Kærlighed dækker over en mængde synder
„Hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ — 1 Pet. 4:8.
1, 2. (a) Hvilke fejl begår vi alle, og hvorfor kommer vi måske med tiden til at begå dem endnu oftere? (b) Hvad vil hjælpe os til at overvinde de problemer der opstår?
HAR du nogen sinde talt hårdt til nogen, og i samme øjeblik ønsket at du ikke havde gjort det? Eller har du på anden måde optrådt uvenligt, og fortrudt det bagefter? Det har vi uden tvivl alle. Og efterhånden som presset øges og vanskelighederne vokser fordi enden på denne tingenes ordning hastigt nærmer sig, kan det ske oftere og oftere at vi kommer til at støde eller fornærme hinanden. Hvad bør vi gøre når der opstår sådanne problemer?
2 For at få svar på dette kan det være en hjælp at se nærmere på det der siges i Første Petersbrev 4:7, 8. Her læser vi at eftersom alle tings ende er kommet nær, bør vi være „sunde i sindet“, „årvågne med hensyn til bønner“, og fremfor alt have „inderlig kærlighed til hinanden“. Læg mærke til begrundelsen for at kærligheden er så vigtig. Der siges: „For kærlighed dækker over en mængde synder.“ Det er et meget vigtigt punkt, som vi nu vil betragte.
3. (a) Hvad må vi alle se i øjnene? (b) Hvad siger Bibelen om os, i overensstemmelse med sandheden?
3 Vi må se i øjnene at vi alle, som følge af vore første forældres, Adam og Evas, ulydighed og ufuldkommenhed, har arvet en tilbøjelighed til at handle uret eller synde. (Rom. 5:12) Vi rammer tit ved siden af retfærdighedens mål. Vi har i os en tendens til at blive misundelige, til at lade os provokere, til at prale, til ikke at tilgive hinanden, og så videre. Når vi nu og da giver efter for disse syndige tilbøjeligheder, kan vi blive vrede på os selv over det. Ikke desto mindre har vi disse dårlige tilbøjeligheder, og vi må simpelt hen erkende at de af og til vil komme til udtryk i ord og handling. Inspireret af Gud skrev disciplen Jakob, som sandt er: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ Men ingen er fuldkomne. „Der er intet menneske, som ikke synder,“ siger Bibelen. — Jak. 3:2; 1 Kong. 8:46.
4. (a) Hvad bør vi ikke gøre når vi udsættes for syndige handlinger, men hvad bør vi gøre? (b) Hvad vil hjælpe os til at se realistisk på tingene når der opstår problemer?
4 Det er derfor vigtigt at vi har et realistisk syn på vort forhold til hinanden. Syndige tilbøjeligheder vil uvægerlig komme til udtryk også blandt kristne, uanset hvor ihærdigt vi søger at undgå det. (Rom. 7:15-20) Vi skulle ikke blive chokerede eller lade os bringe ud af ligevægt på grund af dette, og måske mene at det er et tegn på at vi ikke er tilsluttet den sande kristne menighed. Nej, vi bør snarere se efter vidnesbyrd om at kærligheden dækker over sådanne synder. Det er med andre ord vigtigt at vi lægger kærlighed for dagen hvis vi vil vise at vi er en del af den sande kristne menighed. Imidlertid er det ikke altid så nemt at gøre det der er rigtigt og kærligt. Bibelen hjælper os til at indse dette. Den giver os indblik i visse bryderier i den kristne menighed i det første århundrede som kan hjælpe os til at vurdere tingene realistisk i dag, så vi kan bevare ligevægten hvis der skulle opstå problemer.
To kvinder i Filippi som så skævt til hinanden
5. (a) Fortæl lidt om Filippi-menighedens baggrund (b) Hvordan var det brev apostelen Paulus skrev til menigheden?
5 Lad os først betragte et forhold som opstod i den kristne menighed i Filippi, den vigtigste by i området Makedonien. Apostelen Paulus havde oprettet denne menighed i år 50, da han opholdt sig i byen på sin anden missionsrejse. (Apg. 16:11-40) Nogle få år senere, på sin tredje missionsrejse, var Paulus åbenbart i stand til at besøge Filippi-menigheden igen. (Apg. 20:1-6) Cirka ti år efter menighedens oprettelse følte Paulus sig derpå tilskyndet til at skrive et meget kærligt og opmuntrende brev til filipperne, fordi de havde udvist en ganske særlig kristen venlighed og nidkærhed. Gennem hele brevet talte han ovenud rosende til dem, undtagen henimod slutningen, hvor han gav en enkelt kort påmindelse.
6. Hvad skrev Paulus om Evodia og Syntyke, og hvilke spørgsmål rejser dette?
6 Paulus skrev: „Derfor, mine elskede og savnede brødre, min glæde og krone, stå således fast i forbindelse med Herren, I elskede.“ Og læg så mærke til det næste han sagde: „Evodia tilskynder jeg og Syntyke tilskynder jeg til at være enige i Herren.“ (Fil. 4:1, 2) Hvorfor sagde Paulus dette? Hvorfor opmuntrede han menigheden til at ’stå fast i forbindelse med Herren’, hvorefter han specielt nævnte disse to kvinder, Evodia og Syntyke, og tilskyndede dem til at være enige i Herren?
7. (a) Hvad kan være grunden til at disse to kvinder ikke var enige i Herren? (b) Hvad kan det at Paulus kendte deres problem, tyde på?
7 Der var åbenbart opstået en konflikt mellem disse to kvinder; de var tydeligvis ikke forenede i samme sind. Bibelen fortæller ikke hvori deres mellemværende bestod, eller hvad der havde ført til dette problem imellem dem. Måske var de på en eller anden måde skinsyge på hinanden. De kan begge have haft en stærk personlighed, og de kan simpelt hen have gået hinanden på nerverne i en sådan grad at de nu ikke længere talte med hinanden. Men uanset hvori problemet bestod, var der i hvert fald tale om visse gnidninger, for de var ikke „enige i Herren“. Og Paulus, som skrev fra Rom, flere hundrede kilometer borte, var klar over det, hvilket tyder på at uoverensstemmelsen kan have varet længe og været temmelig kendt blandt brødrene.
8. (a) Hvordan var Evodia og Syntyke, når alt kom til alt, og hvoraf fremgår dette? (b) Hvad kan vi lære af denne tildragelse fra det første århundrede?
8 Men når alt kom til alt var de gode kristne. De tjente begge Jehova Gud sammen med deres brødre og søstre. Paulus skrev nemlig videre til menigheden: „Bliv ved med at hjælpe disse kvinder som har kæmpet skulder ved skulder med mig i forbindelse med den gode nyhed.“ (Fil. 4:3) Evodia og Syntyke havde altså været kristne i nogen tid og havde tidligere været med til at fremme forkyndelsen sammen med Paulus. Men nu så de skævt til hinanden. Når der var sådanne vanskeligheder i den første menighed, skulle det så forurolige os ovenud meget at der opstår lignende vanskeligheder i dag? Dog var det ikke kun kvinder der havde sådanne problemer.
Vanskeligheder mellem kristne ældste
9, 10. (a) Hvad havde Johannes Markus gjort under Paulus’ og Barnabas’ første missionsrejse? (b) Hvad kan være grunden til at Barnabas gerne ville have Markus med på den næste missionsrejse, men hvad mente Paulus?
9 Kristne ældste, endog fremtrædende ældste, havde også problemer. Tag for eksempel apostelen Paulus og hans første rejseledsager Barnabas. De havde gennemført en missionsrejse, den første, og havde oprettet et antal kristne menigheder, og nu overvejede de at tage ud på endnu en rejse, sådan som Bibelen forklarer: „Efter nogle dage sagde Paulus til Barnabas: ’Lad os fremfor alt vende tilbage og besøge brødrene i hver af de byer hvor vi har forkyndt Jehovas ord, for at se hvordan de har det.’“ (Apg. 15:36) På den første tur havde Johannes Markus ledsaget dem, men af en eller anden grund som ikke nævnes, havde han forladt dem og var vendt tilbage til Jerusalem, hvor hans moder Maria boede. — Apg. 13:13.
10 Da Paulus og Barnabas nu drøftede deres næste missionsrejse, blev Markus’ navn bragt på bane. Bibelen fortæller hvad der skete: „Barnabas ønskede imidlertid også at tage Johannes, der blev kaldt Markus, med. Men Paulus syntes ikke det var rigtigt at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke var gået med dem til arbejdet.“ (Apg. 15:37, 38) De så altså forskelligt på sagen. Barnabas syntes måske at Markus havde haft en god grund til at vende tilbage til Jerusalem under den første tur; måske var hans moder syg og han var rejst tilbage for at være hos hende. Vi ved det ikke. Det kan også være at Markus virkelig havde handlet overilet og ubegrundet da han rejste hjem, men i så fald følte Barnabas åbenbart at Markus havde lært af det og at han denne gang ville blive ved arbejdet. Men det mente Paulus ikke. Han ville ikke have Markus med. Skulle man ikke mene at disse to modne kristne ældste kunne bilægge en sådan uoverenstemmelse i al venskabelighed? Men hvordan gik det?
11. (a) Hvad førte denne uoverensstemmelse mellem Paulus og Barnabas til? (b) Var denne vanskelighed mellem kristne ældste et tegn på at de ikke tjente den sande Gud?
11 Bibelen siger: „Og det kom til et skarpt opgør, så at de skiltes fra hinanden; og Barnabas tog Markus med og sejlede til Kypern. Men Paulus udvalgte Silas og tog af sted.“ (Apg. 15:39, 40) Tænk engang! Her var to fremtrædende ældste som ikke blot havde en mindre ordstrid, men „et skarpt opgør“, og det over en tilsyneladende lille ting. Derfor skiltes de, og de nærede åbenbart ikke de varmeste følelser over for hinanden. Hvis du havde været til stede og havde set dette, ville du så have draget den slutning at dette umuligt kunne være Guds organisation, på grund af den måde disse fremtrædende ældste her havde optrådt på?
12. Hvilken synd begik Peter under et ophold i Antiokia, og hvad fik ham til at handle på denne måde?
12 Vi kan også tage en anden, noget lignende tildragelse i Antiokia. Da apostelen Peter besøgte denne by i Syrien, omgikkes han alle i menigheden, idet han også frygtløst spiste sammen med de ikke-jødiske troende og frit kom i deres hjem. Han vidste at det var korrekt at gøre dette, for nogle år tidligere var han af Gud blevet ledet til at forkynde for Kornelius, der blev den første uomskårne hedning som omvendte sig til kristendommen. Men da nogle jødiske kristne fra Jesu halvbroder Jakob i Jerusalem kom til Antiokia, begyndte Peter at trække sig tilbage og at skille sig ud fra de ikke-jødiske kristne, af frygt for at blive kritiseret af „dem som hørte til de omskårne“. Andre omskårne jødekristne på stedet begyndte at gøre det samme. Dette var tydeligvis ukorrekt. Peter syndede ved at forvolde en sådan splittelse i den kristne menighed.
13. (a) Hvordan reagerede Paulus da han var i Antiokia og så hvad der foregik? (b) Hvorfor må man sige at Peter optrådte hyklerisk, og hvordan må det have været at blive retledt i hele menighedens påhør?
13 På den tid var Paulus også i Antiokia, og han blev optændt over det han så. I sit brev til galaterne forklarede han: „Da jeg så at de ikke gik lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed, sagde jeg til Kefas [Peter] i alles påhør: ’Hvis du, skønt du er jøde, lever som folk fra nationerne og ikke som jøderne, hvordan kan du da søge at tvinge folk fra nationerne til at følge jødisk skik?’“ (Gal. 2:11-14) Peter vidste at Moseloven ikke længere var i kraft, og han havde direkte vist dette ved frit at omgås hedninger, ikke-jøder. (Apg. 10:28, 29) Men selv om han udmærket vidste at de jødekristne ikke var underlagt denne lov, havde han nu, af frygt, genindført det skel som bestod under Moseloven. (Ef. 2:13-18) At han var begyndt at trække sig tilbage og skille sig ud fra de hedningekristne, var tydeligvis en hyklerisk handling, foranlediget af frygt for hvad visse jødekristne, især de fra Jerusalem, måtte tænke om ham. Og det førte til at Paulus, i hele menighedens påhør, afslørede Peters hykleri. Hvordan ville du have reageret hvis du var Peter? — Hebr. 12:11.
Kærligheden dækker over synder
14. (a) Hvordan kunne Peter have reageret da han blev retledt af Paulus? (b) Hvordan omtalte Peter imidlertid Paulus på et senere tidspunkt, som viser at han lod kærligheden dække over den synd han havde begået?
14 Tænk hvordan Peter kunne have reageret. Han var fremtrædende blandt apostlene, idet han på et tidligt tidspunkt havde fået særlige tjenesteprivilegier betroet af Jesus Kristus selv. (Matt. 16:18, 19; Apg. 2:14-41; 10:34-48) Paulus var nyere i den kristne menighed, og nu modstod han her Peter, ansigt til ansigt, i hele menighedens påhør. ’Hvor vover Paulus at tale sådan til mig mens hele menigheden hører på det,’ kunne Peter harmfuldt have tænkt. Men nej, Peter var ydmyg. Han tog imod retledningen, og han lod den ikke gå ud over sin kærlighed til Paulus. Vi lægger mærke til hvordan Peter senere omtalte Paulus i et opmuntrende brev til sine medkristne: „Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse, ligesom også vor elskede broder Paulus ifølge den visdom der er givet ham, har skrevet til jer.“ (2 Pet. 3:15) Ja, Peter lod kærligheden dække over problemet, som i dette tilfælde var opstået på grund af hans egen syndige adfærd. Peter lagde i sandhed den egenskab for dagen der kendetegner den sande kristne menighed!
15. (a) Blev uoverensstemmelsen mellem Paulus og Barnabas bragt ud af verden, og hvoraf fremgår dette? (b) Hvilket vidnesbyrd har vi om at Paulus sikkert har indrømmet en eventuel fejlbedømmelse af Markus?
15 Hvordan gik det så med uoverensstemmelsen mellem Paulus og Barnabas med hensyn til om de skulle tage Markus med på deres rejse? Blev denne uoverensstemmelse, der mundede ud i et skarpt opgør, også med tiden dækket af kærligheden? Ja, det ser sådan ud, for da Paulus senere skrev til menigheden i Korint mens han udførte missionærtjeneste i Efesus, omtalte han Barnabas som en nær medarbejder, på linje med Peter og de øvrige apostle. (1 Kor. 9:5, 6) Hvis Paulus fejlbedømte Markus har han åbenbart indrømmet det, og han kan udmærket have givet både Markus og Barnabas en ydmyg undskyldning. Senere omtalte han i hvert fald Markus rosende. I et af sine breve til Timoteus skrev han: „Lukas alene er hos mig. Tag Markus og bring ham med dig, for han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ — 2 Tim. 4:11; Kol. 4:10.
16. (a) Er det rimeligt at antage at Evodia og Syntyke fik bilagt deres uoverensstemmelse? (b) Hvilken uret indstilling kan de imidlertid have lagt for dagen?
16 Hvordan gik det så med Evodia og Syntyke? Fik de bilagt deres uoverensstemmelser, idet de lod kærligheden dække de synder de måske havde begået mod hinanden? Bibelen fortæller ikke hvordan det gik dem. Men eftersom de var gode kristne der havde kæmpet skulder ved skulder med Paulus i hans tjeneste, må det være rimeligt at antage at de ydmygt tog imod den vejledning han gav dem. Da Paulus’ brev var blevet læst op, kan vi forestille os at de efter mødet er gået hen til hinanden og har bragt deres mellemværende i orden i kærlighedens ånd. På den anden side kan det også være at de lod sig forhærde af vejledningen. De kan have tænkt: ’Hvilken ret har Paulus til at skrive om vore problemer til hele menigheden?’ Og det kan have medført at deres uoverensstemmelser forblev uløste, og måske endda forværredes. Hvad nu hvis det gik sådan?
17. (a) Hvad kunne det have ført til hvis Evodia og Syntyke ikke bilagde deres uoverensstemmelse? (b) Kan vi der lever i dag, lære noget af dette?
17 Dette brev blev skrevet til filipperne omkring år 60. Nogle få år senere, i år 64, brændte store dele af Rom, og kejser Nero, der efter sigende selv var ophav til branden, gav de kristne skylden. Kort efter udbrød der en voldsom forfølgelse af de kristne. Hvad nu hvis denne forfølgelse også bredte sig til Filippi, og Evodia og Syntyke blev kastet i fængsel, ligesom Paulus og Silas nogle år tidligere var blevet det? (Apg. 16:19-34) Hvad nu hvis de blev anbragt i samme fængsel, ja oven i købet kom til at dele celle? Hvis de ikke var enige, og hvis deres uoverensstemmelser havde udviklet sig til et direkte had, hvad kunne der så være sket? De kunne have nedbrudt hinanden åndeligt, måske have ødelagt hinandens forhold til Jehova. Hvor sørgeligt hvis dette var sket! Og hvor sørgeligt vil det ikke være i dag hvis vi ikke nærer inderlig kærlighed til hinanden når ’den store trængsel’ bryder løs over denne tingenes ordning! — Matt. 24:21.
Kærlighed af betydning efterhånden som enden nærmer sig
18. (a) Hvad må vi lære at gøre? (b) Hvilken mulig udvikling i begivenhedernes gang understreger nødvendigheden af at vi elsker brødrene og søstrene i vores egen menighed, nu hvor enden nærmer sig?
18 Det er noget vi bør tænke alvorligt over. Alle tings ende er kommet nær, og det er nødvendigt at vi opdyrker inderlig kærlighed for at dække over de mange synder vi alle begår. (Jak. 3:2) Vi må lære at elske vore brødre og søstre til trods for deres ufuldkomne personlighed, deres irriterende vaner, eller andre ting hos dem som måske ikke tiltaler os. For tænk over følgende: Når denne tingenes ordning står over for sit fuldstændige sammenbrud i ’den store trængsel’ og kommunikationen uden tvivl bliver afbrudt og samfærdsel med moderne transportmidler bliver umulig, hvem vil vi da kunne komme i kontakt med for at hjælpe og selv modtage hjælp fra? Ikke vore brødre i en menighed tusind kilometer borte, hundrede kilometer borte, eller måske blot tyve eller ti kilometer borte. Nej, Jehova Gud har givet os medkristne i vor egen menighed som kan styrke og hjælpe os. Det er navnlig dem vi omgås til daglig, vore nære kristne medarbejdere, vi må elske og elskes af. Dette nære forhold vil i sandhed vise sig at få stor betydning i den vanskelige tid der venter os!
19. Hvad kan det føre til hvis vi ikke nærer inderlig kærlighed til hinanden?
19 Hvis vi ikke nærer inderlig kærlighed til dem i vores egen menighed, kan det få meget sørgelige konsekvenser. Det viste apostelen Paulus da han skrev til de kristne i Galatien, der åbenbart havde lidt svært ved at komme ud af det med hinanden. Han tilskyndede: „Vær ved kærlighed trælle for hinanden. For hele Loven er opfyldt i én udtalelse: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Men hvis I bliver ved med at bide og fortære hinanden, så pas på at I ikke bliver tilintetgjort af hinanden.“ (Gal. 5:13-15) Ja, hvis vi ikke nærer kærlighed til hinanden, kan vi nedbryde og endda ødelægge hinandens forhold til Jehova. Det kan bevirke at vi ikke overlever ’den store trængsel’, som er umiddelbart forestående.
20. Hvordan viser Bibelen at kærlighed til Gud nødvendigvis må ledsages af kærlighed til brødrene?
20 Det er således bydende nødvendigt at vi arbejder på at opdyrke kærlighed til hinanden. Vi kan simpelt hen ikke gøre sandheden og samtidig bære nag til vore brødre eller på anden måde behandle dem ukærligt. Bibelen er meget klar på dette punkt: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ Der kan ikke være nogen tvivl om det. Vi er forpligtede til at elske hinanden. — 1 Joh. 4:20, 21; 3:14-16.
Lær af de bedste lærere
21. (a) Hvordan ser nogle måske på deres kristne brødre? (b) Hvilket eksempel har Jehova Gud imidlertid sat med hensyn til at vise kærlighed?
21 Men en eller anden vil måske sige: „Du forstår det ikke. Der er nogle i vores menighed der ikke opfører sig som sande kristne. De er simpelt hen ikke til at holde ud.“ Det kan godt være at nogle har lang vej endnu med hensyn til at udvikle sande kristne egenskaber. Men Jehova Gud, vor fuldkomne Skaber, elsker dem. Han venter ikke til vi bliver næsten fuldkomne, eller bare til at vi begynder at ændre vor personlighed i overensstemmelse med hans veje, før han elsker os. Nej, Bibelen siger: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Ja, mens vi endnu fulgte urettens vej og havde utiltalende, selviske karaktertræk, elskede Jehova os. Det er det eksempel vi opfordres til at følge når vi viser kærlighed. — Ef. 5:1, 2.
22, 23. (a) Hvilken dårlig egenskab røbede Jesu apostle da de nærmede sig Kapernaum? (b) Hvordan kom denne egenskab igen til udtryk, og hvilken vejledning gav Jesus?
22 Jesus Kristus satte også et glimrende eksempel i denne henseende. Han samlede nogle disciple om sig som stort set havde gode egenskaber. Dog havde de også dårlige karaktertræk. På vejen til Kapernaum begyndte de for eksempel at diskutere med hinanden. Den bibelske beretning siger: „Så kom de til Kapernaum. Og da [Jesus] var inde i huset spurgte han dem: ’Hvad diskuterede I på vejen?’ De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst.“ Så stillede Jesus et lille barn midt iblandt dem, lagde armene om det og sagde til sine disciple at de skulle ydmyge sig som små børn, og ikke søge at være fremtrædende. — Mark. 9:33-37; Matt. 18:1-6.
23 Men ikke længe efter, mens de nærmede sig Jerusalem, trådte apostlene Jakob og Johannes hen til Jesus og bad om at få de to fornemste pladser i hans rige, den ene ved hans højre hånd og den anden ved hans venstre. Bibelen siger: „Da de ti andre hørte om det, begyndte de at harmes på Jakob og Johannes.“ Så tog Jesus dem endnu en gang i skole på grund af denne dårlige karakteregenskab hos dem: „I ved at de der synes at herske over nationerne, spiller herrer over dem, og deres store udøver myndighed over dem. Men sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være alles træl.“ — Mark. 10:35-45.
24. (a) Hvilket eksempel på ydmyghed satte Jesus for sine apostle da de var samlet for at spise deres sidste påskemåltid, og hvad diskuterede apostlene alligevel kort efter? (b) Hvordan fortsatte Jesus med at vise sine apostle kærlighed, og med hvilket resultat?
24 Sandsynligvis lidt over en uge senere spiste Jesus sit sidste påskemåltid sammen med disciplene. Han var klar over det problem de havde. Hvad gjorde han da, åbenbart lige før dette sidste måltid sammen med dem? Han tog et vaskefad, fyldte det med vand og gik rundt til hver af apostlene og vaskede deres fødder! (Joh. 13:4-17) Et udmærket eksempel på ydmyghed som de burde følge! Men hvad skete der alligevel senere samme aften? „Der opstod imidlertid også en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største.“ (Luk. 22:24) Fatter man det? Og alligevel løftede Jesus ikke hænderne i afsky og sagde: ’I er håbløse. Jeg opgiver jer. I lærer aldrig at blive mine sande disciple.’ Nej, mens de endnu lagde sådanne syndige egenskaber for dagen, elskede Jesus dem. Han fortsatte med at formane og vejlede dem. (Luk. 22:25-27) Efterhånden tog de også ved lære, og senere arbejdede de enigt sammen, uden at nogen af dem ærgerrigt søgte at blive fremtrædende iblandt dem.
25. (a) Hvilket gode vil det medføre at vi lader kærligheden dække over synder? (b) Hvorfor er det så vigtigt at vi nærer inderlig kærlighed til hinanden netop nu?
25 Kærligheden vil i sandhed dække over „en mængde synder“. Ja, ved at lægge kærlighed for dagen — ved at være tilgivende, ved at hjælpe hinanden og formane hinanden — undgår vi at synder volder varige skader eller vanskeligheder. Glem aldrig hvad apostelen Peter skrev om kærlighedens betydning på dette kritiske tidspunkt i historien. „Alle tings ende er kommet nær,“ sagde han. „Vær derfor sunde i sindet og vær årvågne med hensyn til bønner. Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ Vi må vise inderlig kærlighed nu. Det er afgørende for om vi overlever og kommer ind i Guds nye orden. — 1 Pet. 4:7, 8.
[Illustration på side 403]
For at hjælpe sine disciple til at overvinde en dårlig egenskab stillede Jesus et lille barn midt iblandt dem og sagde til dem at de måtte ydmyge sig som små børn