gjorde disse engle sig selv til dæmoner. Efter Vandfloden forhindrede Gud dem i atter at materialisere sig, og nu virker disse dæmonengle gennem mennesker eller medier. I kraft af Guds ånd uddrev Jesus Kristus dæmoner — disse selv-dæmoniserede engle der har magt til at hæmme mennesker fysisk og at pine og besætte dem. — Matt. 12:28; Luk. 9:38-43; 11:14, 20.

Dæmonerne har magt til at give mennesker evnen til at se hvad der skete i fortiden og hvad der vil ske i fremtiden. Det er intet nyt at de har givet mennesker synske evner. Bibelen fortæller at apostelen Paulus engang mødte en pige som kunne spå. Pigen „var besat af en spådomsånd“. (Ap. G. 16:16) Eller som The New Testament in Modern English udtrykker det: Pigen havde „en clairvoyanceånd“. Da apostelen Paulus uddrev denne „spådomsånd“ mistede pigen evnen til at forudsige fremtiden. Hun havde ingen oversanselige evner mere.

Selv om udøvere af den oversanselige virksomhed hævder at de hjælper mennesker, ændrer dette ikke ved den kendsgerning at Guds ord betragter spiritisme som en overtrædelse af Guds befalinger: „Der skulle ingen findes hos dig som . . . driver spådomskunst, øver magi eller tager varsler, ingen som er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse, ingen som rådspørger et åndemedium eller en professionel spåmand eller -kvinde . . . hvad dig angår har Jehova din Gud ikke givet dig noget sådant.“ — 5 Mos. 18:10-14, NW.

De oversanselige evner har derfor ikke deres oprindelse hos Gud. Hans eget ord byder kristne at holde sig fra „trolddom“ eller „udøvelse af spiritisme“. (Gal. 5:20, 21, NW) Sande kristne stiler ikke efter at råde over oversanselige opfattelsesevner, og de vil heller ikke hente hjælp hos mennesker som besidder dem. Kristne ved at Gud har givet dem Bibelen som en rettesnor — den bog der afslører at oversanselige evner simpelt hen er en moderne etikette for de kræfter som står bag spiritistiske fænomener.

Værdsættelse af åndelige rigdom

DE der virkelig er sig deres åndelige behov bevidst forstår i sandhed at vurdere de åndelige rigdomme. Det er følgende beretninger et vidnesbyrd om:

● Ikke mange ville foretrække at få en bibel og bibelsk litteratur fremfor et par nye sko, men en tysk kvinde i Paraguay gjorde det. Hun følte et behov for bibelkundskab og tog derfor ind til byen for at finde nogle der kunne undervise hende i Guds ord. Hendes søster, der var bekymret over hendes rastløshed, satte hende i forbindelse med en nabo, et af Jehovas vidner.

Det hun hørte, gjorde stærkt indtryk på hende, og hun begyndte at studere Bibelen sammen med søsterens nabo og at overvære vidnernes møder, skønt hun måtte gå flere kilometer for at komme til rigssalen. Da kvinden hørte at vidnerne tiltalte hinanden „broder“ og „søster“, spurgte hun hvordan hun kunne blive medlem af denne familie. Tjenesten på arbejdsmarken blev forklaret, og inden der var gået ti dage fra det første møde hun havde overværet, var hun med ude i tjenesten fra hus til hus. Hun holdt op med at ryge og blev så nidkær at hun i løbet af de første tre måneder tilbragte 97 timer i tjenesten, afsatte 180 af vore bibelske blade og tegnede atten abonnementer. Sin fattigdom til trods lagde hun et budget: først købte hun en bibel, derpå tegnede hun abonnement på Vagttårnet, og endelig fik hun sig et par sko. Ingen er i tvivl om at hun værdsætter de åndelige rigdomme.

● En retsindig mand i Surinam har mange vanskeligheder at overvinde for at komme til vidnernes menighedsmøder. Han har mere end en times vandring gennem en tæt skov, hvor det vrimler med giftslanger, og i regntiden må han bogstavelig talt svømme gennem mosen. Hvordan klarer han det? Jo, han har noget tørt tøj hængende hos en ven, og før og efter mødet skifter han tøj. Også han må siges at værdsætte de åndelige rigdomme.