Hvorfor Guds arbejdsmark vil bære frugt

 1. Hvilket andet græsk ord skal vi nu betragte nærmere, og hvor mange steder anvendes det i De kristne græsk Skrifter?

EFTER nu at have fået en mere korrekt forståelse af ordet aións anvendelse i De kristne græske Skrifter er vi bedre i stand til at skelne mellem dette ord og det andet græske ord hvis betydning vi vil undersøge, nemlig kósmos. Dette ord anvendes 187 gange af de inspirerede bibelskribenter, hovedsagelig af apostelen Johannes. King James-oversættelsen gengiver konsekvent ordet med „world“, verden, undtagen ét sted, nemlig i 1 Peter 3:3, hvor kósmos er gengivet med „adorning“, prydelse. Det samme gælder New World Translation: Den oversætter 186 gange kósmos med „world“, verden, og én gang, i 1 Peter 3:3, med „adornment“, prydelse.a Ordet kosmetik er afledt af dette ord.

 2. Hvorfor anvendes udtrykket ’et nyt kósmos’ aldrig i de inspirerede skrifter?

² Interessant er det at bemærke at de inspirerede skribenter taler om nye himle og en ny jord og det ny Jerusalem, men at de aldrig anvender udtrykket ’et nyt kósmos’. Grunden hertil begynder vi at forstå når vi ser at ordet kósmos i Bibelen omfatter eller har at gøre med menneskene på jorden, hele den menneskelige familie, hele menneskeslægten, og vi skal ikke have en ny menneskelig familie her på jorden. Menneskeslægten er blevet genløst, idet Guds søn, Jesus Kristus, døde om et fuldkomment menneske og ved sit offer tilbagekøbte til menneskene hvad den fuldkomne Adam i Edens have havde forspildt for dem ved sin synd. — 2 Pet. 3:13; Åb. 3:12; 21:1, 2.

 3. Hvad er den simpleste betydning af ordet kósmos?

³ Som Peters brug af ordet i hans første brev, kapitel 3, vers 3, viser, er den simpleste betydning af ordet kósmos „orden, ordning“, samt „prydelse, skønhed, smykke“, fordi noget der er velordnet også har en vis skønhed. I overensstemmelse hermed betyder kósmos i De kristne græske Skrifter ofte den ordning der har tilknytning til menneskeheden som et hele. De inspirerede bibelskribenter bruger således ofte ordet kósmos til at betegne den omgivelsernes ramme, den ordning, som et menneske fødes ind i og som det lever i og til en vis grad må respektere og tage hensyn til. Den ramme der omgiver menneskene og får indflydelse på dem er blevet opbygget her på jorden. Lad os nu betragte nogle af de skriftsteder hvor ordet er anvendt i denne betydning.

4-6. Hvilken betydning har ordet kósmos i Johannes 16:21, 1 Korinter 14:10, 11 og 1 Johannes 3:17?

⁴ Jesus Kristus sagde til sine trofaste apostle kort før han skulle gennemgå store lidelser: „Når kvinden føder, sørger hun, fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, tænker hun ikke mere på, hvad hun har lidt, af glæde over, at et menneske er født til verden [kósmos].“ (Joh. 16:21) Dette betyder ikke i første række at et menneske er blevet født ind i den menneskelige familie, men her tænkes på de forhold og omgivelser som den nyfødte skal vokse op i.

⁵ Da apostelen Paulus gav de kristne vejledning om at de ved deres møder skulle tale så alle kunne forstå det, sagde han: „Der er i verden, hvem ved hvor mange slags sprog, og der er intet af dem, der ikke har sine bestemte lyde. Hvis jeg nu ikke er inde i sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler, og den, der taler, som en fremmed over for mig.“ (1 Kor. 14:10, 11) Under de forhold og omstændigheder der omgiver menneskene nu, findes der et utal af sprog og dialekter — ikke mindre en 2796 — der hver har mange forskellige lyde, ligesom der er mange andre lyde, for eksempel musikinstrumenternes. Alle hører de dog til det menneskelige erfaringsområde.

⁶ Apostelen Paulus gav følgende eksempel på manglende kristen kærlighed: „Men den, der har jordisk gods [denne verdens midler til livets opretholdelse, NW] og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?“ (1 Joh. 3:17) Hvis en kristen har de midler til livets opretholdelse som muliggøres af denne verden, som han og hans broder lever i, skal han dele med sin trængende broder for at vise sin kærlighed i praksis.

 7. Hvem er det ifølge Jesu ord der behersker forholdenes ydre ramme, og hvordan støttes denne forståelse af Lukas 4:5-8?

⁷ Jesus Kristus afslørede kort før han blev forrådt til sine fjender hvem det er der usynligt behersker denne forholdenes ydre ramme, der øver sin indflydelse på alle mennesker. Han sagde: „Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Jeg skal ikke længere tale meget med jer; thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til; . . . denne verdens fyrste er dømt.“ (Joh. 12:31; 14:30; 16:11) Denne verdens usynlige hersker havde intet tag i Jesus da denne befandt sig ved slutningen af sin jordiske gerning, lige så lidt som han havde tag i Jesus da denne forberedte sig til at påbegynde sin tjeneste som Messias eller Kristus. På det tidspunkt havde Jesus fastet i ørkenen i næsten fyrretyve dage. „Så førte Djævelen ham op og viste ham i et øjeblik alle jordens riger og sagde til ham: ’Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.’“ Her erklærede Satan selv at han var denne verdens usynlige fyrste, men Jesus afslog at slå en handel af med ham. — Luk. 4:5-8.

 8. Hvordan kunne Jesus som menneske overvinde verden?

⁸ Som et fuldkomment menneske af kød og blod overvandt Jesus denne verden før han forlod den. Om den sidste påske Jesus fejrede sammen med apostlene læser vi: „Jesus vidste, at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen,“ og kort efter vaskede han disciplenes fødder. (Joh. 13:1-5) Senere på aftenen sagde han til dem: „Jeg udgik fra Faderen og er kommen til verden; jeg forlader verden igen og går til Faderen. . . . I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ (Joh. 16:28, 33) Han gav selv et levende eksempel på hvordan man efterfølger de ord han tidligere havde udtalt: „Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.“ (Joh. 12:25) Ved at ofre sit liv som menneske viste Jesus sig værdig til udødeligt liv hos sin himmelske Fader.

 9. Hvilken anden betydning har ordet kósmos, og hvordan fremgår dette af Lukas 12:29, 30?

⁹ Andre skriftsteder kunne anføres som eksempler på brugen af kósmos i betydningen den ydre ramme der omgiver hele menneskeslægten og som man fødes ind i under de nuværende forhold. (Matt. 16:26; 24:21; Joh. 18:36; Rom. 5:12) Men vi går nu over til at betragte brugen af ordet i en anden betydning, en betydning som kun de kristne brugte ordet i og som må have forekommet hedningerne eller de ikke-kristne meget mærkelig. Denne nye betydning var den at de brugte ordet kósmos om hele menneskehedens masse uden for og i modsætning til den kristne menighed. Ordet anvendes i denne betydning dér hvor Jesus siger til disciplene at de ikke skal bekymre sig om deres materielle fornødenheder, og derefter tilføjer: „Thi efter alt det søger hedningerne i verden [verdens nationer, NW]; men jeres Fader ved, at I trænger til disse ting.“ — Luk. 12:29, 30.

10. Anfør skriftsteder hvor ordet kósmos anvendes i denne anden betydning.

¹⁰ Om denne verden som en modsætning til disciplene sagde Jesus: „Sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig.“ (Joh. 14:17, 19) Han advarede dem på forhånd om verdens had da han sagde: „Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 15:18, 19; 7:7; 1 Joh. 3:13) I den sidste bøn han bad sammen med sine apostle sagde han: „Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine. Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 17:9, 14.

11. Giv eksempler på at Paulus, Jakob og Johannes anvender ordet i den betydning der er anført i paragraf 9.

¹¹ Som følge af at verden var fremmed for Gud og fjendtligt indstillet over for hans folk skrev Paulus: „Ved hjælp af Kristus forligte [Gud] en verden med sig, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han betroede os forligelsens ord. Vi er derfor ambassadører i Kristi sted som om Gud rettede en indtrængende anmodning gennem os. På Kristi vegne beder vi: Lad jer forlige med Gud.“ (2 Kor. 5:19, 20, NW; 7:10) Disciplen Jakob giver de kristne følgende advarsel om mennesker der er fremmede for Gud: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig uplettet af verden.“ „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 1:27; 4:4) Grunden hertil får vi at vide når vi læser apostelen Johannes’ ord: „Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Vi bør ikke elske verden. — 1 Joh. 2:15-17.

Guds arbejdsmark

12. Hvilken tredje betydning anvendes ordet kósmos i, og hvordan understreger Johannes 1:9, 10 og 29 denne betydning?

¹² En tredje betydning af det græske ord kósmos møder vi i de skriftsteder hvor det anvendes om menneskene som helhed, hele den menneskelige familie, menneskeslægten, alle mennesker tilsammen, uanset deres moral eller livsførelse, blot betragtet som mennesker der er skabt af Gud. Ud fra denne synsvinkel siges der i Johannes 1:9, 10: „Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke.“ Fra den samme synsvinkel kunne Johannes Døber pege på Jesus Kristus og sige: „Se Guds lam, som borttager verdens synd!“ — Joh. 1:29, fodnoten; 1 Joh. 2:2.

13. (a) Forklar med denne betydning i tanke hvad samaritanerne i Sykar (Joh. 3:10, 17) mente om Jesus. (b) Hvilken verden tænkes der på når det om Jesus og dernæst disciplene siges at de er „verdens lys“?

¹³ Med tanke på de mennesker der lever inden for den nu eksisterende ordning sagde Jesus til den jødiske rådsherre Nikodemus: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.“ (Joh. 3:16, 17) Samaritanerne i byen Sykar brugte ordet i den samme betydning da de, efter at Jesus havde givet sig til kende som Messias eller Kristus over for den samaritanske kvinde og efter at de selv havde hørt ham tale, sagde: „Vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ Han var ikke blot jødernes frelser, men også samaritanernes og andre folkeslags frelser. (Joh. 4:42) I overensstemmelse hermed sagde Jesus offentligt til jøderne: „Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ „Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.“ (Joh. 8:12; 9:5) Dernæst må disciplene være verdens lys. — Matt. 5:14-16; Fil. 2:15.

14. Hvad skrev Peter om Jesus som offerlammet?

¹⁴ Om Jesus, der sammenlignedes med et offerlam, skrev apostelen Peter: „I blev udfriet . . . med dyrebart blod, som med blodet af et lydefrit og uplettet lam, ja Kristi blod. Sandt er det at han var forud sendt før verdens grundlæggelse [græsk: katabolé], men han blev åbenbaret ved tidernes ende for jeres skyld.“ — 1 Pet. 1:18-20, NW.

15, 16. (a) Hvornår fandt „verdens grundlæggelse“ sted? (b) Hvordan støttes denne forståelse af en udtalelse af Jesus?

¹⁵ Jesus blev åbenbaret som Messias eller Kristus i årene 29-33 (e. Kr.), ved „tidernes ende“, ikke ved „verdens grundlæggelse“. Derfor må „verdens grundlæggelse“ have fundet sted på et tidligere tidspunkt. Hvornår? Da Adam og Eva blev uddrevet af Edens paradis og dømt til døden, eller mere nøjagtigt, da Adam og Eva fik børn der kunne udfries fra den død de havde arvet fra Adam. (Rom. 5:12, 13) Så vidt som den bibelske beretning viser, var Abel den første i denne menneskehedens verden der viste sig værdig til at blive genløst.

¹⁶ At verdens (kósmos’) grundlæggelse skal fastsættes til dette tidspunkt, fremgår af de ord Jesus sagde til de jødiske ledere, som pønsede på at få ham dræbt: „Altså er I vidner om jeres fædres gerninger og bifalder dem; thi de slog dem ihjel, og I bygger dem grave! Derfor har også Guds visdom sagt: ’Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem skal de slå ihjel og forfølge, så at alle profeternes blod, som er udgydt fra verdens grundlæggelse, skal kræves af denne slægt, lige fra Abels blod til blodet af Zakarias, som blev dræbt imellem alteret og templet.’“ (Luk. 11:48-51) Jesu ord viser at den udgydelse af profeternes blod der har fundet sted fra verdens grundlæggelse, begyndte med Abel. Følgelig må Abel have levet ved „verdens grundlæggelse“. Fra denne menneskehedens verden kunne Jesus borttage den nedarvede synd ved at ofre sig selv som Guds lam. — 1 Mos. 4:2-11, 25; Matt. 23:35; Hebr. 11:4; 12:24.

17, 18. (a) Hvordan var Jesus „forud kendt før verdens grundlæggelse“? (b) Hvordan åbenbarede Jehova dette for menneskene i 1 Mosebog 3:15?

¹⁷ Men hvordan var Jesus Kristus, Guds himmelske søn, da „forud kendt før verdens grundlæggelse“? Det var han på den måde at Jehova Gud forud, nemlig før Abels dage, vidste at hans elskede søn ville blive det Guds lam der skulle genløse menneskehedens verden. Før den fuldkomne Adam og Eva havde syndet i Edens have var der ingen grund til at Gud traf foranstaltning til genløsning af menneskehedens verden ved at et fuldkomment menneske ofrede sig selv. Men så snart det første menneskepar havde syndet vidste Gud det eller fik han det at vide, for nu følte de sig skyldige og skjulte sig for ham. Gud selv fik dem til at indrømme deres synd. Straks traf han beslutning om at ville genløse Adams og Evas efterkommeres verden. Han åbenbarede denne sin hensigt da han sagde til slangen, der repræsenterede Fristeren, Satan Djævelen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mos. 3:15.

¹⁸ Med „hendes sæd“, det vil sige „kvindens“ sæd, mente Gud i særdeleshed sin enbårne søn, der blev Jesus Kristus her på jorden. At denne sæd skulle hugges „i hælen“ betød hans død. Ved sin død afgav Guds søn ikke blot bevis for sin absolutte uangribelighed, men tjente også som et genløsningsoffer ligesom et lam og blev derved „Guds lam, som borttager verdens [kósmos’] synd“. Ifølge 1 Mosebog 3:15 kendte Gud altså Kristus før han udtalte sin dom over Eva og Adam og uddrev dem af Edens have og Eva begyndte at føde børn med smerte, og altså før „verdens grundlæggelse“, det vil sige før grundlæggelsen af den menneskehedens verden der arvede synden men som kunne genløses ved det offer som Guds kvindes ypperste sæd ville bringe. Det var før den trofaste Abel ofrede nogle får af sin hjord til Gud, hvilket fandt sted omkring år 3897 f. Kr. Så lang tid før sin død på jorden var Jesus Kristus kendt af sin Gud og Fader. — 1 Mos. 22:1-18; 2 Mos. 12:3-28; 29:38-42.

19, 20. (a) Hvem nævner Paulus også som udvalgt sammen med Kristus „før verdens grundlæggelse“? (b) Hvordan var dette muligt?

¹⁹ Apostelen Paulus anvendte nøjagtig det samme græske udtryk som apostelen Peter da han skrev: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for han har velsignet os med al åndelig velsignelse i de himmelske egne i samhørighed med Kristus, ligesom han udvalgte os i samhørighed med ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og uden lyde for ham i kærlighed. For han forudbestemte os til adoption som hans sønner ved Jesus Kristus, ifølge sin egen velbehagelige vilje, . . . Ved hjælp af ham har vi løskøbelsen ved hans blod.“ — Ef. 1:3-7, NW.

²⁰ Herudfra forstår vi at da Jehova Gud talte om sin kvindes sæd og modsætningsforholdet mellem den og slangens sæd, ønskede han at den lovede sæd skulle omfatte 144.000 andre åndelige sønner der skulle blive hans ypperste søns brud. Gud udvalgte således de 144.000 i samhørighed med Kristus „før verdens grundlæggelse“. For at muliggøre dette forudbestemte Gud at han ville adoptere disse 144.000 andre åndelige sønner ved sin enbårne søn Jesus Kristus idet denne tilvejebragte en genløsning for dem ved sit udgydte blod. Således ville disse 144.000 der blev udvalgt til at være en del af kvindens sæd i samhørighed eller forening med Kristus blive løskøbt fra menneskehedens syndige verden. Ligesom slangens sæd skulle omfatte mange enkeltpersoner, skulle kvindens sæd omfatte mange sønner af Gud.

Indskrevet i livets bog fra verdens grundlæggelse

21. (a) Forklar hvad Åbenbaringen 13:8 betyder og hvorfor dette må være den rette forståelse. (b) Hvor mange navne er der plads til i denne særlige „livets bog“?

²¹ I Åbenbaringen 13:1-8 fremstilles den store Slanges synlige politiske organisation som et vilddyr, og der siges: „Alle de, der bor på jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog, det slagtedes Lams bog.“ Her siges ikke, sådan som nogle oversættelser synes at antyde, at Lammet blev slagtet fra verdens grundlæggelse. Lammet var kendt før verdens grundlæggelse, men blev, som Åbenbaringen 5:6-10 viser, først slagtet i år 33 (e. Kr.). Åbenbaringen 13:8 betyder at livets bog tilhørte det slagtede Lam og at de der tilbad det symbolske vilddyr ikke var skrevet i denne livets bog og at det heller ikke var meningen at de skulle indskrives i den. Sådanne afgudsdyrkere ville, lige fra „verdens grundlæggelse“, ikke blive valgt af Gud til at skulle arve udødeligt liv i himmelen sammen med Guds herliggjorte Lam. I denne særlige livets bog var der kun afsat plads til indskrivning af 144.000 som nægter at tilbede det symbolske vilddyr og dets billede. — Åb. 15:2, 3; 20:4; 21:27.

22, 23. (a) Hvem kan muligvis være indskrevet i den „livets bog“ der nævnes i Åbenbaringen 17:8, og hvormed begrundes denne antagelse? (b) Hvordan pegede Jesus øjensynlig frem til dette med ordene i Mattæus 25:34?

²² Om dem der i vor tid tilbeder vilddyrets billede siger Åbenbaringen 17:8: „De, der bor på jorden, og hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse er skrevet i livets bog, de skal undre sig, når de ser dyret.“ Eftersom den her omtalte livets bog ikke kaldes „det slagtede Lams bog“, kan det være den bog hvori navnene på dem der skal arve jordisk liv i den kommende tingenes ordning indskrives. Ud fra den rosværdige omtale Abel får i Hebræerbrevet (11:4; 12:24) vil han være den første der er indskrevet i denne bog. (Åb. 20:12-15) Abel hører til de „andre får“ som den gode hyrde, Jesus Kristus, gav sit liv for. — Joh. 10:14-16.

²³ Abel vil derfor komme til at leve i Guds riges jordiske domæne og vil på denne måde gå ind til velsignelserne i det rige som Guds „kvindes“ sæd får overdraget. (1 Mos 3:15) Han vil dér kunne glæde sig ved livet sammen med den skare mennesker der i dag gør godt mod Kristi åndelige brødre, resten af dem der hører til Guds kvindes sæd. (Åb. 12:1, 2, 5, 6, 17) Det er åbenbart dette privilegium Jesus Kristus pegede frem til i lignelsen om fårene og bukkene, der nu er ved at få sin opfyldelse. I denne lignelse siger han til fårene ved sin højre side: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold [græsk: katabolé], blev lagt.“ — Matt. 25:34.

24. Hvilken betydning ligger der i det græske ord katabolé, der anvendes i Mattæus 25:34, til forskel fra themélios, der bruges der hvor Jesus omtales som menighedens „grundvold“?

²⁴ Det ord som Jesus her anvendte for ordet „grundvold“ (græsk: katabolé, grundlæggelse) er et andet end det ord der anvendes om Jesus som den kristne menigheds „grundvold“ (græsk: themélios). (1 Kor. 3:10-12; Ef. 2:20-22) Denne forskel er på sin plads eftersom de to græske ord ikke refererer til det samme. Nedlæggelsen af Jesus Kristus som „grundvolden“ i det himmelske Zion er ikke det samme som „verdens grundlæggelse“, og de to begivenheder finder ikke sted på samme tidspunkt. (Es. 28:16; 1 Pet. 2:5, 6) Jesus Kristus lægges som grundvolden i Zion tusinder af år efter at „verdens grundvold“ er blevet lagt. Da Gud udtalte ordene i 1 Mosebog 3:15 vedrørende hans kvindes sæd begyndte han at træffe forberedelser til Messiasriget, som skulle blive til velsignelse for alle de „andre får“. De velsignelser der bliver dem til del i Rigets jordiske domæne er på denne måde beredt „fra verdens grundvold blev lagt“.

„Nye himle og en ny jord“

25, 26. Hvad eksisterede før Vandfloden i Noas dage ifølge Peters ord, og hvilket spørgsmål afføder dette?

²⁵ Den velsignelse som de „andre får“ skal opleve under Guds rige vil finde sted når de „nye himle“ og den „nye jord“ som Bibelen lover, er blevet en realitet. Før apostelen Peter i sit andet brev kommer frem til at omtale de nye himle og den nye jord skriver han at Gud „ikke holdt sig tilbage fra at straffe en gammel verden [kósmos], men bevarede Noa, en retfærdighedens forkynder, sammen med syv andre da han lod en vandflod komme over en verden af ugudelige mennesker“. (2 Pet. 2:4, 5, NW) Senere beskriver Peter situationen umiddelbart før denne vandflod: „Der var himle i ældgammel tid og en jord der fremstod kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord; og ved disse midler led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand.“ — 2 Pet. 3:5, 6, NW.

²⁶ Læg mærke til at Peter nævner tre ting der blev berørt af denne vandflod: 1) „himle i ældgammel tid“, 2) „en jord der fremstod kompakt af vand og midt i vand“, og 3) „den daværende verden“. Gik alle tre ting til grunde, eller hvad gik til grunde?

27. Hvad gik ikke til grunde i Vandfloden, men hvilken forandring medførte den?

²⁷ Jorden gik ikke til grunde; den træder stadig frem af vandet som en kompakt masse. Men den befinder sig ikke „midt i vand“. Hvorfor ikke? Fordi det vand i hvis midte den da befandt sig, skyllede ned over den fra himmelen — dog ikke fra skyerne. Indtil Noas seks hundrede leveår var himlene eller rummet omkring jorden anderledes end nu, eller rettere: der spillede dengang et fænomen ind som ikke eksisterer i dag. Højt over jorden svævede nemlig en vandring der indeholdt milliarder af tons vand. I 1 Mosebog 1:6-8 læser vi at denne vandring var blevet anbragt dér på Guds befaling. Som en baldakin dækkede den jorden, og derfor kunne man sige at jorden fremstod „midt i vand ved Guds ord“. I Noas seks hundrede leveår, i november måned, blev de vande der omsluttede jorden, ved Guds ord bragt til at falde ned på jorden, hvorfra de oprindelig var kommet. Da forsvandt denne ejendommelighed ved himlene, men himlene selv, med solen, månen og stjernerne, eksisterede stadig. (1 Mos. 1:14-19; 6:5–8:7) Hvad gik da til grunde?

28. (a) Hvem gik til grunde i Vandfloden, som vist af Peter i 2 Peter 3:6? (b) Hvem gik ikke til grunde i Vandfloden?

²⁸ Menneskene uden for Noas ark gik til grunde. Det er dem Peter hentyder til når han siger at „den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand“. (2 Pet. 3:6, NW) De udgjorde den „gamle verden“ og Gud straffede dem, som der siges, „da han lod en vandflod komme over en verden af ugudelige mennesker“. (2 Pet. 2:5, NW) Det var den menneskehedens verden der var fremmed for Gud og som havde fjernet sig fra ham ved vold og fordærv, den verden som Noa og de syv menneskesjæle der var med ham i arken ikke hørte til. Naturligvis fandtes også nefilim, kæmperne, på jorden dengang. De var det bastardafkom der var blevet resultatet af at ulydige engle, gudssønner, havde ægtet skønne menneskedøtre. (1 Mos. 6:1-4) Selv om disse nefilim uden tvivl har været i besiddelse af overmenneskelige kræfter var de dog kød og gik som følge deraf til grunde i Vandfloden. Deres mødre, de materialiserede himmelske engles eller gudssønners hustruer, var kød og gik også til grunde i Vandfloden, men deres fædre undslap ved at dematerialisere deres menneskelegemer og vende tilbage til den synlige åndeverden. — 1 Pet. 3:19, 20; 2 Pet 2:4; Jud. 6.

29. Opsummér i korthed hvad der gik til grunde og hvad der ikke gik til grunde i Vandfloden.

²⁹ Af de tre ting som Peter nævner var det altså ikke de bogstavelige himle og den bogstavelige jord der gik til grunde; det var den gamle menneskeverden, „en verden af ugudelige mennesker“, „den daværende verden“, der gik til grunde og forsvandt fra jordens overflade.

30. Hvem vil gå til grunde i Harmagedon og hvem vil blive bevaret?

³⁰ Hele den menneskehed der var fremmed for Gud, som var ugudelig, blev udslettet, men den menneskelige familie forsvandt ikke. Der findes derfor også et menneskesamfund i dag. Dette samfund er lige så ugudeligt. Det har sine rødder i Adam og Eva og vil gå til grunde i det kommende universelle Harmagedonslag. (Åb. 16:14, 16) Men den menneskelige familie vil overleve på jorden, for i lighed med Noa og de syv der var med ham i arken vil vor tids „andre får“ blive bevaret under dette slag og træde ind i de „nye himles“ og den „ny jords“ tid. (Matt. 24:36-39) Der vil altså fortsat leve mennesker på jorden.

31. Hvad er øjensynlig grunden til at Peter ikke anvender ordet kósmos når han senere taler om himlene og jorden, og hvilken betydning ligger der uden tvivl i udtrykket „jorden“?

³¹ I den resterende del af sit brev anvender Peter ikke mere ordet kósmos eller verden, det vil sige menneskehedens verden, og han anvender det altså heller ikke i forbindelse med udtrykkene „de himle og den jord som er nu“ og „nye himle og en ny jord“. Øjensynlig er det fordi Peter nu bruger udtrykkene „himmel“ og „jord“ i billedlig eller symbolsk betydning og ikke om den bogstavelige himmel og jord. Hvad da med menneskene, det vil sige de ugudelige mennesker, de der er fremmede for Gud? De må opfattes som inkluderet i udtrykket „jorden“, for dette udtryk anvendes ofte om de mennesker der bor på jorden. — 1 Mos. 11:1, NW; Sl. 97:1; Jer. 22:29.

32. Hvad andet i Peters brev må som følge heraf også opfattes symbolsk?

³² Følgelig må det middel dier anvendes til ødelæggelse af den symbolske himmel og jord som er nu, nemlig ild, også skulle opfattes symbolsk. Den bogstavelige himmel og jord vil ikke gå til grunde når ordene i Peters andet brev, kapitel 3, versene 7 og 10, får deres opfyldelse: „Ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og forbeholdt de ugudelige menneskers doms og undergangs dag. . . . Jehovas dag skal komme som en tyv, på hvilken himlene skal forgå med en sydende larm, mens elementerne, der bliver stærkt ophedet, skal opløses, og jorden og alt værk på den skal afsløres.“ (NW) I denne hede trængselstid vil Satan Djævelens usynlige styre over menneskene, samt det jordiske samfund af ugudelige mennesker blive tilintetgjort. Men de kristne, som er blevet forligt med Gud, vil overleve.

33. Hvad er de nye himle og den ny jord?

³³ Peter siger derfor videre: „Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i disse skal retfærdighed bo.“ (2 Pet. 3:13, NW) De nye himle, der altså skal forstås symbolsk, er Jehovas messianske rige der hersker fra det usynlige. Den nye jord er det organiserede samfund af de „andre får“, mennesker som den gode hyrde, Jesus Kristus, gav sit liv for. I dette nye jordiske samfund vil retfærdigheden sidde i højsædet. Menneskene vil lægge vægt på at opdyrke denne egenskab, hvorfor den paradisiske jord til sidst vil være fyldt med retfærdighed.

34. Hvad er Guds arbejdsmark altså, og hvad bør alle kristne føle sig forpligtede til at gøre?

³⁴ Dette herlige budskab angår og har betydning for alle mennesker. Det er Guds vilje ved Kristus at den gode nyhed skal forkyndes på hele den beboede jord før den nuværende himmel og jord går til grunde tillige med alle de ugudelige. (Matt. 24:14, NW) Hele menneskehedens verden er som ingen sinde før Guds arbejdsmark og virkefelt. Som kristne der er helt indviede til at gøre hans vilje er vi forpligtede til at være hans medarbejdere i den overmåde vigtige tjeneste der tager sigte på menneskers frelse. I erkendelse af hans ufortjente godhed mod os vil vi beslutsomt gå fremad, „idet vi samarbejder med ham“. På denne måde vil vi i kærlighed vise ham at vi ikke har forfejlet hensigten med den ufortjente godhed han har vist os ved Jesus Kristus. — 1 Kor. 3:9; 2 Kor. 5:19 til 6:1, NW.

[Fodnote]

[Illustration på side 204]

Prydelse (kósmos)

Født til verden (kósmos)

[Illustration på side 207]

Abel, den første i menneskehedens verden (kósmos) der er værdig til en genløsning

[Illustration på side 209]

En verden (kósmos) af ugudelige mennesker gik til grunde i en vandflod