„Ske din vilje på jorden“, 17. del

Efter at Jesus af Johannes Døber var blevet døbt i Jordanfloden, døbte Jehova Gud ham fra himmelen med hellig ånd, og udpegede ham herved til at være „Kongen der gennemtvinger den højeste vilje“ i den nye retfærdighedens verden. Han blev den symbolske „klippe“ hvorpå hans menighed af efterfølgere skulle bygges. Han begyndte at indsamle efterfølgere som skulle blive „de hellige der skal regere“ med ham i hans himmelske rige over den nye verden. Torsdag aften, påskeaften, den 14. dag i nisan måned år 33 e. Kr. fejrede han først den jødiske påske med sine elleve trofaste apostle. Derpå indstiftede han det som kaldes „Herrens aftensmåltid“. Han brød et brød bagt af usyret dej, rakte apostlene det så de kunne spise deraf, og sagde at det repræsenterede hans fuldkomne menneskelegeme som skulle ofres til gavn for syndige mennesker. Derpå gav han dem et bæger vin at drikke, og med følgende ord fortalte han dem at denne vin var et symbol på hans blod: „Dette er [betyder, NW] mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ — Matt. 26:27, 28.

10. Hvilken pagt var det Jesus hentydede til i forbindelse med sit blod, og hvad lod han således forstå var lige for hånden?

¹⁰ For den pagt som Jesus her henledte apostlenes opmærksomhed på var blodet nødvendigt. Men hvad var det for en pagt? Ikke den gamle lovpagt med Gud, den pagt der med profeten Moses som mellemmand var blevet indgået på Sinaj bjerg. Da Herrens aftensmåltid fandt sted havde denne lovpagt haft gyldighed i over femten hundrede år, for den var trådt i kraft ved udgydelsen af ofrede dyrs blod. Herom siger apostelen Paulus: „Derfor er heller ikke den første pagt blevet indviet uden blod. Thi efter at Moses havde forkyndt hele folket alle lovbudene, tog han blod af kalve og bukke tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og bestænkede både bogen selv og hele folket, idet han sagde: ’Dette er den pagts blod, som Gud har pålagt Eder.’ Ligeledes stænkede han blodet på tabernaklet og alle de ting, der brugtes ved gudstjenesten. Og det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ (Hebr. 9:18-22) Når Jesus derfor omtalte sit eget livsblod som „pagtsblodet“, mente han dermed at en ny og mere storslået pagt, der hvilede på hans fuldkomne menneskeblod, var lige for hånden. Ifølge Lukas 22:20 sagde Jesus: „Denne kalk er [betyder, NW] den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“

11. Hvis profeti må Jesu apostle være kommet til at tænke på da Jesus nævnte den nye pagt, og hvilket grundlag må denne pagt have hvis den skal kunne udvirke tilgivelse af synder?

¹¹ Da Jesus her indstiftede den „nye pagt“ anvendte han det samme udtryk som Moses havde benyttet da han indviede den gamle lovpagt med det kødelige Israel, nemlig „pagtsblodet“ eller „pagtens blod“. Da Jesus begyndte at tale om en ny pagt må apostlene være kommet til at tænke på Jehovas løfte i Jeremias 31:31-34: „Se, dage skal komme, lyder det fra HERREN [Jehova], da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, . . . Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ’Kend [Jehova]!’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova]; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ Denne nye pagt kunne ikke give Jehova Gud noget grundlag for at tilgive menneskers synder og fejl og undlade at komme dem i hu, medmindre den hvilede på et fuldkomment menneskeoffers udgydte blod. Det måtte være et menneske der ganske svarede til det fuldkomne menneske Adam i helligdommen i Eden. Ved at lade sit syndfri blod udgyde i døden, handlede det fuldkomne menneske Jesus som mellemmand for denne nye pagt mellem Gud og mennesker.

12. Hvem er, i modsætning til dem under den gamle lovpagt, de som tages med i den nye pagt, og hvorledes vises deres enhed og deres ligestilling hvad angår forrettigheder?

¹² Det folk som var blevet taget med i den gamle lovpagt ved Moses var israelitter, jøder efter kødet. De som tages med i den nye pagt må være åndelige israelitter, jøder i det indvortes, hvis omskærelse er en hjertets omskærelse, ikke omskærelse af kødets forhud. De tilhører Israels åndelige hus og Judas åndelige hus. (Rom. 2:28, 29) Af sådanne israelitter eller jøder efter ånden består den menighed som Jesus Kristus sagde han ville bygge på sig selv som ’klippen’ eller petra. Disse åndelige israelitter eller jøder som udgør én menighed i den nye pagt, viser deres enhed og deres ligestilling hvad angår forrettigheder ved at spise og drikke de samme særlige symboler, akkurat som Jehovas folk under Moses „alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik“. — 1 Kor. 10:3, 4.

13. Hvorledes udtrykker Paulus at menigheden, skønt den består af mange medlemmer, ved højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid tilkendegiver sin enhed?

¹³ Denne omstændighed anvender Paulus som argument for de åndelige israelitters enhed, såvel indbyrdes som med deres Gud, Jehova. Herefter fortsætter han med hensyn til højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid: „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke delagtighed i Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke delagtighed i Kristi legeme? Fordi der er eet brød, er vi eet legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.“ (1 Kor. 10:16, 17, fodnoten) Skønt det åndelige Israels menighed består af mange medlemmer, til sidst af 144.000, udgør de dog ét fuldstændigt, forenet legeme. Denne enhed som legeme betragtet giver de udtryk for ved at have del i, det vil sige ved at spise af det ene usyrede brød der bydes dem ved den årlige højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid. Det ene brød er et symbol på Jesu Kristi opofrede legeme, som de i fællesskab hver dag året igennem ernærer sig ved i deres virksomme, frugtbringende tro. Det symbolske bæger, som de velsigner Gud for, repræsenterer ligeledes noget som de er fælles om, nemlig Jesu Kristi kostelige livsblod. Ved troen på hans blod opnår de tilgivelse af synder og retfærdiggørelse, eller en stilling som retfærdige i Jehova Guds øjne. „Kristus døde for os medens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden.“ (Rom. 5:8, 9) Race, hudfarve, nationalitet, sprog, social stilling, intet af dette bryder enheden i denne ene menighed. — Gal. 3:28, 29.

14. Hvad henleder brødet og bægeret i virkeligheden opmærksomheden på; med hvem har deltagerne i virkeligheden fællesskab, og hvorfor kan de følgelig ikke øve afgudsdyrkelse?

¹⁴ Herrens aftensmåltid henleder på en magtfuld måde opmærksomheden på Jesu Kristi offer og især på dets betydning for hans menighed af åndelige israelitter. På grund af dette fuldkomne menneskeoffer som blev bragt Jehova Gud og som de ved deres tro har del i, kan de ikke have med nogen som helst form for afgudsdyrkelse at gøre, men må vise Gud udelt hengivenhed. Bordet med Herrens aftensmåltid og vinbægeret er på symbolsk måde „Jehovas bord“ med „Jehovas bæger“. Dets bæger var et billede på Jesu pagtsblod. Hans blod havde som forbillede dyreofrenes blod, hvormed Moses lang tid før havde indstiftet Lovpagten. Ifølge beretningen i 2 Mosebog 24:3-8 (NW) var der i det blod hvormed den gamle pagt blev sat i kraft, også blod fra takofre eller „fællesskabsofre til Jehova“. Når nogen bragte et tak- eller fællesskabsoffer blev ofrets blod, fedt og livsorganer ofret til Jehova; præsten som tjente ved alteret fik sin foreskrevne del, og den ofrende og de som var sammen med ham spiste det øvrige. (3 Mos. 3:1-17; 7:11-15, 28-34) Ved deres fællesskabsofre spiste de gamle israelitter således i fællesskab med Jehova Gud ved hans alterbord. På samme måde har de åndelige israelitter, når de højtideligholder Herrens aftensmåltid, fællesskab, ikke alene med hinanden men først og fremmest med Gud. De kan ikke samtidig øve afgudsdyrkelse, hvorved de har fællesskab med dæmoner. Paulus siger:

15. Hvorledes påpeger Paulus dette for deltagerne i Herrens aftensmåltid?

¹⁵ „Se på det som er Israel i kødelig forstand: Er ikke de som spiser ofrene delagtige med alteret? Hvad skal jeg da sige? At det som ofres til en afgud er noget, eller at en afgud er noget? Nej; men jeg siger at det som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne, og ikke til Gud, og jeg ønsker ikke at I skal være delagtige med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ — 1 Kor. 10:18-21, NW; Mal. 1:6-8, 12.

16. Hvad skulle dette årlige aftensmåltid altså hjælpe deltagerne til at afholde sig fra, og til ihukommelse af hvad fejrer de denne højtid?

¹⁶ Højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid hvert år den fjortende nisan efter månekalenderen skulle styrke de deltagende til at afholde sig fra enhver form for afgudsdyrkelse og til at nære udelt hengivenhed for den eneste levende og sande Gud, Jehova, som skænkede os sit lam, Jesus Kristus. Jesus pålagde ikke sine efterfølgere at fejre sin fødselsdag, hvis nøjagtige dato ikke er anført i Bibelen, eftersom fødselsdagsfester er af hedensk oprindelse. Han pålagde imidlertid sin trofaste menighed af åndelige israelitter at fejre en højtid. Det var „Herrens aftensmåltid“ som han indstiftede hin påskeaften i Jerusalem. Han „tog brød, takkede, brød det og sagde: ’Dette er [betyder, NW] mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ’Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.’“ Hertil fremsætter apostelen Paulus følgende kommentar: „Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 11:23-26) Jesus pålagde os at højtideligholde mindet om hans død på denne måde, ikke mindet om hans fødsel.

17. Hvornår og hvor ofte har Jehovas vidner i vor tid højtideligholdt Herrens aftensmåltid, og siden hvilket årstal ifølge rapporterne?

¹⁷ I lydighed mod denne ordning og mod Herren Jesu Kristi påbud har Jehovas indviede, åndsavlede folk, som han har taget med i sin nye pagt, ifølge offentliggjorte rapportera lige siden 1870erne højtideligholdt Herrens aftensmåltid hvert år på den dag da Jesus indstiftede det, nemlig den 14. nisan.

18. Hvorledes har de bestræbt sig for at nyde symbolerne uden at bringe fordømmelse over sig selv?

¹⁸ I det usyrede brød og i vinen, som benyttes ved denne lejlighed, har de med den største taknemmelighed erkendt Herren Jesu fuldkomne menneskelegeme og blod. De har bestræbt sig for at vise den rette respekt for og værdsættelse af disse kostelige frelsesforanstaltninger, for ikke at komme til at tage del i symbolerne på en måde der bragte ringeagt over disse ting. De har husket på apostelen Paulus’ advarsel: „Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt. Men når vi dømmes af Herren [Jehova, NW], tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden.“ — 1 Kor. 11:27-32, 20, 21.

19. Hvilken stor skare har i særdeleshed siden 1932 overværet Herrens aftensmåltid, og hvorfor?

¹⁹ Især efter højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid søndag den 20. marts 1932 efter solnedgang, har skarer af mennesker med fårets egenskaber, den rette Hyrdes, Jesu Kristi „andre får“, overværet den årlige højtid, ikke for at få del i symbolerne, men for at se til. Ved højtiden torsdag den 3. april 1958 efter solnedgang var der for eksempel ifølge modtagne rapporter i alt 1.150.000 til stede hele verden over i Jehovas vidners mødesale. Men af dette samlede antal tilstedeværende var der kun 15.000 som spiste af brødet og drak af bægeret. Den „store skare“ af andre får spiste og drak ikke deraf, for de forstod at de ikke tilhører de åndelige israelitters menighed, der er med i den nye pagt som blev sat i kraft ved Jesu blod. De ved desuden at Jesus indstiftede dette aftensmåltid for dem der skulle tages med i pagten om Riget. I den redegørelse som Jesus gav ved bordet efter det nye aftensmåltid sagde han til de elleve trofaste apostle: „Imidlertid er det jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige, og sidde på troner for at dømme Israels tolv stammer.“ (Luk. 22:28-30, NW) De „andre får“ der er til stede som tilskuere har det personlige bibelske vidnesbyrd at de ikke er med i pagten om riget.

20. Hvad gjorde Jesus for de elleve apostle som flygtede fra ham da han blev forrådt, og hvornår blev de optaget i det åndelige Israels nation?

²⁰ Det er rigtigt at disse elleve apostle flygtede og forlod Jesus da han senere samme aften blev arresteret i Getsemane have. Men efter at Jesus var oprejst fra de døde om morgenen den 16. nisan, viste han sig for sine frygtsomme disciple som var forsamlede i al hemmelighed. Fyrre dage senere viste han sig for dem for sidste gang. Han sagde til dem at Guds rige ikke ville blive genoprettet for den jordiske nation Israel, og formanede dem til at blive i Jerusalem indtil Guds hellige ånd kom over dem. Og mens de stod og så til steg han derpå op til himmelen og forsvandt for deres øjne. Da viste to engle sig for dem og sagde: „Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.“ (Ap. G. 1:1-11) Ti dage senere, da pinsefesten fejredes i Jerusalem, begyndte Jesus Kristus, siddende ved Faderens højre hånd i himmelen, at døbe med den hellige ånd. Ved en mirakuløs demonstration udgød han den over 120 forsamlede disciple. På den måde blev de avlet ved Guds hellige ånd til at være Guds åndelige børn og blev optaget i det åndelige Israels nyfødte nation.

21. Hvilken pagt blev de taget med i ved Jesu blod, og hvad var hensigten med deres salvelse og helliggørelse?

²¹ Som åndelige israelitter blev de taget med i den nye pagt ved Jesu Kristi, mellemmandens, udgydte blod, og de blev nu folket for Jehovas navn, Hans vidner. De blev salvet til at være arvinger til Riget sammen med Jesus Kristus og blev på denne måde taget med i pagten om Riget sammen med ham, kong Davids arving og Herre. Ved denne salvelse med ånden blev de også bemyndigede eller ordinerede til at forkynde den gode nyhed om Riget for alle nationer. Ved den hellige ånds helliggørende kraft blev de hellige, „et helligt folk“. — Ap. G. 2:1-38; Rom. 8:15-17; 1 Joh. 2:20, 27; 1 Pet. 2:9.

Menigheden organiseres på klippen

22. Hvornår begyndte Jesus at bygge sin menighed på klippen, og hvem anvendte han som en sekundær grundvold?

²² På denne pinsedag da Jesus døbte sine efterfølgere på jorden med hellig ånd, begyndte han at opbygge sin menighed på sig selv som klippen (petra). Lang tid før havde Jehova brugt Jakobs (Israels) tolv sønner som grundvold for Israels folk, der bestod af tolv stammer. (1 Mos. 49:1, 2, 28) Med denne ordning som forbillede benyttede Jesus Kristus sine tolv trofaste apostle som en sekundær grundvold der igen var grundlagt på ham selv. Han skildrede sin menighed som en by med tolv grundstene: „Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: Navnene på Lammets tolv apostle.“ (Åb. 21:14) Men for at vise at den herliggjorte Jesus i himmelen er den grundvold der bærer det hele, sagde apostelen Paulus til menigheden: „I er de helliges medborgere og medlemmer af Guds husstand, og I er bygget op på apostlenes og profeternes grundvold, mens Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen. I samhørighed med ham vokser hele bygningen, idet den harmonisk føjes sammen, til et helligt tempel for Jehova. I samhørighed med ham bliver også I sammen opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.“ — Ef. 2:19-22, NW.

(Fortsættes)

[Fodnote]