-
Læg åndens frugter for dagenVagttårnet – 1961 | 1. februar
-
-
ikke alle vil tage imod den. Det bliver det enkelte menneskes egen sag.
15 Hvis den kristne har denne åndens frugt, venlighed, må det komme frem i hans daglige færd og opførsel over for alle mennesker, ikke kun over for nogle få udvalgte.
Godhed
16, 17. (a) Definer hvad godhed er og fortæl hvilke egenskaber den stilles i kontrast til? (b) Hvor nødvendig er denne egenskab i den kristnes liv?
16 Godhed er en beundringsværdig egenskab. Godhed er udslag af den rette etiske beskaffenhed, retskaffenhed, retlinethed. Da Paulus ønskede at fremhæve denne egenskab gjorde han det ved hjælp af kontraster. Han siger: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, . . . ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt . . . Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ (Ef. 5:3-5) Paulus formaner derefter de kristne at de ikke må gøre fælles sag med den slags mennesker. I den kristnes liv er der ikke plads til at omgås dem. Han siger: „.Gør derfor ikke fælles sag med dem! Thi I var forhen mørke, men nu er I lys i Herren; I skal vandre som lysets børn — lysets frugt består jo i al godhed og retfærdighed og sandhed.“ (Ef. 5:7-9) En sømmelig, ret og respektabel levevis, det er godhed. Selv i denne onde, degenererede verden er det en åndens frugt som det er nødvendigt at eje, siger Paulus.
17 Godhed er en egenskab man må værne om; den er et mål som den der har indviet sit liv til Jehovas tjeneste må stræbe henimod. Før nogen kan kaldes kristne må de aflægge enhver skammelig adfærd. Hvis vi skal frembringe åndens frugter og kvalificere os til at leve i Guds nye verden, må vi også eje denne åndens frugt, godhed.
Tro
18. Hvordan definerer Paulus hvad tro er, og hvor nødvendigt er det at have tro, ifølge hans udsagn?
18 „Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.“ (Hebr. 11:1) Sådan definerer Paulus tro. En kristen kan ikke være uden tro, for „uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. (Hebr. 11:6) Disciplen Jakob lagde sin tro for dagen, og han påpegede at troen må ledsages af gerninger. (Jak. 2:26) Hvis man tror på Jehova Gud, på Kristus Jesus og på hans rige, vil man også bevise sin tro i det man siger, det man gør, og i den måde man lever på.
19. (a) Hvad er nært forbundet med tro? (b) Hvilke eksempler har vi på mennesker der lægger deres tro for dagen i gerninger?
19 Et menneskes tro kan dø eller blive svækket. Mange der engang troede på Jesus Kristus som menneskehedens frelser og genløser, er faldet fra. De har vendt sig til udviklingslæren. De forkaster Bibelen. Men alligevel kalder de sig stadig kristne og slutter sig til en af kristenhedens kirker. Jakob ville have sagt til disse mennesker: „Hvis [troen] ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ (Jak. 2:17) Troen vil ytre sig, den vil give sig udslag i forkyndelse. Paulus sagde: „Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ (Rom. 10:10, NW) Troen vil styrkes hvis man gør brug af hjerte, sind og mund til offentligt at bekende sin tro på Guds rige som menneskets eneste håb. Jesus sagde: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Denne forkyndelse udføres i dag ikke alene af en rest af den „lille hjord“ som ejer tro, og som Jesus begyndte at indsamle for nitten hundrede år siden, men også af en „stor skare“ mennesker som kommer fra alle nationer og som har den samme tro. På grund af den tro som disse kristne lægger for dagen er der gjort store gerninger i disse vanskelige tider.
Mildhed
20. (a) Hvordan ses det i Jesu tilfælde at mildhed ikke er et tegn på svaghed? (b) Hvad sagde Paulus herom?
20 Mildhed antages undertiden fejlagtigt for at være et tegn på svaghed. Når vi læser beretningerne om Jesu liv i de fire evangelier fremtræder Jesus for os som en mild og sagtmodig mand. Dog fordømte han på det kraftigste al ondskab, hvilket fremgår af Mattæus-evangeliets 23. kapitel. Jesus var frygtløs. Hans kærlighed var fuldkommen og havde drevet frygten ud. Dem der var lærvillige behandlede han skånsomt og lemfældigt, han var afdæmpet i sine følelser og i sin optræden over for alle. På grund af denne mildhed var Jesus i stand til at undervise. Han sagde: „Bliv mine disciple, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og I vil finde styrke for jeres sjæle.“ (Matt. 11:29, NW) De havde tillid til ham. De var ikke bange for ham når han sagde dem sandheden rent ud, for han gjorde det med kærlighed. De var parate til at lytte. Paulus kendte værdien af mildhed og sagde til Timoteus: „En Herrens træl behøver ikke at strides.“ At strides med mennesker hjælper dem ikke til at finde sandheden. Paulus sagde videre at en Herrens træl „må være taktfuld mod alle, egnet til at undervise, han må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, og må med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt“. (2 Tim. 2:24, 25, NW) Guds ord talt på rette måde får et menneske til at angre, tvang gør det ikke.
21. (a) Viser historien at den romersk-katolske kirke har lagt mildhed for dagen? Begrund dit svar. (b) Hvordan afviger sand kristendom herfra?
21 Det romersk-katolske hierarki, som stadig udøver stor magt i verden, fulgte under inkvisitionen en ganske anden fremgangsmåde end den Paulus anviste. Denne falske religiøse organisation vil aldrig kunne udviske de uhyggelige spor den efterlod i historien da den udsatte mænd og kvinder for tortur, lemlæstede dem, hængte dem op i tommelfingrene, o.s.v. Disse inkvisitorer der hævdede at være kristne — ja, var præster, der udsatte jøder, maurere og „kættere“ for ulidelige pinsler — havde visselig ikke nogen mild ånd. Disse religiøse ledere kæmpede for at tvinge folk ind i den romersk-katolske kirke. Men hvilket resultat har de så nået ved deres krige, ved deres tortur? Fred og enhed i verden? Nej! Falsk religion har tvunget folk bort fra Gud med sine krige og sine korstog. Kristendommen vil aldrig kunne udbredes med kødelige våben. Hvis nogen tager imod sandheden sker det fordi forkynderen er mild og tålmodig over for dem der ikke er gunstigt stemt over for Bibelens budskab. Jesus anvendte denne metode, og det gjorde hans apostle også. Sande kristne i dag må anvende den samme metode. Mildhed er en frugt af Guds hellige ånd. Lægger man denne egenskab for dagen i sin forkyndelse af Guds rige vil det medføre varige resultater.
Selvbeherskelse
22. (a) På hvilke områder må den kristne udvise selvbeherskelse i sit liv? (b) Til hvilken slags mennesker regnes de der mangler selvbeherskelse?
22 Det er vanskeligt for ufuldkomne mennesker at udvise selvbeherskelse. Men hvorfor bruge det som undskyldning? Hvorfor ikke hellere prøve at lægge denne egenskab for dagen? Den er en af åndens frugter og må altså være opnåelig. At have selvbeherskelse vil sige at være i stand til at beherske sig selv, sine handlinger, sine ord, sine spise- og drikkevaner, ja endog sine følelser. I Paulus’ øjne hører de der ikke kan udvise selvbeherskelse til en temmelig foragtelig klasse mennesker. Han klassificerer dem med nogle som Bibelen siger ville være stærkt fremherskende i de sidste dage og som ville have et meget dårligt omdømme. I sit brev til Timoteus skrev han: „Men vid dette, at i de sidste dage skal der komme kritiske tider der er svære at komme igennem. For mennesker vil elske sig selv, elske penge, være indbildske, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, uden kærlig godhed, uden naturlig kærlighed, uforsonlige, bagtaleriske, uden selvbeherskelse, opfarende, uden kærlighed til det gode.“ (2 Tim. 3:1-3, NW) Hvorfor blive sat i klasse med sådanne mennesker fordi man mangler selvbeherskelse? Salomon skrev: „En tåbe giver slip på al sin ånd, men den vise bevarer den rolig til det sidste.“ (Ordsp. 29:11, NW) Hvis en kristen ikke har selvbeherskelse eller giver slip på den smule han har, er det meget let for ham at forfalde til kødets gerninger og dermed diskvalificere sig til at modtage Guds riges velsignelser. Det vil i sandhed være tåbeligt ikke at stræbe efter også at lægge denne åndens frugt, selvbeherskelse, for dagen. Har man kærlighed, udviser man selvbeherskelse.
23. Hvad må vi gøre for at opbygge os selv og for at forblive i Guds byggearbejde?
23 Alle disse åndens frugter sætter Paulus i kontrast til kødets gerninger. Når en troende indvier sig til at gøre Guds vilje, må der finde en forvandling sted. Man kan ikke længere handle som verden; ’de som hører Kristus til pælfæster kødet sammen med dets lidenskaber og begæringer’. (Gal. 5:24, NW) Man må undergå en forandring, man må opbygges. „Hvis vi lever ved ånd, da lad os også vandre sømmeligt ved ånd. Lad os ikke blive egoistiske, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes og misunder hinanden.“ (Gal. 5:25, 26, NW) Frembringer man åndens frugter kvalificerer man sig til at være i Jehovas nye verdens samfund. Det lønner sig altså ’nøje at give agt på sig selv og sin lærergerning’. „Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ (1 Tim. 4:16) Opbyg dig selv ved at give agt på de åndens frugter du frembringer, og hjælp samtidig Jehovas nye verdens samfund til at vokse. Kristne må være forenede; de må udgøre en enhed „som en hjord i folden, som en drift midt på græsgangen“. Tag føde til dig sammen med Jehovas får og vær med til at bevare enheden, thi „den retfærdiges hus har megen velstand, den gudløses høst lægges øde“. — Ordsp. 15:6.
-
-
Bøj jeres hjerterVagttårnet – 1961 | 1. februar
-
-
Bøj jeres hjerter
1. Hvad bliver resultatet når man giver rigeligt af Guds ord, og hvilken belønning medfører det?
NÅR man lader Guds ord få førstepladsen i sit sind samler man sig et godt hjerteforråd. Og når man til stadighed arbejder med Guds ord får man stort udbytte deraf, man forøger sit forråd. Ligegyldigt hvor meget man giver bort af dette forråd, enten det nu sker ved det talte ord eller på tryk, forøges selve forrådet. Moses var vel vidende om dette. Lige før Israels børn skulle drage over Jordan og ind i det forjættede land sagde Moses under inspiration til dem: „Bøj jeres hjerter til alle de ord jeg advarende taler til jer i dag, . . . Thi det er ikke et ord som er uden værdi for jer; det betyder livet for jer, og ved dette ord kan I øge jeres dage på den jord I nu går over Jordan for at tage i besiddelse.“ — 5 Mos. 32:45-47, NW.
2. Hvor finder man livets ord i dag, og hvilken rolle spiller hjertet når man skal opbygge sig et godt forråd?
2 Jehovas ord giver os værdifuld oplysning; de er i virkeligheden livets ord. Ved at give agt på dem vinder man sig rigdom, en skat. Det menneske der bøjer sit hjerte til alle Jehovas ord vil også gøre Guds vilje. Det vil opbygge sig et godt hjerteforråd livet igennem og det vil være til velsignelse for andre. Jesus sagde: „Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, . . . thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ (Luk. 6:45) Hvor nødvendigt er det derfor ikke at vi bøjer vore hjerter til Guds ord, så vi kan få denne skat, et godt hjerteforråd!
3, 4. (a) Nævn et af Jesu mirakler der viser det gavnlige i at give rundhåndet. (b) Er der mulighed for at vi mister vor skat når vi giver til stadighed?
3 Der er noget eventyrligt ved at gøre godt mod andre, for godheden supplerer altid sig selv. Skønt vi lader sandheden i vore hjerter strømme ud til andre og forkynder Guds ord, bliver der aldrig mindre af den. Sandhedsforrådet udtømmes aldrig. Tværtimod øges det så man bliver i stand til gavmildt at skænke endnu større rigdomme bort. Dette får os til at tænke på Jesu mirakel da han bespiste en stor
-