Spørgsmål fra læserne
● I Åbenbaringen 14:3 står der: „De synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden.“ Hvis de ældste der omtales her og i Åbenbaringen 4:4 repræsenterer hele skaren på de 144.000 himmelske kongepræster, hvordan kan de 144.000 da synge foran dem? — Ecuador.
Vi finder en nøgle til forståelse af Åbenbaringens bog i dens indledende ord: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes.“ (Åb. 1:1) Det er klart at man ved hjælp af billeder eller symboler kan skildre noget som ville være umuligt i virkeligheden. En mand kan for eksempel ikke stå og synge foran sig selv, men han kan godt stå og synge foran et billede at sig selv. Derfor er der egentlig ikke noget selvmodsigende i at de 144.000 skildres som stående foran noget der repræsenterer eller symboliserer dem selv.
Det var apostelen Johannes der fik disse syner, og selve hans baggrund hjælper os til at afgøre i hvilken forstand de „fireogtyve ældste“ der nævnes i Åbenbaringen 4:4 er et billede eller et symbol. Som jøde vidste Johannes at „Israels ældste“ repræsenterede hele folket og talte på dets vegne. (2 Mos. 3:16, 18; 19:7) Hele menigheden af de salvede kristne udgør „et helligt folk“, et åndeligt Israel, og derfor kan kristne „ældste“ repræsentere hele dette „folk“. (1 Pet. 2:9) I overensstemmelse hermed må de „fireogtyve ældste“ der sidder på troner, repræsentere alle de 144.000. Tallet fireogtyve har sikkert mindet Johannes om de fireogtyve skifter som kong David inddelte de præster i der skulle tjene ved templet i Jerusalem. (1 Krøn. 24:4) Dette stemmer udmærket med at det ’hellige folk’ på 144.000 medlemmer skal virke som „et kongeligt præsteskab“.
Læg også mærke til at det Johannes fik et syn af, var fremtidige begivenheder, „hvad der skal ske herefter“. (Åb. 4:1) Synet af de „fireogtyve ældste“ var følgelig en profetisk forudskildring af den ordning Jehova Gud ville oprette i himmelen. Dengang apostelen Johannes fik synet, fandtes der ikke en eneste af de 144.000 i himmelen. De medlemmer af denne skare der allerede var sovet ind i døden, ventede på en opstandelse. (1 Kor. 15:20-23, 51, 52) At de „fireogtyve ældste“ blev set i synet, var imidlertid en garanti for at stillingerne som ældste ville blive beklædt af dem de var gjort rede til.
● Skal man lade blodet løbe af fisk før man spiser dem? — U.S.A.
Bibelen nævner ikke specielt at man skal lade blodet løbe af fisk. Kun om landdyr og fugle læser vi: „Om nogen . . . nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags, der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord.“ — 3 Mos. 17:13.
De fisk der ifølge Moseloven måtte anvendes som føde, indeholdt ikke så meget blod at man kunne lade det løbe ud og dække det med jord. Det er øjensynlig derfor Loven ikke indeholdt noget direkte påbud om at man skulle lade blodet løbe af fisk.
Eftersom der ikke findes nogen bibelsk bestemmelse om at man skal presse eller udbløde kød for at fjerne blodet fra det, har man ingen pligt til at gå til yderligheder for at fjerne blodet fra fisk. Men blodet i enhver skabning repræsenterer naturligvis skabningens liv og er derfor helligt. Hvis man får øje på en blodsamling når man skærer en fisk op, bør man derfor fjerne den.
● Er det foreneligt med en kristen samvittighed at have et arbejde der indebærer at man skal være bevæbnet, enten med et skydevåben eller en knippel? — U.S.A.
Jehova Gud har selv tilladt de jordiske regeringer at udøve myndighed og håndhæve love, om nødvendigt ved hjælp at våben. Om denne myndighed læser vi: „Øvrigheden bærer ikke sværdet for ingenting; den er jo Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt.“ (Rom. 13:4) Der kan altså ikke indvendes noget bibelsk imod at de af øvrigheden indsatte håndhævere af loven er bevæbnede, eller at den tillader enkeltpersoner at bære våben når de beskytter andre mennesker og/eller deres ejendom.
Men om en kristen vil vælge en sådan beskæftigelse, for eksempel som politibetjent, vagt eller natvægter, hvis det medfører at han skal være bevæbnet med pistol eller et andet våben, er noget han selv må afgøre. Han kunne overveje følgende spørgsmål: Ønsker jeg at påtage mig det ansvar at skulle træffe hurtige og vanskelige afgørelser i kritiske situationer hvor det drejer sig om menneskeliv? Er jeg villig til at udsætte mig for situationer som kunne nødvendiggøre brugen af våben, måske på en måde hvorved jeg ville pådrage mig blodskyld i Jehovas øjne?
En kristen er desuden først og fremmest interesseret i at hjælpe andre til at opnå nøjagtig kundskab om sandheden. Han ønsker at lære andre at ’holde fred med alle mennesker’. (Rom. 12:18) I betragtning af dette kunne han spørge sig selv: Vil andre måske føle at det strider mod den kristne lære hvis jeg bærer våben på mit arbejde? Er der grund til at tro at det vil bringe andre til fald? Den kristne vil træffe sin egen afgørelse på grundlag af Guds ord og sit kendskab til de foreliggende omstændigheder. Hvis han føler at det vil skade udbredelsen af Bibelens sandheder at han har et arbejde hvor han skal bære våben, vil han forstandigt vælge en anden beskæftigelse. Bibelen giver den vejledning at man ikke må „bringe andre til snublen og fald“. — Fil. 1:10, NW.
Uanset hvad den kristne bestemmer sig til, bør hans afgørelse være i harmoni med hans samvittighed som er oplært efter Bibelen. Han behøver aldrig at føle sig presset til at træffe en bestemt afgørelse af frygt for hvordan han skal klare dagen og vejen. Guds ord forsikrer: „Jehova elsker ret, og han vil ikke forlade sine loyale.“ (Sl. 37:28, NW) „Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.“ — Hebr. 13:5.
● Viser Johannes 2:19 ikke at Jesus ville oprejse sig selv? — U.S.A.
Som det fremgår af sammenhængen sigter ordene i Johannes 2:19 til Herren Jesu Kristi død og opstandelse. Vi læser: „Jesus svarede og sagde til dem: ’Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.’ Da sagde jøderne: ’I seksogfyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage!’ Men det var om sit legemes tempel, han talte. Siden, da han var oprejst fra de døde, kom hans disciple i hu, at han havde sagt dette; og de troede skriften og det ord, som Jesus havde talt.“ — Joh. 2:19-22.
Vi bør hæfte os ved at Bibelen ikke omtaler opfyldelsen af Jesu udtalelse ved at sige at han ’havde oprejst sig selv fra de døde’, men derimod at han „var oprejst fra de døde“. Andre skriftsteder viser klart at det var Gud der oprejste Jesus. Apostelen Peter sagde til Kornelius og dennes slægtninge og nære venner: „Ham opvakte Gud på den tredje dag.“ (Ap. G. 10:40) I Hebræerbrevet 13:20 siges der at Gud „førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod“. Og i sit brev til romerne skrev apostelen Paulus: „Men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer.“ (Rom. 8:11) Følgelig kan Jesus Kristus ikke have ment at han ville oprejse sig selv fra de døde.
Jesus vidste imidlertid på forhånd at han skulle dø og oprejses. Ved en anden lejlighed sagde han til de vantro skriftkloge og farisæere: „En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ (Matt. 12:39, 40) Med denne forudviden om sin død og opstandelse kunne Jesus, i profetisk forstand, tale om at ’rejse sit legemes tempel’. Eftersom han forudsagde det, var det som om han selv ville gøre det. Vi kan belyse det med Ezekiel 43:3, hvor profeten Ezekiel siger: „Han [jeg, NW] kom for at ødelægge byen [Jerusalem],“ hvilket Ezekiel gjorde ved at forudsige byens ødelæggelse. Som landflygtig i Babylon var Ezekiel ikke rent bogstaveligt med til at ødelægge Jerusalem; det blev gjort af babylonierne. Men hans profeti, der var inspireret af Gud, bevirkede at ødelæggelsen var så godt som fuldbyrdet. (Jævnfør også Jeremias 1:10.) På tilsvarende måde var det Jehova Gud der oprejste Jesus, men Jesus kunne tale om at han selv gjorde det i profetisk forstand.
Ydermere gik Guds vilje, påbud eller befaling vedrørende sin søn ud på at Sønnen skulle dø og bringes tilbage til livet. I overensstemmelse med sin Faders hensigt gav Jesus villigt afkald på sit liv. Han kunne derfor rejse sit legemes tempel i den betydning at han havde bemyndigelse til at modtage livet igen.
På den tredje dag fik Jesus af Gud befaling til at opstå fra de døde, og han gjorde det ved at modtage livet af sin Faders hånd, med Guds bemyndigelse. Samtidig med at han fik liv som en åndelig søn af Gud, fik han også ret til et fuldkomment liv som menneske, en ret som han ikke havde forspildt idet han døde fuldstændig uskyldig. Denne værdi af sit offer frembar han derefter for sin Fader i himmelen. (Hebr. 9:11-14, 24-28) Dette stemmer med Jesu ord i Johannes 10:17, 18: „Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter min sjæl til, for at jeg kan modtage den igen. Ingen har taget den fra mig, men jeg sætter den til på eget initiativ. Jeg har bemyndigelse til at sætte den til, og jeg har bemyndigelse til at modtage den igen. Budet herom har jeg modtaget fra min Fader.“ — NW.