Fordelagtig brug af den tid, der er tilbage

 1. Hvilke jordiske muligheder gav Jesus afkald på for Rigets skyld?

JESUS forkyndte ikke eet og gjorde noget andet. Hans handlemåde var i overensstemmelse med hans ord. Alt, hvad han havde, viede han til Rigets sag, endogså selve livet. Men han gav afkald på meget, før hans liv blev hengivet som et offer. Først opgav han sin himmelske tilværelse som Skaberens højeste medhjælper og talerør. Se så på hans jordiske fremtidsmuligheder. Denne begavede unge mand (hans sind var jo fuldkomment) kunne have viet sin tid til videnskabens fremme, til at forlænge menneskers liv ved medicinsk og social forskning. Han kunne have anlagt store byer med mønsterhuse eller stiftet vældige forretningsorganisationer. Med sit fuldkomne legeme kunne han have viet sin tid til fysiske gøremål, hvori han absolut ville blive den mest fremragende, en jæger uden lige, en kunstner af uovertruffen dygtighed; ja, hvad end han havde vendt sig til, ville han uden tvivl være blevet den bedste. Han var det eneste fuldkomne menneske på jorden. Men Jesus vendte ryggen til alt dette, og hans beslutning drejede sig om, hvad han med sin fuldkomne forstand betragtede som den mest nyttige brug af tiden.

 2. Hvorfor er særlig Jesus et eksempel for os med hensyn til at købe tiden?

² Hvad Jesus selv valgte at gøre, var det samme, som han befalede sine efterfølgere at gøre. Han prædikede. Ja, han prædikede om Guds rige, ved kysten, i ørkenen, på bjergene, i templet, på gaderne og i folks hjem, ved enhver lejlighed ophøjede han sin faders navn og hensigt. Fordi han havde valgt denne handlemåde, vidste han, at hans dage var talte; men han købte tiden, opkøbte enhver lejlighed, gjorde nyttig brug af den tid, der var tilbage for ham. Når vi nu ser, at Jesus, der havde så store muligheder på alle menneskelige virkefelter, valgte at vi sin tid til Guds tjeneste, følger det så ikke heraf, at vort hovedformål burde være det samme? Absolut! Jesus sagde til enhver, som søgte hans gunst, at han skulle tage sin lidelsers pæl op hver dag og følge ham. (Lukas 9:23) Daglig deltagelse i gerningen, ja heltidstjeneste, burde være enhver Guds tjeners mål.

 3. Hvad anerkender Gud med hensyn til anvendelse af tiden? Men hvad er idealet?

³ Det er rigtigt, at ikke alle vil kunne nå det mål. Jesus var ugift; han havde ingen forpligtelser over for en familie, intet, der var ham en klods om benet. Gud kender hver enkelt af sine tjeneres forhold, og han har behag i den enkeltes arbejde, hvor lille hans tjeneste end måtte være, hvis hans tjenere giver alt, hvad de kan. Jesus viste, at det er rigtigt, da han fortalte disciplene, at Gud anerkendte den enke, der gav alt, hvad hun havde, skønt det kun var et ringe beløb. (Markus 12:41-44) Det trækker dog ikke noget fra, men understøtter tværtimod den sandhed, at det ideelle for enhver kristen er at være optaget af Guds gerning hele sin tid. Enhver kan da med fordel bruge lidt af sin tid til med omtanke og under bøn at overveje sine forhold for at afgøre, om der ikke skulle være mulighed for, at han kan gå ud i heltidstjenesten.

 4. Ved hvilken stadig indstilling lader vi ikke lejlighederne gå fra os?

⁴ For heltidsarbejderne og for deltidsarbejderne, som nu udgør det største antal af dem, der forkynder om Jehovas rige, er bibelens krav ens. Der er ingen personsanseelse hos Gud. Alle har ikke de samme lejligheder, men alle kan købe sig lejligheder og stadig være på vagt efter en mulighed for at oplyse en anden. Ikke alene i den tid, der specielt sættes til side til forkyndergerningen, men også i den daglige dont vil der opstå lejligheder til at fremholde eller forsvare sandheden. Herom giver Peter det råd: „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.“ (1 Peter 3:15, 16) Er denne bestandige redebonhed ikke den eneste måde, hvorpå man kan være sikker på ikke at gå glip af lejlighederne, være sikker på, at hvert øjeblik bruges på en nyttig måde? Stor glæde opnås ofte ved at tale om sandheden til et menneske, som man måske har været tilbøjelig til at lade gå uden at føje den ind i samtalen. „Salige er de, der holder sig til, hvad der er ret, som gør deres pligt altid.“ — Salme 106:3, Moffatt.

 5. Hvorfor er det ikke ret, når vi ikke prædiker, at tilfredsstille os selv?

⁵ At „holde sig til, hvad der er ret“, kan ikke indskrænkes til at betyde, at den kristne skal prædike ved enhver lejlighed og så i øvrigt mene, at han kan tilbringe resten af sin tid på en sløsagtig måde. Paulus giver råd herom og siger: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ Og atter siger han: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Korinter 9:27; 10:12) Det er ikke, hvordan tiden har været anvendt tidligere, der afgør, om man er en nyttig eller unyttig tjener, men hvordan man tilbringer tiden nu og i fremtiden. Man kan ikke forene tjenesten for Gud med en sløsagtig levevis. Djævelen ved god besked med de nedarvede svagheder i det menneskelige kød; han kender alle snedige metoder til at besnære den uforsigtige. Derfor fremholdt Paulus nødvendigheden af altid at holde legemet i ave, ikke at fremelske selviske og kødelige begæringer eller tillade sindet at dvæle ved noget sådant.

 6. Hvordan må den tid, vi tidligere har tilbragt i verden, takseres?

⁶ Nogle af dem, der nu har sluttet sig til Jehovas vidner, brugte ganske vist engang al deres tid enten for at arbejde sig frem i forretningsverdenen, for at skabe sig et hjem eller hengive sig til selvbehagelige fornøjelser, som førte til al slags synd. Om deres skiften om til en mere gavnlig brug af tiden siger Peter: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse. Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser; men de skal gøre regnskab for ham, som er rede til at dømme levende og døde.“ — 1 Peter 4:3-5.

 7. Hvorfor ville det være tidsspilde at vende tilbage til denne handlemåde?

⁷ Når man er blevet befriet fra kødets gerninger ved kundskab om sandheden, må man stå fast i den. „Lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved ånden legemets gerninger, skal I leve.“ (Romerne 8:13) I døden er der ingen tid at bruge nyttigt eller på anden måde. „Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget.“ (Prædikeren 9:10) Det er bedre at undlade at bruge tid på kødets gerninger nu end at tilbringe evigheden i graven. Hvert skridt, den kristne tager, burde vejes efter Guds fordringer. „Af Jehova stadfæstes mandens skridt.“ (Salme 37:23) Det er langt bedre at bruge nogle få minutter til rolig overvejelse og tage Guds krav i betragtning, før man kaster sig ud i en handling, som kan medføre Guds misbilligelse. „At mangle kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har hastværk.“ — Ordsprogene 19:2.

Tiden kan spildes med ubetydeligheder

 8, 9. Hvordan kan tiden spildes over misforståelser mellem mennesker?

⁸ Men det er ikke bare de større eller mere iøjnefaldende ting, der hindrer en kristens eller en kristen menigheds gerning. Ofte er det småting, en sag, som ikke er den tid værd, den i det lange løb optager. Små misforståelser vil opstå, så længe mennesker er ufuldkomne. Modstanderen skal nok sørge for, at det sker. Og når de opstår, er der intet, der behager ham mere, end hvis en eller anden begynder at bilde sig ind, at en handling eller bemærkning betød mere, end der var tilsigtet med den. Hvorfor? Fordi det menneskes sind og tanke straks bliver splittet. I stedet for at tænke på, hvordan han kan købe sig lejligheder til at tjene Gud, lader han nu tankerne dvæle ved den indbildte uret. Den tid, der før blev brugt på en nyttig måde, spildes nu med bekymringer for selvet.

⁹ Djævelen er ikke tilfreds med at lade den forurettede ruge over sagen. Han er grisk efter tid. Der kræves sympati; andre må have det at vide; andres tid må optages. Et ubetænksomt menneske hører denne tale om uret og er tilbøjelig til at tage parti i sagen; og det, der før var en ubetydelighed, fejer gennem menigheden som en brand, forstyrrer det ordnede og nyttige arbejde i Guds gerning og giver anledning til beskyldninger og modbeskyldninger i alles påhør. Heldigvis er dette noget usædvanligt blandt Guds vidner; men hvis der er fare for, at det kan ske, gør nyttige tjenere, der erkender tidens værdi, vel i at lytte til advarslerne på forhånd.

10. Hvordan sagde Jesus, vi skulle handle, når der er begået uret imod os?

¹⁰ Det er forfriskende som modsætning at se, hvor megen tid, bekymring og anstrengelse der kan spares, hvis bibelens regel følges. „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden [dens repræsentanter], men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“ — Mattæus 18:15-17.

11. Hvordan vil det gavne os med hensyn til tiden at følge denne fremgangsmåde?

¹¹ For det meste kan vanskeligheder ordnes mellem de to, det drejer sig om, hvis de hver for sig er villige til at sætte deres egne følelser i baggrunden og elske sin broder som sig selv. Ikke engang een nat skulle tilbringes i uro, medens uretten, enten den nu er virkelig eller kun indbildt, vokser i sindet. „Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.“ (Efeserne 4:26) Søvnen er herlig og vederkvægende for den, der har bekendt sin uret for sin broder eller bragt sin besværing til den, der har forurettet ham, og ordnet sagen, som modne brødre bør. Når han vågner om morgenen, går han med glæde til Guds gerning i stedet for at tøve med et tungt hjerte.

12. Hvordan sparer vi tid ved at undgå at blande os i uvedkommende ting?

¹² En Guds tjener, der er optaget af sin mesters gerning, lader sig ikke indblande i andres stridigheder. Han er klar over, at „den griber en hund i øret, som blander slig i uvedkommende strid“. (Ordsprogene 26:17) Før han kan trække sig ud af det igen, vil han have tilbragt meget mere tid der, end han havde tænkt, og forholdene vil klart vise, at tiden ikke var vel anvendt. Nej, han har ikke engang tid til at høre på enkelthederne i sagen og endnu mindre tid til at gentage dem.

13. Hvorfor er det tidsspilde at sladre og kritisere andre?

¹³ En historie, der gentages, hvor gode motiverne end var, bliver til indblanding i andres sager og sladder. Tungen, et lille lem, som er vanskeligt at styre, vil ikke ret længe være tilfreds med blot at gentage. Vær derfor forsigtig; vogt på dine veje, så du ikke synder med tungen. (Salme 39:2) Den samme kilde kan ikke give både bittert og sødt vand. (Jakob 3:11) Tungen kan ikke prise Gud og samtidig bagtale en broder. Tiden kan heller ikke samtidig tilbringes med at prise Gud og tænke på eller tale om en fejl, en anden har begået. Du kunne anvende tiden meget bedre med at undersøge dine egne fejl, som du kan rette, end med at spekulere over andres ufuldkommenheder, som du ikke kan ændre. Desuden sagde Jesus: „Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje; og se, der sidder en bjælke i dit eget øje.“ (Mattæus 7:3, 4) Det er indlysende, at det er spild af tid, og det vil rimeligvis gøre mere fortræd end gavn.

14. Hvad er da den nyttige brug af sindet? Hvorfor?

¹⁴ Det, man lader tankerne dvæle ved, bliver i det lange løb afgørende for, om man følger en nyttig eller unyttig handlemåde. „Som han tænker inderst inde, således er han,“ siger ordsproget. (Ordsprogene 23:7, En Amer. Overs.) Det sind, der er opfyldt af ondt, vil lede legemet til at udføre onde handlinger. Det sind, der er opfyldt af indbildt uret, er tilbøjeligt til at søge efter anledninger til klammeri, bagtalelse eller hævn. Kvæl egensindighed og tidsspilde i fødselen ved at holde sindet i ave, ved at væbne det til nyttigt arbejde, ved at lede det ad retfærdige veje. „I øvrigt, brødre,“ skrev Paulus, „alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke! Det, som I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, det skal I gøre! Så vil fredens Gud være med jer.“ (Filipperne 4:8, 9) Det sind, der er fyldt med sandheden og tanken om at tjene Gud, falder ikke let som offer for de dødbringende kræfter, som Djævelen slipper løs.

15. Hvilke diskussioner er tidsspilde, og hvilke er nyttige?

¹⁵ Argumentering om ubetydelige sager, lange diskussioner om hypotetiske situationer og personlige teorier stjæler også megen tid fra dem, der er tåbelige nok til at indlade sig på sligt. „Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred; og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle,“ skrev Paulus til Timoteus. (2 Timoteus 2:23) „Luk dit sind for tåbelig, populær strid.“ (Moffatt) Der er nogle mennesker, tåbelige i deres indbildskhed, som kun ønsker at stille deres egen visdom til skue, men ikke har noget ønske om at samle sig sand visdom fra Guds ord. Man kan tilbringe timer sammen med dem i diskussion om deres yndlingsteorier; men de har ikke tid til at lytte til evangeliet. Den, der køber enhver lejlighed til at prædike, vil naturligvis tilstræbe at lede samtalen eller diskussionen til et gavnligt resultat; men han vil ikke bruge unødvendig tid hos dem, der „med vilje er blinde“ for Guds hensigter. „Giv ikke hunde det hellige,“ advarede Jesus, „og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og vende sig om og sønderrive jer.“ (Mattæus 7:6) Der er for mange i verden, hos hvem tiden kan anvendes vel, som er mere ivrige efter at lytte og lære end efter at tale. Det er disse sagtmodige, forkynderen på en nyttig måde kan bruge tiden til at søge efter. Thi „han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej“. — Salme 25:9.

16. Hvad får angreb og ligegyldighed os ofte til at ønske?

¹⁶ Mange, som hader sandheden, er ikke tilfredse med at ignorere den og dem, der vier deres tid til at forkynde den. Ofte vender de sig bogstaveligt som ufornuftige dyr mod Jehovas vidner og forsøger at trampe dem til tavshed. Deres ondsindede angreb og den ligegyldighed mod det advarende budskab, som flertallet af denne onde og forvendte slægt viser, er ofte prøvende for Guds tjenere. De føler trang til at råbe: „Herre, hvor længe?“ og ønske, at den tid, hvori de stadig skal prædike, snart må ende. Når de tænker på Rigets mange velsignelser, ville de gerne fremskynde dets komme og spejder efter, om Harmagedons rasen snart bryder ud.

Drag fordel af Guds tålmodighed

17. Hvorfor bør vi ikke blive trætte af at gøre det gode under sådanne forhold?

¹⁷ Men ingen af Guds tjenere, end ikke de, der bliver utålmodige, tænker, at deres forkyndelse af evangeliet er spildt. De ser resultaterne af deres anstrengelser, mennesker hører og vender om for at lyde Guds befalinger, og et stadigt voksende antal af Rigets forkyndere bruger den tilbageværende tid på en nyttig måde. De ser og erfarer også Guds godkendelse af deres handlemåde, hans forsikring om, at de har gjort vel. Gud belønner enhver efter hans gerninger, og evigt liv skænkes dem, der holder tålmodigt ud i god gerning. (Romerne 2:7) Derfor siger apostelen: „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ — Galaterne 6:9.

18. Hvilket eksempel bør hjælpe os til ikke at blive utålmodige?

¹⁸ Når alt tages med i betragtning, har vi ingen grund til at være utålmodige. Det er Gud, der fastsætter tiden for alle ting, og slaget ved Harmagedon fremskyndes ikke, fordi vi gør os unødige spekulationer over, hvornår det kommer. Jehova er mere vidende om menneskenes ondskab, end vi er. Det er først og fremmest hans navn, de bagtaler, det er hans skaberværk, de har fordærvet i århundreder. Når han er tålmodig nok til at indrømme menneskene lidt mere tid til at høre og vende om fra deres tidsspildende og livsspildende handlemåde, burde vi visselig have tålmodighed til at give dem lejligheden, da vi ved, at Gud, hvis det var muligt, ville have, at alle mennesker skal komme til troen og blive frelst. — 1 Timoteus 2:4.

19. Hvorfor har vi læsere grund til at glæde os over Guds tålmodighed?

¹⁹ Flertallet af dem, der læser denne side, har grund til at glæde sig over Guds tålmodighed. Retfærdigheden ville have været tilfreds, hvis den kamp, Kristus indledte mod Djævelen, da han drev ham ud af himmelen, var blevet fortsat, til alle de onde var fjernet fra jorden. (Åbenbaringen 12:7-13) Men Guds kærlighed og tålmodighed virkede til vor fordel. Som Jesus påpegede: „Hvis disse dage ikke var blevet afkortet, ville ingen være undsluppet, men for Guds folks skyld vil disse dage blive afkortet.“ (Mattæus 24:22, En Amer. Overs.) Vi lever nu i mellemtiden mellem begyndelsen til den onde verdens omstyrtelse og dens endelige afslutning, og denne nådens periode blev mulig ved, at Gud afkortede „disse dage“. Guds folk gnaver ikke over det, men glæder sig ved hans tålmodighed.

20. Nøler Gud, fordi den tilbageværende tid har været så lang? Hvorfor ikke?

²⁰ At den tilbageværende tid har varet så længe, som den har, betyder ikke, at Gud er langsommelig eller har glemt det tidspunkt, han har fastsat for den fulde ende. „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, medens I venter og fremskynder Guds dags komme.“ — 2 Peter 3:9-12.

21. Hvordan kan vi fremskynde Guds dags komme?

²¹ Nej, Herren, for hvem „tusinde år er som een dag“, nøler ikke, når han tillader, at disse få mellemliggende år bruges til det nyttige formål at forkynde evangeliet. For ham er det kun nogle få øjeblikke, og de resterende dage kan gå hurtigt også for dig. Du kan fremskynde Guds dags komme ved at arbejde med på det formål, som disse dage er sat til side til. „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så [og ikke før] skal enden komme.“ Hvis de tilbageværende dage er optaget af nyttigt arbejde, vil de ikke slæbe sig af sted. De vil flygte hen, som om de havde vinger.

22. Hvad er den mest nyttige måde at bruge tiden på for dem, der nylig har hørt budskabet?

²² Skulle du være en af dem, der har den rette vilje over for Gud, men ikke tidligere har hørt om Rigets velsignelser, vil den mest nyttige brug, du straks kan gøre af din tid, være at studere og lære noget om det nu, medens Herrens tålmodighed endnu lader undergangen vente. Lad ikke verdens falske fornemmelse af tryghed lulle dig i søvn, så du tror, at Guds tålmodighed vil vare evigt. Selv om menneskenes flertal spotter over muligheden for en så vældig forandring eller håner dem, der bruger resten af tiden til forkyndelsen af et sådant budskab, kan flertallet jo have uret.

23. Hvad belyser, hvordan flertallet kan have uret og misbruge tiden?

²³ Det var flertallet, der ikke havde tid til at høre, hvad Noa fortalte, og endnu mindre til at vende om fra deres onde vej og forene sig med ham i det, de regnede for et mægtigt tidsspilde — at bygge et stort skib og forkynde denne generations undergang. Hvem der brugte tiden mest nyttigt, kan du selv bedømme. Atter har en generation for travlt til at holde op med at bruge den tid, der endnu er tilbage, som den er vant til. Mange vil komme til at betale en høj pris for at få at se, at de har spildt deres tilbageværende tid, når deres liv bliver udslukt af Guds retfærdige vrede.

24. Hvordan bruger Guds tjenere nu deres tid, så de aldrig vil komme til at fortryde det?