Hvad siger Bibelen?

Kan helgener hjælpe os?

’HVEM skal man bede til?’ Som svar på dette spørgsmål siger Joseph V. Gallagher i en katolsk katekismus: „Enhver bøn er i sidste instans til Gud, og de fleste af vore bønner rettes til ham. Imidlertid vil vi somme tider gerne henvende os til den hellige moder eller en helgen og bede dem være særligt med i vor bøn.“ — To Be a Catholic, A Catechism for Today.

Som følge af udtalelser af denne art er der mange oprigtige mennesker som opsender bønner til såkaldte helgener, ud fra den opfattelse at disse „helgener“ går i forbøn for dem hos Gud. „Fra det teologiske synspunkt,“ siger det katolske opslagsværk New Catholic Encyclopedia, „vil forbøn sige at anråbe gennem en der i Guds øjne har ret til det for at opnå barmhjertighed for en som er i nød.“ Og om forbøn ved Maria, engle og „helgener“ siger dette opslagsværk i uddrag: „En katolik behøver ikke at nære nogen tvivl om deres mellemkomst, eftersom Tridentinerkoncilet klart har defineret dette dogme — ’helgenerne, der hersker sammen med Kristus, frembærer deres bønner for Gud på menneskers vegne’ . . .“

De der af den romersk-katolske kirke betragtes som helgener omfatter både mænd og kvinder, og det drejer sig ikke kun om personer der omtales i den bibelske beretning, som for eksempel Jesu Kristi apostle Peter og Johannes. I værket Acta Sanctorum (Helgenernes gerninger), der har været under udarbejdelse siden 1643, omtales mere end 17.000 „helgener“. Det er også almindeligt at påkalde helgener i den græsk-ortodokse kirke og i andre østlige kirker. Vi kan derfor passende spørge: Kan helgener hjælpe os? Hvad siger Bibelen?

En helgen er ifølge den katolske tro ’en person som på grund af sit hellige og fromme levned (eller som ved at lide martyrdøden) efter døden af paven erklæredes for hellig, og som derfor æredes og påkaldtes som fortaler hos Gud’. (Ordbog over det Danske Sprog) Bibelen omtaler ganske rigtigt nogle som „hellige“. Apostelen Paulus tilskyndede for eksempel de kristne til at våge „i udholdende Bøn for alle hellige“. (Ef. 6:18, Rosenørn-Lehns katolske oversættelse) Men hvad mente han med dette? Som det tydeligt ses af sammenhængen, tænkte han på bøn for (ikke til eller gennem) alle salvede kristne som dengang levede på jorden, ikke i himmelen. Alle kristne som dengang fandtes i Efesus og Filippi blev betegnet som hellige. — Ef. 1:1; Fil. 1:1; begge efter Rosenørn-Lehn.

Interessant nok indrømmer førnævnte katolske opslagsværk indirekte at forbøn gennem „helgener“ ikke har noget bibelsk grundlag. Det siger: „Med hensyn til de dødes forbøn for de levende — hvorom der intet nævnes i de ældste af Det nye Testamentes bøger, . . . har man den kendte tekst i 2 Makk. 15:11-16. Om der i Det nye Testamentes skrifter . . . ikke rent ud siges noget om emnet, har man dog i oldkirkens praksis en overflod af vidnesbyrd der tilkendegiver tro på og overbevisning om at de der var ’døde i Kristus’ havde magt til at gå i forbøn. Sådanne vidnesbyrd . . . findes i de mange gravskrifter, anaforer, litanier, liturgiske dokumenter, martyrgerninger, og i de hyppige hentydninger man finder i de orientalske, græske og latinske kirkefædres skrifter.“

Det anerkendte religionsleksikon Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature af M’Clintock og Strong påpeger at anråbelse af „helgener“ mangler bibelsk støtte, var ukendt i oldkirken og blev „fordømt af koncilet i Laodikea (år 481) og af de tidlige kirkefædre“. Til det argument at visse „kirkefædre“ og gamle liturgier støtter tanken om helgeners forbøn, siger dette leksikon: „Man må huske at dette kun er ikke-bibelske tilføjelser og at de stammer fra tiden efter at kirkesystemet var blevet påvirket af alexandrinsk nyplatonisme og orientalsk magi, hvilket satte sine spor i selv den mest ortodokse form for kristen gudsdyrkelse, og også i trosbekendelsen, frem til det 4. og 5. århundrede, en periode i den kristne kirkes historie hvor kætteri næsten — for at bruge et almindeligt udtryk — hørte til dagens orden.“

For at underbygge tanken om „de dødes forbøn for de levende“ henviser man til Anden Makkabæerbog 15:11-16. Denne passage siger blandt andet at den afdøde hebraiske profet Jeremias ’bad meget for sit folk og den hellige stad’. Men som påpeget af mange lærde, er Anden Makkabæerbog ikke skrevet under guddommelig inspiration; den hører til de apokryfiske bøger. Foretrækker vi ikke Guds inspirerede ords vidnesbyrd? Det kan vi fæste lid til. Apostelen Paulus skrev: „Alt i Skriften er nemlig inspireret af Gud og tjener til at oplyse os, til at paavise vore Vildfarelser, til at lære os at rette vore Fejl, kort sagt: til at opdrage os i et helligt Levesæt, saa det religiøse Menneske fuldt ud kan magte sin Opgave og due til al Slags god Gærning.“ — 2 Tim. 3:16, 17, Peter Schindlers katolske oversættelse.

Eftersom Jeremias var død kunne han ikke bede for nogen. Hvorfor ikke? Prædikeren 9:5, 10 siger: „De døde ved ingenting, . . . der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Jeremias hører til dem der nu sover i døden indtil opstandelsen.

Mange beder foran helgenbilleder. Er det korrekt at gøre det? Nej, Bibelen advarer mod brugen af enhver slags religiøse billeder i tilbedelsen. Apostelen Johannes sagde til sine medtroende: „Mine kære Børn, vogt jer for Afguder!“ — 1 Joh. 5:21, Rosenørn-Lehn.

Hvordan bør kristne da bede for at deres bønner kan være antagelige for Gud? Jesus Kristus sagde meget tydeligt: „Der er kun een VEJ — det er mig selv, ligesom jeg er den personificerede SANDHED og LIV i egen Person; der fører ikke anden Vej til Faderen end gennem mig. Enhver Bøn, bedt i mit Navn, vil jeg selv skaffe Jer opfyldt!“ (Joh. 14:6, 14, Schindler) Jesus er nu oprejst fra de døde, og som en ophøjet åndeskabning har han „et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver i al Evighed. Derfor kan han ogsaa for evigt frelse dem, som gennem ham nærmer sig Gud, idet han altid lever for at gaa i Forbøn for os“. (Hebr. 7:24, 25, Rosenørn-Lehn) Desuden skrev Paulus: „Der gives kun een Gud og een Midler mellem Gud og Menneskene: Mennesket Kristus Jesus.“ — 1 Tim. 2:5, Rosenørn-Lehn.

Sande kristne „hellige“ (Ef. 1:1) bliver ikke erklæret for hellige (eller helgener) af noget kirkesamfund. Efter at de har opnået nøjagtig bibelkundskab, helliger Jehova Gud dem ved hjælp af sin hellige ånd, idet han indgiver dem et ægte håb om himmelsk liv. (Rom. 8:16, 17; 2 Tess. 2:13, 14) For at opnå dette liv må de være trofaste indtil døden og oprejses som åndeskabninger. Deres endelige antal er 144.000. — Åb. 2:10; 14:1-4.

Som vi kan forstå, er de „hellige“ der allerede er blevet oprejst, ikke bemyndiget til at hjælpe os ved at gå i forbøn for os når vi beder. Snart skal de 144.000 „hellige“, oprejst til liv i himmelen, imidlertid herske over jorden i tusind år sammen med Jesus Kristus. På denne måde vil de tjene til velsignelse for menneskeheden. — Åb. 20:6.