Vær langmodig over for alle!
„Vis langmodighed imod alle.“ — 1 Tess. 5:14.
1. Blandt hvem kan man finde langmodighed og hvorfor?
AF ALLE skabninger på jorden er mennesket tilsyneladende den eneste der har fået langmodighedens guddommelige egenskab. Selv blandt mennesker er denne egenskab sjælden. Det skyldes først og fremmest at langmodighed er en frugt af Guds ånd og hovedsagelig findes hos mennesker der har Guds ånd. (Gal. 5:22) Denne frugt af Guds ånd er en sand velsignelse, ikke blot for dem der ejer den, men også for dem de omgås. I vor utålmodige, selviske verden er der brug for at menneskene er mere langmodige over for hinanden.
2. (a) Hvilke omstændigheder viser at der er mangel på denne egenskab i verden? (b) Hvad gør langmodighed til en ønskelig egenskab?
2 Når vi husker at langmodighed vil sige i lang tid at finde sig i ondt uden at klage, uden at lade sig irritere og uden at ønske at gøre gengæld, og at denne egenskab som sit uselviske mål har menneskehedens frelse, må vi forfærdes over den tydelige mangel på denne guddommelige egenskab blandt mennesker i dag, og vi bliver også klar over at der er et stort behov for den. Dette behov kommer til at stå endnu klarere for os når vi erkender at alle mennesker er undfanget i synd og født i en verden der er fremmed for Gud og sunket ned i fordærv. (Sl. 51:7; 1 Joh. 5:19) Den daglige tilværelse i sig selv kræver en vis portion langmodighed, at man bærer over med mindre forseelser og uretfærdigheder der begås mod én. Mennesker som er sig deres personlige svagheder bevidst, er altid taknemmelige for den overbærenhed der bliver vist dem. De håber ligefrem på andres barmhjertighed, sympati og forståelse. Mennesker som ikke har fundet forståelse og barmhjertighed hos deres omgivelser er ofte blevet ofre for en dyb depression. Mange er bukket under for følelsen af deres egen uværdighed. Langmodighed fra andres side ville lette denne byrde og så at sige give dem nyt liv. Langmodighed ville være en stor velsignelse for dem. Det er en dyrebar egenskab som gør livet udholdeligt og værd at leve for alle. Det er kærlighedens ypperligere vej, for „kærligheden er langmodig“. — 1 Kor. 12:31; 13:4.
3. Hvilke andre ting må man huske på i forbindelse med langmodighed?
3 Det kræves af en Guds tjener at han ikke alene udholder uretfærdigheder fra andres side, men også at han gør det med den rette indstilling, det vil sige uden at klage. Hans overbærenhed må være som Guds og Kristi overbærenhed. Jehova bærer intet nag til sine modstandere og nærer ingen hævngerrige tanker imod dem. Det er en sådan langmodighed der regnes en til gode. Jesus sagde: „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Matt. 5:48.
4. Hvad hjælper de kristne til at holde ud under lidelse, og hvordan bekræftes dette i Bibelen?
4 Foruden Jehovas store eksempel får den kristne yderligere tilskyndelser der hjælper ham til at holde ud under lidelser. Han har brug for disse tilskyndelser, for det er ingen let sag at holde ud under prøvelse. I sin velkendte bjergprædiken berørte Jesus Kristus ganske kort dette tilskyndende moment da han sagde: „Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene.“ (Matt. 5:10-12) Ja, Jesus pegede på belønningen for at lide ondt. Og når vi sammenligner prøvelserne med Rigets velsignelser og det evige liv, er det kun en ringe ting at lide for retfærdigheds skyld. I virkeligheden har vi al grund til at glæde og fryde os hvis blot vi tror på Guds løfter. „Brødre!“ sagde disciplen Jakob, vor Herre Jesu Kristi broder, „tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig. Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.“ (Jak. 5:10, 11; 1:12) Når vi kommer ud for prøvelser fordi vi gør det rette, så lad os sætte vor lid til Guds løfter, og vi vil kunne glæde os over at vi har holdt ud.
5, 6. (a) Hvad sagde apostelen Paulus til kolossenserne om at være tålmodige og holde ud? (b) Hvordan kan man kalde lidelse for et privilegium og en gave?
5 Apostelen Paulus siger også noget om glæden ved at holde ud under prøvelser. I brevet til kolossenserne skriver han: „Idet I . . . styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.“ (Kol. 1:10-12) Den kristnes udholdenhed og tålmodighed må være forbundet med glæde. Det vil den også være hvis vi betragter prøvelsen som et privilegium og forstår at udholdenhed medfører godkendelse, og godkendelse livets sejrskrans.
6 Er prøvelse da et privilegium? Ja, det er i virkeligheden en gave at få lov til at lide for Kristi skyld. Læg mærke til hvordan apostelen Paulus understreger dette i sit brev til filipperne. Han siger: „For jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.“ (Fil. 1:29, NW) Ingen der har tro vil benægte at det er et dyrebart privilegium at tro på Kristus; men Paulus går et skridt videre. Han oplyser os om at det at lide for Kristi skyld også er et privilegium og en gave, for noget man får givet, er en gave. Og i nogen grad vil „alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt“. (2 Tim. 3:12) Erkender vi det, vil det hjælpe os til at forstå at det er nødvendigt at holde ud under lidelser og at være langmodig.
7. Hvordan var Paulus’ erfaringer i forbindelse med lidelse, og hvorfor kunne han anbefale andre at være langmodige og udholdende?
7 Apostelen Paulus ikke alene skrev om at lide og om at holde ud under lidelse, men han led også meget selv. I sit andet brev til korinterne (2Kor 11:23-29) fortæller han om nogle af de ting han måtte gennemgå for Kristi skyld. Han havde tit været i fængsel, havde været slået næsten til døde; fem gange havde han fået niogtredive piskeslag. Han var blevet stenet, og han havde lidt skibbrud tre gange. Han havde kendt til sult, søvnløse nætter og farer. Alligevel opfordrede han sine kristne brødre til at vise langmodighed imod alle. Det kunne han gøre fordi han vidste at det for den kristne drejede sig om at bevare sin uangribelighed, og fordi han var overbevist om at Gud ville skænke livets sejrskrans til dem der holdt ud. En anden omstændighed der styrkede Paulus, var hans overbevisning om at intet kunne ske den kristne uden at Jehova tillod det. Og hvis Gud tillod at det skete, så ville han som en Guds tjener glæde sig over tjenesten, uanset hvad det måtte koste ham. — 2 Kor. 6:3-10; 2 Tim. 4:6-8.
Mennesker der har udholdt lidelser
8. Hvad satte Josef i stand til at være langmodig over for sine forfølgere?
8 Det er forbavsende at se hvordan trofaste Guds tjenere atter og atter understreger Guds vilje i forbindelse med lidelsen. Tag for eksempel Jakobs søn Josef. Han blev solgt til Ægypten af sine brødre, men han var ikke vred på dem. På grund af en falsk anklage blev han kastet i fængsel, men alligevel forbitredes hans ånd ikke. Og hvad sagde han da han mødte sine brødre og gav sig til kende over for dem? „Jeg er eders broder Josef, som I solgte til Ægypten; men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde liv.“ (1 Mos. 45:4, 5) Josef så Guds ledelse bag alt det der skete. Dette hjalp ham til at være langmodig over for alle der gjorde ham uret.
9. Hvordan reagerede kong David på en fornærmelse han blev udsat for, og hvad var grunden?
9 Ved en lejlighed måtte kong David tåle at en mand ved navn Simeï udtalte grove fornærmelser imod ham. Denne mand kastede sten efter David og råbte: „Bort, bort med dig, din blodhund, din usling!“ Abisjaj, en af Davids tjenere, ville slå Simeï ihjel, men David sagde: „Lad ham kun forbande, når [Jehova] har budt ham det!“ (2 Sam. 16:5-13) David tålte denne ydmygelse som Guds vilje. Ikke mange mænd som har magt til at befale over andres liv, ville have gjort hvad David gjorde. Men David ønskede at behage Jehova og ikke sig selv. Det hjalp ham til at være langmodig.
10. Hvad understregede Jesus over for Pontius Pilatus, og hvordan hjalp dette ham til at være langmodig og udholdende?
10 Da Jesus Kristus blev spottet, hånet og pisket, og en ophidset folkehob krævede hans liv, spurgte landshøvdingen Pontius Pilatus ham nysgerrigt: „Hvor er du fra?“ Men Jesus svarede ham ikke. Derfor sagde Pilatus til ham: „Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste?“ Jesus svarede da med de ord som enhver Guds tjener der har udholdt lidelse, kender: „Du havde aldeles ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra.“ (Joh. 19:1-11) Jesus så Guds vilje i det der fandt sted. Hvis det betød lidelse, så ville han udholde lidelsen, og det med glæde. — Sl. 40:9; Hebr. 10:5-10.
11. Hvilken indstilling havde Jesu efterfølgere? Giv eksempler.
11 Vi ser den samme indstilling og ånd hos Jesu Kristi efterfølgere helt frem til vor tid. Da Peter og de andre apostle blev pisket fordi de forkyndte Kristus, glædede de sig fordi „de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. (Ap. G. 5:41) Da Paulus og Silas blev kastet i fængsel efter at være blevet prøvet, sang de lovsange til Gud. (Ap. G. 16:22-25) Historien kan berette om mange kristne der sang mens de blev kastet for løverne eller brændt på bålet. Beretninger fra vor tid om Jehovas vidner fortæller at de modigt har stået ansigt til ansigt med guillotinen, gaskamre, og henrettelsespelotoner, og har udholdt koncentrationslejre, fængsler, tvangsarbejde, og meget andet. Det altafgørende for dem var at de bevarede deres uangribelighed. Det stod prentet i deres hjerter og sind. De vidste hvorfor de måtte lide. Og de vidste også hvad belønningen for trofasthed var, og det satte dem i stand til at glæde sig over at lide. — Joh. 15:18-21.
Hvordan man opdyrker langmodighedens frugt
12. Hvordan kan vi opdyrke langmodighed? Nævn fire grundlæggende krav man må opfylde for at få Guds ånd.
12 Hvordan kan vi få den samme forståelse af Guds vilje? Hvordan kan vi opdyrke langmodighed? Langmodighed er en frugt af Guds ånd. Derfor er Guds ånd en forudsætning for at eje denne egenskab. Der er fire ting vi kan gøre for at tilegne os den. For det første må vi studere Guds ord Bibelen, som er fyldt med hans ånd. (2 Tim. 3:16, 17; Hebr. 4:12) Når vi anvender dens principper i vort liv, vil Guds ånd give sig til kende i at vi lever et helt nyt liv. Vi vil da komme til at forstå og værdsætte vort forhold til vor Skaber, Jehova, og indse at det afgørende er at man bevarer sin uangribelighed over for ham. (Jobs bog, kapitlerne 1 og 2) For det andet må vi komme sammen med dem der er interesseret i at gøre Guds vilje. Dette samvær vil tilskynde os til at forblive trofaste. Det vil hjælpe os til at blive „ordets gørere, ikke blot dets hørere“. (Jak. 1:22) For det tredje må vi bede for at opnå og bevare Guds ånd. Vi må derfor lære at bede til Jehova og at være „udholdende i bønnen“. (Rom. 12:12; 1 Tess. 5:17) Jehovas folk ved at „en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft“. (Jak. 5:16) For det fjerde er det nødvendigt hver dag at praktisere de gode ting vi har lært fra Bibelen. Vi må i praksis vise at vi er langmodige over for alle. (Fil. 4:9) Hvis vi følger denne vejledning, vil vi modtage Jehovas ånd og de velsignelser den fører med sig.
Hvordan man viser langmodighed imod alle
13, 14. Hvilken formaning får de kristne? Hvilke eksempler har vi til efterfølgelse? Hvordan er dette en hjælp for os?
13 De kristne får formaning til at ’vise langmodighed imod alle’, ja, til at ’iføre sig tålmodighed’ og ’vandre det kald værdigt, hvormed de blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så de bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd’. (1 Tess. 5:14; Kol. 3:12-14; Ef. 4:1-3; 1 Kor. 13:4) Hvordan kan de bedst gøre det?
14 Jesus Kristus er vort forbillede. Eftersom han kom til verden for at frelse syndere, gør vi vel i at følge hans eksempel. Et eksempel på den langmodighed han viste, ser vi i tilfældet med Saulus fra Tarsus. Som Saulus selv indrømmede, var han en spotter og forfølger af de kristne, en voldsmand der bifaldt mordet på den kristne discipel Stefanus. Alligevel viste Kristus sin godhed imod Saulus ved at gøre ham til sin særlige repræsentant, en apostel, som vi i dag kender som apostelen Paulus. Til Timoteus sagde Paulus: „Når barmhjertighed blev mig til del, var det, for at Jesus Kristus på mig som den største kunne vise hele sin langmodighed, så at jeg blev et eksempel på dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv.“ (1 Tim. 1:12-16) Lad dette bevis på Kristi langmodighed være et forbillede for os når vi tænker på hvor stor en langmodighed vi skal vise hinanden. — Matt. 6:14, 15; 18:21, 22; Sl. 103:13, 14.
15, 16. (a) Hvorfor er langmodighed påkrævet i familien? (b) Hvordan kan ægtemænd og hustruer vise hinanden langmodighed? (c) Hvilket eksempel viser at det er gavnligt at vise langmodighed?
15 Vi lever i strenge tider, hvor det til stadighed er påkrævet at vise langmodighed. (2 Tim. 3:1-5) I familien, for eksempel, vil glæden hurtigt forsvinde hvis ikke dens medlemmer viser hinanden tålmodighed og overbærenhed. Uden disse egenskaber vil familien ikke kunne trives. Langmodighed er som lindrende balsam på en opblussende irritation. Resultatet af den er enhed og glæde. Apostelen Peter giver en sund vejledning herom. Han råder hustruer til at underordne sig deres ægtemænd, „så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har [deres] rene, gudfrygtige færd for øje. [Deres] prydelse skal ikke være noget udvortes: . . . men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ Til ægtemændene siger han: „Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hæmmes.“ (1 Pet. 3:1-7) Apostelen appellerer til ægtefællerne om først og fremmest at tage hensyn til den åndelige side af deres liv, at bære over med hinandens skrøbeligheder med frelsen for øje, ikke alene for deres egen, men også for deres ægtefælles skyld.
16 At vise langmodighed er ikke den nemmeste måde at klare situationen på. At vise langmodighed er at håbe og vente. Det er en form for bøn der fører henimod bønnens opfyldelse. Nogle, både søstre og brødre, har udholdt en dårlig behandling fra deres ægtefælles side i ti, tolv, seksten eller flere år, for til sidst at opleve at vedkommende er slået ind på livets vej. En ægtemand skriver: „I tolv år var jeg min egen hustrus værste fjende . . . fordi hun fik sandheden.“ Han fortæller hvordan han slog hende, kom fuld hjem for at hævne sig på hende, og var så ond som han på nogen måde kunne være. „Sådan gik tolv år i min rasende kamp mod sandheden og mod min hustru og mit barn,“ siger han. „For kort tid siden satte jeg mig ned og så tilbage på de sidste tolv år af mit liv. Denne analyse gjorde mig sønderknust. Jeg så hvor nederdrægtig jeg havde været mod min hustru, mens hun havde båret alt med ydmyghed. . . . Jo mere grusom jeg var, jo større kærlighed og barmhjertighed viste hun. Ja, det er først nu jeg ser alt dette . . . For to uger siden symboliserede jeg ved vanddåben min indvielse til den eneste sande Gud Jehova, den Gud der i mit vanvids dage ledede min hustru og mit barn på en så vidunderlig måde.“ En stor belønning blev høstet efter tolv års langmodighed og udholdenhed. Måtte dette brev være en opmuntring til dig om at være langmodig mod alle ikke-troende medlemmer af din familie.
17. (a) Hvordan og hvorfor bør man vise langmodighed over for børn? (b) Hvordan kan børn vise langmodighed? (c) Hvilket råd bør både forældre og børn følge?
17 Børnene i familien har også krav på at man viser dem langmodighed. Den omstændighed at de voksnes opførsel ikke altid er „engleagtig“, skulle hjælpe forældrene til at forstå at deres børn heller ikke altid er „englebørn“. Børns opførsel vidner ofte om syndens arv. Derfor har de krav på at vi viser dem den samme tålmodighed som vi forventer at andre viser os på grund af vore nedarvede skrøbeligheder. Børnene, der har en levende sans for retfærdighed og forventer at de voksne er modne, må dog forstå at deres forældre heller ikke er fuldkomne. Derfor er der også brug for at børnene har langmodighed med deres forældre. Det bedste er at både forældre og børn retter sig efter den bibelske formaning i Efeserbrevet 6:1-4, hvor der står: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret. ’Ær din fader og din moder,’ dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: ’for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.’ Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ Langmodighed fra både forældrenes og børnenes side vil gøre det muligt for begge parter at opfylde denne befaling, til velsignelse for alle og til ære for Gud.
18. Hvorfor bør kristne være langmodige over for deres verdslige slægtninge?
18 I denne forbindelse kommer vi også til at tænke på vore ikke-troende slægtninge. Her kan der også vises tålmodighed. Den kristnes venlighed er afvæbnende. Den efterlader et godt indtryk hos verdens mennesker. Ikke-troende slægtninge ser at vor kristendom ikke kun er ord, men også giver sig til kende i vort liv. Dette kan tilskynde dem til også en dag at blive kristne vidner for Jehova. Skal vi opleve det, må vi have langmodighed og være udholdende.
Langmodighed i menigheden
19. I hvilke henseender bør tilsynsmænd være langmodige over for menighedens medlemmer?
19 Langmodighed kan også vises i den kristne menighed. Tilsynsmanden må være langmodig over for alle i menigheden, hvad enten de er nye eller har været i menigheden i mange år. Han kan give vejledning, men han må aldrig være tyrannisk eller utålmodig. Tilsynsmanden må bære over med dem der til stadighed kommer for sent til møderne og må håbe på at de forbedrer sig. Han må bære den byrde at nogle er uvirksomme, i håb om at de en dag bliver virksomme. Han må bære over med sine assistenter når de ikke udfører deres pligter sådan som de burde. Når nogle bliver ved med at udsætte en sag, når mødedeltagelsen er svag, når forældre er ligegyldige og børn ikke opfører sig som de skal, må tilsynsmanden være tålmodig, langmodig. Han holder ud i håb om at alle der er i hans varetægt en dag vil komme til fuldt ud at værdsætte den kristne tjeneste, gå ind for den af hele deres sjæl og indrette deres liv efter den, og leve. — Kol. 3:23.
20. I hvilke tilfælde vil det være nødvendigt for menighedens assisterende tjenere at være langmodige?
20 De assisterende tjenere i menigheden må også udvise langmodighed. De må bære over med menighedstjeneren når de synes at han stiller for store krav til dem, og de må bære over med deres kristne brødre når de ikke på rette måde benytter sig af de forrettigheder de har. For eksempel må skoletjeneren være langmodig når en broder eller søster ikke tager den opgave han eller hun har fået tildelt; regnskabstjeneren må være tålmodig når det går trægt med bidragene; litteraturtjeneren må være tålmodig når bestillinger på litteratur ikke bliver afhentet, og gruppetjenerne må være langmodige når der kun er lidt eller ingen tilslutning til tjenesten, når studiedeltagerne ikke har forberedt sig på lektien, og når der kun kommer få for at hjælpe ham med at gøre rent i rigssalen. Det er nødvendigt at tjenerne viser langmodighed over for alle.
21. Hvorfor og hvordan må missionærer og de der arbejder på Betel udvise langmodighed?
21 Missionærer der arbejder i fremmede lande, og brødre og søstre der arbejder på betelhjemmene, hvor der trykkes bibler og bibelske hjælpemidler, må også udvise langmodighed. I nogle missionærdistrikter reagerer befolkningen langsomt på budskabet om Guds oprettede rige. Men missionæren må holde ud. Han må være tålmodig med sig selv når han skal lære et nyt sprog, og når han skal tilpasse sig en helt ny livsform. På betelhjemmene bor mange brødre og søstre sammen og på forholdsvis nært hold af hinanden, hvilket til tider kan være en prøvelse. Man må lukke øjnene for og bære over med værelsespartnerens fejl og mangler. Reglementer og timeplaner kræver tilpasning, disciplin. Men alle holder ud ved at iføre sig kærligheden og dens frugt — langmodighed. — Kol. 3:12-14.
22. Hvilke andre omstændigheder kan kræve at tjenerne og forkynderne i en menighed må udvise langmodighed? Hvordan må denne byrde bæres?
22 Når nogle forkyndere kommer til kort, får menigheden uvægerlig en tung byrde at bære. De der bliver sat på prøve på grund af en dårlig opførsel eller andre overtrædelser, lægger en tung byrde på tjenerstabens skuldre. Denne byrde må bæres i kærlighed. (Rom. 15:1-6) Udstødelser skaber vanskeligheder og volder sorg, ikke alene i menigheden men ofte også i den udstødtes familie. Dog må denne skændsel bæres i Kristi ånd.
Langmodighed over for udenforstående
23. (a) Hvorfor vil det være nødvendigt for kristne at vise langmodighed mod dem der befinder sig uden for den kristne menighed, og hvordan bør prøvelserne bæres? (b) Hvordan har kristne forældre og børn udvist langmodighed? (c) Hvordan har Jehovas vidner udvist langmodighed i forkyndelsen, og er dette gået upåagtet hen? (d) Hvordan ser kristne på de lidelser de udsættes for? Begrund svaret.
23 Der er mange og store byrder der må bæres i dag for Kristi skyld. Mange kristne er tvunget til at arbejde blandt mennesker der fører et dårligt sprog, som lyver, stjæler og bedrager og giver sig af med næsten enhver tænkelig usømmelighed. Den kristne må dog udholde dette uden at lade sig påvirke af det. (Joh. 17:15-19; 1 Kor. 5:9–6:11) Religiøst had, national fordom eller ydmygelser på grund af ens hudfarve er alt sammen noget den kristne må udholde. Hvor længe har Jehovas tjenere ikke måttet tåle uret som er skabt i lovens navn! Hvor længe har de ikke måttet udholde forfølgelse fra diktatorer i Sovjetunionen, Spanien, Portugal og andre steder! Hvor længe har kristne forældre og deres børn ikke måttet udholde hån og spot fra patrioter der tilbeder statens flag og ignorerer Guds lov om afgudsdyrkelse! Hvor længe har kristne ikke måttet tåle fornærmelser, uforskammetheder og smækkede døre i deres hus-til-hus-arbejde! De har udvist en næsten guddommelig tålmodighed i deres genbesøgs- og bibelstudiearbejde. Alligevel er de glade! Og deres udholdenhed er ikke gået upåagtet hen. Et romersk-katolsk skrift har for nylig gjort opmærksom på at et tiltalende træk hos Jehovas vidner er at de er „villige til at tåle latterliggørelse og spot for deres tros skyld“. De kristne er et skuespil for mennesker og engle. Ligesom ivrige sportsmænd er de ikke tilfredse med at være tilskuere, men er glade for at få en lejlighed til at prøve hvad de duer til. Hvilken sportsmand er ikke villig til at udholde mange strabadser under sin træning for at vinde sejren og sejrsprisen? At få chancen til at være med i en sportskamp anses ofte for et privilegium og en sjælden ære, til trods for hvad det koster. Det er sådan de kristne føler det i deres stræben efter at vinde livet. Deres brødre opmuntrer dem med tilråb og priser dem lykkelige der har holdt ud. „Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige [lykkelige, NW],“ sagde apostelen Peter, „thi herlighedens Ånd, Guds Ånd, hviler over jer.“ (1 Pet. 4:14, 16; 2:20) Med Guds ånd hvilende over sig udholder de med glæde lidelser gennem lang tid.
24. I hvilke henseender er den kristnes langmodighed en enestående egenskab, og hvad er belønningen derfor?
24 Den kristnes langmodighed er derfor en enestående egenskab. Den fremmer fred og enhed. Den baner vej for anger og omvendelse. Den giver lydigheden næring og gør troen fastere. Langmodighed tjener til ære for Jehova, til fremme af hans organisation, og er til glæde for hans folk. Ved langmodighed sikrer den kristne sig selv og andre sejrsprisen — den eneste pris der er værd at lide for — det evige liv. Hvilken større tilskyndelse kunne man få til at være langmodig over for alle?