Kærlig brug af det vi har modtaget
1. Hvilke åndelige gaver nævnes i Første Korinterbrev, kapitel 12, og i hvilken hensigt blev de givet til mennesker?
EFTER at Paulus havde skrevet til korinterne om hvor nødvendigt det var at tage hensyn til hinanden i forbindelse med det man spiste, omtalte han en række andre forhold. I det tolvte kapitel henleder han opmærksomheden på de forskellige åndelige gaver som blev skænket de første kristne menigheder. Disse gaver skulle ikke alene være til gavn og glæde for dem der modtog dem, men skulle være til velsignelse for andre. Paulus skriver således i 1Kor kapitel tolv, versene syv til elleve: „Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn. En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme Ånd; en gives der tro ved den samme Ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den ene Ånd; en at udføre undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme ånder [inspirerede udtalelser, NW]; en anden forskellige slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave.“
2. Hvordan ønskede Jehova at disse gaver skulle bruges?
2 Alle kristne var lemmer på samme legeme, og alt hvad de modtog fra Gud skulle tjene til gavn for hele organisationen. Hver enkelt havde sin plads på legemet hvor det havde behaget Gud at anbringe ham, men det var af betydning hvordan de brugte de gaver Gud skænkede dem i deres egenskab af hans medarbejdere i byggearbejdet. Gud er kærlighed, og han lader på storslået vis sin kærlighed komme til udtryk i sit byggearbejde; den kraft der driver dem der arbejder sammen med ham må derfor også være kærlighed. Selv om en havde modtaget en af åndens gaver, for eksempel den at kunne tale i tunger eller profetere, betød det ikke at vedkommende dermed var antagelig for Jehova. Han måtte anvende gaven på rette måde og ud fra det rette motiv. Paulus sagde: „Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ — 1 Kor. 13:1-3.
3. (a) Hvornår skulle åndens gaver ophøre, og hvorfor ophørte de? (b) Hvilken egenskab skulle i modsætning hertil ikke ophøre, og hvorledes viser kristne at de ejer denne egenskab?
3 Efter Kristi Jesu død skulle et byggearbejde gå for sig. Særlige gaver skænkedes mennesker ved Guds ånds hjælp for at Rigets budskab kunne gøre et dybt indtryk på endnu flere. Disse gaver virkede i den første kristne kirke så længe apostlene levede, men med apostlenes død ophørte de. Apostelen Paulus vidste at de ikke skulle vare ved, for han skrev i Første Korinterbrev 13:8: „Hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ Men så længe mennesker modtog disse gaver skulle de bruge dem i kærlighed til opbyggelse for andre. Kærligheden vil altid komme til udtryk over for andre og er en egenskab der vil være til stede blandt kristne for bestandig. Åndens gaver ophører, men det gør kærligheden ikke. Kærligheden ophører aldrig, siger apostelen. For at vise hvordan kærligheden giver sig udslag skrev Paulus: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ — 1 Kor. 13:4-7.
4. Hvis åndens mirakuløse gaver ophørte med apostlenes død, hvorfor tales der da så meget om dem i Bibelen?
4 Evnen til at tale i tunger, profetere og helbrede ophørte med apostlenes død, og disse gaver eksisterer ikke i dag: Alligevel tales der meget om dem i Bibelen. Hvorfor har Gud bevaret disse oplysninger helt til vor tid? Jo, selv om åndens mirakuløse gaver ophørte med apostlenes død, kan vi lære af den vejledning der gives i forbindelse med brugen af disse gaver. I det fjortende kapitel taler Paulus om hvorledes man skal hige efter kærlighed, samtidig med at han taler om brugen af de åndelige gaver, og han foretager en vurderende sammenligning og viser i virkeligheden at nogle gaver var mere eftertragtelsesværdige end andre. Disse gaver var til stor gavn i den første kristne menighed, for når de kristne kom sammen for at blive opbygget var de ikke hver især udrustet med en komplet bibel eller med mange kommentarer og blade som kunne hjælpe dem, i studiet af Bibelen, sådan som Vagttårnet hjælper os i dag. Hvilken af åndens gaver skulle de nu foretrække?
5. Hvilken gave måtte foretrækkes og hvorfor?
5 Den de skulle foretrække var den profetiske. Men hvorfor var evnen til at tale profetisk mere eftertragtelsesværdig end evnen til at helbrede eller til at tale i tunger? „Den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmeligheder. Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst. Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger en menighed.“ (1 Kor. 14:2-4) Denne vejledning er meget praktisk. Paulus viste at en der taler i tunger ville opbygge sig selv, men hvis ikke der var en til stede der kunne fortolke eller oversætte det, ville menigheden ikke blive opbygget. Han siger at det at tale i tunger er som at blæse til kamp i basuner der giver utydelig lyd. Det er bedre at tale i et sprog der let forstås, således at de der lytter forstår meningen og får gavn af det. Hvis nogen ejede tungetalens gave skulle han gøre som Paulus siger i vers tretten: „Derfor skal den, der taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det.“ Han understreger således behovet for at folk forstår det der bliver sagt, og enhver der har interesse for andre og ikke kun for sig selv vil også gøre noget der er til gavn for andre. I vers seksten henleder Paulus meget virkningsfuldt opmærksomheden på fremsigelsen af en takkebøn i tungetale idet han stiller spørgsmålet: „Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige ’Amen’ til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger.“ Følgelig er det bedre i menigheden at tale fem ord med sin forstand og derved undervise andre fremfor at tale ti tusind ord på et sprog som ingen forstår.
6, 7. (a) Hvorfor skænkede Gud de første kristne gaven til at tale i tunger? (b) På hvilken måde var profetiens gave til gavn? (c) Hvilken kærlig brug af de gaver og evner Gud skænker må ifølge Første Korinterbrev, kapitel 14, være den kristnes mål?
6 Hvorfor skænkede Gud da de første kristne tungetalens gave? Åbenbart skete det for at vise at de var Guds sande tjenere. Som Paulus sagde: „Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro.“ (1 Kor. 14:22) Efter at have fremført dette argument forklarer Paulus af hvilke grunde man måtte foretrække profetiens gave. Den må foretrækkes af hensyn til ens medkristne, ens brødre, dem der ønsker at tjene Jehova. At profetere, eller at forkynde den gode nyhed, med forstand idet man derved underviser andre, ville være til gavn for menighedens medlemmer, ja selv for vantro; udenforstående der tilfældigvis var til stede ville også modtage undervisning og komme til kundskab om hvordan Jehova Gud bør tilbedes. „Men den profetiske tale er [et tegn] ikke for de vantro, men for de troende. Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller vantro ind, vil de da ikke sige, at I er fra forstanden? Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en vantro eller udenforstående ind, så bliver der talt til hans samvittighed af alle; han ser sig afsløret af alle, hans hjertes skjulte tanker bliver åbenbare, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og vidne at Gud virkelig er iblandt jer.“ — 1 Kor. 14:22-25.
7 Hver eneste af de gaver Jehova skænkede var til gavn på sit særlige område, men gaven at kunne tale profetisk måtte foretrækkes fordi den var til størst opbyggelse for brødrene og for andre, som herigennem blev undervist i hvordan de skulle tilbede Jehova. Uanset hvilken af åndens gaver man modtog blev der lagt vægt på kærligheden; de måder hvorpå åndens gaver skulle anvendes, viste at der måtte tages hensyn til andre og at det skulle være til gavn for dem. Sådan er det med alt hvad Jehova Gud skænker, dem der tjener ham. „Hvad følger nu heraf, brødre? Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring, eller en åbenbaring, eller en tungetale, eller en udlægning; lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse!“ (1 Kor. 14:26) Den sande kristne indstilling er altså at alt må ske til opbyggelse for andre.
Vor tids byggearbejde
8. Hvilken foranstaltning er der truffet til opbyggelse af kristne menigheder i dag, når åndens mirakuløse gaver ikke længere eksisterer?
8 Det fremgår tydeligt af Skriften at åndens mirakuløse gaver der skænkedes til opbyggelse af den første kristne menighed ophørte med apostlenes død. Gaven til at helbrede eller til at tale i tunger er ikke i brug blandt sande kristne i dag. Nu står andre midler som tjener til opbyggelse af den kristne menighed til rådighed. Jehova har givet os sit ord, Bibelen, og den findes nu på flere end tusind sprog. Dertil kommer mange teokratiske publikationer, der er en hjælp for os i lærergerningen. Jehova har desuden draget omsorg for os på denne dag da han gav følgende befaling: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:23-25.
9. Hvordan viser man andre hensyn ved regelmæssigt at være til stede ved menighedens møder?
9 Vigtigheden af at samles ved menighedens møder kan ikke understreges ofte nok. Menighedens medlemmer bør opdrage sig selv til at overvære menighedens møder og skulle opmuntre andre til også at komme, især i betragtning af at vi lever i disse onde dage og at enden på Satans onde tingenes ordning rykker nærmere. En og anden tænker måske ved sig selv at tiden ville være bedre anvendt i hans tilfælde hvis han sad derhjemme og studerede. Men hvad gør han dermed? Det er tydeligt at han ikke tager de andre i betragtning, men kun tænker på sig selv. Ved regelmæssigt at være til stede ved menighedens møder viser vi at vi tænker på andre, at vi interesserer os for andre og nærer kærlighed til andre. Vi går ikke alene til møde for at få gavn af hvad andre har at sige eller for at modtage instruktioner, men vi kommer også for at være med til at opbygge hinanden. Det er ved møderne vi giver udtryk for det håb der bor i os, til opbyggelse for andre. Den offentlige bekendelse skal ikke ske spontant, ud fra øjeblikkets inspiration, uden at vi først har tænkt på hvad vi vil sige. Vi befinder os i en ordenspræget, teokratisk organisation, vi kender det emne der skal drøftes, og vi forbereder os derfor, og bidrager således med opbyggende tanker der er til gavn for alle. Det er den foranstaltning Jehova har truffet for alle sine tjenere i vor tid.
10. Hvordan kan interesse for andre og kærlig brug af det vi har, tjene til opbyggelse for hele menigheden?
10 Da vi ved hvor gavnligt og opbyggende det er regelmæssigt at komme sammen med Jehovas tjenere, skulle det være vort ønske af kærlighed til vore naboer, vor familie og retsindige mennesker at invitere dem til at overvære møderne sammen med os, ja vi skulle endog være villige til at opsøge dem der på grund af åndelig svaghed har mistet deres værdsættelse af mødernes betydning, og tage dem med os til møde, selv om det koster os ulejlighed. Hvis vi har bil kan vi gøre god brug af den ved at hente retsindige og tage dem med til møderne, selv om det måske betyder at vi må bruge ekstra tid på at køre en omvej for at tage dem med. Hvis vi har telefon kan vi ringe til andre og kærligt minde dem om at der er møde. Andre i menigheden skulle værdsætte de anstrengelser vi har gjort os, og vi skulle på vor side vise værdsættelse af de anstrengelser andre har gjort sig for at bringe retsindige mennesker til møderne.. Vi skulle være hurtige til at byde fremmede velkommen i vor midte, og altid være interesserede i andre. — Fil. 2:1-4.
11. Hvad tilskynder kærligheden den kristne til at gøre når der kommer fremmede til menighedens møder, selv om han har travlt med at forberede sin fremtidige tjeneste?
11 Skal vi virkelig gøre alt dette i praksis, kommer vi ikke uden om at hver eneste af Jehovas tjenere har meget travlt nu i tiden. Når man går til møde tænker man på det man skal huske at gøre: hente litteratur og forsyninger til tjenesten i de kommende dage, aflægge rapport om sin forkyndervirksomhed, aflevere nye abonnementer man har tegnet, eller få fat i nyt distrikt at arbejde i. Når man kommer til rigssalen går man straks i gang med at ordne alle disse ting. Men hvis man er virkelig kærlig og hensynsfuld over for andre, vil man så lade alt dette gå foran hensynet til den fremmede som måske er til stede for første gang? Hvis man kun tænker på hvor hurtigt man kan få ordnet sine egne personlige ting og komme hjem igen skynder man sig med at få det gjort, men skænker ikke den fremmede nogen tanke. Det tjener imidlertid ikke til opbyggelse for organisationen. Det tager kun nogle få minutter at hilse på fremmede og få dem til at føle at de er velkomne. Kærligheden vil komme til udtryk over for andre, den vil give sig udslag i handling. Det overlades ikke kun til tilsynsmændene at byde de fremmede velkommen. De kan træffe foranstaltninger til at andre hjælper dem med at byde de fremmede velkommen. På denne måde kan vi dele de glæder vi har modtaget fra Jehova med hinanden. Når man gør sig den ulejlighed at hilse på fremmede, kan man være sikker på at der efter studiemødet vil være tid til at ordne alle de nødvendige ting med henblik på tjenesten i de kommende dage. — 1 Tim. 3:2; 1 Pet. 4:8, 9.
12. Hvorfor bør fremmede med glæde bydes velkommen?
12 Den indviede bygmester forstår at hver eneste fremmed der kommer til menigheden og bliver et medlem af menigheden, vil komme til at tage del i byggearbejdet og bære sin del af byrden, og han forstår at det er Jehova Gud der på denne måde sender flere arbejdere til hjælp i byggearbejdet. Det er hvad vi daglig skulle bede om og arbejde for. Fremmede bør derfor med glæde bydes velkommen blandt bygmestrene. — Matt. 9:37, 38.
13. Hvilken interesse bør man vise dem der er fysisk eller åndeligt syge?
13 Selv om den kristne forkynder har travlt skulle han ikke have for travlt til at bemærke at en eller anden ikke er til stede. Hvad kan der være sket hvis et medlem af menigheden ikke er til stede? Er vedkommende blevet syg? Trænger han til trøst og opmuntring? Man kan henvende sig til tilsynsmanden og spørge ham. Hvis en eller anden er blevet syg bør det bekendtgøres for menigheden således at den syge kan blive besøgt, opbygget og opmuntret. Det kan også være at den der ikke er til stede er begyndt at miste sin værdsættelse af de åndelige værdier og er begyndt at sløje af i byggearbejdet. Han er måske blevet indviklet i andre foretagender og lader dette indvirke på sin regelmæssige overværelse af møderne. Dette kan ske til trods for befalingen der er givet i Hebræerbrevet 10:23-25. Den flittige bygmester der bemærker dette må træde til og hjælpe den der er ved at snuble. Dennes værdsættelse af de åndelige ting vil måske blusse op på ny når der ofres tid og opmærksomhed på ham, og han vil atter vinde fodfæste i tjenesten. Vi lever i en tid da mange ting kan indfange os og lede os bort fra sandheden; materialismen er en lumsk fjende. Nogle få betimelige og opbyggende ord kan gøre underværker for et menneske der er bukket under for en eller anden dårlig indflydelse. Vi ser således at den store Bygmester, Jehova, gennem menighedsorganisationen har tilvejebragt midler til opbyggelse af dem der elsker ham. — Jak. 5:19, 20.
Se til hvordan du bygger
14. (a) Hvoraf fremgår det at den kloge bygmester er interesseret i sit arbejde? (b) Hvad kan man tale om for at være til opbyggelse for andre?
14 Den samvittighedsfulde bygmester er optaget af sit arbejde. Ikke kun tre eller fire timer om ugen, men hver eneste dag tænker han på det han er ved at bygge. Hans arbejde har betydning for ham og han bliver ved med at beskæftige sig med det. Han taler om det. Alt hvad han foretager sig har han forud planlagt. Han ved hvilket fundament han har lagt og hvad der skal bygges oven på det, og han bliver ved med at tænke mens han bygger. (1 Kor. 3:10; 1 Tim. 4:15) Når han kommer sammen med andre bygmestre drøfter han det han er ved at bygge med dem. På samme måde forholder det sig med den åndelige bygmester. Hans kald er det åndelige byggearbejde, og han tænker på det og arbejder med det bestandig. Når han kommer sammen med andre er hans tale opbyggende, for han følger Jehovas og Kristi Jesu eksempel. Der er mange ting at tale om hver dag. Vi har en dagstekst med kommentarer der hver dag giver os lidt åndelig føde der kan hjælpe os i tjenesten for Jehova. Selv om man har læst den før er den stadig opbyggende. Kan du, mens du læser dette, huske den dagstekst du læste til morgen? I nogle hjem har forældrene indført at man ved aftensmåltidet nævner den dagstekst man drøftede om morgenen, for at se om familien kan huske de betydningsfulde ting man har lært den dag. Kristne har meget de kan tale med hinanden om. Elever i den teokratiske skole har deres opgaver de kan drøfte med andre, og der er de mundtlige og skriftlige repetitioner som alle kan tale om. Vi kan fortælle opmuntrende erfaringer fra arbejdsmarken og tale om spørgsmål stillet af mennesker vi har truffet fra hus til hus og af dem vi studerer med. Vi læser om betydningsfulde emner i Selskabets publikationer, og vi husker dem og de indprenter sig i vort sind når vi hører dem omtalt og vi taler med andre om de nye sandheder vi har lært. Det er forfriskende altid at tænke på åndelige spørgsmål og tale med andre om dem. — Kol. 3:7, 8, 16, 17; Fil. 4:8, 9.
15. Hvordan er kristen virksomhed til opbyggelse for andre?
15 Hvis vi tænker ret og praktiserer det vi har lært gennem Jehovas ord, kan vi være til opbyggelse ved vort daglige eksempel og i vor daglige virksomhed. Især gælder dette i det oplæringsprogram der er tilrettelagt i alle menigheder. Her kommer kærlighed og hensynsfuldhed over for andre atter ind i billedet. Hvis man har fået til opgave at være med i oplæringsprogrammet for at hjælpe en af de mindre erfarne forkyndere til at forbedre sin tjeneste må man ofre tid, energi og opmærksomhed på den man skal arbejde sammen med. Det kan betyde at man må gå eller køre langt for at møde den anden, men det tjener til opbyggelse for hele den kristne organisation. Hvis man kun tænker på sig selv vil man være udmærket tilfreds med at have sit eget distrikt at arbejde i helt alene. Vi giver agt på os selv, og vor lærergerning, men vi ønsker også at hjælpe andre således at de kan blive frelst. „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.
16. (a) Hvorfor er det tåbeligt at ofre al sin tid på foretagender i den gamle verden? (b) Hvordan handler den kristne bygmester med visdom?
16 Hvis vi kan bevare os selv og andre sammen med os virksomme i tjenesten for Riget, vil det tjene som en beskyttelse mod at blive indviklet i foretagender i denne verden, der er dømt til undergang af Jehova. Hvad ville vi mene om en mand der, selv om han ved at de kommunale myndigheder i byen har dømt et hus til at saneres og vil føre en vej igennem stedet, alligevel køber huset og bruger en masse tid til at pudse det op, male og istandsætte det, så det kommer til at se pænt ud? Saneringsholdet kommer og river huset ned, og manden er blevet helt til nar. Den der bruger al sin tid på verdslige interesser og derved forsømmer sin tjeneste befinder sig i nøjagtig samme situation som denne mand. Han tror måske at han udfører et nyttigt arbejde i byen, at han opbygger noget godt, men hvad er det han bygger, og hvilket fundament er det han bygger på? Når man bygger på den gamle verdens fundament, arbejder man på en bygning der er dømt til snart at skulle saneres. Den tid man sætter i dette arbejde vil være spildt og den tåbelige bygmester vil måske endog miste livet. Sådan er det med foretagender i denne verden. Man bruger tid og energi og man opnår intet varigt derved. Den kristne må bevare ligevægten og huske at hans kald er forkyndelsen. Paulus giver følgende råd i Kolossenserbrevet 4:5, 6: „Omgås med visdom dem, der er udenfor, så I udnytter det gunstige øjeblik. Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især.“ Jo mere man omgås den gamle verden, jo større er chancerne for at man bliver indviklet i foretagender i denne verden eller endog bliver smittet af den i moralsk henseende. Man bør med visdom udnytte tiden, så man dygtiggør sig i at tale opbyggende og deltager aktivt i det byggearbejde der nu går for sig under Kristi ledelse.
17. Hvad udrettes der nu i hele verden som følge af kristen enhed, og hvem bør sætte eksemplet og vise hvordan enheden bevares?
17 Enighed gør stærk. Ved at forene alle kræfter om udførelsen af Jehovas vilje er Jehovas vidner nu i stand til i hele verden at forkynde den gode nyhed om Jehovas oprettede rige. Dette rige styres af én Gud, han som selv har opbygget det. Han har indsat Kristus Jesus i stillingen som konge til kærligt at lede dem der får del i Riget. I Efeserbrevet, kapitel fire, opfordrer Paulus sine medkristne til at vandre deres kald værdigt, at være udholdende, at bevare kærligheden og åndens enhed i fredens forenende bånd. Han henleder opmærksomheden på at mange forskellige pligter er blevet overdraget forskellige tjenere i deres stillinger som missionærer, hyrder og lærere, og at alle er blevet udnævnt med det for øje at opbygge Kristi legeme og oplære forkynderne til tjenestegerningen. Der er ingen tvivl om at tilsynsmændene i den nye verdens samfund i dag bærer det største ansvar i byggearbejdet. De må være lærere i ord og gerning, de må være gode eksempler og gå foran på arbejdsmarken og bestandig være interesserede i unge og gamle, mænd og kvinder, ja i alle som tilhører den nye verdens samfund i dag. Men det medfører lykke at give på denne måde. (Ap. G. 20:35) Selv om der i nogle lande er modstand mod det kristne byggearbejde må det dog fortsætte, og tilsynsmændene har her Nehemias’ eksempel at se hen til. (Neh. 4:8, 9, 21; Tit. 2:1-15) Menighedernes medlemmer kan med rette se hen til tilsynsmændene for hos dem at lære hvordan de kan opbygge andre, og gennem Jehovas organisation i dag er tilsynsmændene blevet godt udrustet til deres tjeneste. Måtte de villigt ofre sig for dette arbejde. — Hebr. 13:7.
18. (a) Hvorfor må alle samarbejde for at bevare den nye verdens samfunds styrke og enhed? (b) Hvordan kan vi i denne forbindelse gøre kærlig brug af den sandhed Jehova har skænket os?
18 Måtte alle i den nye verdens samfund i dag have en andel i det åndelige byggearbejde og være med til at bære deres del af ansvaret. Det åndelige byggearbejde resulterer i noget varigt. (Ef. 2:21, 22) De enkelte sammenlignes med åndelige stene hvoraf Kristi legeme opbygges, og det bånd der holder dem sammen er kærlighed og hensyntagen til andre. En eller to sten på en mark udgør ikke nogen bygning; i en bygning er stenene ordnet systematisk og sammenføjet ved et stærkt bindemiddel. De som tilbeder Jehova i dag udgør en organisation, en bygning, for den nye verden. Jehova har ført dem sammen i enhed i disse sidste dage af Satans styre, og hver enkelt må gøre sit til at en åndeligt stærk bygning bevares, idet de sørger for at være nært forbundet med de andre der udgør bygningen. Åndelig styrkelse af hver enkelt sten vil være til gavn for de andre, for det vil gøre hele bygningen stærk. Når den store Harmagedonstorm kommer, vil bygningen derfor ikke vælte, selv om Satan og hans horder løber storm imod den. Den enhed og styrke som findes i den nye verdens samfund, indbefattende dem der udgør Kristi legeme, kan bevares ved at vi kærligt bruger den sandhed Jehova har skænket os, til at opbygge hinanden med: „Men lad os idet vi taler sandheden, i kærlighed i alt vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Ham skyldes det at hele legemet, der er harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde, idet hvert led yder det nødvendige i passende mål efter det enkelte lems bestemte funktion, samvirker til legemets vækst og opbygger sig selv i kærlighed.“ — Ef. 4:15, 16, NW.