesus Kristus led offerdøden gav han sig selv som en „tilsvarende løsesum“, hvilket vil sige at den værdi han betalte svarer nøjagtigt til det der blev holdt i trældom og som skulle udfries, genløses eller købes tilbage. Ifølge Mattæus 20:28 sagde Jesus: „Menneskesønnen [er] ikke . . . kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Jesus var godt inde i den lov som Gud ved sin mellemmand Moses havde givet Israels folk og som lød:
40 „Men hvis der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme. . . . Når en okse [som ikke vogtes] . . . dræber en mand eller kvinde, da skal oksen stenes, og dens ejer [som ikke havde efterkommet advarselen] skal også lide døden; men hvis der pålægges ham sonepenge, skal han betale så stor en løsesum for sit liv, som der kræves af ham.“ — 2 Mos. 21:23-30.
41. Hvad måtte Guds søn gøre for at blive en „tilsvarende løsesum“?
41 For at blive en „tilsvarende løsesum“ for menneskeslægten måtte Guds søn fra himmelen blive en fuldkommen mand der nøjagtigt lignede eller svarede til den fuldkomne Adam i Edens have. I denne hensigt blev han født som et menneskebarn af den jødiske jomfru Maria. Jehova Gud var imidlertid stadig hans Fader. Det var således ved et mirakel at han blev født fuldkommen og syndfri, idet han ikke arvede Adams synd. Da Jesus var tredive år gammel blev han af Johannes Døber døbt i vand som et symbol på sin indvielse til Gud og til at gøre den guddommelige vilje, og han var da et nøjagtigt modstykke til den syndfri, fuldkomne Adam i Edens have. Han var således i stand til at ofre sit jordiske liv eller sin sjæl som en „tilsvarende løsesum“ der kunne udfri menneskeheden fra synden og dens straf døden.
42. Vil de mange efterkommere af Adam og Eva få gavn af Jesu „tilsvarende løsesum“, og vil denne løsesum ikke først og fremmest komme Adam og dernæst Eva til gode?
42 Bibelen lærer tydeligt at mange af Adams og Evas efterkommere skal få gavn af Jesu Kristi „tilsvarende løsesum“ og vil få en opstandelse fra Sheol eller Hades med mulighed for at opnå jordisk fuldkommenhed på en paradisisk jord. Men hvordan forholder det sig med Adam og Eva? Eftersom Jesu jordiske sjæl og legeme svarede nøjagtigt til den fuldkomne Adams i Eden, vil den „tilsvarende løsesum“ som Jesus betalte så ikke først og fremmest komme Adam selv og dernæst Adams hustru Eva til gode? Ikke nødvendigvis!
43, 44. (a) Hvem tjente tilflugtsbyerne i Israel til gavn for, og hvordan virkede denne ordning? (b) Hvad sagde denne lov i 4 Mosebog 35:18-21, 30-32, om den forsætlige manddraber?
43 Lad os belyse det med et eksempel: I sin lov til Israels folk gennem profeten Moses forordnede Jehova at der skulle være seks „tilflugtsbyer“ som skulle ligge på strategiske eller let tilgængelige steder rundt omkring i Israel. Disse skulle være til gavn for den der uforsætligt gjorde sig skyldig i manddrab. Den uforsætlige manddraber kunne undslippe dødsstraffen ved at flygte for blodhævneren til den nærmeste tilflugtsby og forblive i den indtil den levit som da tjente som Jehovas ypperstepræst døde. (4 Mos. 35:9-29) Men hvordan forholdt det sig med en forsætlig manddraber, en morder? Guds lov om tilflugtsbyerne sagde:
44 „Manddraberen skal lide døden. Blodhævneren skal dræbe manddraberen; når han træffer ham, skal han dræbe ham. Og støder han [manddraberen] til ham [modparten] af had eller kaster noget på ham i ond hensigt, så han dør deraf, eller slår han ham med hånden i fjendskab, så han dør deraf, skal drabsmanden lide døden, thi han er en manddraber; blodhævneren skal dræbe manddraberen, når han træffer ham.“ „Når nogen slår et menneske ihjel, må man kun dræbe manddraberen efter flere vidners udsagn. Et enkelt vidnes udsagn er ikke nok til en dødsdom. I MÅ IKKE TAGE MOD SONEBØDE FOR EN MANDDRABER, NÅR HAN HAR FORBRUDT SIT LIV [I MÅ IKKE TAGE IMOD LØSEPENGE FOR EN MORDERS SJÆL SOM HAR GJORT SIG FORTJENT TIL AT DØ, NW]; han skal lide døden. Heller ikke må I tage mod sonebøde, således at den, der er tyet til sin tilflugtsby, før ypperstepræstens død kan vende tilbage og bosætte sig i landet.“ — 4 Mos. 35:18-21, 30-32.
45. Hvordan bør vi betragte det at Jehova nægtede at modtage nogen løsesum for den forsætlige manddraber?
45 Jehova Gud, som har givet alle skabninger liv, var i sin gode ret og handlede i overensstemmelse med retfærdighedens krav når han nægtede at tage imod en løsesum for den forsætlige manddraber og at lade ham leve under den jødiske ypperstepræsts beskyttelse.
46, 47. (a) Hvad siger Romerne 5:12-14 og 1 Timoteus 2:14 om Adam som den ansvarlige? (b) Hvad kunne Adam havde ødelagt muligheden for?
46 Det samme gør sig gældende i forbindelse med Guds handlemåde over for Adam og Eva. Om Adam, som var den mest ansvarlige, siger Romerbrevet 5:12-14: „Ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede — . . . dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i lighed med Adams.“
47 Gennem Adam kom synden og dens straf døden ind i verden. Adam blev således ansvarlig for den synd og død der har ramt alle hans efterkommere og for den vanære som dette har bragt over hans Skabers, Jehova Guds, hellige navn. Der var ikke tale om en uforsætlig handling for Adams vedkommende. „Det var ikke Adam, som blev bedraget.“ (1 Tim. 2:14) Han vidste at han overtrådte Guds lov om ikke at spise af frugten på træet til kundskab om godt og ondt. Han vidste at han fulgte en handlemåde der betød døden for Guds hånd, og han kunne have forventet at hans dødsdom var blevet eksekveret inden for den selv samme fireogtyve timers dag, uden at han havde haft mulighed for at blive fader. Han kunne således have ødelagt alle muligheder for liv for sine efterkommere. Da Adam ved Guds ufortjente godhed fik lov til at sætte børn i verden, blev de alle født i synd og under dødens fordømmelse, uden ret til liv.
48. (a) Hvad kan der siges om grunden til at Gud nægtede at modtage nogen løsesum for Adam? (b) Hvordan forholder det sig med hensyn til Adams og Evas afkom?
48 Fordi Adam, til trods for Guds tydelige advarsel, med vilje bragte død over alle sine efterkommere var han en forsætlig morder, og Eva var delagtig med ham i denne forsætlige overtrædelse. Jehova, som handlede i overensstemmelse med den lov han senere gav angående de israelitiske „tilflugtsbyer“, ville derfor nægte at modtage nogen løsesum for Adam og Eva og ville ikke lade dem få gavn af sin ypperstepræst Jesu Kristi præstegerning. Men med hensyn til den menneskeslægt der nedstammede fra dem var Gud i sin gode ret til at modtage det genløsningsoffer som hans ypperstepræst Jesus Kristus bragte til gavn for dem, idet deres synd ikke var forsætlig men skyldtes deres arv fra Adam.
49. Vil Adams søn Kain få gavn af genløsningen?
49 Hvad Adams første søn Kain angår tilbageholder Gud med rette goderne af Kristi genløsningsoffer fra ham, for Jehova Gud advarede direkte Kain og alligevel myrdede denne i ondskab sin gudfrygtige broder Abel. Det er derfor rimeligt at slutte at hverken Kain eller hans forældre Adam og Eva vil få nogen opstandelse fra de døde.
[Illustration på side 295]
Adam og Eva drives ud af Eden