Synd, der umuliggør genoptagelse

1. Hvad viser os, at der findes tilgivelige synder? Hvilke synder kan vi ikke lade gå upåagtet hen?

DER ER synder, som kan tilgives. Vi beder om tilgivelse for dem hver dag, hvis vi beder, således som Jesus lærte os, for i Fadervor siger vi: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ (Matt. 6:12, NW) Vi kan tilgive visse synder. Det vil sige, vi kan tilgive en andens overtrædelser imod os. Vi kan ikke fjerne dem og gøre ham ren igen. Nej, men når nogen beder om tilgivelse, kan vi tilgive dem. I Galaterne 6:1 (NW) siges der: „Brødre, selv om et menneske begår et fejltrin, inden han er klar over det, prøv da I, som har de åndelige kvalifikationer, at hjælpe en sådan til rette med en mildhedens ånd, idet I hver især holder øje med jer selv, af frygt for at I også måtte fristes.“ Vi har således et ansvar over for sådanne syndere, et ansvar, der dikterer os at gå til dem, eller når de kommer til os, at hjælpe dem til at blive på den rette vej, før der er nogen tale om udstødelse. Vi kan tilgive dem. Vi kan hjælpe dem, hvis deres hjerte er ret, og de viser det. Men hvis de ikke viser noget tegn herpå, og deres synd virkelig berører menigheden, så er der ingen grund til, at vi skulle se igennem fingre dermed og sige: „Godt, så glemmer vi det for denne gang.“ Vi kan ikke gøre det af hensyn til denne person eller for organisationens skyld.

2. Hvad sagde Jesus var en utilgivelig synd, og hvem kan begå en sådan synd?

² Den eneste synd, der ikke er tilgivelse for, er synden mod den hellige ånd. Kristus Jesus talte om denne synd. I Mattæus 12:31, 32 (NW) sagde han: „Derfor siger jeg til jer: enhver slags synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. For eksempel, hvem der end taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men hvem der end taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, ikke i det nuværende tingenes system og heller ikke i det kommende.“ Nu vil du måske undre dig over, hvilken slags synd der her kan være tale om. Hvad som helst, der er i modstrid med den åbenbare tilkendegivelse af Guds virksomme kraft, er imod Guds ånd, for hans ånd er hans virksomme kraft og ikke et åndevæsen eller en tredje gud i en formodet „hellig treenighed“. Mennesker, som ikke er kristne, som for eksempel de farisæere, hvem Jesus her talte til, kan synde imod den hellige ånd, for de kan stå over for tilkendegivelsen af den.

3. Hvorledes kan vi bedrøve den hellige ånd, og hvilken fare udsætter man sig for, hvis man vedbliver dermed?

³ Efter at vi har indviet os til Jehova Gud og har besluttet os til at gøre hans vilje, er vi kommet ind under Jehova Guds virksomme kraft, hans hellige ånd. Så er vi ansvarlige over for ham, så vi handler efter den ånd. Dersom vi handler imod denne hellige ånd, vil vi bedrøve den. Vor handlemåde eller vor tale vil være anstødelig over for det, denne hellige ånd er, og vil svække Guds ånd i os. I Efeserne 4:30 (NW): „Bedrøv heller ikke Guds hellige ånd, med hvilken I er blevet beseglet til en udfrielsens dag ved genløsning.“ Vi har måske ikke spottet den hellige ånd, men vi kan have bedrøvet den dybt. Dog kan vi gå så langt, at vi ikke blot bedrøver den, men i virkeligheden synder imod den hellige ånd. Dersom vi vedbliver med at handle uret og at bedrøve den hellige ånd, så vil vi til sidst komme til det punkt, hvor vi vil blive udstødt af menigheden. Vi har syndet imod den hellige ånd, og den er ikke længere i os. Den besegler os ikke længere til en udfrielse ved genløsning til Guds rette tid.

4. Hvem vil Gud ifølge Hebræerne 10:25-28 ikke genoptage?

⁴ At blive udstødt for en sådan utilgivelig synd er meget alvorligt. Gud vil ikke genindsætte nogen, dersom de har fornægtet Kristi genløsningsoffer og med overlæg har modarbejdet Guds menighed. Hebræerne 10:25-38 (NW) advarer: „Lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig. Thi begår vi synd med vilje efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, der skal fortære de genstridige. Enhver, som har ladet Moseloven uænset, dør uden medlidenhed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget hårdere en straf mener I da ikke, det menneske vil fortjene, som har trådt Guds søn under fod, og som har holdt pagtens blod, hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi og har krænket den ufortjente godheds ånd med foragt?“

5. Hvorledes synder de, som synder imod den hellige ånd? og hvilken skæbne vil ramme dem til sidst?

⁵ Utilgivelige syndere, der engang var i menigheden, synder imod den hellige ånd. De kæmper imod Gud, de vender sig imod Kristus Jesus, de efterligner ikke mere Gud, de vandrer ikke mere i kærlighed, de er syndere imod den åbenbare manifestation af Guds hellige ånd og fortjener tilintetgørelse. Til tider bedrøver vi måske i menigheden den hellige ånd. Så længe vi kun bedrøver den, har vi mulighed for, hvis vi angrer og ændrer vor handlemåde, at komme tilbage i Guds organisation. Men går vi over grænsen og til det punkt, hvor vi med vilje og begær synder imod den hellige ånd, Guds virksomme kraft, og modarbejder dens manifestation, så er Gud færdig med os. Så er vi overgivet til Satan og hans organisation til vort køds undergang. Det er en frygtelig ting at blive kastet ud af Guds menighed, at blive tilintetgjort som Kora og hans tilhængere, at blive stenet til døde som Akan eller at blive kendt uværdig til at leve i Guds menighed nu. Til farisæerne, som så Guds hellige ånds åbenlyse virken gennem Jesus og dog talte ilde om den og kaldte den Beelzebuls ånd, sagde Jesus ved en senere lejlighed: „Slanger, slangeyngel, hvordan skal I kunne fly fra Gehennas dom?“ — Matt. 23:33, NW; 12:22-28, 31, 33.

6. Hvis fejl er det, dersom man udstødes, og hvorfor?

⁶ Bliver vi udstødt af Guds menighed, så er det vor egen fejl, på grund af vor egen urette færd, fordi vi ikke fornyr vort sind, fordi vi ikke lever efter det mønster, Gud har opstillet. Som det siges i Efeserne 5:1, 2 (NW), efter at Paulus taler om at bedrøve Guds hellige ånd: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og vedbliv at vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede jer og gav sig selv hen for jer som en gave og et offer til Gud som en liflig duft.“

7. Hvad har Mattæus 18:15-17 at gøre med denne sag, især med henblik på at gå til menigheden?

⁷ Der er endnu et skriftsted, der har berøring med dette emne, og det er i Mattæus 18:15-17. Der står: „Hvis din broder begår en synd, gå hen og vis ham hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører dig, har du vundet din broder. Men hvis han ikke hører, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Hvis han ikke hører dem, så tal med menigheden. Hvis han end ikke hører menigheden, så lad ham være for dig som en ud af nationerne og som en skatteopkræver.“ (NW) Dette skriftsted har ikke noget at gøre med udstødelse af menigheden. Når der står, at man skal gå til menigheden, så vil det sige, at man skal tale med de ældre eller mere modne i menigheden og med dem drøfte sine private vanskeligheder. Dette skriftsted omtaler kun en personlig udstødelse.

8. Hvorledes kan en sådan vanskelighed opstå, og i hvor stort et omfang gælder udstødelsen?

⁸ Der er måske en, der ikke kommer godt ud af det med en anden i kredsen. Han har måske bygget et hus for ham, og den anden broder mener måske, at han er blevet bedraget i forbindelse med dette byggeri. Han kan have indgået en kontrakt i dette forretningsanliggende, og de to brødre bliver uenige og kommer op at skændes om denne sag. Her siger Jesus, at dersom I har noget at bebrejde hinanden, så søg at få sagen ordnet indbyrdes. Kan I ikke komme til enighed, så bed en eller to andre om at høre på jer og hjælpe og råde jer. Hvis det ikke bringer nogen løsning på sagen, så betyder det blot, at I to undgår hinanden, idet du behandler ham som en skatteopkræver eller en ikke-jøde uden for menigheden. Det, du har med ham at gøre, foretager du blot på et rent forretningsgrundlag. Det har intet med menigheden at gøre, fordi denne krænkelse eller synd eller misforståelse ikke er nogen grund til at udstøde ham af kredsen. Den slags ting bør ikke bringes til afgørelse i menigheden. Vi skal ikke søge at dele menigheden i to lejre og sige: „Jeg ønsker, at I alle skal holde med mig“, mens den anden siger: „Jeg ønsker, at I skal holde med mig“, når det drejer sig om et personligt problem, der intet har at gøre med forkyndelsen af evangeliet eller med at bevare menigheden ren. Dette skriftsted i Mattæus 18:15-17 er ofte blevet brugt i forbindelse med udstødelse af sådanne personer af organisationen, men det taler kun om personlig undgåelse af en anden.

9. Hvad bør vi i betragtning af det foregående bestræbe os for, og hvorfor?