Har du begået en utilgivelig synd?
TIL tider modtager Vagttårnets selskab breve fra indviede kristne som er nedslåede, mismodige og opfyldt af bekymring. De nærer en overdreven skyldfølelse og en følelse af uværdighed, de fordømmer sig selv. Plaget af en dårlig samvittighed spekulerer de på om der er noget håb for dem. Kort sagt, de føler at de har begået en utilgivelig synd.
At begrebet utilgivelig synd eksisterer, viser Bibelen klart. Jesus Kristus sagde ved en lejlighed: „Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives.“ En af hans efterfølgere udtalte sig i lignende vendinger: „Når mennesker én gang er blevet oplyst . . . og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen.“ „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom.“ Ja, som en anden bibelskribent siger: „Der er en synd til døden,“ og den skal vi ikke bede om tilgivelse for. — Matt. 12:31; Hebr. 6:4-6; 10:26, 27; 1 Joh. 5:16.
Det er naturligvis kun Dommeren, Jehova Gud selv, der ved om en kristen har begået en utilgivelig synd. Men højst sandsynligt har han det ikke; alene den kendsgerning at den kristne er nedtrykt og dybt berørt af det der er sket, tyder på at han ikke har begået en utilgivelig synd, og det i særdeleshed hvis han er fuldstændig overvældet af sorg og angrer det han har gjort.
En kort undersøgelse af nogle bibelske eksempler på utilgivelig synd og tilgivelig synd, skulle kunne kaste lys over spørgsmålet og bringe trøst. Af disse eksempler vil det fremgå at det ikke så meget er et spørgsmål om hvilken slags synd der er tale om; det er snarere motivet og hjertetilstanden, eventuel forsømmelighed og egenrådighed der er afgørende for om synden er tilgivelig eller ej. Eksemplerne viser at det er den der med overlæg fremturer i synd efter at han har lært sandheden at kende, der ikke kan få tilgivelse for sine synder. Det vil også være gavnligt at vi her ser på hvad den der har begået en synd kan gøre for at genvinde sin åndelige ligevægt og sin glæde i Jehovas tjeneste.
Den synd det jødiske præsteskab begik da det modstod Jesus, var utilgivelig. Præsterne så Guds hellige ånd virke gennem Jesus når han gjorde sine gode gerninger og udførte mirakler til velsignelse for mennesker og til ære for Gud, men af selviske grunde tilskrev de ondskabsfuldt Beelzebul, Satan Djævelen, denne magt. De spottede derved Guds hellige ånd, en synd der ikke kunne tilgives „hverken i denne verden eller i den kommende“. — Matt. 12:22-32.
Judas’ synd var ligeledes utilgivelig da den var overlagt selvisk. Det at han forrådte sin Mester var i virkeligheden kun højdepunktet af det hykleri og den uærlighed han i almindelighed lagde for dagen. Han var en tyv og stjal af de midler der var ham betroet. Judas gjorde indvendinger da han så Maria salve Jesus med kostbar salve, og Jesus irettesatte ham. Optændt af et selvisk had gik Judas nu til de religiøse ledere og købslog om at forråde Jesus for tredive sølvpenge. Det var ikke så mærkeligt at Jesus kaldte Judas „fortabelsens søn“ og sagde at det ville have været bedre om han aldrig var blevet født. Da Judas så konsekvenserne af sin onde handling fortrød han, men han kunne ikke bringe sig til omvendelse fordi han havde fremturet i selviskhed og handlet med overlæg. — Matt. 26:6-16; Mark. 14:21; Joh 12:1-8; 17:12.
Sådanne utilgivelige synder står i slående modsætning til dem Gud har tilgivet. Davids alvorlige synd blev således tilgivet — dog må vi ikke glemme at han måtte tage sin straf. Når David fik tilgivelse var det fordi han i så mange år havde tjent trofast, fordi hans anger var oprigtig, og fordi Gud havde indgået en pagt med ham. Af lignende grunde fik Peter tilgivelse efter at han havde fornægtet Mesteren. Han havde tjent sin herre i oprigtighed — ulig Judas — og hans synd skyldtes kødelig svaghed, derfor var anger og tilgivelse mulig for ham. — 2 Sam. 12:7-14; Sl. 51:1-19; Matt. 19:27; 26:69-75.
Bøn om tilgivelse
De her nævnte eksempler på synd som Gud tilgav og på synd som han ikke tilgav, viser at den oprigtigt angrende kristne kan komme til Gud og tillidsfuldt bede om tilgivelse, og det af flere fornuftige, bibelske grunde:
Han kan bede under henvisning til den nedarvede synd, sådan som David gjorde: „Se . . . min moder undfanged mig i synd.“ Han kan også bede om tilgivelse under henvisning til den trofaste tjeneste han har bag sig. Desuden kan han bede i fortrøstning til Guds barmhjertighed: „Du er forladelsens Gud, nådig og barmhjertig.“ Guds navn er også et grundlag hvorpå man kan bede: „For dit navns skyld, [Jehova], tilgive du min brøde, thi den er stor.“ I en anden bøn sagde David: „Fri mig fra blodskyld, Gud, . . . så skal min tunge lovsynge din retfærd.“ I ganske særlig grad er Jesu genløsningsoffer det grundlag hvorpå kristne kan bede Gud om tilgivelse: „I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse.“ — Sl. 51:7; Neh. 9:17; Sl. 25:11; 51:16; Ef. 1:7.
Hvad kan en kristen gøre hvis han har syndet og føler sig uværdig til at bede fordi han er blevet åndelig syg? „Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham.“ — Jak. 5:14, 15.
Selv om synden er af så alvorlig karakter at den kræver udstødelse, er det ikke dermed sagt at den er utilgivelig. Vil man være sikker på at man opnår Guds tilgivelse må man imidlertid rette sig efter hans lov og bekende sin synd over for de ansvarlige tjenere i menigheden og villigt underkaste sig den tilmålte straf. At en synd af den art kan tilgives, fremgår af det apostelen Paulus sagde i et sådant tilfælde: „Vedkommende har nok i den straf, han har fået af de fleste, så I nu tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse.“ — 2 Kor. 2:6-8.
Hvis man er overtræt, hvad der måske skyldes overdreven samvittighedsfuldhed, kan man ofte føle sig ængstelig for at man har begået en utilgivelig synd. Lad derfor aldrig Djævelen gøre dig mismodig, så du opgiver at tjene Gud og gøre hvad der er ret, fordi du forestiller dig at du har begået en utilgivelig synd. Jehova Guds veje er ikke alene vise men fremfor alt kærlige. Hvis han ikke har behag i den ondes død, har han sandelig langt mindre behag i at miste en af sine tjenere. Hent derfor styrke i Guds ord, ikke mindst fra så trøstende afsnit som Salme 103. Kom sammen med dine kristne brødre og tag del i Guds gerning i den udstrækning dine evner og muligheder rækker. Gør du det, vil du vokse i tro, håb og kærlighed, og du vil blive befriet for frygten for at have begået en utilgivelig synd. — 1 Kor. 13:13.